I alvorlig og pinefuld bøn, råber de til Gud om at han ikke må gå dem forbi. Kongerne, de mægtige mænd, det overlegne, det stolte, det ringe menneske ligesom presses sammen under smertens, forladthedens, elendighedens ubeskrivelige tryk; og stærkt forpinte bønner presses ud af deres læber: Nåde! Nåde! Frels os fra en krænket Guds vrede. En stemme svarer dem med frygtelig tydelighed, strenghed og majestæt: "Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg ved eders ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer."

Kongerne og adelsmændene, det mægtige menneske og det stakkels menneske, næsten skriger på samme måde og den på tarveligeste allerbittereste måde. De som i deres velmagtsdage foragtede Kristus og de ydmyge som fulgte i hans fodspor, mennesker som ikke ville fornedre deres værdighed til at bøje sig for Kristus, som hadede hans foragtede kors, er nu slået ned i jordens dynd. Deres storhed har på een gang forladt dem, og de tøver ikke med at bøje sig til jorden for fødderne af de hellige. De indser nu med frygtelig bitterhed at de spiser af frugterne fra deres egen karakter, og er fyldt med deres egne påfund. I deres formodede klogskab vendte de sig væk fra den høje evige løn, afviste den himmelske foranledning, for jordisk vinding. Jordens glans og glitter fascinerede dem, og i deres formodede klogskab blev de tåber. De jublede i deres verdslige velstand, som om deres verdslige fordele var så store at de ved dem kunne anbefales til Gud, og således sikre sig himlen.

Penge var magt blandt jordens tåber, og penge var deres gud; men netop deres velstand har ødelagt dem. De blev tåber i Guds og hans hellige engles øjne, skønt mennesker af verdslig ærgerrighed anså dem for at være kloge. Nu er al deres formodede klogskab dårskab, og deres velstand er deres ødelæggelse. Igen kommer frygtsomhedens og hjerteafsmeltningspinens hyl frem: "Bjerge og klipper: Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" Til jordens huler flyer de som et tilflugtssted, men det er det slet ikke.

-------- B

Lammets vrede!
Penge var magt blandt jordens tåber, og penge var deres gud; men netop deres velstand har ødelagt dem. De blev tåber i Guds og hans hellige engles øjne, skønt mennesker af verdslig ærgerrighed anså dem for at være kloge. Nu er al deres formodede klogskab dårskab, og deres velstand er deres ødelæggelse. Igen kommer frygtsomhedens og hjerteafsmeltningspinens hyl frem: "Bjerge og klipper: Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" Til jordens huler flyer de som et tilflugtssted, men det er det slet ikke.

På hvilken side er vi? Verden afviste Jesus; himmelen modtog ham. Mennesket, kun mennesket udviste livets prins; Gud vor højste regent modtog ham i himmelen. Gud har ophøjet ham. Mennesketkronede ham med en tornekrone; Gud har kronet ham med en krone af kongelig majestæt. Vi skal alle tænke alvorligt på dette. Vil du have dette menneske Jesus Kristus til at herske over dig, eller vil du have Barabbas? Kristi død stiller fornægteren overfor Guds ublandede harme og vrede og dom. Dette er lammets vrede. Men Kristi død er håb og evigt liv til alle, som modtager ham og tror på ham.

Jesus kommer! Men ikke for at regere som en verdslig fyrste. Han opvækker de retfærdige døde, forvandler de levende hellige til herlig udødelighed, og sammen med de hellige overtager han alle riger under himmelen. Dette rige ophører aldrig. Da bliver de, som har ventet på Jesus med tålmodighed, ligesom han.

Hvis en enkelt engel fra Himmelen fik det romerske vagtmandskab til at falde om som døde, hvordan kan så alle de vanhellige, der ikke er beredt, tåle synet og leve, når de ser Jesus komme i sin Faders herlighed i følge med titusinder af engle? O, hvordan kan syndere tåle dette syn! De vil råbe til klipperne og bjergene om at falde over dem for at skjule dem for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede.

Bered dig grundigt til at møde Jesus, så at du, når han kommer, kan råbe med glæde: "Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os." Da får du evigt liv og du får del med Kristus i hans herlighed, og du vil altid høre hans herlige bifaldende stemme og se hans smukke person.

Guds kærlighed har ladet sig bevæge til de mest ufattelige dybder for menneskenes skyld, engle undres over kun at finde en overfladisk taknemmelighed hos dem, der modtager så stor en kærlighed. Engle undres over, at mennesket i så ringe grad påskønner Guds kærlighed. Himmelen føler sig krænket over den ligegyldighed, der udvises over for menneskesjæle. Ønsker vi at vide, hvordan Kristus ser på dette Hvordan ville en fader eller en moder føle det, hvis de fik at vide, at deres barn, som var faret vild i kulden og sneen, var blevet gået forbi og overladt til at omkomme af dem, der kunne have reddet det? Ville de ikke blive forfærdelig bedrøvede og frygtelig harmfulde Ville de ikke anklage disse mordere med en harme, der var lige så brændende som deres tårer og lige så lidenskabelig som deres kærlighed? Hvert eneste menneskes lidelser er Guds barns lidelser, og de, som ikke rækker en hjælpende hånd til deres medskabninger, som er ved at gå til grunde, vækker hans retfærdige harme. Dette er Lammets vrede. Til dem, der hævder fællesskab med Kristus, men som dog har vist sig ligegyldige for deres medmenneskers nød, vil han på dommens store dag sige: "Jeg ved ikke, hvorfra I er; gå bort fra mig alle I, som øver uret!" Luk. 13,27.