Sl 11,7 For Herren er retfærdig, han elsker ret, de retskafne skal se hans ansigt.

Hebr 12,14-15 Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren. Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den,

Idet Guds folk ydmyger deres sjæle for ham og beder inderligt om renhed i hjertet, udgår befalingen: "Tag de snavsede klæder af dem!" og de opmuntrende ord lyder: "Se, jeg tager din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på." Kristi retfærdigheds pletfri klædning iføres de prøvede og fristede, men dog trofaste Guds børn. Den foragtede levning iføres en herlig dragt for aldrig mere at blive besmittet af verdens fordærvelse. Deres navne forbliver stående i Lammets livs bog, indskrevne iblandt de troende fra alle tidsaldre. De har modstået forførerens list; dragens brøl har ikke ledet dem bort fra deres troskab. Nu er de for altid sikret mod fristerens anslag. Deres synder er overført på syndens ophavsmand. Og "de øvrige" Åb 12,17 får ikke alene tilgivelse og bliver antaget, men de bliver hædret. Et "rent hovedbind" sættes på deres hoveder. De skal være som konger og præster for Gud. Medens Satan trængte på med sine anklager og søgte at ødelægge denne skare, færdedes hellige engle usynligt frem og tilbage og satte den levende Guds segl på dem. Disse er dem, som står på Zions bjerg sammen med Lammet, og som har Faderens navn skrevet på deres pander. De synger den nye sang foran tronen, denne sang, som ingen kan lære uden de hundrede og fire og fyrretyve tusinde, som blev løskøbt fra jorden. "Det er dem, der følger Lammet, hvor det går. De er blevet løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet, og i deres mund blev der ikke fundet løgn." Åb 14,1-5.

Kristus tog sin herliggjorte menneskelighed med sig til de himmelske sale. Dem, som han modtager, har han givet magt til at blive Guds børn, for at Gud til sidst må kunne modtage dem som sine, hvor de skal bo hos ham i al evighed. Hvis de i dette liv er lydige mod Gud, så skal de til sidst "se hans ansigt, og hans navn skal være i deres pander". (Åb 22,4) Og hvad er, vil himlens lyksalighed uden dette at se Gud? Hvilken større fryd kunne times den ved Kristi nåde frelste synder end at skue Gud og kende ham som Fader?