![]() |
|
1... Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed 2... og ved, at du ikke kan døje de onde, 3... og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. 1... Jeg kender dine gerningerog din møje og udholdenhed Jeg ved ikke om du har det lige som mig, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at det første Jesus siger til de mennesker der har de kendetegn som er beskrevet her under Efesos, er. Jeg kender dine gerninger!
Hvis ikke du allerede har læst de hjemmesider der er her på bibel-skolen om spørgsmålet frelse ved tro eller gerninger, så vil jeg meget opfordre dig til at gøre det NU! Når jeg tror
på Jesus, er jeg så ikke frelst?
Er du udholdende? Jeg tror at alle kristne er udholdende. Jeg tror at det
er en nødvendighed for, ved Guds hjælp at kunne udvikle den
karakter der er kendetegnende for Guds folk.
Rom 12,12 Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Ef 6,18 Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige. Hebr 10,36 For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet. Åb 14,12 Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." En af de ting jeg undrede mig meget over er at ordet udholden
- udholdenhed slet ikke er brugt i det gamle testamente.
1Mos 32,25-30 Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. "Slip mig!" sagde han, "det er ved at blive lyst." Men Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig." Manden spurgte ham: "Hvad er dit navn?" Han svarede: "Jakob." Så sagde han: "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret". Jakob sagde: "Sig mig dit navn!" Han spurgte: "Hvorfor spørger du om mit navn?" Så velsignede han ham der. 1Kong 18,41-45 Derpå sagde Elias til Akab: "Drag op, spis og drik, for jeg kan høre den susende lyd af regn," og Akab gik op for at spise og drikke. Imens var Elias gået op på toppen af Karmel. Dér krummede han sig sammen mod jorden med ansigtet nede mellem knæene og sagde til sin tjener: "Gå op og se ud mod havet!" Han gik op og så ud og sagde: "Der er ikke noget at se." Syv gange sagde Elias: "Gør det igen!" Syvende gang sagde tjeneren: "Der er en lille sky, så stor som hånden på et menneske, på vej op af havet." Elias sagde: "Gå så op og sig til Akab, at han skal spænde for og køre ned, for at ikke regnen skal standse ham." I mellemtiden var himlen blevet sort af skyer, og det blev et vældigt regnvejr. Akab steg til vogns og kørte til Jizre'el. I apostlenes dage var de kristne opfyldt af alvor og begejstring. Så utrætteligt arbejdede de for deres Mester, at rigets evangelium trods voldsom modstand i løbet af forholdsvis kort tid havde lydt i alle verdens beboede egne. Den iver, som på dette tidspunkt blev udvist af Jesu disciple, er med inspirationens pen blevet berettet til opmuntring for troende i enhver tidsalder. Om menigheden i Efesus, som Herren Jesus brugte til forbillede for hele den kristne kirke, sagde det troværdige og sanddru vidne: "Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed og ved, at du ikke kan døje de onde; og at du har prøvet dem, som påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de er lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navns og er ikke blevet træt." Åb 2,2-3. For det første var efesermenighedens liv præget
af barnlig enfoldighed og varme. De troende søgte alvorligt at adlyde
hvert af Guds ord og i deres liv åbenbaredes en inderlig, oprigtig
kærlighed til Kristus. De frydede sig over at gøre Guds vilje,
fordi Frelseren boede i deres hjerter som en blivende vished. I deres dybe
kærlighed til Frelseren var det deres højeste mål at
vinde sjæle for ham. De kunne ikke tænke sig at ophobe Kristi
nådes dyrebare skatte kun for sig selv. De forstod, hvor betydningsfuldt
deres kald var og de brændte af ønsket om at bringe frelsens
glade budskab til jordens fjerneste grænser. Og verden kendte dem,
på at de havde været sammen med Jesus. Syndige mennesker, angrende,
tilgivne, lutrede og helliggjorte, fik fællesskab med Gud ved hans
Søn.
Verden kunne se, at de havde været sammen med Jesus. Syndige, bodfærdige mennesker, som havde fået tilgivelse og var blevet renset og helliggjort, kom til at leve i samfund med Gud ved hans Søn. De troende søgte med alvor at tage imod og adlyde ethvert Guds ord. De var fyldt med kærlighed til Genløseren, og det var deres højeste mål at vinde sjæle for ham. Det faldt dem ikke ind at ophobe Kristi nådes dyrebare skat. De følte betydningen af deres kald, og drevet af budskabet om, fred på Jorden, i mennesker velbehag, brændte de af længsel efter at bringe det glade budskab til Jordens yderste grænser. Menighedens medlemmer var et i sind og handling. Kærlighed til Kristus var den gyldne kæde, som knyttede dem sammen. De higede efter at komme til at kende Herren mere fuldkomment, mens lys og glæde og fred kom til syne i deres liv. De besøgte faderløse og enker i deres trængsel og bevarede sig selv uplettede af verden. Dersom de undlod at gøre dette, ville der efter deres mening have været en selvmodsigelse i deres bekendelse, og de ville have fornægtet deres genløser. I hver eneste by gik arbejdet fremad. Sjæle blev omvendt, og de omvendte følte, at de måtte fortælle andre om den uvurderlige skat. De undte sig ikke hvile, før de stråler, som havde oplyst deres eget sind, skinnede på andre. I tusindvis af vantro mennesker blev gjort bekendt med grundlaget for det kristne håb. Varme, inspirerede, personlige henvendelser blev rettet til de syndige og vildfarne, til de udstødte og til sådanne, som bekendte sig til at kende sandheden, men elskede vellyst mere end de elskede Gud. 2... og ved, at du ikke kan døje de onde, De onde, er personer - ugudelige mennesker, som ikke ønsker at tjene Gud. Mennesker som Guds folk, skal forkynde Guds ord for, men som de ellers ikke skal have noget med at gøre. Jeg tror ikke at man kan kalde alle dem der ikke bekender
sig til at tjene Gud for onde, men prøv alligevel, at læse
Matt 13,47-51 og læg mærke til at der i vers 49 kun er tale
om to grupper de onde og de retfærdige.
3... og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. De kristne, der tilhørere Efesos er virkelig oprigtige og følger det eksempel, som jøderne i Berøa havde givet, (Apg 17,11) nemlig den, som flertallet glemmer, SELV at undersøge om det der blev sagt er rigtig, om det er i overensstemmelse med Guds ord. De der tilhører Efesos, prøver, det vil sige undersøger om det præsten, evangelisten, biskoppen eller andre har sagt, nu også er rigtig. Har du nogensinde, efter at du er kommet hjem fra en gudstjeneste eller et andet religiøst møde i missionshuset, taget din Bibel, en god og meget omfattende bibelordbog og under Helligåndens ledelse prøvet, - undersøgt om det du har hørt i kirken nu også er i overensstemmelse med det Guds ord, Biblen siger? Jøderne i Berøa gjorde det!
De fandt ud af at det ikke var alt det der bliver sagt
fra prædikestolen der er i overensstemmelse med Jesu Kristi lære.
Jer 14,14
Ez 13,3
Men også i Det Ny Testamente er der mange eksempler på dette og både Jesus og apostlene advarede os meget kraftigt imod at tro på alle dem der siger at de er Guds tjenere eller at de har et budskab fra Herren. 1 Joh 4,1
Matt 7,15
2 Pet 2,1
Apg 20,29-31
|