Joh 1,47-48 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig." Nathanael spurgte ham: "Hvor kender du mig fra?" Jesus svarede ham: "Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet."

Hvor er det fantastisk, Jesus kender dig og mig, men har du tænkt på hvor sørgeligt det vil være hvis Jesus ikke vidste hvem du er eller ikke kendte dig?

Matt 25,12 Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.

Matt 7,23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!

Her er to grupper af mennesker, hvorom Jesus siger, at han ikke kender dem.
Hvad med dig, kender Jesus dig?
Der er flere steder i bibelen, hvor du kan se om du er en af dem Jesus kender.

Matt 10,32-33 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.

1Joh 2,3-6 Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: "Jeg kender ham," men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt. Deraf ved vi, at vi er i ham. Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.

Du har et regnskab at aflægge for det gode du kunne have udført i dit liv, om du havde været i den stilling som Gud behøvede du skulle være i, og som han har gjort store tilvejebringelser for at du kan få den. Men du har på denne jord undladt at forherlige Gud, og ikke reddet de sjæle der er omkring dig, fordi du ikke benytter dig af den nåde og styrke, visdom og kundskab, som Kristus har forsynet dig med. Du kendte hans vilje, men udførte den ikke. Der må være en tydelig reformation i jer begge; ellers vil I aldrig høre Jesus sige: "Vel, du gode og tro tjener."

Mesteren vil forlange af hver af hans forvaltere et regnskab for deres forvaltning, at de viser hvad han har fået ud af de talenter de er blevet betroet. Dem som får belønninger vil ikke tilskrive sig selv nogen fortjeneste for deres omhyggelige behandling, de vil give al ære til Gud. De taler om det som var udleveret dem, som "Din indhegning", ikke som deres eget. Når de taler om deres vinding, er de omhyggelige med at sige hvorfra den kom. Kapitalen blev fremhjulpet af Mesteren. De har handlet succesrigt med den, og giver det vigtigste og renten til Giveren. Han belønner deres anstrengelser som hvis fortjenesten tilhørte dem, skønt de skylder det hele på grund af den gavmilde Givers nåde og barmhjertighed. Hans ord af ubetinget billigelse lyder i deres ører: "Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde."

Nu kan du se dig omkring, give agt på nådekaldet, og leve. Glæd dig over at nådetiden ikke er til ende, at du nu kan, ved udholdende og vedvarende gode gerninger, søge efter ære, herlighed, udødelighed og evigt liv. Glæd dig over at hun som har været din trofaste ledsager i årevis skal rejse sig op igen, at dødelighed vil opsluges af livet. Se frem til opstandelsens morgen, hvor hun som har delt dine glæder og sorger efter mere end en årrække vil komme frem af sit fængelseshus. Vil du have hendes ansigt hendes ledesagelse i den rene tomhed? Vil du da savnes, når hendes røst opløftes i sejr: "Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?" Oh den dag vil være en ære for de hellige! Ingen skam, ingen bebrejdelse, ingen lidelse; men fred, glæde og udødelig pris på enhver forløst tunge! Oh, om Gud ville tale til jeres hjerte og indprente dig med det evige livs værdi. Og måtte du blive ledt, min bror, til altid at have et ædelt sind, så du kan udføre din forvaltningspligter med trofasthed, have dine øjne rettet mod Gud, så Mesteren kan sige til dig: "Vel, du gode og tro tjener: ... gå ind til din herres glæde."

At den kristnes liv er så svært for mange er fordi de har et splittet hjerte. De er splittede, hvilket gør dem usikre på alle deres veje. Var de rigeligt gennemsyrede med kristen iver, som er følgen af indvielsen til Gud, i stedet for det sorgfulde råb, "Jeg usle, jeg usle," bør sjælens sprog være: "Hør hvad Herren har gjort for mig." Endda hvis du var frelst, hvilket er ret tvivlsomt, med den kurs du lægger dig, hvor begrænset vil det gode du har gjort ikke være. Ikke en sjæl vil frelses ved din hjælp. Vil Mesteren sige til dig: "Velgjort, du gode og tro tjener"? Hvad har du gjort i trofasthed? Hårdt arbejde i dette livs forretninger og bekymringer. Vil dette bringe de nådige ord ud af Kristi læber: "Velgjort, du gode og tro tjener"?

----- B

Satans trone!
Himmelens prins, han, som var et med Faderen, gav sig selv for at løskøbe den faldne race. Satan er aktiv og utrættelig på arbejde med at modarbejde frelserens formål. Men Kristus siger: Hvor Satan har sat sin trone, der vil jeg sætte mit kors. Ondskabens prins vil blive kastet ud, og jeg vil blive centeret for en løsløbt verden.

Thi ingen af os lever for sig selv.« Rom.14,7. Det er Guds lov i himlen og på jorden. Gud er det store center. Fra ham kommer al liv. Ham tilkommer al tjeneste, hyldest og lydighed. For alle skabte væsener er der ét stort livsprincip: afhængighed af og samarbejde med Gud. Det forhold der var i Guds rene familie i himlen, skulle være i Guds familie på jorden. Adam skulle stå, under Gud, som hovedet for den jordiske familie og opretholde den himmelske families principper. Dette ville have bragt fred og lykke. Men loven at »ingen ... lever for sig selv,« var Satan opsat på at modarbejde. Han ønskede at leve for selvet. Han søgte at gøre sig selv til et center for indflydelse. Det var dét, der ansporede til oprør i himlen og det var menneskets accept af dette princip der bragte synd til jorden. Da Adam syndede, brød mennesket med det himmelsk forordnede center. En dæmon blev den centrale magt i verden. Hvor Guds trone burde have været, har Satan sat sin trone. Verden har lagt sin hyldest for fjendens fødder, som et villigt offer.

Hvem kunne få de principper, Gud har forordnet i sit herredømme og styrelse, til at modarbejde Satans planer og bringe verden tilbage sin loyalitet? Gud sagde: Jeg vil sende min Søn: »Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh.3,16. Dette er syndens lægemiddel. Kristus siger: "Dér, hvor Satan har sat sin trone, skal mit kors stå. Satan skal smides ud og jeg vil opløftes til at drage alle mennesker til mig. Jeg vil blive center for den genløste verden. Herren Gud skal blive ophøjet. Dem, som nu styres af menneskelig ærgerrighed, menneskelige lidenskaber, skal blive mine arbejdere. Ond indflydelse er har virket sammen for at modarbejde alt godt. Den er i sammensværgelse, for at mennesker må anse det for rigtigt at modsætte sig Jehovas lov. Men min hær skal mødes i kamp mod den sataniske styrke. Min Ånd skal forene sig med enhver himmelsk agent i at modsætte dem. Jeg vil inddrage enhver helliget menneskelig agent i universet. Ingen af mine agenter må være borte. Jeg har arbejde til alle, som elsker mig, beskæftigelse til alle sjæle som vil arbejde under min ledelse. Aktiviteten i Satans hær, den fare der omgiver menneskesjælen, fordrer energi i alle arbejderne. Men der skal ikke bruges nogen tvang. Menneskers fordærvelse skal vi møde med Guds kærlighed, tålmodighed og langmodighed. Mit gerning skal være at frelse dem, som er under Satans herredømme."

Jeg har følt, at vi ikke beder så meget som vi skulle. Der er intet vi behøver mere i arbejdet end de praktiske resultater af samvær med Gud. Vi skulle kalde sammen til møder med bøn og bede Gud om at Åbne vejen, så at sandheden kan komme ind i de fæstninger, hvor Satan har slået sin trone op, og sprede de skygger, han har kastet på vejen for dem han søger at bedrage og ødelægge. Vi har den forsikring: "En retfærdig mands kraftigt brændende bønner hjælper meget."

Vi behøver en fast tillid til Gud, hvis vi vil frelses fra de sataniske indflydelsers magt. Hvis vi vil holde fast ved ordets læresætninger, vil dets sandhed være vor sikkerhed mod disse sidste dages vrangforestillinger. Vi behøver at leve af hvert ord der udgår af Guds mund. Hvorfor viser vi ikke større tillid til Kristi nåde og magt? Hvorfor tror vi ikke af hele vort hjerte? Ved Himmelens domstol har vi en ven, som forsikrer os om, at "al magt i Himlen og på jorden er mig givet."

Nu ligger det foran dig at benytte resten af dit liv at reformere og højne karakteren. Et nyt liv begynder med den fornyede sjæl. Kristus er den iboende Frelser. Det som kan betragtes som hårdt at opgive på opgives. De bydende og diktatoriske ord må være usagt; da vil der vindes en dyrebar sejr. Sand lykke vil være resultatet af enhver selvfornægtelse, enhver korsfæstelse af selvet. Vindes en sejr, er den næste langt lettere at vinde. Havde Moses forsømt de anledninger og privilegier han havde fået skænket af Gud, ville han have forsømt lyset fra himmelen og ville have været en skuffet og elendig mand. Synd kommer nedenfra; og når den føjes, opbevares Satan i sjælen, og optænder helvedets ild. Gud har ikke givet sin lov til at forhindre sjæles frelse, men han ønsker at alle skal blive frelst. Mennesket har lys og anledninger, og hvis det vil udnytte dem vil det sejre. Du kan i dit liv vise styrken i Guds nåde ved at sejre. Satan prøver at sætte sin trone op i sjæletemplet. Når han regerer gør han sig selv hård, og mærkes i vrede udbrud, i bitre ord der bedrøver og sårer; men da lyset ikke har noget til fælles med mørke, og Kristus ikke er i union med Beliar, må mennesket give sig helt til den ene eller anden. Opgives selv-føjeligheden, havesygen, bedrageri eller synd af enhver slags, opmuntrer han Satans principper i sin sjæl og lukker himmelens dør for sig selv. På grund af synd, blev Satan kastet ud af himmelen; og intet menneske der føjer og fostrer synd kan kommer til himmelen, for så vil Satan igen kunne få fodfæste der.

------ C

Hold fast ved troen, Jesu navn!
5Mos 30,19-20 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

2Krøn 20,20 Næste morgen drog de ud til Tekoas ørken. Da de drog ud, stod Joshafat frem og sagde: "Hør mig, judæere og Jerusalems indbyggere! Hold fast ved Herren jeres Gud, så vil han holde fast ved jer; hold fast ved hans profeter, så vil I have lykken med jer."

Jesus vender sig til den syge og siger: "Du stumme og døve ånd! Jeg byder dig, far ud af ham og far ikke mere ind i ham" Der lyder et skrig, og derefter følger en frygtelig kamp. Det er, som om den onde ånd, idet den farer ud, er ved at berøve sit offer livet. Så ligger drengen ganske stille og tilsyneladende livløs. Mængden hvisker: "Han er død!" Men Jesus tager ham ved hånden, rejser ham op og giver ham, fuldkommen sund på legeme og sjæl, til hans fader. Fader og søn priser deres befriers navn. Skaren blev "slået af undren over Guds vældige magt", medens de skriftkloge ærgerlige lister sig bort, besejrede og slukørede.

"Hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os" Hvor mangen en sjæl, som er tynget af synden, har ikke gentaget denne bøn! Og til dem alle lyder den medlidende Frelsers svar: "Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror!" Det er troen, som forener os med Himmelen og skænker os kraft til at kunne tage kampen op mod mørkets magter. I Kristus har Gud givet os mulighed for at undertrykke hvert syndigt karaktertræk og modstå enhver fristelse, hvor stærk den end er. Men mange føler, at de mangler tro, og derfor holder de sig borte fra Kristus. Gid disse sjæle i deres hjælpeløse uværdighed ville give sig over til deres medlidende Frelsers nåde. Se ikke på dig selv, men se hen til Kristus. Han, som helbredte de syge og uddrev onde ånder, dengang han vandrede blandt mennesker, er i dag den samme mægtige Frelser. Troen kommer ved Guds ord. Så hold fast ved hans løfte: "Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort." Joh 6,37. Kast dig ned for hans fødder og råb: "Jeg tror, hjælp min vantro!" Du kan aldrig gå fortabt, når du gør dette, aldrig!

Vi lever i en alt for alvorlig periode af verdenshistorien til at være letsindige og forsømmelige. Vi må bede, tro og adlyde. Ved egen kraft kan vi intet udrette, men ved Kristi nåde kan vi udnytte vore evner på en sådan måde, at de kan blive til den største gavn for vor egen sjæl og til den største velsignelse for andres sjæle. Hold fast ved Jesus; så vil I flittige gøre Kristi gerninger og til sidst få den evige løn. Vær trofast, også i de små ting.

-------- D

Du fornægter ikke Jesus selvom du prøves!
Jud 1,4 For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.

Luk 12,9 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil også blive fornægtet over for Guds engle.

Hvis vi er ordets gøre, skal vi dagligt bære Jesu kors, fornægte selvet og bringe vort liv i overensstemmelserne med ind i det hjemlige liv. Det der bør ligne himlen mest er et hjem, hvor Guds ånd bor. Dersom Guds vilje bliver opfyldt, vil mand og hustru respektere hver andre og udvikle kærlighed og tillid. Alt det der truer freden og sammenholdet i familien, burde luges bort med en fast hånd, sådan at venlighed og tillidsfuld kærlighed kan få lov til at vokse frit. Når vor omgang med andre mennesker er præget af ømhed, overbærenhed og kærlighed, vil den samme ånd blive genspejlet og lyse op på vor vej. Når Guds Ånd får lov til at sætte sit stempel på hjerterne, vil ingen være uskikket for ægteskabet. Dersom Kristus får lov til at bo i os, han som er håbet om herlighed, vil hjemmet være præget af kærlighed og sammenhold. To hjerter hvor Kristus bor, vil altid være enige. De er begge på vej mod det sted som Kristus er gået bort for at gøre rede til alle som elsker ham.

Enok havde været bekymret med hensyn til døden. Før ham havde det set ud, som om de retfærdige og de ugudelige gik i graven sammen, og at det var deres endeligt. Han kunne ikke se, at der ventede de retfærdige et liv på den anden side af graven. I profetiske syner blev han nu undervist om Kristi død, og han så Kristus komme i herlighed ledsaget af alle de hellige engle for at forløse sit folk fra graven. Han så også verdens fordærvede tilstand lige forud for Kristi andet komme at der på denne tid ville leve en slægt, der var pralerisk, formastelig og egenrådig, og som fornægtede den eneste Gud og den Herre Jesus Kristus, idet de nedtrådte loven og foragtede forsoningen. Han så, hvorledes de retfærdige blev kronet med herlighed og ære, mens de ugudelige blev forvist fra Herrens nærværelse og tilintetgjort med ild.

Peter blev som jøde og udlænding dømt til at piskes og korsfæstes. Ved tanken om denne frygtelige død genkaldte apostlen sig i tankerne sin store synd, da han fornægtede Jesus i hans prøvelses time. Skønt engang så uvillig til at vedkende sig korset regnede han det nu for en glæde at give livet hen for evangeliet, men følte blot, at det for ham, som havde fornægtet sin Herre, var for stor en ære at få lov at dø på samme måde. Peter havde oprigtigt angret denne synd og havde fået tilgivelse af Kristus, som man kan se det af den ophøjede opgave, han havde fået: at vogte hjordens får og lam. Men han kunne aldrig tilgive sig selv. Ikke engang tanken om de frygtelige lidelser, han tilsidst skulle udstå, kunne mindske hans bitre sorg og anger. Som en sidste gunst bad han bødlerne om, at han måtte blive naglet til korset med hovedet nedad. Hans bøn blev tilstået og på denne måde døde den store apostel Peter.

Tre gange havde Peter åbnet fornægtet sin Mester, og tre gange fik Jesus ham til at fralægge vidnesbyrd om sin kærlighed og trofasthed ved at fremlægge for ham dette alvorsfulde spørgsmål, der ligesom en pil trængte ind i hans sårede hjerte. Jesus lod Peters dybe anger komme til syne for at de forsamlede disciple og viste, hvor grundig ydmyget den ellers pralende discipel var. Han gik sig nu betonet det store hverv at sørge for Kristi sår. Skønt han i enhver anden retning kunne være aldeles skikket dertil, kunne han dog ikke være en trofast hyrde for den kristne hjord, undtagen han havde Kristi kærlighed i sit hjerte. Kundskab, veltalenhed, godgørenhed, taknemmelighed og iver er alle nyttige i denne gode gerning; men dersom ikke Jesu kærlighed vælder frem i hjertet, slår den kristne prædikants gerning aldeles fejl.

------- E

Mange martyre!
Vi kan mange steder læse om, hvordan de oprigtige kristne der holdt fast ved deres tro blev nishandlet på de grusomste måder, mange led til sidst døden.

I 2 Makkabæerbog kap 7 kan vi læse om en af de frygtelige mishandlinger af Guds trofaste tjenere. Jeg vil ikke gengive hele denne frygtelige begivenhed her, men blot nogle få vers.

2Mak 7,7-8 Da nu den første på denne måde var gået bort, førte man den næste frem til mishandling; og efter at have flået hovedhuden og håret af ham spurgte man ham: "Vil du nu spise, førend dit legeme bliver martret led for led?" Men han svarede på sit modersmål og sagde: "Nej!" hvorfor han måtte gennemgå de påfølgende pinsler, på samme måde som den første havde måttet.

Apg 7,57-60 Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: "Herre Jesus, tag imod min ånd!" Han faldt på knæ og råbte med høj røst: "Herre, tilregn dem ikke denne synd!" Og da han havde sagt dette, sov han hen.

Jesus greb ikke ind for at befri sin tjener. Han vidste, at Johannes var i stand til at bestå prøven. Frelseren ville med glæde være kommet til Johannes for at lyse i fængslets mørke ved sin egen nærværelse. Men han havde ikke lov til at risikere at falde i fjendens hånd og bringe sin egen virksomhed i fare. Med glæde ville han have udfriet sin trofaste tjener. Men for de tusinders skyld, der i de kommende år måtte vandre fra fængslet til døden, var det nødvendigt, at Johannes tømte martyriets bæger. Når Jesu disciple skulle komme til at hensmægte i ensomme celler eller dø for sværdet på pinebænken eller bålet, tilsyneladende svigtet af Gud og mennesker, hvor ville det så være en hjælp for deres sjæl at tænke på, at Johannes Døber, om hvis troskab Kristus selv havde vidnet, havde måttet gennemleve en lignende erfaring.

Ikke engang livet selv må købes på bekostning af sandhed. Ved et ord eller et nik kunne martyrerne have fornægtet sandheden og reddet deres liv. Ved at gå med på at kaste et eneste korn røgelse på afgudsalteret kunne de være sparet for pinebænken, skafottet eller korset. Men de værgrede sig ved at vise falskhed i ord eller i handling, selv om livet var den gave, de ville få ved at gøre det. Fængsel, tortur og død med en ren samvittighed bød de velkommen fremfor udfrielse på betingelse af bedrag, usandhed og frafald. Ved sandfærdighed og tro på Kristus fortjente de uplettede kjortler og juvelbesatte kroner. I Guds øjne var deres liv ædelt og ophøjet fordi de holdt fast ved sandheden under de sværeste forhold.

Abels mord var det første eksempel på det fjendskab, som ifølge Guds udsagn ville bestå mellem slangen og kvindens sæd mellem Satan og hans undersåtter på den ene side og Kristus og hans efterfølgere på den anden. På grund af menneskenes synd havde Satan fået magt over menneskeheden, men Kristus ville sætte menneskene i stand til at kaste Satans åg af sig. Når som helst en sjæl ved tro på Guds Lam siger sig løs fra syndens tjeneste, optændes Satans vrede. Abels hellige liv modbeviste Satans påstand om, at det er umuligt at holde Guds lov. Da Kain drevet af den Ondes ånd så, at han ikke kunne tvinge Abel, blev han så rasende, at han tog hans liv. Og hvor som helst der er nogen, der vil forsvare Guds lovs retfærdighed, vil den samme ånd blive lagt for dagen overfor dem. Det er den ånd, der til alle tider har tændt kætterbål under Kristi disciple. Men de grusomheder, der møder Jesu efterfølgere, er inspireret af Satan og hans hær, fordi de ikke kan tvinge dem til at bøje sig for deres magt, Det er et udslag af en overvundet fjendes raseri, Enhver martyr for Jesus er død som sejrherre. Profeten siger: "De har sejret over ham (den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden." Åb. 12,9.