Det var hverken et let eller behageligt budskab Jesus forkyndte for menigheden i Laodikea. Han var helt klar over dens tragiske tilstand, og han talte til dem, som det "troværdige og sanddru viden". Han omtalte sig selv som "Guds skaberværk ophav". Nogle har forklaret dette forkert, som om Jesus selv er en skabning. Men både den græske grundtekst og Det nye Testamente fremholder, at Jesus er selve kilden, ophavet til Guds skabning. Til de kristne i Laodikea talte Jesus som Gud, ikke som en skabning. Det var dette, som gav ham autoritet til at tale, som han gjorde.

I nærheden af byen Laodikea var der flere varme kilder. Aristoteles fortæller, at indbyggerne producerede et pulver, der blev brugt til øjensalve i datidens Romerrige. Jesus bruger dette som en illustration på den sørgelige tilstand, hans menighed i Laodikea er i, idet den hverken er "varm" eller "kold" i dens religiøse erfaring. De, som skulle være hans børn, betragtede sig som åndeligt rige. Selv om de havde en ydre form for religiøsitet, manglede de den virkelig kraft i kristendommen.

Den kristne menighed er i den samme situation i dag. Menigheden er optaget af dens egen betydningsfuldhed, og føler sig rig og trænger ikke til noget. Alligevel gav Jesus udtryk for, at man i Laodikea ikke vidste, at man var fattig og blind. Gud opfordrer os mennesker til at opgive vor selviske handlemåde, så at Kristus kan få lov til at leve sit liv i os og klæde os i sit retfærdighed, for at hans billede kan genspejles i os. Sef 2,3; Joel 2,12-13; Jak 4,6-10.

Alle, som tilhører Laodikea-menigheden får et tilbud om Jesu specielle gaver, hvis de blot vil tage imod dem. Det er "guld" lutret i ild, et symbol på den tro, som kommer af kærlighed Jak 2,5; Gal 5,6; "hvide klæder" som er et udtryk for karakterens renhed, og er resultatet af at overgive sig til Kristus og tillade ham at leve sit liv i os, så det er synligt for andre Åb 19,7-8; Es 64,6; og "øjensalve" fra Guds ord, som kan hjælpe os til at se vor syndighed og vort behov for Jesu retfærdighed Sl 119,18 og 105.

Jesus slutter sit budskab til menigheden i Laodikea med en af de mest gribende udtalelser, vi finder i bibelen. Han var selv håbets budskab. Selv om de var fattige, blinde og nøgne, ønskede han, som styrer og leder universet, at komme og bo hos dem. På samme måde vil han i ydmyghed, også komme til os for at fylde vore liv. Vi skal blot åbne døren for ham. Så enkelt er det. Denne indbydelse fra Jesus, åbenbarer Guds selvopofrende natur, og viser alle mennesker, at de bliver dømt efter deres eget valg. Indbydelselsen er til alle.

Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!"

Herren viser os her, at det budskab, der skal frembæres til hans folk af tjenere, som han har kaldet til at advare folket, ikke er et budskab om fred og ingen fare. Det er ikke blot teoretisk, men i enhver enkelthed praktisk. I budskabet til Laodikea fremstilles Guds folk som værende i en tilstand af kødelig tryghed. De er vel til mode og tror, at de står på et højt åndeligt trin. "Fordi du siger: "Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget"; og du ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen."

Gud leder sit folk skridt for skridt. Kristenlivet er en stadig kamp og en march. Der er ingen hvile fra striden. Det er ved stadig, uophørlig bestræbelse, at vi opretholder sejren over Satans fristelser. Som et folk roser vi os af sandhedens klarhed og styrke. For vore standpunkter finder vi fuld støtte i en overvældende mængde tydelige bibelske vidnesbyrd. Men vi står såre langt tilbage i bibelsk ydmyghed, tålmodighed, tro, kærlighed, selvfornægtelse, årvågenhed og opofrelsesånd. Vi trænger til at opelske bibelsk hellighed. Synd råder iblandt Guds folk. Det tydelige budskab med irettesættelse til dem i Laodikea bliver ikke modtaget. Mange klynger sig til deres tvivl og deres skødesynder, medens de befinder sig i et så stort bedrag, at de taler om og føler, at de intet fattes. De mener, at Guds ånds tilrettevisende budskab er upåkrævet, eller at det ikke gælder dem. Sådanne står i det største behov af Guds nåde og af åndeligt skøn for at kunne opdage deres mangel på åndelig kundskab. De mangler næsten enhver betingelse, som er nødvendig for at kunne fuldkomme en kristelig karakter. De har ikke en praktisk kundskab om bibelsk sandhed, der leder til et sagtmodigt liv og til at indordne deres vilje under Kristi vilje. De lever ikke i lydighed mod alle Guds fordringer.

Tiden er en dyrebar gave. Den prøvetid, som Gud har givet os, bør vi sætte tilbørlig pris på og betragte den som en lejlighed, der er skænket os af Gud til at forarbejde vore egen saliggørelse med frygt og bæven. Budskabet til Laodikea-menigheden er anvendeligt på alle, der foregiver at holde Guds lov, men dog ikke er dens gørere. Vi må ikke udvise egennytte i nogen ting. I al vor gøren og laden må vi repræsentere Kristi liv. Dersom vi ikke gør det, så vil vi en gang høre de frygtelige ord: "Jeg kender jer ikke." Vi bør udvise mere offervillig godgørenhed. Vi vil ofte blive opfordrede til at hjælpe dem, som er i nød, og vi bør gøre det med et glad hjerte ved tanken om, at vi kan følge i vor Frelsers fodspor.

----------- B

Hven er Amen!
Når vi ser på hele teksten i Åb 3,14; kan vi se, at Amen er den samme som det troværdige og Sanddru vidne. Når man slutter en bøn med et amen, eller man udtaler et Amen efter det der er blevet sagt. Så betyder det at man helhjertet ønsker at følge det. Et eksempel herpå har vi i 5 Mos kap. 27. og som en afslutning på den bøn Jesus har lært os. Matt 6,13

------------- C

Jesus er det troværdig og Sanddru vidne!

Jer 42,5-6 De sagde til Jeremias: "Herren skal være et sanddru og troværdigt vidne imod os, hvis vi ikke handler efter hvert ord, Herren din Gud sender til os gennem dig. Hvad enten det er godt eller dårligt, vil vi adlyde Herren vor Gud, som vi sender dig til. Det vil gå os godt, når vi adlyder Herren vor Gud."

Jesus er både troværdig og sanddru, derfor er den beskrivelse som han giver af de der tilhører Laodikea rigtig, den er både troværdig og sand.

Tusindvis har i tidens løb, på forskellige måder søgt at udbrede den lære, at Laodikea ikke er lunken eller kold, men en varm og aktiv menighed, hvor Jesus arbejder for sjæles frelse. Når vi ser på hvad Jesus Kristus, det troværdige og sanddru videne ellers har at sige om denne gruppe, ja så kan vi se ar det er sandt, at det er en kold og livløs gruppe.

Det Satan har forført mennesker til at gøre i fortiden, vil han om muligt forsøge at få dem til at gøre igen. Den tidlige kirke blev vildledt af Guds og menneskers fjende og der kom frafald i rækkerne hos dem, der bekendte sig til at elske Gud; også i dag vil Guds folk, medmindre, de vågner op af deres slummer, bliver taget uforvarende ved Satans list. Hvor mange er der mon iblandt dem, der erklærer, at de tror, Frelseren kommer snart, der dog er lunkne, hvor mange af dem har mon mistet deres første kærlighed og falder ind under den beskrivelse, der er givet af Laodikea menigheden, som værende hverken varme eller kolde? Satan vil gøre sit yderste for at holde dem i en tilstand af ligegyldighed og sløvhed. Må Herren åbenbare for folket den risiko, de løber, for at de må vågne op af deres åndelige søvn og ordne deres lamper, så de er rede, når brudgommen kommer tilbage.

---------- D

Guds skabnings ophav!

Sl 33,9 For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der.

Sl 33,13-19 Herren ser ned fra himlen, han ser alle mennesker. Fra sin bolig iagttager han alle dem, der bor på jorden. Han har skabt alle hjerter og giver agt på alle deres handlinger. Ingen konge frelses ved sin store hær, ingen helt reddes ved sin store kraft. Hesten er en svigefuld hjælper, trods sin store styrke redder den ingen. Men Herrens øjne hviler på dem, der frygter ham, og som venter på hans godhed, så han redder dem fra døden og holder dem i live under hungersnød.

Sl 148,2-6 Lovpris ham, alle hans engle, lovpris ham, hele hans hær! Lovpris ham, sol og måne, lovpris ham, alle lysende stjerner! Lovpris ham, himlenes himmel og I vande oppe over himlen! De skal lovprise Herrens navn, for på hans befaling blev de skabt. For evigt og altid bestemte han deres plads og satte en grænse, de ikke måtte overskride.

Kol 1,12-20 Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham. Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.

Jeg vil meget gerne, at du tager tid til at se lidt nærmere på

Kol 1,15-16 Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt.

Som du kan se så står der her at Jesus er at skabnings førstefødte. Jesus er IKKE et skabt væsen, havde han været det ville det have været umuligt for ham at komme her til jorden og dø på korset for vore synder.

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, men mørket greb det ikke. Joh 1,1-5. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh 1,14.

Dette kapitel fortæller hvem Kristus var og hvad hans gerning betyder. Johannes, som ved hvad sagen gælder, tilskriver Kristus al magt og taler om hans storhed og majestæt. Han formidler guddommelige stråler af dyrebare sandheder, lige som lys fra solen, og fremstiller Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker.

Hvordan det kunne gå til, at Kristus blev menneske, er et mysterium, som har været skjult gennem alle tider og slægter. Dette er gudsfrygtens mægtige og dybe hemmelighed. "Ordet blev kød og tog bolig blandt os." Kristus påtog sig en menneskelig natur, der var ringere end hans himmelske natur. Dette viser mere end noget andet, hvor dybt ned Guds kærlighed rækker. Han elsker verden således, "at han gav sin Søn, den enbårne". Johannes fremstiller dette vidunderlige emne med en sådan klarhed, at enhver kan forstå det og blive oplyst derigennem.

Kristus nøjedes ikke med at lade som om han påtog sig menneskets natur, men han jorde det i sandhed, fuldt og helt. Han fremstod som et virkeligt menneske. Som "børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri". Han var Marias søn og af Davids slægt efter menneskelig afstamning. Bibelen omtaler tydeligt Jesus som menneske. Hebræerne brevets forfatter skriver, at denne mand "er fremfor Moses agtet værdig til så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset."