# De ældste i menigheden.
# Menighedens præst.
# Menighedens engel.

Ja, du har ret, det var i menighedens engel at Johannes skulle skrive.

Hvem denne engel var er meget vanskelig at give et klart svar på, men nogle vil nok mene at det var menighedens præst og eller menighedens ældste. Man vil henvise til at åbenbaringens bog er symbolsk, skrevet i billeder.

Hvad er så konsekvensen?

Hvis vi skal holde fast i denne tanke, får vi det problem at så må alle de øvrige engle og andre ting der er omtalt i Åbenbaringens bog også være symbolske, billedlige, uvirkelig.

Prøv at tænke på det når du læser følgende vers.

Åb 8,3 Og der kom en anden engel og stillede sig ved alteret med et røgelseskar af guld, og han fik givet megen røgelse for at lægge den på guldalteret foran tronen sammen med alle de helliges bønner.

Åb 22,8 Det er mig, Johannes, som har hørt og set dette. Og da jeg havde hørt og set det, faldt jeg ned for fødderne af den engel, som havde vist mig dette, for at tilbede den.

Hvis du derimod mener, at det er en virkelig engel, f.eks. Den der af Gud har fået til opgave at holde øje med menighedens åndelige tilstand, ja så er der ikke noget problem.

Denne menighed er ukendt, og der vides intet om, hvornår den blev oprettet, eller hvem der forkyndte evangeliet i Smyrna. Bibelen henviser intet andet sted til denne menighed. Smyrna var imidlertid en fremtrædende handelsby beliggende ca. 50 km nordvest for Efesus. Den blev ødelagt af et jordskælv i året 178 e.Kr. Og atter i 1688.

I sit budskab til menigheden i Smyrna udtalte Jesus: "Jeg kender!" Han forstod deres trængsler og fattigdom, ikke kun fordi han er Gud og ved alt, men fordi han selv havde gjort sig til et med den lidende menneskehed og havde levet i fattigdom og trængsler. Jesus forsikrede menigheden i Smyrna om, at han ville belønne dem for deres selvopofrende kærlighed - en kærlighed, som holdt ud selv når døden truede.

----- B

Dette siger den første og den sidste,

At det er Jesus der fortæller Johannes, hvad han skal skrive kan der ikke være nogen som helst tvivl om, specielt ikke når vi ser på den måde han presenterne sig.

Hvad er det Jesus her siger om sig selv?

# Dette siger:
# Ham der vandre mellem de syv lysestager og har det tveæggede sværd.
# Den første og den sidste, han som var død og blev levende.
# Ham der holder de syv stjerner og har øjne som luende ild.

Ja, du har ret!

Åb 2,8 Og skriv til englen for menigheden i Smyrna: Dette siger den første og den sidste, han som var død og blev levende:

Den første og den sidste!

Der var ingen før og der kommer ingen efter.

Åb 22,13 Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.

Så længe vi er i verden, må vi have med verdslige ting at gøre. Timelige transaktioner og jordiske sysler vil altid være nødvendige: men dette bør aldrig blive det alt opslugende. Apostelen har givet en sikker rettesnor: "Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren." Livets beskedne, almindelige pligter bør alle udføres med troskab, "af hjertet som for Herren," siger apostelen. Kol 3,23. Hvori vort arbejde end består, det være sig husgerning eller markarbejde eller åndelig beskæftigelse, kan vi gøre det til Guds ære, så længe vi gør Kristus til den første og den sidste og den bedste i alle ting. Men foruden disse timelige sysler har enhver Kristi efterfølger fået en særskilt gerning til hans riges opbyggelse en gerning, der kræver personlig bestræbelse for menneskers frelse. Det er ikke en gerning, der blot skal udføres en gang om ugen, på mødestedet for gudstjeneste, men til enhver tid og alle vegne.

Hengivenhed kan være klar som krystal og smuk i sin renhed, men den kan alligevel være overfladisk, fordi den ikke er blevet stillet på prøve. Gør Kristus til den første og den sidste og den bedste i alt. Hav stadig ham for øje så vil jeres kærlighed til ham daglig blive dybere og stærkere, efter som den bliver udsat for prøvelser. Efterhånden som jeres kærlighed til ham bliver større, bliver jeres kærlighed til hinanden dybere og stærkere. "Alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed." 2Kor 3,18.

Jesus fritager os ikke for nødvendigheden af anstrengelse, men har lærer os, at vi skal gøre ham til den første og den sidste og den bedste i ethvert anliggende. Vi må ikke give os af med noget foretagende, befatte os med nogen beskæftigelse eller søge nogen adspredelse, der ville kunne hindre virkeliggørelsen af hans retfærdighed i vor karakter og vort liv. Hvad vi end gør, må vi gøre det af hjertet som for Herren.

----- C

Jesus var død, men blev levende!
Ham som var død, det vil sige, Ham som døde for din og min skyld!
Hvad betyder Jesu død for dig?
Tag tid til rigtig at tænke over dette, hvad betyder Jesu død for dig?

Ved korsets fod hos Jesus,
jeg vil så gerne stå,
der finder jeg den klippegrund,
som jeg kan bygge på.

Der er et hjem i vildsom ørk,
en sikker hviles havn
på min vandring i et fremmed land
gennem farer, nød og savn.

Tænk også over, hvad opstandelsen betyder for dig?
Kristus opstod fra de døde som førstegrøden af dem, der sover. Han var svingningsnegets modbillede, og hans opstandelse fandt sted på netop den dag, hvor svingningsneget skulle fremstilles for Herren. I mere end tusinde år var denne symbolske ceremoni blevet udført. Fra høstmarkerne samlede man de første modne aks, og når folket drog op til Jerusalem til påskehøjtiden, blev neget af førstegrøden svunget som et takoffer til Herren. Ikke før dette offer var bragt, måtte seglen røre kornet, så det kunne bindes i neg. Dette neg, der var viet til Gud, var et billede på høsten. Sådan symboliserede Kristus førstegrøden af den store åndelige høst, der skulle samles ind til Guds rige. Hans opstandelse er et billede og pant på de retfærdige dødes opstandelse. "Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham." 1Tess. 4,14.

For at opnå større resultater i krigen mod Guds rige besluttede Satan at plante sit banner i den kristne kirke. Hvis det blot kunne lykkes at vildlede de kristne og få dem til at mishage Gud, ville de miste deres styrke og blive et let bytte.

Den store modstander søgte nu at opnå det ved list, som det ikke var lykkedes ham at opnå ved magt. Forfølgelsen ophørte og blev afløst af de farlige fristelser, som hedder timelig fremgang og verdslig ære. Afgudsdyrkere blev tilskyndet til at antage visse dele af den kristne tro, mens de forkastede andre og væsentlige sandheder. De bekendte sig til at tro på Jesus som Guds Søn og på hans død og opstandelse, men de havde ingen syndserkendelse og indså ikke nødvendigheden af at angre og få et nyt hjerte, De gjorde selv visse indrømmelser og foreslog, at de kristne også skulle gøre indrømmelser, så at de alle sammen skulle forenes i troen på Kristus.

Nu befandt menigheden sig i en frygtelig fare. Fængsel, tortur, bål og sværd var velsignelser i sammenligning hermed. Nogle af de kristne stod fast og sagde, at de ikke kunne indgå noget kompromis, Andre var stemt for at fire lidt på visse dele af deres tro og slutte sig sammen med de mennesker, som delvis havde antaget den kristne tro. De hævdede, at dette måske ville bidrage til, at disse personer blev fuldstændig omvendt. Det var en kvalfuld tid for Kristi trofaste efterfølgere. Satan var ved at snige sig ind i kirken under kristendommens kappe for at fordærve de kristnes tro og lede deres sind bort fra sandhedens ord.