Matt 24,21 For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme.

5Mos 28,49-57 Herren skal rejse et folk fra det fjerne imod dig; fra jordens ende kommer det, ligesom ørnen, der slår ned, et folk, hvis sprog du ikke forstår, et folk med hårde ansigter, som ikke tager hensyn til gamle og ikke viser barmhjertighed mod unge. Det skal æde frugten af dit kvæg og frugten af din jord, til du er tilintetgjort; det skal ikke levne dig noget korn, vin eller olie, ej heller dine oksers afkom eller dine fårs tillæg, til det har fået dig udryddet. Det skal belejre dig i alle dine byer, indtil dine høje, stejle mure, som du satte din lid til, er faldet i hele dit land. Ja, det skal belejre dig i alle dine byer overalt i det land, Herren din Gud har givet dig, så du æder frugten af dine moderliv, kødet af dine sønner og døtre, som Herren din Gud har givet dig, i den nød og trængsel, din fjende forvolder dig. Den sarteste og mest forvænte mand hos dig skal se skævt til sin bror og til sin kone, som han favner, og til de børn, han har tilbage; han giver dem ikke af det kød, han selv æder, kødet af sine børn, det eneste han har tilbage i den nød og trængsel, din fjende forvolder dig i alle dine byer. Den sarteste og mest forvænte kvinde, som end ikke har prøvet at støtte med sin fod på jorden, fordi hun er så forvænt og sart, skal se skævt til sin mand, som hun favner, og til sin søn og sin datter; endog den efterbyrd, der kommer ud mellem benene på hende, og de børn, hun føder, vil hun æde i hemmelighed, fordi hun mangler alt i den nød og trængsel, som din fjende forvolder dig i dine byer.

Ordsp 1,22-33 Hvor længe vil I uerfarne elske uerfarenhed? Hvor længe vil spottere ønske spot og tåber hade kundskab? Vend jer til min retledning, så vil jeg lade min ånd strømme ud til jer og forkynde jer mine ord. Fordi jeg kaldte og I afslog, fordi jeg løftede hånden og ingen ville lytte, fordi I lod hånt om alle mine råd og ikke ville vide af min retledning, derfor ler jeg over jeres ulykke, spotter, når rædslen kommer over jer, når rædslen kommer over jer som et uvejr, når jeres ulykke kommer som en hvirvelvind, når nød og trængsel kommer over jer. Da vil de kalde på mig, men jeg svarer ikke, de vil søge mig, men finder mig ikke, fordi de hadede kundskab og ikke valgte at frygte Herren. De ville ikke vide af mit råd, de forkastede al min retledning. Lad dem så nyde frugten af deres færd og mætte sig med det, de har planlagt! De uerfarnes troløshed dræber dem selv, tåbernes sorgløshed tilintetgør dem selv. Men den, der adlyder mig, bor trygt og lever uforstyrret uden frygt for ulykker.

-------- B

Jeg kender din fattigdom - timelig!

Den fattigdom der her er tale om er den timelige, den der hører denne jord til, den de fleste mennesker gør alt for at undgå.

Men hvor er de fattige, i denne menighed, dog rige! Rige på noget der er uendelig meget mere værd en al verdens rigdomme, nemlig på Guds ord!

1Sam 2,7-8 Herren gør fattig, og han gør rig, han ydmyger, og han ophøjer. Fra støvet rejser han de svage, fra skarnet løfter han de fattige, han sætter dem blandt fyrster og giver dem hæderspladsen. For jordens søjler tilhører Herren, han satte jorden på dem.

Mark 12,42-44 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."

For nogle få år siden var vi i fare for at miste nogle af de fattigere brødres sjæle på grund af forkerte indtryk. Satan fristede dem over alt med hensyn til rigdomme. Disse fattigere brødre forventede hele tiden at de ville blive begunstiget, da det er deres pligt at stole på deres egne kræfter; og blev de begunstiget ville det være det værste der kunne ske for dem. Selv om de var blandt sabbatsholdernes rækker, forsøgte Satan at kuldkaste den fattigere gruppe med sine fristelser. Nogle som manglet visdom og dømmekraft har gået deres egen vej og har ikke spurgt efter råd eller fulgt dem. Disse må lide for deres dårlige planer, og alligevel føler disse at de burde begunstiges af deres brødre som rigdomme. Disse ting behøver at blive rettet. Den førstnævnte gruppe indser ikke de ansvar som påhviler de velhavende, heller ikke den rådvildhed og bekymring som de er tvunget til at have på grund af deres midler. Alt hvad de kunne se var at disse personer havde midler der kunne bruges, medens de selv led mangel på samme. Men i almindelighed havde de velhavende betragtet de fattige i det samme lys, skønt der er en klasse af fattige som gør deres bedste for at forherlige Gud, at gøre godt og efterleve sandheden. Disse personer har en god og solid værdi. Deres evne til at bedømme er god, deres ånd er dyrebar i Guds øjne; og alt det godt de får udrettet på deres fordringsløse måde er ti gange større end det gode de velhavende gør, selv om de velhavende må give store pengebeløb ved visse lejligheder. De rige undlader at se og erkende det nødvendige i at gøre godt, at være rig på gode gerninger, redde til at dele ud og villig til at give videre.

---- C

Men rig er du!
Hvad er nu det for noget?
Først får vi at vide at menigheden er fattig og nu siger Jesus, at den er rig!
Hvordan skal det nu forstås?

Den fattigdom der er tale om er ligesom trængselen en verdslig - timelig fattigdom. Hvorimod den rigdom der er tale om er åndelig.

Hvad vil du foretrække, jordisk rigdom, med mange penge i banken eller en rigdom hos Gus?
Hvad var det Jesus opfordrede os til at gøre?

Millioner af mennesker søger den timelige, den verdslige rigdom. Penge, magt og ære. Uanset hvor stor denne rigdom end er, er den kun mikroskopisk i forhold til de der er rige på åndelige værdier det vil sige, at det har ekstra olie, med til deres lamper!

Matt 6,33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.
Tænk over dette!

Når din familie, dine venner og bekendte ser på dig, det liv du lever, den tale du førere, hvad ser og hørere de så?

En person, der har valgt Herren og Guds rige.
Eller person, der har valgt verden.
Husk på, at det er på dine gerninger - det vil sige på det liv du lever, at du dømmes!

Matt 7,16-20 På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.

Husk også på, at du ikke kan tjene to Herre.

Matt 6,24 Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

Hvad ser din familie, dine venner og bekendte?
Er det, det du ønsker, at de skal se?
Gud ser det samme, som de gør, er det, du ønsker at han skal se?

Martin Luther, som Gud oprejste for at gøre et særligt arbejde. Hvor dyrebar var ikke kendskabet til sandheden åbenbaret gennem Guds ord, for ham! Hans sind hungrede efter noget sikkert, så han kunne bygge sit håb på at Gud ville være hans Fader, og himlen hans hjem. Det nye og dyrebare lys som gik op for ham fra Guds ord var af uvurderlig værdi, og han tænkte om han gik frem med det, kunne han overbevise verden. Han stod op mod en falden kirkes vrede og styrkede dem som holdt fast sammen med ham ved de rige sandheder i Guds ord. Luther var Guds udvalgte redskab til at rive hykleriets klædning af pavekirken og fremvise hendes fordærv. Han løftede ivrigt sin stemme og i Helligåndens kraft og råbte imod og fordømte ledernes og folkenes gældende synder. Proklamationer gik ud for at dræbe ham hvor han end måtte findes: han synes af være overladt til et overtroisk folks barmhjertighed som var lydig overfor hovedet i den romerske kirke. Han anså dog ikke sit liv for kært til sig selv. Luther vidste at han ikke var sikker nogen steder, alligevel skælvede han ikke. Det lys han så og var fæstnet på var liv for ham, og var af mere værdi end jordens rigdomme. Han vidste at jordiske rigdomme ville svigte; men de rige sandheder åbnede for hans forståelse, virkede på hans hjerte og ville leve, og hvis de blev adlydt ville de lede ham til udødelighed.

Det hjerte, der åbner sig for Guds ord, er ikke som en dam, hvis vand udtørres, eller som en sprukken cisterne, der mister sit indhold. Det er som bjergbækken, der forsynes af kilder, som aldrig løber tørre. Dens kølige, klare vand springer fra klippe til klippe og forfrisker de trætte, tørstige og bebyrdede. Det er som en flod, der altid flyder og bliver dybere og bredere i sit løb, indtil dens livgivende vand fordeles til hele jorden. Den kilde, som nynner sin vej gennem landskabet, efterlader frodighed og frugtbarhed i sit spor. Græsset langs dens bredder er friskere, træerne står frodigere, og blomsterfloret er rigere. Når den brændende sommersol har afsvedet jorden, markeres flodens løb af et bælte af grønt.

Sådan er det også med et sandt Guds barn. Kristi religion giver sig til kende som et livgivende, altgennemtrængende princip en levende virksom, åndelig energi. Når et menneske åbner sit hjerte for sandhedens og kærlighedens himmelske indflydelse, vil disse principper strømme som floder i ørkenen og frembringe frugtbarhed, hvor der nu er tørt og goldt.

Når de mennesker, som er blevet lutret og helliget ved kendskab til Bibelens sandhed, går helhjertet ind for at vinde sjæle, vil de i sandhed blive en duft af liv til liv; og idet de daglig drikker af nådens og kundskabens uudtømmelige kilde, vil de erfare, at deres eget hjerte fyldes fuldstændig af deres Mesters Ånd, og at mange nyder godt af deres uselviske gerning både fysisk, intellektuelt og åndeligt. De trætte forfriskes, de syge bliver sunde, og de synd betyngede bliver befriet. I fjerne lande opstiger der tak fra mennesker, som før var syndens tjenere, men nu vandrer på retfærdighedens vej. "Giv, så skal der gives jer," for Guds ord er "en brønd med rindende vand og strømme fra Libanon". Luk 6,38; Højs 4,15.

--------- D

Og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det,
Farisæerne og de skriftkloge spottede og hånede Jesus!
På Noahs tid var der også mange, som spottede, de der efterlevede de anvisninger Herren har givet.

I dag er det, det samme. Guds folk, de mennesker der virkelig bekender sig til at følge Jesus, må også høre på latter og hånlige ord fra verdens befolkning, men det er ikke det værste, også deres egne, håner og spotter dem.

Sl 55,13-15 Det er ikke en fjende, der håner mig, det kunne jeg bære; det er ikke en modstander, som hoverer over mig, ham kunne jeg skjule mig for. Men du, min ligemand, min ven, du som jeg kender, vi som nød hinandens fortrolighed, når vi vandrede i festtoget i Guds hus.

Sl 41,10 Selv min ven, som jeg stolede på, og som spiste brødet med mig, har løftet hælen imod mig.

Der er et andet og vigtigere spørgsmål, som burde optage kirken i dag. Apostlen Paulus siger, at "alle de, som leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus vil blive forfulgt". 2Tim 3,12. Hvad er da grunden til, at forfølgelsen for en stor del synes at være ophørt? Den eneste grund hertil er, at kirken har tilpasset sig verdens skikke og derfor ikke vækker modstand. Den gængse kristendom i vor tid er ikke af den rene og hellige art, som udmærkede kristentroen på Kristi og apostlenes tid. Kristendommens tilsyneladende popularitet i verden skyldes ene og alene, at den er gået på akkord med synden, at man betragter de store sandheder i Guds ord med ligegyldighed, og at der er så lidt levende gudsfrygt i kirken. Lad blot den samme tro og kraft, som karakteriserede kirken i dens første tid, blive vakt til live igen, så vil forfølgelsen blusse op på ny og bålene vil atter blive tændt.

Hvem er det der er de ivrigste til at spotte menigheden her?

Det er hyklerne, de der siger og mener om sig selv at de er meget oprigtige og gode kristne. Men, som ikke er det! Måske er det medlemmerne fra en af de andre menigheder som er de ivrigste til at håne og spotte denne menigheds medlemmer.

Åb 3,15-17 Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig,

Prøv en gang at se på disse to vers.

Åb 2,9 Jeg kender din trængsel og din fattigdom - men rig er du! - og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er Satans synagoge.

Åb 3,17 Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig,

Bemærkede de hvordan den åndelige rigdom kendskabet til Guds ord er omtalt?

----- E

De siger at de er kristne, men de er det ikke.

Mark 7,6-13 Men han sagde til dem: "Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud. I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering." Og han sagde til dem: "Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering. Moses har jo sagt: 'Ær din far og din mor!' og: 'Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.' Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban - det vil sige tempelgave - så tillader I ikke længere, at han gør noget for sin far eller sin mor. I sætter Guds ord ud af kraft med jeres egen overlevering. Og meget andet af den slags gør I."

Apostlene stødte også på menighedsmedlemmer, som bekendte sig til at være gudfrygtige, samtidig med at de hemmeligt plejede synden. Ananias og Safira optrådte som bedragere, da de foregav at bringe Gud et udelt offer, mens de begærligt beholdt en del selv. Sandhedens ånd afslørede disse hykleres sande karakter for apostlene, og Guds domme fjernede denne mørke plet fra menigheden. Dette umiskendelige bevis på, at Kristi ånd ransagede menigheden, slog hyklerne og synderne med rædsel. De kunne ikke blive ved at færdes sammen med mennesker, som i vandel og karakter til stadighed repræsenterede Kristus.

Da Kristi efterfølgere blev udsat for prøvelser og forfølgelser, var det kun de mennesker, der var villige til at ofre alt for sandhedens, skyld, der ønskede at være hans disciple. Menigheden var derfor forholdsvis ren, så længe forfølgelsen stod på. Da den standsede, blev der optaget nyomvendte, som ikke var så oprigtige og gudhengivne, og nu kunne Satan få fodfæste. Men der er ingen overensstemmelse mellem lysets fyrste og mørkets fyrste, og der kan heller ingen overensstemmelse være mellem deres efterfølgere. Da de kristne indvilligede i at slutte forbund med mennesker, som kun var delvist omvendt fra hedenskabet, betrådte de en sti, som førte længere og længere bort fra sandheden. Satan jublede over, at det var lykkedes ham at bedrage så mange af Kristi efterfølgere. Nu lagde han pres på disse og tilskyndende dem til at forfølge de øvrige, der vedblev at være tro imod Gud. Der var ingen, der bedre forstod at modarbejde den sande kristentro end de mennesker, der en gang havde været dens forsvarere. Disse frafaldne kristne forenede sig nu med deres hedenske meningsfæller og rettede deres våben imod de vigtigste dele af Kristi lære.

De, der ville forblive tro, måtte kæmpe en fortvivlet kamp imod de vildfarelser og vederstyggeligheder, som blev indført i kirken i gejstlig forklædning. Bibelen blev ikke anerkendt som troens rettesnor. Religionsfrihedens princip blev betegnet som kætteri, og dens talsmænd blev hadet og landsforvist.

Uden frygt forsvarede Luther evangeliet mod de angreb, som kom fra alle kanter. Guds ord viste sig at være et våben, som var mægtigt i enhver strid. Med dette ord førte han krig mod pavens tilranede myndighed og mod de der forkyndte den falske lære, mens han stod fast som en klippe mod de hyklere, der søgte at forene sig med reformationen.

Når den afgørende time kommer, skal de, der har gjort Guds ord til deres leveregel, åbenbares. Om sommeren er der ingen væsentlig forskel på stedsegrønne træer og andre træer, men når vinterstormene kommer, forbliver de stedsegrønne træer uforandrede, mens de andre mister løvet. På samme måde kan den falske kristendomsbekender næppe skelnes fra den sande kristne nu, men om kort tid vil forskellen blive tydelig. Når der kommer modgang, når fanatisme og intolerance florerer, og når forfølgelsen sætter ind, vil de lunkne og hykleriske tabe modet og svigte troen, men de sande kristne vil stå urokkeligt fast, og deres tro vil være stærkere og deres håb lysere end i medgangens dage.

Salig er den mand der ikke går efter gudløses råd, står på synderens vej eller sidder i spotterens lag, men har lyst til Herrens lov, og som grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ der plantet ved bækken bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke. Alt hvad han gør får han lykke til. Sl 1,1-3.

---------- F

Men er Satans synagoge.

Husk på at jo nærmere vi kommer tidspunktet for Kristi komme, des alvorligere og fastere skal vi arbejde; for vi har hele Satans synagoge imod os. Vi har ikke brug for febrilsk uro, men det mod, som er født af ægte tro.

Som vi nærmer os tiden, da magterne og myndighederne og ondskabens åndemagter i himmelrummet går helt ind i kampen mod sandheden, og da Satans forførende magt vil blive så stor, at han vil føre endog de udvalgte vild, om det var muligt, da må vor dømmekraft være skærpet af guddommelig oplysning, så vi ikke er uvidende om, hvad Satan har i sinde. Hele himlens hærskare er til vore rådighed i arbejdet på at jævne Herrens vej. Ved at lade de hellige engle samarbejde med os har Gud gjort det muligt, at vor mission kan blive vidunderlig, ja en strålende succes. Men succes lykkes sjældent efter nogle forsøg hist og her. Der kræves alle menighedsmedlemmernes forenede kræfter.

Alt hvad der ikke er i overensstemmelse med Guds kendte og udtrykte vilje, er i fjendskab med Gud og har sin oprindelse i Satans synagoge. Guds vilje er udtrykt i hans lov, og synd er overtrædelse af loven. De som ignorerer Guds bud og fører lærdomme, som kun er menneskebud, arbejder i Satans rækker og er i harmoni med frafaldets store leder. Da jøderne påstod, at Abraham var deres fader, mens de ikke gjorde hans gerninger, sagde Jesus til dem: "I har Djævelen til fader."

Jeg spørger eder: Vil I opbrænde de magiske Bøger? I Satans Synagoge er der tiltrækkende Steder hvor Tøjlesløshed næres; men der er et Vidne tilstede, en usynlig Besøgende giver Agt på, hvad der udføres i Mørket. I de forfængeliges, de stoltes og de lystiges Forening er Satan Præsident, og han er Drivkraften i det muntre, brogede Liv. Han er der i forklædt Skikkelse. Djævlekunster går for sig rundt om os alle Vegne, og Verden og Kirken er under Indflydelse af en, der vil lede dem til at gøre Ting, de aldrig har drømt om. Hvis de hørte om de Gerninger, som de vil udføre, vilde de blive lige så forbavsede, som Hazael blev, da Profeten fortalte ham om, hvad han i Fremtiden ville gøre.

"Det sidste bliver værre for dette menneske end det første. Således skal det også gå denne onde slægt," sagde Jesus. Der findes ingen mere forhærdede end de, som har ladet hånt om nådestilbudet og handlet på trods af nådens Ånd. Den mest almindeligt forekommende synd mod Helligånden er en vedholdende ringeagt for Himmelens opfordring til at omvende sig. Hvert skridt hen imod forkastelse af Kristus er et skridt hen imod forkastelse af frelsen og hen imod synden mod Helligånden.

Ved at forkaste Kristus begik jødefolket den utilgivelige synd, og vi kan komme til at synde på samme måde ved at undlade at tage mod tilbudet om nåde. Vi krænker livets konge og gør ham til skamme over for Satans synagoge og over for den himmelske verden, når vi nægter at lytte til hans udsendte tjenere og i stedet lytter til Satans hjælpere, der gerne vil drage sjælen bort fra Kristus. Så længe et menneske gør dette, kan det ikke finde håb eller tilgivelse, og til slut vil det miste ethvert ønske om at blive forsonet med Gud.