Til Forsiden
KOMMENTARER TIL ÅB. 2,1
Åb.2,1 Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager:

  1...  Skriv til englen for menigheden i Efesos:
  2...  Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd,
  3...  han som vandrer mellem de syv guldlysestager:



1... Skriv til englen for menigheden i Efesos:
Efesus var midtpunkt for tilbedelse og afgudsdyrkelsen af Artemis. Det pragtfulde Artemistempel var berømt ikke blot i Lilleasien men i hele verden. Dets overvældende pragt var ikke alene byens, men hele folkets stolthed. Der blev sagt om Gudebilledet i templet at det var faldet ned fra himmelen. Det bar indskrifter af symbolsk art, som man mente besad stor kraft. Efeserne havde skrevet bøger til forklaring af disse symbolers betydning og brug.

Blandt dem, der nærmere studerede disse kostbare bøger, var der mange troldmænd, som udøvede en vældig indflydelse på de overtroiske afgudsdyrkere dyrkere af gudebilledet inde i templet.

Under sin virksomhed i Efesus fik apostlen Paulus et særlige tegn på Guds velbehag. Guds kraft ledsagede hans gerning og mange blev helbredt for legemlige sygdomme. "Gud gjorde usædvanlige undergerninger ved Paulus, blot man bragte tørklæder og bælter fra hans legeme til de syge, veg sygdommene fra dem og de onde ånder for ud." Disse håndgribelige beviser på overnaturlig kraft overgik langt, hvad man tidligere havde oplevet i Efesus og mange af dem var af en sådan art, at de ikke kunne efterlignes ved en taskenspillers behændighed eller ved en troldmands sorte kunster.
Da disse undergerninger skete i Jesus af Nazarets navn, havde folket lejlighed til at se, at Himmelems Gud var mægtigere end gudinden Artemis. Således ophøjede Herren sin tjener uendeligt højt over de mægtigste ynedede af troldmændene.

Men han, som er herre over alle de onde ånder og som havde givet sine tjenere myndighed over dem, ville bringe endnu større skam og nederlag over dem, der foragtede og vanærede hans hellige navn.
Moselov havde forbudt trolddom under dødsstraf, men dog var den hemmeligt blevet udøvet fra tid til anden af frafaldne jøder. Under Pauli besøg i Efesus var der i byen, "nogle af de omvandrende jødiske åndemanere," som, da de så de undere, Paulus gjorde, forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, som havde de onde ånder. Der blev gjort et forsøg af syv sønner af Skeuas, en jødisk ypperstepræst. Da de så en mand, der var besat af onde ånder, sagde de til ham: "Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus prædiker." Men den onde ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg og om Paulus ved jeg besked, men I, hvem er I?" Og manden, i hvem den onde ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem alle sammen og mishandlede dem sådan, at de måtte flygte nøgne og sårede ud af huset. (Apg 19,13-17)
Således blev der givet umiskendeligt bevis på Kristi navns hellighed og på dem fare, som de mennesker udsatte sig for, der påkaldte det uden tro på Frelserens guddommelighed. Og "Frygt kom over dem alle, og Herren Jesu navn blev højt priset."

Der er dem, der er så naive at mene, at den hedensk overtro ikke eksisterer i vort århundredes civilisation. Men Guds ord og kendsgerningernes erklærer, at der i vor tid udøves trolddom lige så virkeligt, som da fortidens troldmænd levede. Fortidens magiske system er i virkeligheden det samme, som nu kendes som moderne spiritisme. Satan skaffer sig adgang til tusinder af sjæle ved at forstille sig i afdøde venners skikkelse. Skriften siger, at "de døde ved intet." Præd. 9,5. Deres tanker, deres kærlighed og deres had er gået til grunde. De døde har intet samkvem med de levende. Men snedig som altid anvender Satan denne list for at vinde magt over sjælene.

Gennem spiritismen har mange syge, forladte og nysgerrige samkvem med onde ånder. Alle, som drister sig hertil, er på farlig grund. Sandhedens ord forkynder, hvordan Gud ser på dem. I gamle dage afsagde han en streng dom over en konge, der havde sendt bud om råd til et hedensk orakel: "Men Herrens engel havde sagt til tishbitten Elias: "gå sendebudene fra Samarias konge i møde og sig til dem: Er det, fordi der ikke er nogen Gud i Israel, at I går hen for at rådspørge Ekrons gud Baal Zebub? Derfor siger Herren: Du kommer ikke ud af den seng, du ligger i, for du skal dø!" 2Kong. 1,3-4.

De hedenske tiders troldmænd har deres modbillede i spiritismens medier, de clairvoyante og nutidens spåmænd og spåkoner. Den hemmelighedsfulde røst, som talte i Endor og i Efesus, vildleder stadig menneskene. Hvis sløret kunne drages bort fra vore øjne, ville vi komme til at se onde engle anvende al deres kunst for at bedrage og ødelægge. Hvor som helst der udøves en magt for at få mennesker til at glemme Gud, udøver Satan sin trolddomsmagt. Hvor mennesker giver efter for hans påvirkning, forvirres tankerne og sjælen besmittes, før de selv er klare over det. Guds folk burde i dag lytte til apostlens formaning til menigheden i Efesus: "tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslår dem." Ef 5,11.

 Om troldmænd - åndemanere og spiritisme.

Der er mange som ikke forstår den konflikt der foregår mellem Kristus og Satan om menneskesindet. De indser ikke at, dersom de vil stå under Immanuels blodbestænkte banner, må de være villige til at tage del i hans strid og føre en afgjort kamp mod mørkets magter.
Med tanke på denne kamp, skriver Paulus til sine brødre i Efesus og opfordrer dem til at være stærke, ikke svage og vaklende, ikke lade sig drive hid og did som havets bølger. Nej, "bliv stærke i Herren, i hans vældige kraft," siger han. "Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." Ef 6,11-12.

Det kræver kamp at vinde det evige liv. Vi må kæmpe. Vi må uophørligt kæmpe troens gode strid. Vi vinder ikke sejr ved ceremonier eller opvisninger, men ved enkel lydighed mod den øverste leder, Herren Gud i himmelen. Den som sætter sin lid til ham, vil aldrig lide nederlag. Lydighed mod Gud betyder frihed fra syndens trældom, frigørelse fra menneskelige lidenskaber og indskydelser. Vi kan sejre over os selv, over vore tilbøjeligheder, over magter og myndigheder, over "verdensherskerne i dette mørke" og over "ondskabens åndemagter i himmelrummet."

I mere end tre år var Efesus midtpunktet for Paulus virksomhed. Her oprettedes en blomstrende menighed og fra denne by spredtes evangeliet over hele provinsen Asien både blandt jøder og hedninger.

Nogen tid efter at menigheden i Efesos var oprettet kom der ting for dagens lys, som tidligere havde været skjult. Nogle af de troende havde ikke fuldstændigt givet afkald på deres overtroiske forestillinger, da de antog kristendommen. Til en vis grad fortsatte de udøvelsen af trolddom. Da de nu blev overbevist om deres vildfarelse, var der "mange af dem, som var blevet troende, der kom og fortalte, hvad de havde begået." Den gode påvirkning strakte sig endog til nogle af dem, der selv havde øvet trolddom og adskillige af dem "kom bærende med deres bøger og brændte dem op for alles øjne og da man beregnede deres værdi, fandt man, at de var 50.000 sølvpenge værd. Så vældigt havde Herrens ord fremgang." (Apg 19,18-20)
Ved at brænde deres bøger om trolddom viste de omvendte i Efesus, at de nu afskyede de ting, som de før havde fundet behag i. Det var navnlig gennem trolddom, at de i særlig grad havde krænket Gud og bragt deres sjæle i fare; og det var overfor trolddommen, at de viste en sådan harme. Således gav de bevis på deres sande omvendelse.
Disse bøger om forudsigelser og spådomme indeholdt regler og anvisninger på, hvordan man kom i forbindelse med onde ånder. De var et reglement for dyrkelsen af Satan, og anvisninger på, hvordan man skulle påkalde hans hjælp og opnå viden fra ham. Ved at tilbageholde disse bøger ville disciplene have udsat sig for fristelser; ved at sælge dem ville de have ledet andre i fristelse. De havde givet afkald på mørkets rige og intet offer var dem for stort, hvis det tjente til at tilintetgøre Satans magt. Således sejrede de over menneskers fordomme og deres egen pengebegærlighed.
Ved dette håndgribelige bevis på Kristi magt blev der vundet en vældig sejr for kristendommen i selve overtroens højborg. Denne begivenhed fik en langt mere omfattende indflydelse, end Paulus var klar over. Fra Efesus spredtes rygtet herom vidt og bredt og satte fart i missionsgerningen for Kristus. Længe efter at apostlen selv havde fuldendt løbet, levede disse begivenheder i menneskers erindring og blev midlet til at vinde sjæle for evangeliet.

Den engel der her er omtalt, som menighedens engel er ikke en engel i lighed med den der viste sig for Josef og befalede ham tage barnet og dets moder og flygte til Egypten. (Matt 2,13) Vi skal huske på at meget af det der står i Åbenbaringens bog er symboler og Profetisk tale. Således at det kun er de der under Helligåndens ledelse, virkelig sammenligner skrift med skrift der kan forstå det der står i Åbenbaringen.

Menighedens engel er sandsynligvis menighedens præst eller menighedens forstander.

 Tilbage til menuen




2... Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd,
Bemærk, at Jesus har ALLE syv stjerner - de syv menigheders (engel) forstandere - præster i sin hånd på en gang. Dette viser flere ting.

* Alle syv menigheder er her på samme tid
* Jesus vil være med dem alle syv, hvis de ønsker det.

Kristus bliver fremstillet som holdende de syv stjerner i sin højre hånd. Dette forvisser os om, at ingen menighed, der trofast er på vagt, behøver at ængste sig for at gå til grunde; for ingen stjerne, der står under Almagtens beskyttelse, kan rives ud af Kristi hånd.

"Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd." Åb 2,1. Disse ord er talt til lærerne indenfor menigheden dem, Gud har betroet et tungt ansvar. Den milde indflydelse, der skal findes til overmål indenfor menigheden, er knyttet til Guds tjenere, som skal åbenbare Kristi kærlighed. Himmelens stjerner beherskes af ham. Han fylder dem med lys. Han leder og styrer deres bevægelser. Hvis han ikke gjorde det, ville de blive til faldne stjerner. Ligeså med hans tjenere. De er kun redskaber i hans hånd og alt det gode de udretter, gøres ved hans kraft. Ved deres hjælp skal hans lys skinne. Ved Frelserens kraft vil de få deres virkeevne. Hvis de ser hen til ham, som han så hen til Faderen, vil de blive brugelige til hans gerning. Når de gør sig selv afhængige af Gud, vil han lade dem genspejle sin stråleglans for verden.

 Tilbage til menuen




3... han som vandrer mellem de syv guldlysestager:
Der bliver her sagt, at Kristus vandrer midt imellem de syv guldlysestager. Det symbolisere hans forhold til menighederne. Han er i stadig forbindelse med sit folk. Han kender deres virkelige tilstand. Han lægger mærke til deres orden, deres fromhed og deres hengivenhed. Skønt han er ypperstepræst og talsmand i den himmelske helligdom, fremstilles han dog som vandrende frem og tilbage blandt sine menigheder på jorden. Med utrættelig årvågenhed og aldrig svigtende omsorg holder han vagt for at se, om lyset hos nogen af hans vagtposter brænder svagt eller er ved at gå ud. Hvis lysestagerne udelukkende blev overladt til menneskers omsorg, ville de blafrende flammer slukkes og dø; men han er den sande vægter for Herrens hus, den sande vogter af templets gårde. Hans aldrig svigtende omhu og hjælpende nåde er kilden til livet og lyset.
Kristus "vandrer imellem" sine menigheder på kryds og tværs af hele Jordens overflade. Med den dybeste interesse ser han efter om hans folk er i en sådan åndelig tilstand, at de kan fremme hans sag. Han er til stede ved alle møder i menigheden. Han kender dem, hvis hjerter han kan fylde med den hellige olie, så at de kan dele den med andre. De, som med troskab er med til at fremme Kristi sag, og som i ord og handling præsenterer Guds karakter ved trofast at videreføre Kristi gerning, opfylder Herrens hensigt med dem, og Kristus glæder sig over dem.

Jesu interesse og omsorg for menigheden er helt ufattelig Jesus er altid rede til at hjælpe de der ønsker hans hjælp, uanset hvornår en oprigtig Kristen kalder på Kristus er han altid rede.
Dette gælder ikke blot i dag, men til alle tider, MEN således, som det er med alle Guds løfter er der også her en betingelse, vi skal opfylde, vi skal, i vort liv vise at vi kender han.
1Joh 2,3-6 Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: "Jeg kender ham," men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.

Matt 10,32-33 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.

Jesus vandre ustandselig rundt blandt ALLE de menigheder, der bekender sig til at tro på ham. En af de ting han er meget interesseret i at følge med i er, hvordan den åndelige tilstand er.

De syv menigheder her i Åb kap 2 og 3 er en tilstandsraport, som ALLE kristne kan lære meget af at læse. Lysestagerne der symboliserer menigheden, symboliserer også det lys den kristne menighed er for denne jords befolkning.

Lad os bruge alle de anledninger vi har til at være sammen med Jesus!
Lad os vise verden at vi bekender os til at tro på ham. (Matt 10,32-33)
Lad os vise vore medmennesker, familie, venner, ja alle dem vi kommer i kontakt med, at vi IKKE tilhørere denne verden (Joh 15,19)

 I verden, men ikke af verden.

Lad os fylde vor lamper med olie, medens der endnu er tid (Matt 25,1-4)

 Tilbage til menuen