![]() |
|
Åb. 5,8.
De 24 ældste tilbeder Lammet! Joh 1,29-31 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand." Der er ingen bibelsk helliggørelse for dem, der kaster en del af sandheden bag deres ryg. Der gives tilstrækkeligt lys i Guds ord, således at igen behøver at fare vild. Sandheden er så ophøjet, at den vil kunne beundres af de største ånder, og dog så enkel, at det ringeste, svageste Guds lam kan fatte den og belæres af den. De, som ikke ser den skønhed, der er i sandheden, og som ikke tillægger den tredje engels budskab nogen betydning, vil være uden undskyldning; for sandheden er klar. Den største gerning og den ædleste beskæftigelse som mennesker kan tage sig for, er at vise syndere hen til Guds Lam. Sande forkyndere er Herrens medarbejdere i fuldbyrdelsen af hans forsæt. Gud siger til dem; Gå ud, undervis om Kristus og forkynd ham. Undervis alle der ikke kender hans nåde, hans godhed og hans miskundhed. Undervis folket. "Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?" Rom 10,14. Sandhedens lys skal skinne overalt, for at hjerter kan vækkes op og omvende sig. Evangeliet skal forkyndes i alle lande. Guds tjenere skal arbejde på steder nær og fjern, udvide de opdyrkede dele af vingården og drage ud til steder længere borte. De må arbejde mens det endnu er dag, for natten kommer da ingen kan arbejde. Syndere skal ledes til en frelser der er ophøjet på korset, og fra mange stemmer skal indbydelsen lyde; "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd." Joh 1,29. Menigheder skal stiftes og der må lægges planer for det arbejde som medlemmerne i de nyoprettede menigheder skal udføre. Når arbejdere der er fyldt med iver og med Guds kærlighed, går ud, vil menighederne hjemme vækkes op til nyt liv; for hvert enkelt medlem i menigheden vil betragte arbejdernes fremgang som en sag af stor personlig betydning. ------- B De helliges bønner! Jak 5,16 Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. Ordsp 15,29 Herren holder sig fjernt fra uretfærdige, men han hører retfærdiges bøn. Af dette udtryk får man et begreb om, hvad de forløste havde at gøre, der fremstilles ved de fire levende skabninger og de 24 ældste. De har Guldskåler eller kar fulde af vellugtende røgelse, som er de helliges bønner. Dette er tjeneste i lighed med præsternes tjeneste. Det er uigendriveligt og klart, at de fire levende væsener tager del i eller rettere anfører Lammets tilbedelse, som har købt dem til Gud, og dette beviser uimodsigeligt, at der ved dette sindbillede betegnes en del af den genløste menighed, ikke engle, hvis tilbedelse beskrives straks i det følgende, men i åbenbart forskellige udtryk." "Tanken er derfor her, at de, der i himlen fremstiller menigheden, de ældste, der omtales som "præster", beskrives som dem, der tjener i det himmelske tempel for den menighed, der endnu er på jorden, og ofrer røgelse, medens menighed, der endnu er på jorden, og ofrer røgelse, medens menigheden ligger i bøn." Læseren vil erindre, at ypperstepræsten under den gamle, forbilledlige tjeneste havde mange medhjælpere. Når vi nu tænker på, at vi her skuer ind i den himmelske Helligdom, så kommer vi straks til den slutning, at disse genløste er vor store, himmelske ypperstepræsts medhjælpere. I dette øjemed blev de også utvivlsomt genløste. Hvad kunne heller være mere passende, end at Frelseren under sin præstelige gerning for menneskeslægten blev assisteret af nogle ældre medlemmer af denne slægt, hvis hellige liv og pletfri karakter gjorde dem skikkede til dette. I Kristi navn stiger vore bønner op til Faderen. Han går i forbøn for vort bedste, og faderen åbner alle sin nådes rigdomme som bevilges os, for at vi skal nyde dem, og dele dem med andre. "Bed i mit navn," siger Kristus. "Jeg siger ikke at jeg vil bede faderen for jer; for faderen selv elsker dig. Gør brug af mit navn. Det vil give jeres bønner virkekraft, og Faderen vil give jer sin nådes gaver. Bed derfor, og I skal få, så jeres glæde skal være fuldkommen." Kristus danner bindeleddet mellem Gud og mennesker. Han
har lovet, at han personligt vil gå i forbøn. Han stiller
hele sin retfærdigheds fortjeneste til rådighed for den bedende.
Han beder for mennesket, og mennesket, som trænger til Guddommelig
hjælp, beder selv for Guds åsyn. Det gør brug af hans
indflydelse, som gav sit liv for verdens liv. Når vi giver til kender
over for Gud, at vi sætter pris på Kristi fortjenester, føjes
der vellugt til vore bønner. Når vi nærmer os Gud i
kraft af Genløserens fortjeneste, stiller Kristus os tæt ved
sin side og omslutter os med sin menneskelige arm, mens han med sin Guddommelige
arm griber fat i den Eviges trone. I røgelseskarret, i vore hænder
lægger han sin fortjeneste som en vellugtende røgelse, for
at opmuntre os til at bede. Han lover at høre og besvare vore bønner.
|