![]() |
|
De fire Væserner havde
6 vinger og var fulde af øjne!
En interessant ting vi skal lægge mærke til er, at disse fire levende væsner er dem der står nærmest Guds trone af alle engle og de frelste. Disse fire højtstående keruber har flere opgaver. De står vagt, det vil sige, at man kan sammenligne dem med det vi i dag kalder bodyguards. Måske vil du sige, at Gud fader, den almægtige ikke har brug for nogen bodyguards, han er jo den der besidder al magt og kan derfor sagtens klare sig selv, og det har du ret i. men en vagt eller bodyguards symbolisere at der her er tale om en person med stor indflydelse og som bør æres og ophøjes og dette er netop også en af disse kerubers vigtigste opgaver at lede tilbedelsen og ophøjelsen af universets og menneskets skaber. 2Mos 20,11 For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Apg 4,24 Da de hørte det, opløftede de alle som én deres røst og bad til Gud: "Herre, du, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, Alle de, som til daglig helliger sig til Gud, vil åbenbare den lyse og glade side af vor religion. Vi bør ikke vanære Gud med en sørgmodig omtale af prøvelser, som kan forekomme os ubehagelige. Alle prøvelser, som vi tager ved lære af, vil frembringe glæde. Hele vort religiøse liv vil da blive opløftende, højnende, forædlende og være forenet med en vellugt af gode ord og gode gerninger. Fjenden glæder sig, når han ser sjæle, som er nedtrykte og nedbøjede, og som klager og sukker. Han ønsker netop, at man skal få et sådant indtryk af vor tro. Men det er ikke Guds hensigt, at vort sind skal dvæle nede i dybet. Han ønsker, at enhver sjæl skal sejre ved hjælp af Genløserens bevarede kraft. Salmisten siger: "Giv Herren, I Guds sønner, giv Herren ære og pris, giv Herren hans navns ære; tilbed Herren i helligt skrud." Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine fjender glæde sig over mig; Herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. ... Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige navn!" Sl 29,1-2; 30,2-5. ------- B Ham som er, var og kommer! Hebr 1,10-12 Endvidere: Du, Herre, grundlagde i begyndelsen jorden, himlen er dine hænders værk. De går til grunde, men du består, de slides alle op som klæder, du ruller dem sammen som en klædning. De skiftes ud som klæder, men du er den samme, dine år får aldrig ende. Sl 111,6-8 Han forkyndte sine vældige gerninger for sit folk, da han gav dem folkenes ejendom. Hans gerninger er sandhed og ret, alle hans forordninger er pålidelige, urokkelige for evigt og altid, fastlagt i sandhed og retskaffenhed. Es 41,4 Hvem har virket og gjort det? Han, som fra begyndelsen kaldte slægterne frem. Jeg, Herren, er den første, og hos de sidste er jeg den samme. Herren er her i dag
1Mos 1,1-2 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. 1Mos 2,4-5 Det var himlens og jordens skabelseshistorie. Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, *** Herren VAR den der gav sin eneste søn til en grufuld død på Golgatas kors Joh 3,16 For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. 1Joh 4,9-10 Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. *** Herren ER den der kommer igen for at hente alle de der i deres liv har vist at de har valgt Ham som deres Gud. Joh 14,1-3 Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. 1Thess 4,13-18 Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord. Her i kap. 4 er det de 4 livsvæsener, som fører an i en mægtig lovsang. De 24 ældste tager også del i sangen, men når de kommer til at lede sangen (kap.5) får den et nyt indhold. Her er det skabningens tak og lovprisning af skaberen (v.11). denne mægtige sang får nu lov at fylde himlen – tænk for et brus! For en stund bliver lynene, bragene og tordenen fra tronen måske ligesom borte i den mægtige lovsang. "Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer." Aldrig har en mere ophøjet sang lydt fra skabningers læber, og de gentager den "dag og nat", dvs. uophørlig, idet disse udtryk kan betegnes den måde, hvorpå menneskene her tegner tiden; thi hvor Guds trone står, kan der ingen nat være. Vi dødelige bliver så let trætte af den stadige gentagelse af det simple vidnesbyrd, vi her aflægger om Guds godhed og nåde; og vi fristes undertiden til intet at sige, fordi vi ikke stadig kan sige noget nyt. Men vi kan lære noget af disse hellige Væsener i himlen, som aldrig bliver trætte af uophørlig at gentage ordene: "Hellig, hellig, hellig, er Herren, Gud, den Almægtig", - for hvem disse ord heller ikke nogensinde bliver gamle, da deres hjerter altid gløder ved tanken om hans Hellighed, godhed og kærlighed. Lovsangen bliver ikke ensformig for dem; thi hver gang den synges, ser de på ny den Almægtiges egenskaber; de får stadig et højere begreb om hans fuldkommenheder; synskredsen udvider sig hos dem; deres hjerter udvides; og fra sit nye standpunkt med nye følelser må de atter tilbedende fremføre sin hellige hilsen, der endog for dem selv er ny: "Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, de Almægtige!" Således burde vore vidnesbyrd her ej heller blive
trættende for vore øre, som vi så ofte hører
om, hvor god, nådig og kærlig Herren er, hvor dyrebar hans
sandhed er, og hvor yndig den tilkommende verden er; thi hele vort liv
igennem burde vi vinde nye forestillinger om, hvilken salighed der ligger
i disse herlige emner.
|