Jakob var meget uvillig til at gå med til dette, men så trådte Juda frem og garanterede for Benjamins sikkerhed; dette tilbud tog Jakob imod, og de drog så af sted. Et andet eksempel: Da Jakobs sønner var fortvivlede over, at Ægyptens guvernør krævede Benjamin som gidsel, var det Juda, der talte deres sag så godt, at Josef gav sig til kende for sine brødre. (1 Mos. 44,18-34; og 45,1-2.) Dette er en af de mest rørende forsvarstaler for en yngre broder og en gammel fader, der findes i Den hellige Skrift. Juda tilbød sig selv som slave, for at Benjamin kunne få lov til at rejse hjem igen til sin gamle far.

Judas selvforglemmende storhed var enestående. Han viste sig som en virkelig omvendt mand og en værdig stamfader. Josef tvivlede ikke længere på den fuldstændige forandring, der havde fundet sted hos disse brødre, og i særdeleshed hos Juda, siden den dag, de havde solgt ham som slave. Han så nu, at deres omvendelse var ægte. Juda vandt sine brødres respekt i hverdagslivets pligter. Hans ærlighed og retlinethed bevirkede, at de af egen fri vilje roste ham og bøjede sig for ham. I sin kamp mod selvet vandt han sejr og fortjente således ordene: "Juda, dig skal dine brødre prise."

Der siges om Juda i 1 Mos. 49,9: "En løveunge er Juda. Fra rov stiger du op, min søn! Han ligger og strækker sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække ham!" I disse ord giver Jakob det indtryk, at det vil være lettere at overvinde en løve end at overvinde en mand med Judas karakter, at det ikke ville være farligere at vække en gammel løve end at kæmpe mod en mand som Juda, der stod urokkelig i sin troskab mod Gud. Juda havde en fast karakter, en trofasthed, der ikke gav efter for hårde angreb.

Næst efter Josef er Juda omtalt oftere i Bibelen end nogen anden af de tolv patriarker. Ved Sinaj talte Judas stamme 74.600 våbenføre mænd. Da de 39 år senere blev talt, var der 76.500. Det ser ud til, at de kun havde taget lidt del i frafaldet ved Sjittim, medens Simeons stammes antal blev stærkt reduceret på grund af deres deltagelse i afgudsdyrkelsen.

Judas stamme indtog den førende stilling blandt alle de andre stammer lig den stilling, som den førstefødte indtog i sin faders familie.

De ni byer, som blev overdraget Arons familie, præsterne, var alle inden for Judas territorium. Resten af de 48 byer, som levitterne fik overdraget, var spredt over de andre stammer. Judas stamme var ret selvstændig og af en uafhængig natur. Efter Sauls død ventede de ikke på, at de andre stammer skulle vælge David til konge, men kronede ham til konge over deres stamme. David regerede 7 ½ år over Judas stamme, inden han blev kronet til konge overhele Israel. (2 Sam. 2,4 og 7 samt 10-11.)

Efter Salomos død forblev Juda og Benjamin tro mod Davids hus og udgjorde Juda rige. Dette rige bestod i 142 år efter, at Israels rige var ophørt med at eksistere.

En lang række af berømte navne i Bibelens historie tilhører Judas stamme. Først på listen er Jesus af Nazaret, Løven af Judas stamme. David er blevet æret over alle jordiske konger, idet han er blevet et forbillede på Kristus, og Bibelen kalder vor Frelser for Davids søn. (Matt. 21,9.)

Efter at jødefolket var vandret i fangenskab i Babel, var der fire unge mænd af Judas stamme, som ikke ville besmitte sig med kongens mad og lækkerier fra kongens bord. (Dan. 1,3-6 og 8-17. ) Nogle få år senere stod tre af disse samme mænd foran Babels konge og sagde: "Dette skal du vide, o konge, at dine guder dyrker vi ikke." Daniel valgte hellere at stilles ansigt til ansigt med de sultne løver end at bryde forbindelsen med Gud.

Til trods for Judas mange gode egenskaber var han dog ikke uden fejl. Hans synderegister skildres i Første Mosebogs 38. kapitel, der omtaler hans giftermål med en kana'anæisk kvinde, hvilket var i strid med Guds befaling. (1 Mos. 24,3; og 28,1; samt 34,14.) Endvidere fortælles der om hans upålidelighed og hans svage moralske karakter.

------ B

Ruben (1 Mos. 49,3-4.)
Ruben var den førstefødte. Hans moder hed Lea. Jakob sagde: "Ruben, du er min førstefødte, min styrke og min mandskrafts første, ypperst i højhed, ypperst i kraft! Du skummer over som vandet, men du mister din forret; thi du besteg din faders leje. Skændigt handlede du da - han besteg mit leje!"

Den førstefødte søn i en israelitisk familie arvede dobbelt så meget som de andre af faderens formue. Han arvede også den åndelige førstefødselsret, som gjorde ham til familiens præst. Den første havde tillige håb om at blive en af stamfædrene til den lovede Messias.

Men den førstefødte kunne fortabe sine rettigheder. Således begik Ruben i et ubevogtet øjeblik en synd, der for altid berøvede ham alle de åndelige og timelige rettigheder, som den førstefødte søn havde. På grund af denne synd blev førstefødselsretten givet til Josef, præstedømmet til Levi, og Juda, Jakobs fjerde søn, blev stamfader til Messias. (1 Krøn. 5,1-2; 5 Mos. 33,8 og 10.)

Ruben havde flere gode træk. Han gav f. eks. sin moder de kærlighedsæbler, han havde fundet på marken. (1 Mos. 30,14.)
Ruben søgte også at frelse sin broder Josefs liv, da hans brødre havde besluttet at slå ham ihjel. Men Ruben var en ustabil natur ("ustadig som vandet", eng. overs.). Hans fader havde kun lidt tillid til ham. Det kom til syne, da Rubens løfte om at føre Benjamin tilbage til sin fader i god behold fra Ægypten blev afslået; men da Juda lovede at være garant for drengens sikkerhed, tog Jakob imod tilbudet. (1 Mos. 42,37; og 43,8.)

Denne ustadige natur synes at være gået i arv til Rubens efterkommere. Den samme selviske natur kom til udtryk hos Rubens stamme, da de ønskede at få det første stykke land, israelitterne erobrede fra amoritterne. Moses gennemskuede tilsyneladende deres begærlighed, men opfyldte deres ønske. (4 Mos. 32. kap.)

Hvad blev resultatet? De var blandt de første, der som fanger blev bragt til Assyrien af Tillegat-Pilneser ca. år 740 f. Kr. (1 Krøn. 5,26.) Det er sørgeligt at læse om deres endeligt og den skæbne, der blev dem til del. Det betaler sig ikke at være begærlig, og selvom vi får vore ønsker opfyldt, er det ikke altid til vort eget bedste. Ved selv at vælge det første stykke land, som ganske vist egnede sig til kvægavl - og rubenitterne havde meget kvæg - så boede de nu langt borte fra helligdommen i Jerusalem og de opgav efterhånden fædrenes tro og gudsdyrkelse.

Vi hører ikke meget om dem fra tiden før de blev ført bort af assyrerne. Datan og Abiram var af Rubens stamme; de gik sammen med levitten Kora og flere andre i et oprør mod Moses og Aron og gjorde fordring på præstedømmet under israelitternes ørkenvandring. Men Herren straffede oprørerne med undergang.

Patriarken Jakobs profetiske ord:. "Du skal ikke blive ypperlig" (1 Mos. 49,4, ældre overs.) blev opfyldt i deres senere historie, som er en beretning om deres fejlgreb eller undladelse af at gennemføre Guds forsæt med dem. Rubens stamme havde som førstefødt anledning til at stå som leder i Israel, og da de boede ved moabitternes landemærke, kunne de være blevet et lys, der havde ledt hedningerne til troen på den sande Gud, men de var som deres stamfader "ustabile", "ustadige som vandet". Men til trods for, at Ruben og hans efterkommere ikke opfyldte Guds plan med dem, er Rubens navn alligevel udødeliggjort gennem evigheden, idet utallige millioner frelste vil læse hans navn over en af perleportene i det nye Jerusalem. (Åb. 21,12.)

"Ezekiel tildelte Ruben en plads i det fuldendte Kana'an, idet han i sine syner så ind i fremtiden. (Ez. 48,6-7.) Og Rubens stamme er en af de tolv stammer, som bliver beseglet af engelen ifølge Åb. 7,5, og som apostelen Johannes omtaler i sine syner."

Hvorledes kan Rubens stamme opnå denne store ære efter så tilsyneladende store fejlgreb? - Hvorledes kan f. eks. røveren på korset, hvis livsvandel var en fuldstændig fiasko, komme ind i Himmelen og være der sammen med vor Frelser gennem evigheden? (Luk. 23,42-43.) Forstår vi det til fulde? Det er ved Kristi blod, der renser fra al synd. ( 1 Joh. 1,7.) Da Moses før sin død udtalte sin velsignelse over Israels stammer, sagde han om Rubens stamme: "Måtte Ruben leve og ikke dø, hans mænd blive dog et tal! " (5 Mos. 33,6.)

Vi kan undres over, hvorledes en sådan karakter, ustabil, "ustadig som vandet", kunne leve og ikke dø, men den kurs, som Rubens stamme slog ind på, da en stor krise indtraf i Israel, vil måske være forklaringen på, hvorfor de vandt sejr .

I slaget ved Megiddo bliver der sagt om Rubens stamme i dommernes dage: "Ved Rubens bække var betænkelighederne store." Den engelske bibel har det således: "Blandt Rubens divisioner var der store hjerteransagelser. " (Dom. 5,16.)

Der er mange mennesker i verden, der ligner Ruben. De er ustabile, ustadige, ubeslutsomme og har ikke karakterstyrke til at bestemme sig for at følge ret og retfærdighed, men hvis de alvorligt begynder at ransage deres hjerte, vil de kunne opdage deres svagheder og vende om til Gud. Han vil komme dem til hjælp og sige som Moses sagde om Ruben: "Måtte [han] leve og ikke dø!"

----- C

Gad (1 Mos. 49,19)
"Gad, på ham gør krigerskarer indhug, men han gør indhug i hælene på dem."

Gad var Jakobs syvende søn. Hans mor var Zilpa, Leas tjenestepige. (1 Mos. 30,9.) Hvad var grunden til, at Lea tog sin tjenestepige Zilpa og gav Jakob hende til medhustru? Hun blev skinsyg, som hendes søster havde været. Hun havde jo fire børn, hvorimod Rakel ikke havde nogen, så Lea burde have været tilfreds. Men da hun så, hvorledes Rakels plan lykkedes, så greb hun den samme tanke og gav Jakob sin tjenestepige Zilpa. Men det mest overraskende er, at Jakob gik ind på sin hustrus forslag.

Man kan næsten sige, det var en slags undskyldning første gang. Da gjorde han det for at tilfredsstille sin yndlingshustru Rakels ønske. Men nu, da forslaget kom fra Lea, var der ingen grund til at opfylde dette ønske, da hun i forvejen havde fire sønner. Men ved at gøre dette, fulgte han en skik, der var almindelig på hans tid. Og fra Hammurabis love, som man har fundet fra den tid, ved man, at en sådan skik var lovlig. Denne skik er måske hovedårsagen til, at hverken Abraham eller Jakob så nogen synd i at tage deres trælkvinder som medhustruer.

Af Jakobs profeti fremgår det, "at en krigerskare skal gøre indhug på ham". Det synes at fremgå af denne udtalelse, at der menes de angreb, som Gads stamme ville blive udsat for, men de skulle blot holde ud med tålmodighed, så ville de sejre til sidst.

Moses sammenlignede denne modige stamme med løver. "Priset være han, der skaffer plads for Gad! Han ligger som en løve. ... Han fuldbyrded Herrens ret og hans beslutninger sammen med Israel! " (5 Mos. 33,20-21.)

I den første folketælling ved Sinaj talte Gads stamme 45.650 våbenføre mænd fra 20 år og opefter. De fik overladt landet øst for Jordanfloden, som blev indtaget, efter at de havde overvundet og besejret de to konger Sihon og. Men de tog det først i besiddelse efter at have hjulpet de andre stammer med at erobre deres territorier vest for Jordan. (4 Mos. 32,20-33.)

I 1 Krøn. 12,8 fortælles der om denne stammes karakter på Kong Davids tid. De "sluttede sig til David i klippeborgen i ørkenen, dygtige krigere, øvede krigsmænd, væbnede med skjold og spyd; de var som løver at se på og rappe som gazellerne på bjergene."

En hel række af deres dygtige førere og helte er derefter nævnt. Et eksempel er nævnt, hvorledes de ikke lod sig standse af Jordanflodens oversvømmelser, men slog alle deres fjender på flugt. Der er en lærdom at hente fra gaditterne!

I vor kamp for evangeliets udbredelse må vi udvise det samme mod som gaditterne og være hurtige i vor fremgang. Vi må ikke lade os standse af hindringer; selvom modstandsbølger rejser sig, så er det muligt at drive fjenden på flugt og vinde herlige sejre.

Vi er ofte alt for bange, nølende og tilbageholdende, når det gælder at fremme Guds sag. Vi må have mandsmod og løvemod. Vi skal ikke være bange for vore medmennesker, thi der er flere med os, end der er imod os. Det var Elisas ord til sin tjener Gehazi. (2 Kong. 6,16.)

Fra Gads stamme kan nævnes tre berømte mænd. Den ene er Jefta, som er omtalt i Dommerbogen. (Dom. 10. og 11. kap.) Israelitterne var i stor nød. (Dom. 10,10-18.) Og de råbte til Herren og sagde: " Vi har syndet! ... men frels os blot nu! " (Dom. 10,15.)

Og hvem sendte han som deres befrier? Jefta fra Gads stamme. (Dom. 11,1.) Han var søn af en skøge; hans fader hed Gilead og tilhørte Gads stamme og boede i dette landområde. Så fortælles der i 11. kapitel om al den modgang, Jefta var genstand for af sine halvbrødre, idet faderen havde taget drengen hjem til sig. Til sidst blev det for meget for ham med al den hån og spot, idet de sagde til ham: »Du er en fremmed kvindes søn! " (Dom. 11,2.) Ah, hvor kan vi mange gange være hårde og ubarmhjertige over for hinanden, både inden for hjemmets enemærker og inden for menigheden.

Men Gud forlod ikke denne dreng. Han måtte flygte hjemmefra til landet Tob og der blev han anfører for nogle løsgængere, som ingen beskæftigelse havde, som intet ejede og ingen uddannelse havde. (Dom. 11,3.) Disse mænd samlede sig om ham og deltog i hans strejftog. De var en slags lykkeriddere. De modtog gaver fra velhavende personer, og til gengæld beskyttede de dem mod røvere, der huserede i landet. De tog også ud på strejftog på ørkenrøverier. Jefta opnåede stor berømmelse for sin tapperhed, klogskab og sit initiativ.

Og hvad sker så efter flere års forløb? Det utrolige sker! Der bliver sendt bud efter ham fra Gileads indbyggere, som havde hørt om hans tapperhed. Ingen blandt alle Israels stammer havde mod til at gå ud i kampen mod ammonitterne, som undertrykte dem. Jeftas svar var: "Har I ikke hadet mig og jaget mig bort fra min faders hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i nød?" (Dom. 11,7.) Stammens ældste havde sikkert støttet Jeftas brødre i at drive Jefta bort fra hjemmet, stammen og landet, for at han ingen arverettigheder skulle få. Men nu lovede de ældste, at han skulle blive landets general og dommer, hvis han ville hjælpe dem.

Til sidst sagde han ja. Han søgte nu en forhandling med ammonitternes konge og spurgte ham, hvorfor han førte krig imod dem. Men ammonitterne ville slet ikke høre på Jeftas ord. (Dom. 11, 28.) "Da kom Herrens Ånd over Jefta; og han drog ... mod ammonitterne." (29. Vers.)

Når Guds Ånd fylder et menneske, sker der noget stort og vidunderligt. Det er menighedens største behov i dag.
På en gang blev denne tidligere ildesete unge mand landskendt. Gud kan bruge sådanne personer, der vil kæmpe for hans sag, selvom de har haft ringe kår i deres barndom, når blot de vil lade sig fylde af Ånden.

I heltenes kapitel, Hebræerbrevet 11, finder vi hans mindestøtte blandt Guds riges helte sammen med David, Samuel og profeterne. (Heb. 11,32 og 34.) Blandt alle Israels mange millioner indbyggere var der kun en mand, som havde mod til at gå i spidsen for hæren og havde tro på, at landets fjender kunne besejres, og denne mand var Jefta, som ingen rigtig havde regnet med, ringeagtet, forhånet af sin slægt og sine bysbørn, jaget fra hjem og fædreland og blevet en landflygtig. Men Gud forlod ham ikke. Han blev landets frelser og bliver talt med iblandt Guds riges troshelte, selvom han var søn af en skøge. Guds veje er forunderlige.

En anden person fra Gads stamme, som er nævnt i Bibelen, og som levede på Kong Davids tid, var Barzillaj. Han var en meget rig mand, læser vi i 2 Sam. 19,32. Da David måtte flygte for sin søn Absalom, der gjorde oprør imod ham, drog han over Jordanfloden og slog lejr med sin hær i Mahanajim, en by i Gads landområde. Her kom Barzillaj ifølge 2 Sam. 17,27-28 den landflygtige Kong David til hjælp med senge, tæpper, skåle, lerkar, hvede, byg, mel, ristet korn, bønner, linser, honning, surmælk, kød og ost. Barzillaj tænkte, at David og hans hær var sultne og tørstige i ørkenen.

En god gerning udført af en ædelog uegennyttig mand. Han gjorde meget godt med sin rigdom. Han var rig, men også god imod andre, der var i nød. Da Absaloms oprør var undertrykt, fulgte Barzillaj kongen og hjalp ham ned til Jordanfloden, hvor han tog afsked med kongen. (2 Sam. 19,39.) Kong David tilbød Barzillaj at bo på slottet i Jerusalem resten af sine levedage, men Barzillaj afslog dette smukke tilbud på grund af sit skrøbelige helbred og sin høje alder; men hans søn, som fik tilbudet i stedet for, fulgte med kongen til Jerusalem.

Hos Nehemias 7,63 omtales en præst, der vendte tilbage fra det babyloniske fangenskab med Ezra og Nehemias, denne præst var en efterkommer af gileaditten Barzillaj. I alle disse år var Barzillajs navn ikke glemt, men nævnes nu igen 500 år efter, at han havde levet. En god gerning glemmer Gud ikke.

En tredje berømt mand fra Gads stamme var Elias, tisjbitten fra Gilead, som blev æret af Gud, idet han uden at smage døden blev ført til Himmelen med ildvogne og ildheste. Men også Gads stamme var utro mod Gud og henfaldt til afgudsdyrkelse, som vi læser i 1 Krøn. 5,25-26: "Men de var deres fædres Gud utro og bolede med de guder, der dyrkedes af landets folkeslag, som Gud havde udryddet foran dem. Da æggede Israels Gud assyrerkongerne Puls og Tillegat-Pilnesers sind, så han slæbte dem bort, rubenitterne, gaditterne og Manasses halve stamme, og bragte dem til Hala, Habor, Hara og Gozanfloden." I stedet for bosatte ammonitterne sig i dets byer og tog Gads landområde i eje, læser vi hos Jeremias 49,1.

Gads stamme opgav ligesom de øvrige Israels stammer deres fædrenetro og efterlignede hedningernes skikke og gudsdyrkelse. Det er en advarsel til os. Apostlen Jakob siger: "En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er ... at bevare sig selv uplettet af verden." (Jak. 1,27.)

Jakobs profetiske udtalelse om Gad, "at krigerskarer vil overvinde ham", kan måske hentyde til, at han ville blive overvundet af en hel hærskare af fristelser, men vågner op, når han kommer i fare, og ved den styrke, som Gud forlener ham med, vinder han til sidst sejr over sine svagheder. Hemmeligheden dertil er at finde i 1 Krøn. 5, 20, hvor der siges, at han råbte til Gud i kampen, og han bønhørte gaditterne, fordi de satte deres lid til ham.

På en af portene i Guds stad vil Gads navn findes. Han, som til at begynde med blev overvundet af sine fjender, men til sidst vandt sejr over dem. 12.000 af de 144.000 vil også samle sig under Gads navn - 12.000, som rejste sig fra deres frafald og nederlag og erkendte deres overtrædelser, men klyngede sig til Guds løfter og tvættede deres klæder i Lammets blod og gik ind i Guds stad som sejrvindere.