Hebr 4,11-13 Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed. For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger. Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.

Satan styrter ind mellem sine Tilhængere og søger at opflamme Mængden til Handling. Men Ild af Himmelen fra Gud regner ned over dem, og de store Mænd og de mægtige Mænd, de fornemme, de fattige og elendige fortæres alle tilsammen. Jeg så, at nogle omkom hurtigt, medens andre led længere. De blev straffet efter de Gerninger, som ved Legemet var sket. For nogles Vedkommende hengik der mange Dage, før de blev fortæret, og så længe en Del af dem ikke var fortæret, var al Følelse af Smerte til Stede. Engelen sagde: "Livets Orm skal ikke dø; deres Ild skal ikke udslukkes, så længe der er det mindste tilbage til at nære den."

Satan og hans Engle led længe. Satan bar ikke alene Straffen for sine egne Synder, men også for den genløste Skares Synder, der var blevet lagt på ham, og han måtte tillige lide for den ødelæggelse af Sjæle, som han havde forårsaget. Derefter så jeg, at Satan og hele den ugudelige Skare var fortæret, og Guds Retfærdighed var sket Fyldest; og hele Engleskaren og alle de genløste hellige sagde med høj Røst: "Amen!"

Engelen sagde: "Satan er Roden, og hans Børn er Grenene. De er nu fortæret, både Rod og Gren. De har lidt en evig Død. De skal aldrig opstå, og Gud vil have et rent Verdensalt." Derpå skuede jeg og så, at Ilden, som havde fortæret de gudløse, opbrændte alt urent og rensede Jorden. Jeg skuede igen og så Jorden renset. Der var ikke et eneste Spor igen at Forbandelsen. Jordens sønderbrudte, ujævne Overflade så nu ud som en jævn, udstrakt Slette. Hele Guds Verdensalt var rent, og den store Strid var for evigt afsluttet. I hvilken Retning vi end så, var alt, som øjet fæstede sig ved, skønt og helligt. Og hele den genløste Skare, gammel og ung, stor og lille, lagde deres funklende Kroner ved deres Genløsers Fødder, kastede sig ned for ham i Hyldest og tilbad ham, som lever evindeligt og altid. Den skønne nye Jord med al dens Herlighed var de helliges evige Arv. Riget og Herredømmet og Storheden, som tilhørte alle Rigerne under Himmelen, blev givet til den Højestes hellige, som skulle besidde det evindeligt, ja evindeligt og altid.