Åb. 5,14.
Lammet tilbedes!
I denne lovsang ophøjes og prises Lammet lige
med Faderen, som sidder på tronen. Fortolkere har med stor enstemmighed
grebet dette som bevis for, at Kristus oprindelig må have haft lige
tilværelse med Faderen; Skriften antyder klart, at Kristi tilværelse
som søn havde en begyndelse Joh. 1,2, hvilket ikke var tilfældet
med Faderen.
Men på samme tid som han ikke har en tilværelse
ligesom med Faderen, så betyder hans tilværelse som Faderens
enbårne søn alligevel forud for hele skaberværket, så
at han i denne henseende er og fremstilles som Guds medskaber. Joh. 1,3;
Hebr. 1,2. Kunne ikke Faderen bestemme, at man skulle yde et sådant
væsen lige tilbedelse med ham selv, uden at dette ville blive afgudsdyrkelse
fra den tilbedendes side? Han har ophøjet Kristus til en stilling,
ifølge hvilken tilbedelse tilkommer ham, og har endog befalet, at
man skal tilbede ham, hvilket ikke ville have været nødvendigt,
dersom han havde have en lige evigså tilværelse med Faderen.
Kristus siger selv Joh 5,26: "For ligesom Faderen har liv i sig selv, således
har han også givet Sønnen at have liv i sig selv." Faderen
har højt ophøjet ham og skænket ham et navn, som er
over alle navne. Fil 2,9 "Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne," Hebr 1,6 "Og når han
igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han:
Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham." Disse vidnesbyrd viser, at
Kristus nu er genstand for tilbedelse lige med Faderen, men ikke, at han
med ham oprindelig har lige evig tilværelse.
Hele den himmelske hær venter på at hædre
deres hjemvendte fyrste; de venter, at han skal indtage sin plads på
Faderens trone. Men endnu kan han ikke tage imod herlighedens krone og
den kongelige dragt. Han har en begæring at fremføre for Faderen
angående sine udvalgte på Jorden. Han kan ikke modtage nogen
æresbevisning, før hans menighed er blevet antaget og retfærdiggjort
for hele universet.
Han beder om, at hans folk må være, hvor han
er. Og hvis han skal have ære, at de så må dele den med
ham. At de, som lider med ham på Jorden, må regere med ham
i hans rige. Således går Jesus i forbøn for sin menighed.
Han gør sine interesser til et med deres, og med en kærlighed
og standhaftighed, som er stærkere end døden, forsvarer han
de rettigheder, han har erhvervet med sit blod. Faderens svar på
denne bøn udgår med befalingen:
"Alle Guds engle skal tilbede ham". Hebr. 1,6. Lederne
for Himmelens hærskarer tilbeder henrykt Forløseren, og den
utallige engleskare kaster sig ned for ham, medens de himmelske sale genlyder
af fryderåbet: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få
kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!" Åb
5,12.
Kristi efterfølgere er antaget "i den elskede".
I den himmelske hærskares nærværelse har Faderen stadfæstet
den pagt, han havde indgået med Kristus om at ville modtage bodfærdige,
lydige mennesker og elske dem, som han elsker sin Søn. Hvor Genløseren
er, der skal de genløste være. Guds Søn har overvundet
mørkets fyrste og sejret over synd og død. Himmelen klinger
af stemmer, som i høje toner forkynder: "Ham, som sidder på
tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes
evigheder!" Åb 5,13.
|