Åb. 5,14.

Lammet tilbedes!
I denne lovsang ophøjes og prises Lammet lige med Faderen, som sidder på tronen. Fortolkere har med stor enstemmighed grebet dette som bevis for, at Kristus oprindelig må have haft lige tilværelse med Faderen; Skriften antyder klart, at Kristi tilværelse som søn havde en begyndelse Joh. 1,2, hvilket ikke var tilfældet med Faderen.

Men på samme tid som han ikke har en tilværelse ligesom med Faderen, så betyder hans tilværelse som Faderens enbårne søn alligevel forud for hele skaberværket, så at han i denne henseende er og fremstilles som Guds medskaber. Joh. 1,3; Hebr. 1,2. Kunne ikke Faderen bestemme, at man skulle yde et sådant væsen lige tilbedelse med ham selv, uden at dette ville blive afgudsdyrkelse fra den tilbedendes side? Han har ophøjet Kristus til en stilling, ifølge hvilken tilbedelse tilkommer ham, og har endog befalet, at man skal tilbede ham, hvilket ikke ville have været nødvendigt, dersom han havde have en lige evigså tilværelse med Faderen. Kristus siger selv Joh 5,26: "For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv." Faderen har højt ophøjet ham og skænket ham et navn, som er over alle navne. Fil 2,9 "Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne," Hebr 1,6 "Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han: Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham." Disse vidnesbyrd viser, at Kristus nu er genstand for tilbedelse lige med Faderen, men ikke, at han med ham oprindelig har lige evig tilværelse.

Hele den himmelske hær venter på at hædre deres hjemvendte fyrste; de venter, at han skal indtage sin plads på Faderens trone. Men endnu kan han ikke tage imod herlighedens krone og den kongelige dragt. Han har en begæring at fremføre for Faderen angående sine udvalgte på Jorden. Han kan ikke modtage nogen æresbevisning, før hans menighed er blevet antaget og retfærdiggjort for hele universet.

Han beder om, at hans folk må være, hvor han er. Og hvis han skal have ære, at de så må dele den med ham. At de, som lider med ham på Jorden, må regere med ham i hans rige. Således går Jesus i forbøn for sin menighed. Han gør sine interesser til et med deres, og med en kærlighed og standhaftighed, som er stærkere end døden, forsvarer han de rettigheder, han har erhvervet med sit blod. Faderens svar på denne bøn udgår med befalingen:

"Alle Guds engle skal tilbede ham". Hebr. 1,6. Lederne for Himmelens hærskarer tilbeder henrykt Forløseren, og den utallige engleskare kaster sig ned for ham, medens de himmelske sale genlyder af fryderåbet: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!" Åb 5,12.

Kristi efterfølgere er antaget "i den elskede". I den himmelske hærskares nærværelse har Faderen stadfæstet den pagt, han havde indgået med Kristus om at ville modtage bodfærdige, lydige mennesker og elske dem, som han elsker sin Søn. Hvor Genløseren er, der skal de genløste være. Guds Søn har overvundet mørkets fyrste og sejret over synd og død. Himmelen klinger af stemmer, som i høje toner forkynder: "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!" Åb 5,13.