Åb. 21,22.

Der er ingen tempel!
Lad ingen være selvsikker, som om Gud havde givet dem særskilt lys frem for deres brødre. Kristus fremstilles som den, der bor i sit folk, og de troende omtales som dem, der er "opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden." "Så formaner da jeg, den fangne i Herren," siger Paulus, "jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd; et legeme og en ånd, ligesom I også blev kaldet til et håb ved jeres kaldelse, en Herre, en tro, en dåb, en Gud og alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!" Ef 2,20-22; 4.1-6.

Det er vor forret at nyde samfundet med Gud. Det forsonende blod er dyrebart for den troende, dyrebar er hans retfærdiggørende retfærdighed. "For jer som tror, er han dyrebar." Når jeg tænker på denne kilde med levende kraft som vi kan drikke af, sørger jeg over at der er så mange der går glip af den glæde de kunne have ved at betragte hans godhed. Vi er Guds sønner og døtre og vokser til et helligtempel i Herren. "Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten." Ef 2,19-20. Dette er vort privilegium.