Matt 25,21 Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!

Her i livet må vi møde ildprøver og gøre store opofrelser, men Kristi fred er belønningen. Der har været så lidt selvfornægtelse, så lidt lidelse for Kristi skyld, at korset er næsten fuldstændig glemt. Vi må blive delagtige med Kristus i hans lidelser, hvis vi ønsker at sidde sejrende med ham på hans trone. Så længe vi vælger selvmedlidenhedens magelige sti og ræddes for selvfornægtelse, vil vor tro aldrig blive fast, og vi kan ikke kende Jesu fred, ej heller den glæde, der kommer ved bevidst sejr. De mest ophøjede blandt den genløste skare, der står foran Guds og Lammets trone, iført hvide klæder, ved, hvad det er at kæmpe for sejren, for de er kommet gennem en stor trængsel. De, der har føjet sig efter omstændighederne i stedet for at deltage i denne kamp, vil ikke forstå at holde fast på den dag, da ængstelse vil være over hver sjæl, den dag, da selv Noa, Job og Daniel, hvis de var i landet, hverken ville kunne frelse søn eller datter, idet enhver må redde sin sjæl ved sin egen retfærdighed.

De sagtmodige "skal arve jorden". Det var ønsket om selvophøjelse, der bragte synden ind i verden og medførte, at vore Stamforældre mistede herredømmet over denne fagre Jord, som var deres rige Det er gennem selvfornægtelse, Kristus genløser det tabte, og han siger, at vi skal sejre, ligesom han sejrede. (Åb 3,21). Ved ydmyghed og selvhengivelse kan vi blive medarvinger med ham, når "de sagtmodige skal arve landet". (Sl 37,11).

Den jord, der loves de sagtmodige, vil ikke således som den nuværende formørkes af dødens og forbandelsens skygge. "Men efter hans forjættelse venter vi "nye himle og en ny jord" hvor retfærdighed bor." "Og der skal ikke mere være noget, som er under forbandelse. Og Guds og Lammets trone skal være i staden, og hans tjenere skal tjene han." (2Pet 3,13; Åb 22,3).

Dér vil ingen skuffelse findes, ingen sorg, ingen synd, og ingen skal sige: Jeg er syg. Dér ses intet ligfølge, ingen sørgende; dér findes ingen død, ingen skilsmisse, ingen sønderknuste hjerter. Men Jesus er der, og der bor freden. "De hungrer og tørster ikke, dem stikker ej hede og sol. Thi deres forbarmer fører dem, leder dem til kildevæld." (Es 49,10).

"Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes." Retfærdighed er hellighed, det er at være Gud lig; og "Gud er kærlighed". (1Joh 4,16). Retfærdighed er overensstemmelse med Guds lov, for "alle dine bud er retfærd," og kærligheden er "løvens opfyldelse". (Sl 119,172; Rom 13,10). Retfærd er kærlighed og kærligheden er Guds lys og liv. Guds retfærdighed er personliggjort i Kristus. Vi modtager retfærdighed ved at modtage ham.

B

Guds folk tilbeder Herren!
Luk 4,8 Men Jesus svarede ham: "Der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.'"

5Mos 26,10 Her kommer jeg nu med førstegrøden af frugten af den jord, som du, Herre, har givet mig." Så skal du stille kurven for Herren din Guds ansigt. Du skal tilbede Herren din Gud

Vor Gud er en barmhjertig, nådig fader. Hans tjeneste bør ikke betragtes som noget tungt og besværligt. Det bør være en lyst at tilbede Herren og tage del i hans gerning Gud ønsker ikke, at hans børn, som han har bragt så stor en frelse, skal handle, som om han var en streng fordringsfuld opsynsmand. Han er deres bedste ven, og når de tilbeder ham, vil han være med dem for at velsigne og trøste dem og fylde deres hjerter med glæde og kærlighed. Herren ønsker, at hans børn skal glæde sig i hans tjeneste og finde mere lyst end besvær i hans gerning. Han ønsker, at de der kommer for at tilbede ham, skal gå bort med dyrebare tanker om hans omhu og kærlighed for, at de kan blive opmuntrede hver dag i alle livets sysler og få nåde til at handle ærligt og oprigtigt i alle ting.

Alle de, som til daglig helliger sig til Gud, vil åbenbare den lyse og glade side af vor religion. Vi bør ikke vanære Gud med en sørgmodig omtale af prøvelser, som kan forekomme os ubehagelige. Alle prøvelser, som vi tager ved lære af, vil frembringe glæde. Hele vort religiøse liv vil da blive opløftende, højnende, forædlende og være forenet med en vellugt af gode ord og gode gerninger. Fjenden glæder sig, når han ser sjæle, som er nedtrykte og nedbøjede, og som klager og sukker. Han ønsker netop, at man skal få et sådant indtryk af vor tro. Men det er ikke Guds hensigt, at vort sind skal dvæle nede i dybet. Han ønsker, at enhver sjæl skal sejre ved hjælp af Genløserens bevarende kraft. Salmisten siger: "Giv Herren, I Guds sønner, giv Herren ære og pris, giv Herren hans navns ære; tilbed Herren i helligt skrud." Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine fjender glæde sig over mig; Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. ... Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige navn!" Sl 29,1-2; 30,2-5.

Vi burde betragte vor Gud som en kærlig, barmhjertig fader. At tjene Gud burde ikke anses for at være en sørgelig og opslidende opgave. Det burde være en glæde at tilbede Herren og få del i hans tjeneste. Når Guds folk tænker over frelses planen, må deres hjerter bevæges af kærlighed og taknemmelighed. Da de var fortabte, døde Kristus for at frelse dem, gennem Guds Søns gave er der sikret en udvej, så ingen behøves fortabes, men alle kan få evigt liv. Gud vil ikke, at hans børn, for hvem der er givet så stor en frelse, skulle handle, som om han var en hård og krævende arbejdsgiver. Han er deres bedste ven og når de tilbeder ham, regner han med at være hos dem for at velsigne og trøste dem og fylde deres hjerter med glæde og kærlighed. Herren ønsker, at hans børn skal finde behag i deres tjeneste for ham og få mere glæde end besvær af hans gerning. Herren ønsker, at de, som kommer for at tilbede ham, skal gå fra ham med værdifulde tanker om hans omsorg og kærlighed, så de kan føle sig opmuntrede under alle dagliglivets beskæftigelser og få nåde til at handle ærligt og trofast i alle retninger.