Åb 14,1-5 Jeg så: Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets faders navn skrevet på deres pande. Og jeg hørte en lyd fra himlen som lyden af vældige vande og som lyden af voldsom torden, og den lyd, jeg hørte, lød som harpespillere, der slår deres harper. Og de synger en ny sang foran tronen og de fire levende væsener og de fireogtyve ældste, og den sang kunne ingen lære undtagen de ét hundrede og fireogfyrre tusind, som er købt fri af jorden. Det er dem, der ikke har sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige. De følger Lammet, hvor det går. De er købt fri fra menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet, og der fandtes ikke løgn i deres mund; de er uden fejl.

Der er dem, som mener at de 144.000 er et symbolsk navn på alle de frelste fra alle tidsaldre, men ved blot at læse de ovenfor nævnte vers (Åb 14,1-5), er det tydelig for enhver, at de 144.000 IKKE er alle de frelste.

"Hvem er de 144.000 beseglede?" spørger mange kristne; og mange forskellige trorier har været fremsat. Visse mennesker har i overmodig selvsikkerhed placeret sig selv i denne gruppe, medens andre har fået mindreværdskomplekser og slet ikke turde tænke på at komme til himlen af frygt for, at der skulle være pladsmangel. Vi skal være meget forsigtige og træde varsomt, når det gælder placeringen af de frelste, for i virkeligheden er det kun Jesus Kristus, der ved, hvem der bliver frelst; men det afgørende er i grunden heller ikke i hvilken gruppe, man bliver placeret, men dette om man i det hele taget får en plads i Guds rige.

Åbenbaringens bog er den eneste bog i hele Bibelen, som omtaler de 144.000. Selv om spørgsmålet om, hvem de er, er vanskeligt at besvare, vil vi ikke undlade at gøre visse observationer. At frelsen ikke er forbeholdt jødefolket, er en bibelsk kendsgerning, ligesom det også må understreges, at jøderne – på trods af at de korsfæstede Kristus – ikke er udelukket fra Guds rige. Vi frelses af nåde ved tro på Jesus, og der findes ingen anden vej til frelse, hverken for jøde, hedning eller kristen. Det nye Testamente taler om det "åndelige" Israel, som ved indpodning er blevet Guds folk. Rom. 11,17-20. "De har tvætte deres klæder og gjort den hvide i Lammets blod". Åb, 7,14. Igen og igen møder vi Lammet i forskellige scener. Ikke mindre end 23 gange er det nævnt i Åbenbaringens bog, hvilket tilkendegiver, at det er Kristus, der har det afgørende ord i forbindelse med menneskenes evige skæbne. Menneskenes drømme om en stadig udvikling mod det fuldkomne i kraft af deres egne iboende kræfter er et selvbedrag. Bibelens budskab om menneskets nederlag og degeneration accepteres ikke af den moderne psykologi. Det siges, at mennesket ikke må få komplekser på grund af skyldfølelse. Syndsbekendelse er blevet et ukendt begreb i vor tid, og dog har mennesket aldrig været dybere nede i syndens elendighed end netop nu. Den første betingelse for syndstilgivelse er syndsbekendelse. Vort største behov er Jesus Kristus.Der er forskellige meninger om, hvem denne specielle gruppe er, og det er ikke givet mennesker at kunne besvare dette spørgsmål til fuldkommenhed. Det væsentlige er imidlertid ikke, hvem de er, men derimod hvilke karaktertræk, de præges af. De er en elite af kristenheden, som i kraft af deres specielle erfaring bliver en førstegrøde af menneskeslægten. Åb. 14,4. De får hæderspladsen nærmest Kristus i den himmelske verden, fordi de var Ham nærmest i denne verden, hvad liv og karakter angår. Deres tro var ikke besmitte af falske lærdomme, og deres liv ikke tilsmudset af moralske nederlag. Meget tyder på, at de 144.000 tilhører den sidste generation.De 144,000 (12x12.000) repræsenterer en fuldkommen skare. I Bibelen er 12tallet ofte forbundet med Guds rige. I det gamle Isral var der tolv stammer. Kristus havde tolv apostle. Ordet Israel (vers 4) betyder "Gud hersker", og betegner en, som lader Gud herske (Sl. 73,1; 1 Mos. 32,28.) Kum dem, der har slutte pagt med Gud og anerkender ham som herre, tilhører i virkeligheden Israel. Derfor giver det nye Testamente klart udtryk for, at den kristne menighed i dag udgør Guds sande Israel. (Matt. 4,17; Ef. 2,11-16; Gal. 3,28-29; Rom 2,28-29.) Det er nærliggende at drage den slutning, at de 144.000 er de troende, som lever på jorden lige før Kristi genkomst.Vi taler alt for meget om Satans store magt. Det er sandt, at Satan er mægtig; men lovet være Gud, vi har en Frelser, der er endnu mægtigere, og som har nedstyrtet den mægtige fra Himmelen. Vi taler om vor store modstander, beder om beskyttelse mod ham og tænker på ham, og derved bliver han større og større i vor indbildning. Hvorfor ikke tale om Jesus? Hvorfor ikke tænke på hans magt og hans kærlighed. Satan synes godt om, at vi taler om og tænker på ham. Lad os ikke gøre ham denne fornøjelse, men hellere tænke på og tale om Jesus, dvæle ved hans egenskaber og ved at beskue ham blive forvandlede efter hans billede. Johannes så et Lam på Zions bjerg og med det 144 000, som havde dets Faders navn skrevet på deres pander. De var beseglede med Guds segl. De var forvandlet efter Guds billede. Deres ansigter lyste, og den Højestes herlighed omstrålede dem. Dersom vi skal blive forvandlet efter Guds billede og bære hans segl på vore pander, må vi rense os selv fra al uretfærdighed. Vi må forsage alle vore onde veje og lægge vor sag i Guds hånd. Når vi arbejder på vor egen saliggørelse med frygt og bæven, vil Gud virke i os både at ville og at udrette efter sit velbehag. Vi må gøre vor pligt; men Kristus vil stå ved vor side. Han vil række os en hjælpsom hånd og velsigne vore bestræbelser. --------- BIsraels stammer!Det Israel der her er tale om er det åndelige Israel, som alle de frelste tilhører,Gal 3,7 Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner. Gal 3,29 og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte. Nu vakte det atter jødernes harme, at evangeliets forkyndelse lykkedes så godt. Alle vegne fra indløb der beretninger om den nye læres udbredelse, hvorved jøder blev frigjort fra overholdelse af ceremonilovens forskrifter og hvorved der indrømmedes hedningerne den samme ret som jøderne til at være Abrahams børn. Da Paulus prædikede i Korint, forkyndte han de samme argumenter, som han med så stor kraft fremførte i sine breve. Hans eftertrykkelige hævdelse af, at "her er ikke forskel på græker og jøde, omskåren og uomskåren" (Kol. 3,11), blev af hans fjender betragtet som gudsbespottelse og de besluttede, at han skulle bringes til tavshed. Et velordnet kristent hjem er et stærkt bevis for den kristne religions realitet et bevis, som de vantro ikke kan modsige. Alle kan se, at der er en indflydelse i det hjem, som påvirker børnene, og at Abrahams Gud er med dem. Hvis bekendende kristnes hjem var af den rette religiøse støbning, ville de øve en mægtig indflydelse til det gode. De ville i sandhed være "verdens lys". Himmelens Gud taler til enhver trofast fader i de ord, der blev rettet til Abraham: "Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, for at Herren kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham." Vi lever i den kristne tidsalder og er på mange måder i opposition til jødisk tro og tænkning. Det kan imidlertid ikke benægtes, at jøderne har spillet en afgørende rolle i den gammeltestamentlige historie, og det er kun med dette folks mærkelige historie som baggrund, vi kan forstå Åbenbaringens bog. Det, som Gud ikke nåede gennem jødefolket, har han nu til hensigt at nå gennem den kristne menighed. Guds vidunderlige plan vil blive gennemført – om end ad omveje. Tolv stammer talte Guds folk. Tolv apostle blev udsendt af Kristus. Tolv troner vil blive rejst i Guds rige til deres ære. Matt. 19,28. Tolv porte vil føre ind til det himmelske Jerusalem, og over disse vil Israels tolv stammers navne være skrevet. Tolv grundstene vil bære apostlenes navne, og således er tallet 12 gennem tiderne blevet fokuseret som et led i Guds store plan.

Som det fremgår, afviger rækkefølgen af Israels tolv stammer, som de er anført i Åbenbaringens bog væsentlig fra den oprindelige. Vi ser f.eks., at Juda her bliver placeret som nr. 1, skønt Ruben som den ældste ellers altid står som nr. 1 i det gamle Testamente. Dette hentyder uden tvivl til profetien om, at Jesus skulle fremstå blandt Judas efterkommere.

Dette blev også markeret af Jakob, da han velsignede sine tolv sønner. 1 Mos. 49,10. Udover en forskydning i rækkefølgen skal det bemærkes, at en stamme er udeladt. Dans stamme er fuldstændig fjernet, og Manasse, Josefs søn, er trådt i stedet. På sit dødsleje gav Jakob Josefs to sønner, Efraim og Manasse, plads blandt Israels tolv stammer. 1 Mos. 48,5. Det vil sige, at Josefs stamme blev delt i to, men Efraim beholdt ikke sin plads, og Josef blev som denne stammes oprindelige overhoved genindsat. Dan blev antagelig udeladt, fordi hans stamme hjemfaldt til afgudsdyrkelse, og Manasse blev sat i stedet. Denne forandring i rækkefølgen tillige med nævnte udskiftning er nok ikke en tilfældighed, men et fingerpeg om, at der her ikke er tale om det "bogstavelige", men det "åndelige" Israel.