Es 53,1-9 Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Fra fængsel og dom blev han taget bort. Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land? For mit folks synd blev han ramt. Man gav ham grav blandt forbrydere og gravplads blandt de rige, skønt han ikke havde øvet uret, der fandtes ikke svig i hans mund.

Vi bliver opfordret til at fæste blikket på Jesus, ham, som har al magt i himmelen og på jorden. Da Johannes så op, fik han øje på et lam, som stod lige ved Guds trone, som om det var ved at blive slagtet. I denne symbolske fremstilling opdagede Johannes hemmeligheden ved Jesu uendelige magt, nemlig hans selvopofrende kærlighed.

Fra Adams tid og lige til Jesu død i år 31 var de lam, som blev slagtet under den ceremonielle offergudstjeneste, symbol på forsoningen og Guds kærlighed til menneskene. I denne lange tidsperiode bekendte mennesker deres synder over det uskyldige lam, som blev ofret som en soning. På den måde viste Gud dem syndens natur og sin egen kærlighed, og sin magt til at befri menneskene fra syndens greb.

Gud bestemte, at hvert lam, som blev ofret, skulle åbenbare syndens virkelige natur – at det at synde i virkeligheden betyder at tage noget af skaberens liv og bruge det på en selvisk måde. Fordi synden skiller mennesket fra Gud, kilden til alt liv, fører den til død. Men dette offersystem var ikke kun en undervisning om synd, det viste også en vej ud af den. Med symbolet af et uskyldigt lam åbenbarede Gud sin villighed til at bære vor skyld og tage den straf, vi fortjener.

Jesus er det sande offerlam, den uskyldige stedfortræder, som bar verdens synd. Joh. 3,16; Joh. 1,29. Hans død på Golgata viste syndens natur og kærlighedens almagt for hele universet. Jesus bar frivilligt skylden og tog den straf, vi fortjener. Alligevel kunne synden ikke ødelægge Kristus, men hans selvopofrende kærlighed sejrede over synd og død, og hans stod op af graven som sejrvinder for os alle. 1 Joh. 1,7; Hebr. 2,14. Kristi død på Golgata åbenbarede Guds evige, selvopofrende natur. Kristus er den, som er værdig til at åbne bogen segl. Hans kærlighed er den suveræne kraft i universet, kilden til alt godt.

Lammet er et symbol på Jesus Kristus. I det gamle Testamente møder vi Lammet i offersystemet, der pegede frem til Jesu død på korset. Derfor fremstilles Kristus som et lam, der blev slagtet for at købe mennesker tilbage til Gud. Udtrykket "løven af Judas stamme" viser her til profetien om, at Jesus skulle fødes blandt Judas efterkommere. 1 Mos. 49,8-10; Matt. 1,2. Hornene symboliserer magt og kongelig autoritet. Øjnene er et udtryk for indsigt og visdom. Når Lammet, Jesus Kristus, var den eneste, der kunne åbne denne bog, må det være, fordi bogens indhold vedrører denne verdens skæbne og alle, som har levet her på denne jord.

Mange, som bekender Kristi Navn og udgiver sig for at forvente hans nær forestående Komme, ved ikke, hvad det er at lide for Kristi Skyld. Deres Hjerter er ikke blødgjorte ved Nåden, og de er ikke afdøde fra deres eget Jeg, således som det ofte viser sig på forskellige måder. På samme tid taler de om, at de har prøvelser. Men hovedårsagen til deres prøvelser er et ubøjet hjerte, som gør Jeg'et så følsomt, at der ofte kommer det noget på tværs. Hvis sådanne kunne forstå, hvad det vil sige at være en ydmyg Kristi efterfølger, en sand Kristen, ville de begynde at arbejde med fuldt alvor. De ville først lade Jeg'et dø, dernæst ville de være standhaftige i bøn og undertrykke enhver lidenskab i hjertet. Opgiv jeres selvtillid og selvgodhed, brødre, og følg det ydmyge mønster! Tænk altid på, at Jesus er jeres eksempel, og at I må træde i hans fodspor! Betragt vor tros begynder og fuldender, Jesus, som af hensyn til den glæde, der lå foran ham, udholdt korset uden at agte skændselen. Han udholdt synderes modsigelse imod ham. For vore synders skyld var han engang det sagtmodige, slagtede Lam, såret, knust, slagen og gjort elendig.