Sl 9,4-9 Mine fjender veg, de snublede og gik til grunde foran dig; for du skaffede mig ret i min sag, du satte dig på tronen, retfærdige dommer. Du truede folkene og gjorde det af med de ugudelige, deres navn har du udslettet for evigt og altid. Fjenden er tilintetgjort og ødelagt for evigt, byer har du lagt øde, ingen husker dem længere. Men Herren har taget sæde for evigt og stillet sin trone frem til dom. Han dømmer verden med retfærdighed og fælder retskaffen dom over folkene.

Sl 96,10-13 Råb det ud blandt folkene: Herren er konge! Ja, jorden står fast, den rokkes ikke. Han dømmer folkene med retskaffenhed. Himlen skal glæde sig, jorden juble, havet med alt, hvad det rummer, skal larme, marken med alt, hvad den bærer, skal juble, alle skovens træer skal råbe af fryd for Herren; for han kommer, han kommer for at holde dom over jorden, han holder dom over verden med retfærdighed

Sl 98,8-9 Strømmene skal klappe i hænderne, alle bjerge skal juble for Herren; for han kommer for at holde dom over jorden. Han holder dom over verden med retfærdighed og over folkene med retskaffenhed.

Den store dag for fuldbyrdelsen af Guds dom syntes at være kommet. Ti tusind gange ti tusind var forsamlede foran en stor trone, hvorpå der sad en person af majestætisk udseende. Foran ham lå flere bøger, og på bindet af hver var der med guldbogstaver, der så ud som brændende ildflammer, skrevet: "Himmelens dagbog." Een af disse bøger, indeholdende alle deres navne, der bekender sig til at tro sandheden, blev derpå åbnet. Øjeblikkelig tabte jeg de utallige millioner omkring tronen af syne, og kun de, der efter bekendelsen var lysets og sandhedens børn, optog min opmærksomhed. Efter som disse navne blev læst, det ene efter det andet, og deres gode gerninger blev nævnt, oplystes deres ansigter af en hellig glæde, som strålede ud i alle retninger. Men det var ikke dette, der syntes at hvile på mit sind med den største vægt.

En anden bog blev opladt, hvori deres synder, som bekender sigt til sandheden, var nedskrevet. Der var også overskrifter over hver rubrik, og under disse, over for hvert navn, var de mindre synder nedtegnet, hver i sin bestemte rubrik.

Under begærlighed kom usandfærdighed, tyveri, udplyndring, svig og havesyge; under ærgerrighed kom stolthed og ødselhed; avind stod oven over ondskab, misundelse og had; og uafholdenhed stod foran en lang fortegnelse over frygtelige forbrydelser, såsom uterlighed, hor, forfaldenhed til dyriske lidenskaber, og lignende. Synet af dette fyldte mig med en usigelig angst, og jeg udbrød: Hvem kan blive frelst? Hvem vil kunne stå retfærdiggjort for Gud? Hvem har klæder uden plet? Hvem er ulastelig i en ren og hellig Guds øjne?

Medens den Hellige på tronen langsomt vendte bladene i dagbogen og hans øjne et øjeblik dvælede, ved den enkelte, syntes hans blik at brænde sig ind i selve deres sjæl, og i samme nu randt hvert ord og hver handling i deres liv dem lige så klart i sinde, som om det var skrevet med ildbogstaver for deres syn. Frygt greb dem, og deres ansigter blegnede. Deres, udseende, da de først stod foran tronen, vidnede om skødesløs ligegyldighed. Men hvor forandret er ikke deres udseende blevet nu! Tryghedsfølelsen er borte, og en navnløs rædsel er trådt i stedet. Hver sjæl nærer frygt for, at den skal blive fundet blandt dem, der er for lette. Hvert øje ser fast på ham, som sidder på tronen, og idet hans højtidelige, ransagende blik glider hen over denne forsamling, er der en hjertets bæven; for de føler sig selvfordømte uden at et ord bliver sagt. Med sjæleangst erklærer enhver sin egen skyld og indser med frygtelig livagtighed, at han ved at synde har forkastet det evige livs kostelige gave.

B

Gud har dømt skøgen!
Herren svarede folket gennem en af profeterne: "Har ikke Ægypterne, amoritterne, filisterne, zidonierne, amalekitterne og midjanitterne mishandlet Eder? Og da I råbte til mig, frelste jeg Eder af deres hånd. Men I forlod mig og dyrkede andre guder! Derfor vil jeg ikke mere frelse Eder! Gå nu hen og råb til de guder, I udvalgte Eder, og lad dem frelse Eder i Eders nød!"

Disse højtidelige og frygtelige ord leder tankerne hen på en anden begivenhed, nemlig den store dommedag, hvor de, der har ladet hånt om Guds barmhjertighed og foragtet hans nåde, skal stå ansigt til ansigt med hans retfærdighed. De mennesker, der har benyttet deres tid, midler og forstands evner, som Gud har skænket dem, til at tjene denne verdens guder, skal stå til regnskab ved denne domstol. De har svigtet deres trofaste ven, som elsker dem, og har valgt magelighed og verdslige fornøjelser. Det var deres hensigt at tjene Gud igen engang i fremtiden, men verden og dens dårskab og bedrag lagde beslag på hele deres opmærksomhed. Letfærdige forlystelser, forfængelighed og frådseri gjorde hjertet hårdt og samvittigheden ufølsom, så de ikke hørte sandhedens stemme. De lod hånt om deres pligt og værdsatte ikke de evige værdier, og til sidst mistede de fuldstændig lysten til at ofre noget; for ham, der har gjort så meget for mennesket. Men når høsten kommer, vil de høste alt, hvad de har slet.

Herren sagde: "Fordi jeg råbte, og I stod imod, jeg vinkede, og ingen ænser det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg, ... når det, I frygter, kommer som uvejr, når Eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg, når de kalder, de søger mig uden at finde, fordi de hadede kundskab og ikke valgte Herrens frygt; mit råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min revselse. Frugt af deres færd skal de nyde og mættes med egne råd; ... men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod ulykkens rædsel." Ord. 1,24-31. og 33.

Brødre "et skuespil er vi blevet for verden, både for engle og mennesker". "Hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme." 1Kor 4,9; 2Pet 3,11-12.

For at kunne åbenbare Guds karakter, og for at vi ikke skal bedrage os selv, menigheden og verden ved en eftergjort kristendom, må vi personlig lære Gud at kende. Hvis vi har samfund med Gud, er vi hans tjenere, selv om vi måske aldrig prædiker for en forsamling. Vi er Guds medarbejdere i at fremstille hans karakter fuldkommengjort i mennesker.

Vi står på tærskelen til store og højtidelige begivenheder. Profetier går i opfyldelse. Mærkværdig og begivenhedsrig historie nedtegnes i Himmelens bøger. Alt her i verden er præget af uro. Der er krige og krigsrygter. Folkeslagene er vrede, og de dødes tid er kommet, da de skal dømmes. Tildragelser skifter for at hidføre Guds dag, der haster såre. Al tid er der så at sige kun et øjeblik igen. Men skønt folk allerede rejser sig mod folk og rige mod rige, foregår der dog ikke nu en alt omfattende kamp. Endnu holdes de fire vinde, indtil Guds tjenere er beseglede på deres pander. Da vil de jordiske magter samle deres styrker til det sidste store slag.

Satan har travlt med at lægge sine planer til den sidste vældige strid, da alle vil indtage deres standpunkt. Efter at evangeliet har været forkyndt i verden i næsten to tusind år, fremstiller Satan endnu de samme syner for menneskene, som han fremstillede for Kristus. På en forunderlig måde lader han verdens riger og deres herlighed oprulle for dem. Disse ting lover han alle, der vil falde ned og tilbede ham. Således søger han at få menneskene ind under sit herredømme.