Åb. 21,16.

Byen er en firkant!
Da Salomons tempel blev bygget, blev stene fuldstændig beredte ved stenbruddet, så at arbejderne blot førte dem i stilling, når de blev bragt til byggestedet. De var i forvejen tilhuggede i firkant og polerede. "På kongens bud bød de store stenblokke, kostbare sten til templets grundvold, kvadersten; og Salomos og Hiroms bygmestre og folkene fra Gebal huggede dem til, at de gjorde træstammerne og stene i stand til templets opførelse." (1Kong 5,17-18) "Ved templets opførelse byggede man med sten, der var gjort færdige i stenbrudet, derfor hørtes hverken lyd af hamre, mejsler eller andet stenværkstøj, medens templet byggedes." (kap6,v7)

Intet redskab blev brugt på stene, efter at de blev ført til byggestedet. En sten, som var tildannet uregelmæssig, blev ført fra stenbrudet for at bruges til templets grundvold; men bygningsmændene kunne ikke finde noget sted for den og stødte den væk. Der lå den ubrulig, og bygningsmændene gik forbi den eller faldt over den, og den var dem til stor ulejlighed. Den lå der en lang tid som en ubrugelig sten; men da tiden kom, at bygningsmændene skulle lægge hjørne stenen, søgte de længe forgæves efter en sten, som var stærk og stor nok og af den rette form, til at den kunne udfylde denne plads og bære den store vægt, som kom til at hvile på den. Dersom de valgte en dårlig sten til denne vigtige plads, så ville hele bygningen stå i fare. De måtte finde en sten, som var i stand til at modstå solens indflydelse, såvel som frost og regn. De havde valgt flere stene til forskellige tider, men når de kom til at bære den store vægt, som kom på den, så gik de i stykker. Andre kunne ikke tåle de pludselige vejrforandringer, og de blev derfor sat til side som ubrugelige.

Men der lå stenen, som bygningsmændene så længe havde forkastet. Den havde udholdt luftens indflydelse såvel som solens brændende stråler uden at vise den mindste åbning eller revne. Regnen faldt på dem; men den blev uforandret. Bygningsmændenes opmærksomhed henledes til sidst til den store sten, og de undersøgte den nøje. Den havde allerede udholdt enhver prøve undtagen en. Dersom den kunne bære den store byrde, som kom til at hvile på den, så besluttede de at benytte den til hjørnesten. Prøven blev gjort og, den tilfredsstillede alle. Stenen blev antaget og bragt til det sted som var bestemt for den, og man fandt, at den passede nøje. Esajas så i et syn, at denne sten var et symbol på verdens forløser. Han siger: "Hærskares Herre, ham skal I holde hellige, han skal være deres frygt, han skal vare eders rædsel. Han bliver en helligdom, en anstødssten og en klippe til fald for begge Israels huse og en snare og et fangegarn for Jerusalems indbyggere, og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og hildes." (Es 8,13-15) Profeten ser i dette syn hen til Kristi første komme, og Herren viser ham, hvorledes Kristus skal udholde de prøver, som fremstilles ved behandlingen af hovedhjørnestenen i Salomons tempel. "Derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; tror man, haster man ikke." (Es 28,16)