Da Jakob derfor så sine to sønner nærme sig for at modtage hans velsignelse, mindedes han deres morderfærd 40 år før og udbrød: "Simeon og Levi, det broderpar, voldsredskaber er deres våben. I deres råd giver min sjæl ej møde, egenrådigt lamslog de okser. Forbandet være deres vrede, så vild den er, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel." (1 Mos. 49,5-7.) I den engelske bibel står der sådan: "Simeon og Levi er brødre; grusomme redskaber er i deres besiddelse. O, min sjæl, kom ikke i deres hemmelige råd, slut dig ikke til deres forsamling, min ære, for i vrede dræbte de en mand, og i deres selvrådighed omstyrte de de en mur. Forbandet være deres vrede, thi den var heftig, og deres harme, thi den var grusom. Jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel."

Begge stammer blev splittet og spredt. Da landet ved lodkastning deltes mellem stammerne, efter at de var kommet ind i det forjættede land, fik de ikke nogen arvelod som de andre, idet levitterne blev spredt over hele Israels landområde. Simeonitterne fik blot tildelt byer inde i judæernes lavland.

Senere blev simeonitterne nødsaget til at se sig om efter et andet sted for at få plads til deres kvæghjorde. På den måde blev de adskilt fra de andre stammer. De kom nemlig helt ned til Se'irs bjerge, hvor Esaus efterkommere boede. Læs 1 Krøn. 4, 24-43.

Da israelitterne blev talt ved Sinaj, havde stammen 59.300 våbenføre mænd, der kunne gå i krigstjeneste. Det var den tredje største stamme i Israel; men da de 38 år efter blev talt ved Sjittim, inden de skulle marchere ind i Kana'ans land, var antallet dalet til 22.200. Nu var de den mindste af alle stammerne. (4 Mos. 26,14.)

Hvad var årsagen til denne store tilbagegang? Det var ikke, fordi de var faldet på slagmarken i kampen for Guds sag. De var døde som følge af deres udsvævelser. Det 25. kapitel i Fjerde Mosebog fortæller den sørgelige beretning, at en af lederne i det store frafald i Sjittim, hvor israelitterne bedrev hor med de midjanittiske kvinder, tilhørte Simeons stamme. (4 Mos. 25,14.)

I Moses' velsignelse af Israel (5 Mos. 33) er Simeon ikke nævnt.

Ifølge jødiske skrifter var det Simeon, der bandt Josef, inden han blev kastet i brønden i Dotan. Det var to år efter, at overfaldet på Sikems indbyggere havde fundet sted. Dette huskede Josef, da hans brødre kom til Ægypten for at købe korn. Han gav sine underordnede befaling om, at de skulle binde Simeon, medens brødrene så på det, og han blev kastet i fængsel, hvor han forblev, til hans brødre kom tilbage for at hente mere korn. (1 Mos. 42,24; og 43,22.)

Det synes derfor mærkeligt, at Simeons navn, der var så besudlet af mord og synd, er blevet indskrevet over en af portene i det nye Jerusalem. Men vi må ikke glemme, at ingen bliver udelukket fra at komme ind i Himmelen, fordi de har begået en synd. Alle har syndet. Det er de synder, man ikke har angret og bekendt for Gud, der udelukker os fra at modtage evigt liv. Kristi blod kan rense os fra selv den største synd, og også mordere kan indgå i Guds rige - ikke som mordere, men som tilgivne syndere. Moses havde slået en ægypter ihjel, men er nu i Himmelen. David fik arrangeret, at en af hans tapre officerer, Urias, faldt i krigen mod filisterne, men David kommer ind i Himmelen og bliver frelst, fordi han bekendte og angrede sin store synd og fik tilgivelse af Gud.

Ud af den sidste slægt med al dens synd og ondskab vil der blandt de frelste være en gruppe, som gennem evigheden vil repræsentere Simeons stamme på den nye jord.

---------- B

Levi (1 Mos. 49,5-7)
Intet tyder på, at Levi, Leas tredje søn, havde noget specielt fortrin fremfor de andre sønner, medens de boede i Ægypten. Det ser ud til, at skikken med, at den førstefødte søn fungerede som familiens præst, varede ved, indtil Israels børn kom til Sinaj bjerg. Indtil denne tid var der intet tabernakel, og præstedømmet blev nu overladt til Levis stamme.

Da indtraf der en stor krise i Israels historie. Hele folket hengav sig til afgudsdyrkelse ved at tilbede guldkalven, medens Moses opholdt sig på Sinajs bjerg i 40 dage.

Da Moses kom ned fra bjerget og så folkets dans om guldkalven, råbte han til dem: "Hvem der er for Herren, han komme hid til mig! " (2 Mos. 32,26.)

De, der ikke havde været med i frafaldet, skulle stille sig på højre side af Moses, og de, der var skyldige, men angrede, hvad de havde gjort, på hans venstre side. Idet befalingen bleve fterkommet, viste det sig, at Levis stamme ikke havde taget del i afgudsdyrkelsen. Blandt de andre stammer var der mange, som tilkendegav, at de angrede at have deltaget i afgudsdyrkelsen. Men en stor skare, der var ophavsmændene til planen om at lave guldkalven, nægtede hårdnakket at adlyde 'opfordringen. Levis stamme stillede sig på Moses' højre side, og han gav dem nu befaling om at slå oprørerne ned.

Israelitterne havde gjort sig skyldige i oprør mod Gud. For at den guddommelige regering kunne bestå, måtte oprørerne straffes. Men kun de, der fortsat viste uvilje og nægtede at adlyde Guds lovs fordringer, blev straffet med døden.

Det var nødvendigt, at overtræderne blev straffet for denne synd, for at Guds folk såvel som de omkringboende folkeslag kunne se Guds afsky for afgudsdyrkelse. Moses sagde nu til levitterne: ,,'Så siger Herren, Israels Gud: Bind alle sværd om lænd og gå frem og tilbage fra den ene indgang i lejren til den anden og slå ned både broder, ven og frænde! , Og levitterne gjorde, som Moses havde sagt, og på den dag faldt der af folket henved 3000 mand." (2 Mos. 32,27-28.)

I denne krisetid viste det sig, at her regnede levitterne Guds sag og ære for vigtigere end verdslige forbindelser. Hverken brødre, slægtninge, kammerater eller venner fik lov til at stå mellem dem og deres pligt mod Gud. Som belønning for deres troskab og trofasthed blev præstedømmet - en del af førstefødselsretten - givet til Levis sønner. Hvad Ruben ved troløshed mistede i sin faders hjem, fik Levis efterkommere, fordi de var tro imod Gud.

Jakob havde fordømt Levis synd, men Moses brugte senere rosende ord, da han udtalte sin velsignelse over de tolv stammer, før han døde: "Giv Levi dine Tummim, din yndling din Urim, ... thi de holdt dit ord og holdt fast ved din pagt. De skal lære Jakob dine lovbud og Israel din lov, bringe offerduft op i din næse og helofre på dine altre. Velsign, o Herre, hans kraft, find behag i hans hænders værk." (5 Mos. 33,8-11.)

Lige siden syndefaldet havde den førstefødte i familien haft arveret til at forestå gudsdyrkelsen i hjemmet. Nu havde de førstefødte svigtet deres kald. Da tiden kom til en forandring i folkets gudsdyrkelse, gjorde Gud det på en måde, som gav hele folket en gennemgribende forståelse af dette spørgsmål.

Da tabernaklet blev opført, var det for Israels børn et tegn på, at en usynlig konge boede iblandt dem, og levitterne var hans garde. Når folket lejrede sig, vogtede levitterne det hellige telt. Når de rejste, bar levitterne alt, hvad der hørte til tabernaklet.

Da israelitterne tog løftets land i besiddelse, fik Levis stamme ingen arvelod; i stedet fik de tienden at leve af. Man forventede ikke, at de skulle bruge deres tid og kræfter på at dyrke jorden og opdrætte kvæg. De skulle have ansvaret for israelitternes åndelige velfærd.

Og for bedre at kunne udføre dette arbejde fik de anvist 48 byer rundt omkring blandt de tolv stammer. Således blev Jakobs profeti opfyldt: "Jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel. " ( 1 Mos. 49,7, eng. Overs.)

Levitterne vandt deres store sejr i en krisetid. I krisetider må der træffes hurtige bestemmelser.

Mange lider nederlag i sådanne tider, fordi de ikke har en personlig, kristelig karakter. De, som er tro i krisetider, har den rette forbindelse med Himmelens Gud og frygter Gud mere end mennesker.

Moses og Aron er to berømte mænd af Levis stamme. Moses stod som en klippe i de bølger, som bestandig slog op omkring ham. Arons karakter var mere eftergivende. Hans store prøve kom for ham, da hans to sønner blev dræbt af Herrens ild, da de berusede bragte fremmed ild for Herrens ansigt. (3 Mos. 10,1-10.) Det blev ikke tilladt ham at vise tegn på sorg. På den måde blev folket undervist om, at Gud er retfærdig, når han straffer overtrædere.

Levitterne havde en omskiftelig historie. Da riget efter Salomos død blev delt i Israels rige og Juda rige, boede der mange levitter i Israels rige, hvor Jeroboam, som havde indført kalvetilbedelsen, var konge. De fleste levitter flygtede nu ned til Juda rige. (2 Krøn. 11,13-15.)

Efter det babyloniske fangenskab var antallet af levitter svundet kolossalt. Kun 341 forlod Babylonien sammen med Zerubbabel. (Ezra 2,36-42.) Da Ezra rejste til Jerusalem, var der kun 38 flere levitter med. Da templet var blevet bygget op på ny, optog levitterne deres officielle pligter igen. (Ezra 3,8-12; og 6,16-20.) Og de hjalp Ezra med oplæsningen af Moseloven og dens fortolkning. (Neh. 8,7-13; og 9,4 samt 5.) De hjalp også til med opførelsen af bymuren. (Neh. 3,17.)

I Det nye Testamente nævnes de sjældent. Ifølge Joh. 1,19 sendte jøderne i Jerusalem levitter for nærmere at undersøge Johannes Døbers virksomhed ved Jordanfloden. Levis stamme vedblev således at eksistere i Israel lige til Kristi tid; og blandt de første kristne var Barnabas og Markus. (Apg. 4,36; Kol. 4,10.)

En tolvtedel af de 144.000 vil drage ind i det nye Jerusalem under Levis navn. Det vil være personer, som har forsaget synden, og mens andre omkring dem vaklede i troen og til sidst faldt fra, stod de fast og var tro imod Gud og hans sag, og derfor vil de få en rig og evig belønning af en nådig Gud.

------ C

Issakar (1 Mos. 49,14-15)
"Issakar, det knoklede æsel, der strækker sig mellem foldene, fandt hvilen sød og landet lifligt; derfor bøjed han ryg under byrden og bleven ufri træl." Issakar var Jakobs niende søn og Leas femte søn.

Jakobs forudsigelse blev opfyldt på den måde, at Issakars efterkommere var landbrugere og nogle rigtige slidere og arbejdsvillige. De kunne bære tunge byrder med tålmodighed, både i krig og i fred.

Deres landområde lå i et af landets frugtbareste egne, sydvest for Jordanfloden og mellem Zebulons og Manasses stamme. Der kan være sådanne, som kritiserer og knurrer, når der kræves meget arbejde af dem og de må bære tunge byrder, men Issakar var ikke sådan indstillet. De holdt ud og var glade for at arbejde og fandt hvilen sød, når de var færdige med arbejdet. I slaget ved Megiddo opfyldte Issakar Jakobs forudsigelse. "Issakars førere fulgte Debora, Naftali Baraks spor, de fulgte ham ned i dalen." (Dom. 5,15.)

Den samme ros får Issakar, da alle stammerne samlede sig for at krone David til konge over Israel. De havde en klar forståelse af, hvad der skulle gøres. De ejede en god dømmekraft. "Issakaritterne, der forstod sig på tiderne, så de skønnede, hvad Israel havde at gøre, 200 førere og alle deres brødre, der stod under dem." (1 Krøn. 12,32.) De vidste og forstod, hvad riget behøvede: en dygtig og gudfrygtig konge, som havde mod og evne til at lede folket og nationen ud af den vanærende stilling, den havde indtaget i århundreder. Issakars stamme var en vældig, dygtig og kampberedt stamme. Ved folketællingen i ørkenen talte de 54.000. Ved den næste folketælling talte de 64.000, og på Davids tid 87.000. (1 Krøn. 7,5.)

Flere kendte byer lå inden for denne stammes landområde, f. eks. Sjunem. Her boede i profeten Elisas dage en velhavende kvinde, som inviterede profeten til sit hjem, når han kom den vej forbi. Hun aftalte med sin mand, at de skulle bygge et gæsteværelse, et profetkammer, til deres hus og møblere det, så profeten kunne bo der om natten, og det gjorde de. Hun blev rigeligt belønnet for sin gæstfrihed mod profeten. Han vakte hendes døde søn til live. Vi skal ikke undlade at invitere ensomme mennesker til vort hjem og give dem mad og drikke fra tid til anden.

Byen Nain lå også inden for Issakars landområde. Her helbredte eller opvakte Jesus enkens søn, da de kom bærende med båren. (Luk. 7,11-17.) Men det samme landområde, som blev helliget ved Frelserens og profeternes fodtrin, var også vidne til Djævelens magt. Byen En-Dor, hvor Kong Saul søgte en spåkvinde, la I Issakars landområde. Byen Jizre'el, som la på Esdralonsletten i Issakar, var skuepladsen for Akabs mord på Nabot. Og denne by blev v ædet med blod fra dronning Jesabels lig, da hun blev styrtet ud ad vinduet. Issakars stamme blev centrum for Jesabels magt og Ba'altilbedelsen.

Men selv her blandt disse afgudsdyrkende issakaritter var der oprigtige sjæle. Fem år før stammen blev ført bort i fangenskab til Assyrien, kom der nogle fra Issakars stamme til den store påskefest i Jerusalem. Men de var kommet så langt bort fra den sande gudsdyrkelse, at de havde glemt at gøre den nødvendige renselse for at kunne deltage i fejringen af påsken. (2 Krøn. 30,17-20.) Men Ezekias forstod deres ønske om at tjene Gud, og Herren bønhørte Ezekias og lod folket uskadt.

Issakars stamme fostrede en dommer, Tola, som var dommer i Israel i 23 år. (Dom. 10,1-2.)

Issakar havde 200 dygtige førere eller ledere, tapre mænd, der forstod sig på tiderne. Vi behøver også dygtige mænd, som ved og forstår, hvad der bør gøres.

Forstår vi os på tiderne, så vi ved, hvad der bør gøres i dag - vi, det åndelige Israel, der har valgt Jesus som fører og konge, ham, som alene kan befri os fra vore fjender, syndens onde vaner. Vi bør vælge sandheden. Verden bør kende evangeliet. Det er det eneste, der kan redde mennesker fra fortabelse.

12.000 af de 144.000 ejer disse karaktertræk: modige, arbejdsomme og villige til at bære dagens byrder. Hvem ønsker at høre til denne stamme?