Frygt ikke!
*** Da jeg så
ham, faldt jeg ned for hans fødder som død; men han lagde
sin højre hånd på mig og sagde: "Frygt ikke!
Jeg ved ikke, hvordan
du ville reagere, hvis Jesus pludselig stod forand dig. Jeg tror at jeg
ligesom Johannes ville blive bange og kaste mig til jorden. Jeg ville tænke
på, at jeg, en mand med urene læber, en synder som jeg, ikke
kan bestå i Jesu nærhed. At Johannes reagerede på denne
måde, viser at han erkender sin magtesløshed og sin uværdighed.
Jesus forstår
sin tjeners situation og derfor lægger Jesus sin højere hånd
på Johannes's hoved - skulder og siger "Frygt ikke!"
Frygt ikke, vær
ikke bange, tag det roligt min ven, jeg vil ikke gøre dig noget
ondt.
Frygt ikke, for jeg
er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper
dig, min sejrrige hånd holder dig fast. Alle, der raser imod dig,
bliver til spot og spe; dine fjender forgår og bliver til intet.
Søger du efter
dine modstandere, finder du dem ikke, dine angribere bliver til intet som
helst. For jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd
og siger til dig: Frygt ikke, jeg hjælper dig. Frygt ikke, Jakobs
orm, Israels kryb, jeg hjælper dig, siger Herren, han som løskøber
dig, Israels Hellige. Es 41,10-14.
Men nu siger Herren,
han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel: Frygt ikke, for
jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min.
Es 43,1.
Frygt ikke, for jeg
er med dig. Fra østen bringer jeg dine børn, fra vesten samler
jeg dig; Es 43,5.
Hør mig, I,
der kender retfærdighed, du folk med min lov i hjertet! Frygt ikke
for menneskers hån, lad jer ikke skræmme af deres spot. Es
51,7.
Frygt ikke, har vi
i dag brug for at høre disse ord?
Mange vil sikkert gerne
høre disse ord fra deres pengeinstitut, deres arbejdsgiver, dem
de eventuel er uvenner med, men desværre tror jeg ikke at der er
ret mange, som tænker på Guds ord, på deres himmelske
fader og på Jesus, i denne forbindelse.
Og jeg siger til jer,
mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke
er i stand til at gøre mere. Luk 12,4.
Ja, selv alle jeres
hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.
Luk 12,7.
Frygt ikke, du lille
hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Luk 12,32.
Da Johannes blev vidne
til Jesu herlighed og majestæt, han klar over sin egen syndige uværdighed
og faldt bevidstløs til jorden. (Dan. 10,7-10. Han forstod rækkevidden
af det, han havde set og hørt. Men Jesus lagde sin lægende
hånd på ham og styrkede ham til at tage imod de åbenbaringer,
som nu skulle komme.
Millioner af mennesker
frygter årtusindskriftet.
De fleste gør
det på grund af selviske og økonomiske grunde.
Om kort tid vil du
her på bibel-skolens hjemmesider kunne læse en artikel om,
hvordan vi, du og jeg bør forholde os til dette.
Traskes kone helligholdt
også sabbatten, og selv hendes fjender erklærede om hende at
hun var en kvinde der udholdt mange prøvelser og at hun var værdig
til at blive nævnt blandt alle de kristne der led for deres tro.
Hun var en dygtig lærerinde og kendt for sin omsorg for de fattige.
Hendes fjender sagde om hende at hun udførte det i praktisk som
hun troede på. Til trods for dette blev det erklæret at hun
var besat af en fremmed ånd, der var i modstrid med hendes egne meninger
og som ødelagde hende, men hun valgte at adlyde Gud i stedet for
menneskers overleveringer. Denne ædle kvinde blev til sidst kastet
i fængsel. Anklagen mod hende var at hun kun underviste i fem dage
om ugen og at hun hvilede om sabbatten i overensstemmelse med det fjerde
bud. Hun blev ikke beskyldt for nogen kriminelle handlinger. Hun troede
at hun en dag skulle dømmes for de ting hun gjorde i kødet,
og derfor bestemte hun sig for at følge det sikreste, frem for at
gøre det hun havde lyst til.
I fængselet fik
hun ofte besøg af hendes anklager der brugte sine bedste argumenter
for at få hende til at forkaste sin tro, men hendes svar var at han
skulle vise hende ud fra skriften at hendes tro var forkert, og hvis søndagen
var den rigtige helligdag, så måtte det være omtalt i
Guds ord. Det var forgæves hun bad om beviser fra Bibelen så
hun blev pålagt at undertrykke sin overbevisning og at erklære,
at det som kirken forkyndte var rigtigt.
Dette afslog hun, hun
ville ikke købe sin frihed ved at tilbagekalde sandheder og Guds
løfter støttede hende i hendes tro. "Frygt ikke for det du
vil komme til at lide. Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel,
for at I skal stilles på prøve, og I skal have trængsel
i ti dage. Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig
livets sejrskrans." Åb 2,10. I næsten 16 år blev denne
kvinde holdt som fange i et fængsel under umenneskelige forhold.
Kun Guds bog kan fortælle om hendes lidelser gennem disse år.
Trofast vidnede hun for sandheden. Hendes trofasthed og tålmodighed
vedblev at være den samme, indtil hun blev befriet ved døden.
Her på jorden
blev hun omtalt med onde ord, men i de himmelske bøger er hun omtalt
med ære, som en der blev jaget, nedværdiget, udstødt
og fængslet, en af dem der led martyrdøden en af dem som verden
ikke var værd. Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig
som mit eje, siger Hærskares Herre, og jeg vil handle nænsomt
med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener
ham. Malakias 3,17.
-------- B
Mange vil komme i fængsel
på grund af deres tro!
Luk 21,12 Men før
alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge
jer, udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel, og I vil
blive ført frem for konger og statholdere på grund af mit
navn.
Mark 13,9 Men tag jer
i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne,
og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig,
som et vidnesbyrd for dem.
Guds tjenere får
ingen ære eller anerkendelse af verden. Stefanus blev stenet fordi
han prædikede Kristus og ham korsfæstet. Paulus blev sat i
fængsel, pisket, stenet og til sidst henrettet, fordi han var et
trofast Guds sendebud til hedningerne. Apostelen Johannes blev forvist
til Patmos "for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld." Åb 1,9. Disse
eksempler på menneskelig trofasthed, i kraft af guddommelig styrke,
er et vidnesbyrd for verden om troværdigheden af Guds løfter
og om hans nærværelse og hans bærende kraft.
Det var gennem én,
som erklærede sig for at være en "broder, som er fælles
med jer om trængselen " at Kristus for sin menighed afslørede,
hvor meget de måtte lide for hans skyld. Når den aldrende landsforviste
så frem gennem århundreder med mørke og overtro, så
han mange lide martyrdøden på grund af deres kærlighed
til sandheden. Men han så også, at han, som opretholdt sine
første vidner, ikke ville sigte sine trofaste disciple i de forfølgelsens
tider, som de måtte gennemgå før tidernes ende. "Frygt
ikke for det, du vil komme til at lide!" sagde Herren. "Se, Djævelen
vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal stilles på
prøve og I skal have trængsel. Vær tro indtil døden,
så vil jeg give dig livets sejrskrans." Åb 2,10.
Skønt Jesus
kaldes fredens fyrste, sagde han dog om sig selv: "Tro ikke, at jeg er
kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe
fred, men sværd." Matt 10,34. Hermed mente han ikke, at han ved sin
komme vilde frembringe uenighed og strid blandt sine efterfølgere,
men han ønskede at vise, hvilken virkning hans lære vilde
have på de forskellige mennesker. En del af menneskeslægten
vilde annamme ham; den anden vilde stille sig på Satans side og modarbejde
hans værk. Skønt han var Fredens Fyrste, var han dog. Årsagen
til partidannelse. Han, som kom for at forkynde glade tidender og opvække
håb og glæde i menneskenes børns hjerter, gav årsag
til en strid, som han dybe rødder og opvækker alle det menneskelige
hjertes lidenskaber. Derfor gav han sine Disciple også betimelig
advarsel: "og I får trængsel" Åb 2,10. "Men før
alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge
jer, udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel, og I vil
blive ført frem for konger og statholdere på grund af mit
navn. Det vil give jer lejlighed til at aflægge vidnesbyrd. Læg
jer så på sinde, at I ikke skal forberede jer på, hvordan
I skal forsvare jer, for jeg vil give jer mund og mæle og en visdom,
som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige. I
vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge
og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden,"
Luk 21,12-16.
----------- C
Så i prøves,
Guds folk - de sande
kristne vil ligesom Jesus blive prøvet med alle former for fristelser.
Luk 8,12-13 De på
vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen
og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive
frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet,
når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til
en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind.
Frygtelige prøvelser
og fristelser venter Guds folk. Krigens ånd ophidser folkeslagene
fra den ene ende af Jorden til den anden. Men midt i den trængselstid,
som kommer - en trængselstid, som ikke har haft sin mage, så
længe der var folkeslag til, - vil Guds udvalgte folk stå urokket.
Satan og hans hærskarer kan ikke ødelægge dem, for engle,
som er vældige i magt, vil beskytte dem.
Den store krise er
lige foran os. Det vil kræve en urokkelig tro at bestå under
dens prøvelser og fristelser og at udføre de pligter, som
den
medfører. Men vi kan vinde en herlig sejr. Ikke en eneste årvågen,
bedene, troende sjæl vil blive fjendens bytte.
I den prøvetid,
som ligger foran os, vil Gud holde sit løfte om at beskytte dem,
som har holdt fast ved hans ord om udholdenhed. Kristus vil sige til sine
trofaste: "Mit folk, gå ind i dit kammer og luk dine døre
bag dig; hold dig skjult en liden stund, til vreden er draget over " Es
26,20. Løven af Judas stamme, der er så frygtelig for dem,
som forkaster hans nåde, vil være Guds Lam for de lydige og
trofaste. Den skystøtte, som varsler vrede og rædsel for den,
som overtræder Guds lov, er lys og nåde og befrielse for dem,
som har holdt hans bud. Den arm, som vil slå oprørene ned,
har styrke til at udfri de lydige. Enhver, som er trofast, vil blive taget
med. "Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de
skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra
himlenes yderste grænser." Matt 24,31.
Vi behøver alle
at udvikle en fast tillid til Jesus. Når vore øjne er fæstet
på ham, vil vi ikke betragte de synlige ting, men de usynlige. Han
siger: "Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke
og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var
klædt som en af dem. Klæder Gud således det græs,
som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget
snarere så ikke jer, I lidettroende!" Luk 12,27-28. Vor tro er alt
for svag. Alvorlige prøvelser vil snart komme over Guds folk i dette
og andre lande. Det nuværende øjeblik er tiden for dem til
at lære at øve stærk tro på Gud og så en
bedre forståelse af hans ord.
------ D
De vil få mange
problemer og trængsler.
Mark 13,24 Men i de
dage efter denne trængsel skal solen formørkes og månen
ikke skinne
Guds ord har ikke gjort
den smalle vej bredere, og hvis mængden har fundet en sti hvor de
kan tage gudfrygtigheds skin med sig, og ikke bære korset eller lide
trængsel, har de fundet en vej Frelseren ikke vandrede på,
og da følger de et andet eksempel end det Frelseren viste os. Er
det ikke nok at Jesus forlod himmelens lyksalighed og herlighed, udholdt
et liv i fattigdom og hårde prøvelser og døde en grusom
og ulykkelig død for at skaffe os hellighedens og himmelens glæder?
Og kan det tænkes at vi uværdige, som var genstand for så
stor en nedladelse og kærlighed, vil prøve at finde en bedre
del i dette liv end den vor genløser fik?
Alle klasser, alle
nationer, stammer, tungemål og folk vil stå foran Guds trone
og Lammet i deres skinnende hvide klæder og med deres kroner af juveler
på hovedet. Det er dem som kommer ud af den store trængsel,
og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod,
sagde englen. Men de som satte deres egen fornøjelse højere
end Gud, de ulydige som gav efter for deres egne lyster, har mistet begge
verdener. De har ikke længere det som hører dette liv til
og de ejer heller ikke det evige liv.
Den triumferende skare,
med sejrssange, kroner og harper, har været i lidelsens ildovn her
på jorden, når den var intenst ophedet. De kommer fra savn,
hunger og mishandling, fra dyb selvfornægtelse og bitre skuffelser.
Nu står de som sejrvindere. De er ikke længere fattige, de
sørger ikke mere. De bliver ikke længere forfulgt og hadet
af alle mennesker for Kristi skyld. Deres himmelske klæder er hvide
og skinnende og finere end nogen kongelig klædning. Med troens øje
kan vi se deres kroner af juveler. Aldrig har et sådant diadem dækket
panden på en jordisk konge.
Den tid vil komme da
det ikke vil være tilrådeligt at drikke mælk. Men hvis
mælken kommer fra sunde køer, og hvis den bliver forsvarligt
kogt, er det ikke nødvendigt at forbyde den. Vi må ikke lave
en kunstig trængselstid for os selv. Ingen må komme med budskaber
om hvad vore medlemmer skal sætte på bordet til enhver tid
og anledning. De som hylder yderligtgående opfattelser, vil til sidst
opdage at resultaterne af deres ideer vil blive helt anderledes end de
havde forventet. Herren vil lede os med sin højre hånd, hvis
vi bare vil tillade ham at gøre det. Kærlighed og renhed er
de frugter som det gode træ i Herrens vingård bærer.
"enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud." 1Joh 4,7.
Fagforeningerne vil
blive et af de midler, der bringer en trængselstid over jorden, som
hidtil ikke har haft sin mage, siden verden blev til.
------- E
Vær tro til døden,
Tusindvis har i tidens
løb lidt en smertefuld og frygtelig død for troen på
deres Herre og mester, og endnu tusinder vil i fremtiden besegle deres
tro med døden.
Under højene
uden for Rom var der gravet lange gange i jorden og klippegrunden. Denne
mørke labyrint strakte sig flere kilometer uden for byens mure.
I disse underjordiske tilflugtsteder begravede Kristi efterfølgere
deres døde, og her fandt de et hjem, når de blev mistænkt
og gjort fredløse. Når Livgiveren kalder på dem, som
har stridt den gode strid, vil mangt et menneske, som har lidt martyrdøden
for Kristi skyld, komme ud af disse skumle huler.
Jesu vidner bevarede
deres tro ubesmittet under de frygteligste forfølgelser. Skønt
de blev berøvet alle bekvemmeligheder og måtte undvære
sollyset og indrette sig et hjem i jordens mørke, men gæstfrie
skød, beklagede de sig ikke. De indgød hinanden tro, tålmodighed
og håb og opmuntrede hinanden til at udholde nød og afsavn.
End ikke tabet af alle jordiske goder kunne få dem til at fornægte
troen på Kristus. Prøvelser og forfølgelser tjente
som de trappetrin, der bragte dem nærmere hvilen og belønningen.
De mindedes deres Mesters
ord om, at de skulle glæde og fryde sig, når de blev forfulgt,
for deres løn skulle blive stor i Himmelen; thi således var
profeterne blevet forfulgt før dem. Ligesom Guds tjenere fordum
blev de "lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse for således
at opnå en bedre opstandelse". Hebr 11,35. De glædede sig over,
at de blev agtet værdige til at lide for sandhedens skyld, og midt
i de knitrende flammer opsteg deres sejrssange. Med troens øje så
de Kristus og englene læne sig ud over Himmelens brystværn
og følge dem med den dybeste interesse og betragte deres trofasthed
med billigelse. Fra Guds trone hørte de en røst, som sagde:
"Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans."
Åb 2,10.
Tusinder blev fængslet
og dræbt, men andre trådte til for at udfylde deres plads.
De, der blev martyrer for troens skyld, var Kristi ejendom for bestandig
og regnedes af ham for sejrvindere. De havde stridt den gode strid og ville
modtage herlighedens krone ved Kristi genkomst. De kristnes lidelser førte
dem nærmere hinanden og nærmere deres forløser. Det
eksempel, de viste, mens de levede, og det vidnesbyrd, som de aflagde,
når de døde, var en stadig anbefaling til fordel for sandheden.
Og hvor man mindst skulle vente det, trådte Satans undersåtter
ud af hans rækker og gik ind under Kristi banner.
Wiclif døde
i en alder af 61 år. Den lære han havde forkyndt fortsatte
i nogen tid med at sprede sig, men snart rejste en ny forfølgelse
sig imod de der havde vovet at antage Bibelen som deres eneste vejleder
og standard for deres liv, og mange af dem måtte lade livet som martyr.
De der havde forkyndt sandheden blev nu jaget som vilde dyr og når
de blev fanget klagede de deres nød til Herren medens de blev tortureret.
De jagede fandt ofte ly hos den lavere klasse, og boede i huler og grotter,
medens de i hemmelighed fortsatte med at forkynde sandheden, hvis de blev
fanget fortsatte de ufortrødent med at forkynde sandheden for deres
medfanger, i de massive fangehuller.
De reformatorere, hvis
protest gav os navnet Protestant, følte at Gud havde kaldet dem
til at give evangeliet til verden, om det så ville koste deres ejendomme,
frihed og deres liv. Er vi, i den sidste kamp af den store strid, ligeså
trofaste for vort tillidshverv, som de tidlige reformatorere var for deres?
Midt i forfølgelse
og død, blev den tids sandhed, spredt fjern og nær. Guds ord
kom ud til folk af alle klasser, høje og lave, rige og fattige,
lærte og ulærte og det blev studeret ivrigt. Og dem som modtog
lyset, blev dets budbringere. I de dage blev sandheden bragt ud til folk,
ved tryksager. Luthers pen var en kraft og hans skrifter, spredte sig vidt
ud og oprørte verden. Vi har de samme redskaber til rådighed,
med hundrede gange så mange muligheder. Vi har bibler og mangesprogede
tryksager med denne tids sandhed i vore hænder og det kan hurtigt
bringes ud til hele verden. Vi skal give Guds sidste advarsel til mennesker
og hvor alvorligt burde vi ikke studere bibelen og alvorlig i vor iver
for at sprede lyset!
------- F
Livets sejerskrands!
Jak 1,12 Salig er den,
som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin
prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem,
der elsker ham.
2Tim 4,8 Nu har jeg
retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige
dommer, på den dag vil give mig - og ikke mig alene, men alle dem,
som har glædet sig til hans tilsynekomst.
For at kunne give Gud
en helhjertet tjeneste må vi have en klar forståelse af hans
krav. I må kun spise den alder enkleste mad, og tilberede den på
den alder enkleste måde. Dette er nødvendigt for at de fine
nerver i hjernen ikke skal blive svækket, afstumpet eller lammet.
Hvis I ikke følger dette princip, vil det blive umuligt for jer
at fatte hellige ting eller forstå værdien af forsoningen og
Jesu blod som renser fra al synd. "Ved I ikke, at de, der løber
på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men
kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan
vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt;
de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få
en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på
må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der
ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder
det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal
blive forkastet."
Når mennesker
kan undertvinge sit legeme og være afholdende i alle ting bare for
at vinde en forgængelig krans som løn for sin ærgerrighed,
hvor meget mere skulle så ikke de som bekender sig til at kæmpe
for en krone af uforgængelig herlighed, være villige til at
praktisere selvfornægtelse? De bekender sig jo til at kæmpe
ikke bare for en herlig sejrskrans, men også et liv som skal vare
så længe som Jehovas trone varer. De kæmper jo for rigdomme
som aldrig mister sin værdi, æresbeviser som er uforgængelig,
og en evig fylde af herlighed. Burde ikke denne opmuntring til dem som
tager del i den kristnes væddeløb, lede dem til at praktisere
selvfornægtelse alle ting, for at de kan holde sin dyriske tilbøjeligheder
i tømme, undertvinge sit legeme og kontrollere appetitten og alle
sine drifter? Når de gør dette, kan de få del i guddommelig
natur og undgå fordærvelsen i verden, som kommer af lysten.
"Ved I ikke, at de,
der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle
løber, men kun een får sejrsprisen? Løb således,
at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende
i alt; de andre for at få en sejrskrans, der visner; vi for at få
en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på
må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der
ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder
det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal
blive forkastet." 1Kor 9,24-27. De, der deltog i væddekampen for
at vinde den laurbærkrans, der blev betragtet som en særlig
hæder, var afholdende i alt, for at deres muskler, deres hjerne og
enhver del af deres organisme måtte være i den allerbedste
kondition til løbet. Hvis de ikke var afholdende i alt, ville de
ikke have den samme spændstighed, som når de var afholdende.
Var de afholdende, kunne de gennemføre løbet med større
held; de var mere sikre på at vinde kransen.
Jesu vidner bevarede
deres tro ubesmittet under de frygteligste forfølgelser. Skønt
de blev berøvet alle bekvemmeligheder og måtte undvære
sollyset og indrette sig et hjem i jordens mørke, men gæstfrie
skød, beklagede de sig ikke. De indgød hinanden tro, tålmodighed
og håb og opmuntrede hinanden til at udholde nød og afsavn.
End ikke tabet af alle jordiske goder kunne få dem til at fornægte
troen på Kristus. Prøvelser og forfølgelser tjente
som de trappetrin, der bragte dem nærmere hvilen og belønningen.
De mindedes deres Mesters
ord om, at de skulle glæde og fryde sig, når de blev forfulgt,
for deres løn skulle blive stor i Himmelen; thi således var
profeterne blevet forfulgt før dem. Ligesom Guds tjenere fordum
blev de "lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse for således
at opnå en bedre opstandelse". Hebr 11,35. De glædede sig over,
at de blev agtet værdige til at lide for sandhedens skyld, og midt
i de knitrende flammer opsteg deres sejrssange. Med troens øje så
de Kristus og englene læne sig ud over Himmelens brystværn
og følge dem med den dybeste interesse og betragte deres trofasthed
med billigelse. Fra Guds trone hørte de en røst, som sagde:
"Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans."
Åb 2,10.
|