Hele byen blev næsten ødelagt ved et jordskælv i år 17, men blev genopbygget af den Romerske kejser Tiberius.

Ordet Filadelfia betyder broderkærlighed og udtrykker deres stilling og sindelag, der antog budskabet om Herrens komme. Da de forlod de forskellige sekter, lod de deres partinavne og partifølelser blive tilbage, og hvert hjerte slog i samdrægtighed, idet de advarede menighederne og verden og henviste til menneskens søns komme som de troendes sande håb. Egenkærlighed og gerrighed blev aflagt, og de helligede sig og opofrede sig for Herren. Guds Ånd var med enhver sand troende, og hver tunge forkyndte hans pris. De, der ikke deltog i hin bevægelse, har ingen forestilling om den dybe ransagelse af hjertet, den hengivelse af alt til Herren, den fred og glæde og den rene, brændende gensidige kærlighed, som de sande troende på den tid glædede sig ved. De, som var med i denne bevægelse, ved, at ord umulig kan beskrive en sådan hellige, lykkelige tilstand.

Jesus havde kun godt at sige om hans efterfølgere i den lille by Filadelfia. Selv om de mødte store prøvelser og blev fristet til at fornægte deres Gud, forblev de alligevel tro mod Jesus og satte altid deres lid til ham.

Det begyndte med mænd som brødrene Weslye og George Whitefield, som indså faren ved den formalismen, som havde sneget sig ind i menigheden og de arbejdede på at få den sande gudsfrygt tilbage. Det resulterede i en vækkelse, som nåede sit højdepunkt i begyndelsen af 1800 tallet, og som udløste en fornyet interesse for Jesu genkomst. I tusindvis af mennesker over hele verden studerede ivrigt de alvorlige profetier om endens tid i Daniels bog og Johannes' Åbenbaring og begyndte at forkynde budskabet om Jesu snare genkomst.

Der siges om Guds tempel i himmelen, at det har to rum eller afdelinger med hver sin "dør". Efter at Jesus var opstået fra de døde, gik han gennem den første dør ind i den afdeling, som Bibelen kalder "det hellige" for at tale menneskets sag for Gud, og ifølge skildringen i Daniels bog (Dan 8,14; 7,24-27,) gik Jesus i 1844 gennem den anden dør ind i "det allerhelligste" for at udføre en speciel gerning for menneskene. Da indledte han den første fase af det, Bibelen kalder "dommen". Denne dom foregår nu.

Det som var "en åben dør", som Jesus stillede menigheden i Filadelfia foran, er døren ind til "det allerhelligste" i himmelen. Der er gået mere end hundrede år siden Jesus begyndte den undersøgende dom. Da han er en barmhjertig ypperstepræst, som på Golgata tog vor synd og straf på sig, ønsker han at fremstille os uden plet og lyde for sin Fader. Og selv om vi er syndere, indbyder han os til at have tillid til ham i dommen og skjule os i hans retfærdighed. Indbydelsen kommer fra kærlighedens fuldkomne kilde, fra Guds eget hjerte. Vi er alle indbudt til at tage troens skridt gennem den åbne dør ind i Guds nærhed, og opleve mere af hans kærlighed. De, som træffer dette vigtige livsvalg, og som på den måde forsætter den reformationen, som blev påbegyndt af tidligere tiders kristne personligheder, og som udøver "broderkærlighed", vil Jesus lige før sin genkomst, give et specielt beskyttende anerkendelsestegn.

------- B

Den Hellige!

Sl 22,4-6 Du troner som den hellige, du, som Israel lovsynger. Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem. De klagede til dig og blev reddet, de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.

Ordsp 9,10 At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed.

1Joh 2,20 Men I er blevet salvet af den Hellige og har alle kundskab.

Vi er aldrig alene. Vi har en ledsager, hvad enten vi har valgt ham eller ej. Husk det, I unge mænd og kvinder, at hvor I end er hvad I end foretager jer, så er Gud til stede. Der er et vidne til hvert ord og hver handling, den hellige Gud, som hader synd. Intet af det, der bliver sagt eller gjort, undgår hans alvidende blik. Dine ord høres måske ikke af menneskers øren, men de høres af universets behersker. Han tyder sjælens indre vrede, når noget krydser dens vilje. Han hører de blasfemiske udbrud. I det dybeste mørke og den fuldstændige ensomhed er han til stede. Ingen kan narre Gud; ingen kan undgå at stå ham til regnskab.

De fleste vender sig med foragt bort fra den guddommelige nådes og uendelige kærligheds ledelse og tilfredsstiller sin lyst til forbudne glæder, der er som Sodomas herligheder, udvendig skønne og tillokkende, men indvendig kun aske og støv. Israel følte ingen kærlighed til den hellige Gud, og de forkastede og foragtede hans venskab. De foragtede Skaberen, men elskede skabningen, og da de i deres trængsel søger hen til den længe foragtede Jehova, henviser han dem til de guder, de selv har valgt og byder dem anråbe dem om hjælp.

Hvor foragtelige i den hellige Guds øjne er ikke sådanne, der bekender sig til at stå som forsvarere af hans lov, men dog krænker dens forskrifter! De fører skam over den dyrebare sag og giver sandhedens modstandere anledning til at hovere. Aldrig bør skillelinien mellem Jesu efterfølgere og Satans tilhængere udslettes. Gud har selv trukket en tydelig grænse mellem verden og menigheden, mellem dem, der holder budene, og den, der bryder budene. De kan ikke sammenblandes. De er lige så forskellige som middag og midnat - forskellige i deres smag, deres hensigter, deres stræben og deres karakter. Dersom vi opelsker Guds kærlighed og gudsfrygt, vil vi nære afsky for den mindste tilnærmelse til urenhed.

----- C

Den sanddru og sandfærdige!

Ordsp 14,25-27 Et sanddru vidne redder liv, den, der udspreder løgne, bedrager. Når man frygter Herren, lever man i fuld tryghed, og for børnene er det en tilflugt. At frygte Herren er en kilde til liv for den, der vil undgå dødens snarer.

Mark 12,14 De kom hen og sagde til ham: "Mester, vi ved, at du er sanddru og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?"

Joh 3,33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru;

Da Helligånden på pinsefestens dag blev udgydt over disciplene, fik de en fuldere forståelse af de sandheder, som Kristus havde talt i lignelser. Meget af den lære, som havde været skjult for dem, blev klargjort. Men selv da blev Kristi forjættelse ikke givet i hele sin fylde. De modtog alle den kundskab om Gud, som de kunne bære; men den fuldstændige opfyldelse af løftet om, at Kristus ville fremstille Faderen klart for dem, lå endnu i fremtiden. Således forholder det sig også nu. Vor kundskab om Gud er kun delvis og ufuldstændig. Når striden er endt, og det menneske Jesus Kristus fremstiller for Faderen sine trofaste tjenere, som i en syndig verden har båret et sanddru vidnesbyrd om ham, da vil de få en klar forståelse af det, som nu er dem en hemmelighed.

"I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi en gang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er." 1Joh 3,2. Vor Frelser har banet vejen, så at de mest syndige, de mest nødlidende, de mest fortrykte og ringeagtede kan få adgang til Faderen. Alle kan få et hjem i de boliger, som Jesus er gået bort for at berede. "Dette siger den Hellige, den Sanddru, han, som har Davids nøgle og lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke " Åb 3,7-8.

---- D

Ham der har Davidsnøgler!
Davidsnøglen er et bevis på at vedkommende har stor magt. Den nøgle der her er tale om er den nøgle, hvormed der kan lukkes op og lukkes i, hvilket leder tankerne hen på dommen hvor den enkeltes sag åbnes for at blive bedømt. Den eneste der kan åbne for sagens akter således, at der kan blive afsagt en rigtig kendelse, er Jesus Kristus, Guds Søn! Derfor er det også ham der har nøglen!

En nøgle er et sindbillede på magt, Guds søn er den retmæssige Arving til Davids Trone, og han skal snart overtage sin store magt og regere; derfor fremstilles han som den, der har Davids nøgler.

---- E

Ham der kan lukke op!

Joh 5,27-29 Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.

Jesus er den eneste der kan åbne din og min sag således, at den kan blive afgjort ved den himmelske domstol.

Gud vejer vor karakter, vor opførsel og vore motiver på helligdommens vægtskål. Det vil være frygteligt, om vor genløser, som døde på korset for at drage vore hjerter til sig, skal erklære om os, at vi er for lette, når det gælder kærlighed og lydighed. Gud har skænket os store og kostelige gaver. Han har givet os lys og kundskab om sin vilje, således at vi ikke behøver at fare vild eller vandre i mørket. At blive vejet på vægtskålen og fundet for let på den endelige opgørets og belønningens dag vil være forfærdeligt, et frygteligt fejlgreb, som aldrig kan genoprettes. Unge venner, skal man søge forgæves efter jeres navne i livets bog?

"Den som er tro i det små er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store." Luk 16,10. Det er ikke mængden eller størrelsen, der gør en ting rigtig eller urigtig. Som en mand handler med sine medmennesker, således vil han handle med Gud. Den, der er utro med den uretfærdige mammon, vil aldrig kunne betros den sande rigdom. Guds børn må ikke undlade at huske på, at de i alle deres handlinger stilles på prøve, vejes på helligdommens vægtskåle.

Vi lever i en verden, hvor der helt tiden er døre, der åbnes og lukkes, og lad os aldrig glemme, at der altid er en åben dør til Guds rige; men vi må selv afgøre, om vi vil gå ind ad den eller ej. Alt i vort liv ligger blottet for Guds øjne, og alligevel siger han til selv den største synder: "Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke." Når alt ser håbløst ud, og du har banket forgæves på den ene dør efter den anden, tænk da på den usynlige dør, som Frelseren har stillet dig foran. Den står altid åben - også for dig.

------- F

Han der kan lukke i!
Jesus er den eneste der kan afslutte, det vil sige lukke, din sag ved den himmelske domstol. Når Jesus lukker din sag kan aldrig åbnes igen.

Åb 22,11 Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig, stadig helliges."

Matt 25,26-30 Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenter fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. DR skal der være gråd og tænderskærende.

Mange falske profeter fortæller, at de der ikke består i dommen får en ny mulighed i de 1.000 år, men dette er ikke en bibelsk lære.

Den dårlige og dovne tjener fik ikke en ny mulighed.

Når Jesus i dommen deler jordens befolkning op i to og kun to grupper, får de der kommer til at stå på venstre sige ikke en ny mulighed.

Matt 25,44-46 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv."

Medens den Hellige på tronen langsomt vendte bladene i dagbogen og hans øjne et øjeblik dvælede ved den enkelte, syntes hans blik at brænde sig ind i selve deres sjæl, og i samme nu randt hvert ord og hver handling i deres liv dem lige så klart i sinde, som om det var skrevet med ildbogstaver for deres syn. Frygt greb dem, og deres ansigter blegnede. Deres, udseende, da de først stod foran tronen, vidnede om skødesløs ligegyldighed. Men hvor forandret er ikke deres udseende blevet nu! Tryghedsfølelsen er borte, og en navnløs rædsel er trådt i stedet. Hver sjæl nærer frygt for, at den skal blive fundet blandt dem, der er for lette. Hvert øje ser fast på ham, som sidder på tronen, og idet hans højtidelige, ransagende blik glider hen over denne forsamling, er der en hjertets bæven; for de føler sig selvfordømte uden at et ord bliver sagt. Med sjæleangst erklærer enhver sin egen skyld og indser med frygtelig livagtighed, at han ved at synde har forkastet det evige livs kostelige gave.

En klasse mennesker var indført som dem, der gør jorden unyttig. Idet den guddommelige dommers, gennemtrængende blik hvilede på disse, blev deres undladelsessynder tydeligt åbenbaret. Med blege, skælvende læber indrømmede de, at de havde været forrædere i deres hellige tillidshverv. De havde fået advarsler og privilegier, men de havde ikke agtet på dem ej heller benyttet sig af dem. De kunne nu indse, at de var gået for vidt i påberåbelse af Guds miskundhed. Vel havde de ikke sådanne bekendelser at anlægge som niddinger og de dybt fordærvede; men ligesom figentræet var de under forbandelse, fordi de ikke bar frugt, fordi de ikke havde gjort brug af de talenter, der blev dem betroet.

Denne klasse havde gjort selvet til det største og kun arbejdet for egoistiske interesser. De var ikke rige i Gud, fordi de ikke havde efterkommet hans Krav til dem. Skønt de bekendte sig til at være Kristi tjenere, førte de ingen sjæle til ham. Havde Guds sag været afhængig af deres bestræbelser, ville den have vansmægtet; for de holdt ikke alene de midler tilbage, som Gud havde lånt dem, men de holdt sig selv tilbage. Men disse kunne nu indse og føle, at de ved at indtage et standpunkt uden ansvar vedrørende Guds værk og hans sag havde stillet sig på den venstre side. De havde haft anledningen, men ikke villet udføre den gerning, de kunne have udført.