![]() |
|
Åb. 5,12.
Det slagtede Lam! Matt 12,15-21 Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra, men store folkeskarer fulgte ham, og han helbredte dem alle. Men han pålagde dem strengt, at de ikke måtte røbe ham, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Se, min tjener, ham har jeg udvalgt, min elskede, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal forkynde ret for folkene. Han skændes ikke, han råber ikke, man hører ikke hans røst i gaderne. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, til han har ført retten til sejr; folkene håber på hans navn. Der findes ikke mange veje til Himmelen. Enhver kan ikke vælge sin egen vej. Kristus siger: "Jeg er vejen; ingen kommer til Faderen uden ved mig." Siden evangeliet første gang blev prædiket, da det i Edens have blev sagt, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved, var Kristus blevet ophøjet til at være vejen og sandheden og livet. Han var vejen, dengang Adam levede, dengang Abel bragte Gud et offer af det slagtede lams blod som et billede på Frelserens blod. Kristus var den vej, hvorved patriarker og profeter blev frelst. Han er den eneste vej, som kan skaffe os adgang til Gud. Hos Faderen bad han på synderens vegne, mens Himmelens
hærskarer afventede resultatet med så intens interesse, at
ord ikke kan udtrykke det. Den hemmelige fortrolige samtale varede længe
"fredsrådet" for de faldne menneskebørn. (Zak 6,13.) Frelsesplanen
var blevet lagt før jordens skabelse; for Kristus har været
"det slagtede Lam" fra verdens grundlæggelse (Aab. 13, 8); og dog
var det en kamp, selv for universets Konge, at lade sin Søn dø
for den skyldige menneskehed. Men "såedes elskede Gud verden, at
han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Joh 3,16. Hvor er forløsningens
hemmelighed dog stor! Og Guds kærlighed til en verden, som ikke elskede
ham! Hvem kan fatte den kærligheds dybder, som "overgår al
forstand"? Gennem evige tider vil udødelige væsener undres
og tilbede, idet de søger at forstå den ufattelige kærligheds
mysterium.
|