Og alle englene stod rundt om tronen og om de ældste og om de fire livsvæsener, og de kastede sig ned for tronen på deres ansigter og tilbad Gud og sagde: "Amen! Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft og styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder! Amen."

"Og jeg hørte som et kor af en stor skare og som en brusen af mange vande og som en buldren af stærke tordener; de sagde: "Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde og flyde os og give ham æren." "Det er herrernes Herre og kongernes Konge," og Lammet skal sejre sammen med dem, "som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste." Åb 7,9-12; 19,6-7; 17,14.

Universets Konge lod de himmelske hærskare kalde sammen for i deres nærværelse at gøre rede for sin Søns sande stilling og vise, i hvilket forhold han stod til alle skabninger. Guds Søn delte Faderens trone, og den herlighed, der udstråler fra den evige, selveksisterende Skaber, omgav dem begge. Rundt om tronen samledes de hellige engle, en vældig, utallig skare, "titusinde titusinder og tusinde tusinder" (Åb. 5,11); de mest ophøjede engle stod som tjenere og undersåtter, der frydede sig ved det lys, der faldt på dem fra guddommen. For Himmelens samlede beboere erklærede kongen nu, at ingen andre end Kristus, Guds enbårne Søn, kunne sætte sig helt ind i hans planer, og at det var overladt ham at udføre hans viljes mægtige beslutninger. Guds Søn havde udført Faderens vilje i skabelsen af alle Himmelens hærskare, og de skyldte ham såvel som Gud selv deres hyldest og troskab. Kristus skulle endnu udøve guddommelig magt ved skabelsen af jorden og dens beboere. Men alt dette ville han ikke søge magt eller ophøjelse for sig selv imod Guds plan, men ophøje Faderens herlighed og udføre hans kærlige og velgørende beslutninger.

"Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: "Frelsen tilhører vor Gud, sidder på tronen, og Lammet." Og alle englene stod rundt om tronen og om de ældste og om de fire livsvæsener, og de kastede sig ned for tronen på deres ansigter og tilbad Gud og sagde: "Amen! Lov og ære og visdom og tak og pris og kraft styrke tilkommer vor Gud i evighedernes evihed! Amen." Og en af de ældste tog til orde og sagde til mig: "De, som er iførte de lange, hvide klæder, hvem er de? Og hvorfra er de kommet?" Jeg svarede ham: "Min Herre! Du ved det." Da sagde han til mig: "Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvætte deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, ikke heller skal sol eller noget hede stikke dem. Thi Lammet , som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne." (Åb 7,9-17)

------ B

Det er Gud der tilbedes!
Matt 6,9-13 Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

Hvor er der mange, som kan lære meget af den bøn vor frelser Jesus Kristus lærte os! Prøv blot at se på disse ord.

Matt 6,5-8 Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Tænk også på, hvad det er der siger i denne bøn!

Matt 6,14-15 For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.

Vor Frelser gav Herrens bøn to gange, først til den skare, der var til stede ved bjergprædikenen, og dernæst nogle måneder senere til disciplene alene. Disciplene havde for en kort tid ikke været sammen med Herren, og ved deres tilbagekomst fandt de ham fordybet i samtale med Gud. Tilsyneladende uden at lægge mærke til deres tilstedeværelse fortsatte han at bede højt. Frelserens ansigt oplystes af en himmelsk klarhed. Han syntes at befinde sig i den usynliges umiddelbare nærhed, og i hans ord lå der en levende kraft som hos en, der talte med Gud.

De lyttende disciple følte sig dybt grebene i deres hjerter. De havde lagt mærke til, hvorledes han i ensomhed ofte tilbragte lange timer i samtale med Faderen. Dagene benyttede han til at hjælpe de skarer, der flokkedes omkring ham, og til at blotte rabbineres bestikkende lære. Ved dette uophørlige arbejde blev han ofte så fuldstændig udmattet, at hans moder og hans brødre, ja endog hans disciple havde frygtet for, at det kunne koste ham livet. Men når han vendte tilbage efter de bedetimer, der afsluttede den slidsomme dag, lagde de mærke til det fredfulde udtryk i hans ansigt og til den følelse af friskhed, der syntes at gennemtrænge hans væsen. Det var efter disse timer, som han tilbragte sammen med Gud, at han morgen efter morgen trådte frem for at bringe menneskene Himmelens lys. Disciplene var begyndt at sætte hans bedetimer i forbindelse med den kraft, som fulgte hans ord og hans gerninger. Når de nu lyttede til hans påkaldelse, fyldtes de med ærefrygt og følte sig ydmygede. Efter at han var færdig med sin bøn, var det med en følelse af deres egen dybe trang, at de udbrød: "Herre! lær os at bede." (Luk 11,1).

Jesus anviser dem ingen ny formular for bøn. Han gentager, hvad han tidligere har lært dem, som om han ville sige: I trænger til at forstå, hvad jeg allerede har sagt; det har en dybere betydning, end I hidtil har fattet.

Frelseren begrænser os imidlertid ikke til brugen af netop disse ord. Som den, der var stillet på lige fod med menneskene, fremholder han sit eget ideal af en bøn ord så enkle, at et lille barn kan tilegne sig dem, og dog så vidtrækkende, at de største ånder aldrig kan fatte deres fulde betydning. Vi opfordres til at komme til Gud med vor taksigelse, fremlægge vor trang, bekende vore synder og gøre krav på hans miskundhed i overensstemmelse med hans løfte.

"Når I beder, da sig: Vor Fader" (Luk 11,2.) Jesus lærer os at kalde hans Fader for vor Fader. Han skammer sig ikke ved at kalde os brødre. (Hebr. 2,11). En sådan beredvillighed og en sådan iver nærer Frelseren i sit hjerte efter at byde os velkommen som medlemmer af Guds husfolk, at han i de allerførste ord, han lærer os at anvende, når vi nærmer os Gud, lægger forsikringen om vort guddommelige slægtskab "vor Fader".