![]() |
|
Åb. 7,8.
Zebulon (1 Mos. 49,13) "Zebulon har hjemme ved havets kyst, han bor ved skibenes kyst, hans side er vendt mod Zidon." Zebulon var Leas yngste søn. Nu havde hun seks sønner. Han blev født, medens Jakob tjente Laban. Det er værd at bemærke, at Jakob anerkendte Lea, sin første hustru, som den lovmæssige hustru, selv om Laban havde narret ham. Hun blev begravet i familiens gravsted. Da Jakob skulle til at dø, gav han befaling om at blive begravet i Makpelas hule. 1 Mos. 49,29-31: "Jord mig da hos mine fædre ... i hulen på Makpelas mark, ... hvor de jordede Abraham og hans hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans hustru Rebekka, og hvor de jordede Lea." Medens Jakob levede, lod han forholdene og sin kærlighed til Rakel få indflydelse over sig, men da han skulle dø, erkendte han Guds oprindelige plan med ægteskabet. Zebulons landområde lå mellem Naftali, Issakar og Aser. Deres område lå mellem Galilæas sø og Middelhavet. I sin velsignelse over denne stamme benævner Moses den som en søfarende stamme. 5 Mos. 33,18-19: "Glæd dig, Zebulon, over din udfart ... thi havets overflod dier de og havsandets skjulteste skatte!" Zebulons stammes landområde fik den store ære at blive Jesu barndomshjem. Nazaret var beliggende inden for dets grænser. Her havde befolkningen anledning til at se og høre mere om Jesus end noget andet sted i Palæstina. Esajas profeterede, at Zebulons land ville se et stort lys. (Es. 9,1-2.) Det første mirakel, Jesus udførte, var i Kana i Zebulons landområde. (Matt. 4,13; Joh. 2,1-11.) Zebulons stammes indbyggere fik den første anledning til at høre Jesu forkyndelse og kald tilomvendelse. To brødre, Simon, som kaldes Peter, og hans broder Andreas, som var fiskere, og som boede i Zebulons landområde, fik et kald til at følge Jesus, og der står om dem, at de straks forlod garnene og fulgte ham. "Og da han gik videre, så han to andre brødre, Jakob, Zebedæus' søn, og hans broder Johannes, sidde sammen med deres fader Zebedæus i båden og bøde deres garn, og han kaldte på dem. Og de forlod straks båden og deres fader og fulgte ham." (Matt. 4,18-22.) Det er karakteristisk, med hvilken hurtighed de bestemte sig. De kom ikke med indvendinger eller spurgte, hvor de skulle få føden fra. De er i dag verdenskendt. Deres statuer er bl.a. opstillet på Marmorkirkens kuppel i København, disse gode, stoute fiskere fra Zebulons stamme. Men desværre forstod ikke alle Zebulons stammes indbyggere at værdsætte de store privilegier, de havde. Jesus siger om dem: "Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget skal du fare ned! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag." (Matt. 11,23.) Simon Peter og Andreas havde deres hjem i Kapernaum. Tolderen Levi, eller Mattæus, boede i denne by og fik kaldet til at følge Jesus. (Matt. 9,9-13; Mark. 2,14-17; Luk. 5,27-32.) Jesus udførte mange mirakler i denne by (Matt. 8,5-17; Mark. 1,21-28; og 2,1-13; Joh. 4,46-54) og holdt mange prædikener her (Joh. 6,24-71; Mark. 9,33-50). Her havde Jesus sit hovedkvarter, og den blev kaldt for hans egen by. (Matt. 9,1.) Men hans prædikevirksomhed gjorde ikke noget indtryk på byens borgere. De nægtede at omvende sig. De udtryk, som Jesus anvendte på Kapernaum, er noget lignende dem, der er anvendt på Lucifer hos Es. 14,13 og 15. Kapernaums indbyggere var stolte over den magt og indflydelse, de besad som hovedbyen i Galilæa. Men de forspildte deres største anledning og det blev deres endelige undergang. I sin sejrshymne over kana'anæerne siger profetinden Debora om Zebulon, at de førte skriverens pen. (Dom. 5,14, eng. overs.) Det tyder på, at de havde en særlig evne eller talent som skrivere og forfattere. I 18. vers siges der videre om dem: "Zebulon var et folk, der vovede livet." Gud og hans sag var mere dyrebar for dem end deres eget liv eller berømmelse. 12.000 af de 144.000 vil marchere ind i Guds stad igennem den port, hvor navnet Zebulon står skrevet ovenover. Det er sådanne, som risikerede deres eget liv, da fjenderne var talrige og stærke, og som stormede fjendens højdepunkter og befæstninger. Det vil være mænd, som har øvet stor indflydelse ved deres skribentvirksomhed, da Guds sag var i en krisetilstand, og til sidst bragte sejr for Guds sag. Det ser ud til, at Zebulon var en intelligent stamme og begunstiget med denne verdens goder, men når der kom krisetider, finder vi dem villige til at gøre en indsats for Guds sag og navn. (Dom. 5,19.) De kæmpede ikke for belønningens skyld. De tog ingen sold. De var selvunderholdende krigere, der kæmpede af kærlighed til Guds sag. 200 år senere, da en anden krise truede, efter at Saul var død og de skulle vælge en ny konge, var der ingen stammer, der overgik Zebulon i antal soldater og udrustning. De stillede med 50.000 soldater og bragte selv deres våben med sig. 1 Krøn. 12,33: "De kom med en vilje rede til kamp." De var ikke uenige eller delte, men enige om at kæmpe til sidste bloddråbe. Er vi villige til at udvikle en sådan karakter med risiko for at miste livet i kampen for Guds værks fremme? Dertil må vi nå i den allersidste tid. ----------- B Josef (1 Mos. 49, 22-26)
Josef var Jakobs ellevte søn og Rakels førstefødte. Jakob fik Josef i sin alderdom, 91 år gammel, og han havde da tjent Laban i 14 år. Jakobs velsignelser til de to medhustruers fire sønner var meget korte og dunkle, men når det gjaldt Rakels førstefødte, så svulmer patriarken Jakobs hjerte af stor kærlighed til hendes søn, og i udtryksfulde ord og billedsprog udtaler han ubegrænsede velsignelser over Josef. Han sammenligner ham med et vintræ, der vokser ved kilden, der bar rige, skønne druer, og hvor rankerne fra vinstokken slyngede sig op over muren til glæde og velsignelse for andre. Han omtaler bueskytter, der angreb ham og ville gøre ham ondt, og han tænker sikkert på hans brødre, der var onde imod ham, og de fristelser, han var genstand for i de år, han var slave og fange i Potifars fængsel. Men Josef lod sig ikke slå ud eller tabte modet. Himmelens Gud forlod ham ikke. Han var med ham i fængslet; han rensede og polerede ham, som vi læser i Salme 105,18-19: "De tvang hans fødder med lænker, han kom i lænker af jern, indtil hans ord var opfyldt; ved Herrens ord stod han prøven igennem." Josef bestod den hårde prøve, han gik igennem. Man kan spørge: hvorfor tillod Gud, at Josef måtte gennemgå så hårde prøvelser? Han blev berøvet sit barndomshjem, kun 17 år gammel, blev solgt som slave til et fremmed land, blev kastet i fængsel, fordi han ikke ville synde imod Gud. Hvorfor greb Gud ikke ind noget før? Hvorfor tillod han denne prøvelsens ild at komme over ham i 13 lange år, hvor han intet hørte fra sin elskede fader? Hans mor var død, kort tid før han blev solgt som slave. Jo, Gud havde en bestemt plan med Josef. Han skulle blive en frelser for sin familie, for ægypterne og for mange andre, der ellers ville være omkommet af sult. Som guvernør for det store ægyptiske rige forstod han nu bedre at have medfølelse med rigets undersåtter i deres forskellige kår, efter at han selv havde arbejdet sig op fra slavekår til rigets næstmægtigste mand. Han gennemgik en streng og hård skole. Den var lang og trang - 13 år - men det er i livets strenge skole - Guds skole - at livets svære lektier læres. Fra at være en forkælet ung mand blev han i ydmyghedens dal modnet og adlet til sin høje stilling og blevet lysende eksempel for ungdommen gennem alle tider . I Bibelens beretning om Josef står han blandt de få, om hvem der ingen fejl er omtalt. Når man læser om Josefs kyskhed og gudsfrygt midt i det åndelige mørke, der omgav ham i det afgudsdyrkende Ægypten, må man ikke glemme, at hans moder, Rakel, levede, indtil han var 16 år. Efter at hun havde lagt en god grundvold for hans fremtid, lagde Gud Rakel til hvile, så hun blev sparet for den store sorg at opleve sin søns triste skæbne, da han blev solgt som slave. Men igennem evigheden vil hun se frugterne eller resultaterne af sin undervisning. Det skyldtes sikkert denne moders gudfrygtige undervisning, at Josef blev stærk i sin gudsfrygt. Lykkelig er den moder, som giver sine børn en sådan opdragelse, som Josef fik, og lykkelige er de børn, som modtager en gudfrygtig undervisning i deres barndomsår. Den vise mand siger, at "faders tugt" og "din moders belæring ... er en yndig krans til dit hoved". (Ordsp. 1,8-9.) I Josefs lange levetid, 110 år, hører vi intet om, at han var utro mod Gud. Han holdt fast ved sin fædrenetro. Han døde med en fast tro på Guds løfte til Abraham, Isak og Jakob. Hans sidste ord var: "Gud vil se til eder og føre eder fra landet her til det land, han tilsvor Abraham, Isak og Jakob." (1 Mos. 50,24.) Hans legeme blev balsameret, og da Moses ledte Israels børn ud af Ægyptens land 144 år senere, blev hans sidste vilje opfyldt. Hans balsamerede legeme blev ført med til Kana'ans land. Under deres mange trældomsår i Ægypten og ligeledes under deres 40 år lange ørkenvandring var Josefs ben, eller balsamerede legeme, i kisten, som de bar under alle deres vandringer, et vidnesbyrd for israelitterne om, at Gud til sidst ville føre dem til deres fædres land. Fra Josefs død og indtil Moses blev født hengik der 64 år. Det var i denne tid, at Israels trældom begyndte, fra 1635 til 1571 f. Kr. To stammer fremstod ved Josefs to sønner, Efraim og Manasse, h VIS efterkommere udgjorde 85.200 våbenføre mænd, da israelitterne marcherede ind i Kana'ans land. (4 Mos. 26,28 og 34 samt 37.) Josef modtog en del af førstefødselsretten, ifølge 1 Krøn. 5,1. 12.000 af de 144.000 vil med Josefs karakter gå ind ad den port, over hvilken Josefs navn står skrevet, og dette navn vil igennem evighederne skinne til Guds ære. ------- C Benjamin (1 Mos. 49,27)
Benjamin blev moderløs ved sin fødsel. Rakel kaldte ham Ben'oni, lidelsens søn, men Jakob kaldte ham Benjamin, lykkens søn. (1 Mos. 35,16-18.) Denne. stammes karakter kendetegnes ved Jakobs profetiske forudsigelse, idel den er lig en ulv. Denne søn blev forkælet som den yngste i flokken og uden en moders omsorg til at opdrage ham, blev han egensindig og lunefuld. Dette stivsindede sindelag kom til syne i Benjamins stammes holdning og krigerske opførsel over for de andre stammer, indtil de næsten blev helt udslettet, så der kun var 600 mand tilbage. (Dom. 20, 12-48.) Til trods for dette store mandefald var de dog på Davids tid en talrig stamme, ca. 60.000 våbenføre mænd. Benjamin havde ti sønner. (1 Mos. 46, 21.) Da de drog ind i Kana'ans land, talte de 45.600 krigere. (4 Mos. 26,41.) Benjaminitterne var berømte for deres slyngekastere. (1 Krøn. 12,2.) "De var øvede i stenkast og pileskydning både med højre og venstre hånd." Benjamins landområde var lille, ca. 48 km langt og ca. 24 km i bredden. Det var bjergfyldt. Det lå 2000 fod over havet, og var meget frugtbart. Jerusalem samt byerne Jeriko, Betel og Gibeon lå
inden for dets landområde. I 20 år stod pagtens ark i Kirjat-Jearim
i Benjamins land. I byen Rama var profeten Samuels hjem, og han byggede
der et alter for Herren. Hvert år aflagde han besøg i Betel,
Gilgal og Mizpa og afsagde retskendelsen i disse byer over Israel.
Det er bemærkelsesværdigt med den lighed, der er mellem Benjamin og hedningernes apostel Paulus, der siger om sig selv: "Også jeg er jo israelit, ... af Benjamins stamme. " (Rom. 11,1. ) Paulus var vidne til Stefanus' martyrdød. Dernæst hører vi om ham, at "han fnyste med trusselog mord imod Herrens disciple". (Apg. 9,1.) "Han søgte at udrydde menigheden; han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel." (Apg. 8,3.) Han fortæller selv, hvor grusom han var mod de omvendte kristne jøder. (Apg. 26,10-11.) Han viste ingen barmhjertighed. Der var ingen sikkerhed nogen steder for denne rasende ulv. Men der skete en mirakuløs forandring med denne mand med ulvenaturen. Han blev de kristnes ven, da Gud forandrede hans natur. Andre dygtige mænd udgik fra Benjamins stamme. Da Israel var undertrykt af moabitterne, råbte de til Herren, og han lod en befrier fremstå iblandt dem, benjaminitten Ehud, som var kejthåndet, og landet fik ro i 80 år. (Dom. 3,15 og 30.) Israels første konge, Saul, var af Benjamins stamme. Da han blev salvet til konge, gav Gud ham et helt andet hjerte eller sind. (1 Sam. 10,9.) Så længe Saul var ydmyg, var Herren med ham. (1 Sam. 15,17.) Samuel sagde til ham: "Om du end ikke regner dig selv for noget, er du så ikke høvding for Israels stammer, og salvede Herren dig ikke til konge over Israel?" Men da han blev stor i sine egne øjne, blev han forkastet af Gud. Da den ulveagtige natur kom frem i hans karakter og han efterstræbte David, Herrens salvede, og hans eneste mål var at dræbe ham, da var hans dage talt. En modsætning til Saul var Mordokaj, en søn
af Kisj, en benjaminit, som omtalt i Esters bog. (Ester 2,5.) Han var efterkommer
blandt de fanger, Kong Nebukadnezar bortførte fra Jerusalem. Han
var plejefar for Ester, der også tilhørte Benjamins stamme
og var hans farbroders datter. Han var med til at frelse perserkongens
liv og ligeledes med til at frelse alle jøderne i det persiske rige.
Han opnåede en ærefuld stilling i det persiske verdensrige.
Benjamins karaktertræk er den uomvendtes karakter igennem alle tidsaldre,
men deres karakter må forandres, for at de kan blive frelst. 12.000
vil have Benjamins forandrede karakter til det gode og vil tjene i Herrens
tempel dag og nat igennem evigheden. (Åb. 7,15.)
|