Åb. 18,8.

Kvindens plager!
Es 47,7-11 Du sagde: I al evighed vil jeg være dronning. Du lagde dig det ikke på sinde, du tænkte ikke på, hvordan det ville ende. Men hør nu, fine dame, du, som sidder trygt på din trone, du, som siger ved dig selv: Jeg og ingen anden! Jeg kommer ikke til at sidde enke, jeg kommer ikke til at kende barnløshed. Begge dele skal ramme dig, pludselig, på én og samme dag. Barnløshed og enkestand kommer over dig i fuldt mål på grund af al din trolddom og dine mange besværgelser. Du var tryg i din ondskab. Du sagde: Der er ingen, der ser mig. Din visdom og kundskab førte dig på afveje, du sagde ved dig selv: Jeg og ingen anden! Men ulykken kommer over dig, uden at du kan afvende den, ødelæggelsen falder over dig, uden at du kan afværge den, undergangen kommer pludselig over dig, uden at du ved af det.

Bekendelse vil ikke være antagelig for Gud, uden oprigtig anger og fornyelse. Der må ske afgjorte forandringer i livet; alt Guds anstødeligt må lægges bort. Dette vil være resultatet af ægte sorg over synd. Paulus siger, i forbindelse med angerens arbejde: »I blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, undskyldninger og harme og frygt og længsel og nidkærhed og straf! På enhver måde viste I, at I var rene i den sag.«

Det var ikke blot på grund af det, der foregik omkring ham, at Kristus græd. Tidernes sorg hvilede tyngende på ham. Han så de frygtelige virkninger af at overtræde Guds lov. Han så, at striden mellem det onde og det gode havde været endeløs i verdens historie lige siden Abels død. Når han så frem til de kommende år, så han, at lidelse og sorg, tårer og død ville blive menneskenes lod. Menneskehedens smerte til alle tider og i alle lande skar ham i hjertet. Den syndefulde slægts elendighed hvilede tungt på hans sjæl, og tårerne brød frem, fordi han higede efter at udfri dem af al deres ulykke.

Der er så mange, der bedrøver Guds Ånd med deres stadige jammer! Det skyldes, at de har tabt Kristus af syne. Ser vi hen til ham, som har vor sorg og døde som vort sonoffer for at opnå en overordentlig vægt af herlighed, så er vore største sorger kun at regne som stakket og lette. Tænk på Frelseren, der hænger på korset, såret, knust og hånet, dog uden klage eller modstand. Han led uden knurren. Dette er Himmelens Herre, hvis trone er fra evighed. Han tålte al denne lidelse og skam for den glædes skyld, der ventede ham glæden ved at bringe mennesket det evige livs gave.

Da Jesus forlod Jordan, var hans åsyn oplyst af Guds herlighed. Men efter at han var kommet ud i ørkenen, forsvandt denne herlighed. Verdens synder hvilede på ham, og hans ansigt vidnede om en sorg og smerte, som intet menneske nogen sinde har følt. Han led for syndere. I Edens have havde Adam og Eva vist ulydighed mod Gud ved at spise af den forbudne frugt. Deres ulydighed havde bragt synd, sorg og død ind i verden.