Til Forsiden
Åb. 5,7.


Jesus får bogen!

Matt 22,11-13 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Da kongen kom ind for at hilse på gæsterne, blev alles karakter åbenbaret, som den virkelig var Der var tilvejebragt en bryllupsklædning til hver eneste af gæsterne. Denne klædning var en gave fra kongen, og ved at bære den viste gæsterne deres agtelse for ham. Men der var én mand, som var iført sit almindelige tøj. Han havde nægtet at gøre de forberedelser som kongen ønskede. Han forsmåede at bære den klædning, som var skaffet til ham for en stor pris. På denne måde forhånede han sin herre. På kongens spørgsmål: "Hvordan er du kommet herind, min ven, uden at have bryllupsklædningen på?" kunne han ikke svare noget. Hans egen samvittighed fordømte ham. Så sagde kongen: "Bind fødder og hænder på ham og kast ham ud i mørket udenfor"

Denne undersøgelse af gæsterne, som kongen foretog, fremstiller en retshandling. Gæsterne ved bryllupsfesten er dem, der bekender sig til at tjene Gud, dem, hvis navne er skrevet i Livets Bog. Men ikke alle, der bekender sig til at være kristne, er sande disciple. Før den endelige belønning bliver givet, må det afgøres, hvem der er skikket til at modtage de retfærdiges arvelod. Denne afgørelse må finde sted før Kristi andet komme i himmelens skyer for når han kommer er hans løn med ham "for at gengælde enhver efter som hans gerning er". Det vil således være afgjort før hans komme, hvorledes ethvert menneskes gerning har været, og belønningen til hver eneste af Kristi efterfølgere vil være bestemt i overensstemmelse hermed.

Det er medens menneskene endnu lever på jorden, at denne undersøgende retshandling finder sted i Himmelen. Det liv, enhver af Kristi efterfølgere har levet, fremlægges for Gud. Alles sag bliver undersøgt efter det, der står optegnet i Himmelens bøger og enhvers skæbne bliver beseglet for evigt i overensstemmelse med "hans gerning".

Kun Kristus har magt til at frelse og ret til at dømme. Han alene kan vurdere menneskenes gerninger fra en retfærdig synsvinkel. Han alene kan tilgive det angrende, søgende menneske. Gud har lagt verdens skæbne i Kristi hænder, fordi Han var den eneste, som kunne dø for hele verdens synd. Derfor var Han også den eneste, som kunne åbenbare menneskenes evige skæbne. Bogen indeholder uden tvivl meget mere end det, der bliver vist os og den fuldstændige åbenbaring af dens indhold vil først ske, når den endelige domsafsigelse finder sted. Den hyldest og lovprisning, som Kristus til sidst vil blive genstand for, vil komme til udtryk, når denne verdens tragiske historie er til ende, og en evig fred genoprettet i hele Guds store univers.