|
|
Åb. 8,11.
Vandet bliver til malurt. Jer 9,11-15 Hvem er den vise, der forstår dette? Til hvem har Herren talt, så han kan forkynde det? Hvorfor er landet gået til grunde? Hvorfor er det afsvedet som ørkenen, hvor ingen færdes? Herren siger: Fordi de svigtede den lov, jeg lagde frem for dem. De adlød mig ikke og fulgte ikke loven, men vandrede i deres hjertes forstokkethed; de fulgte Ba'alerne, som deres fædre havde lært dem. Derfor siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Jeg giver dette folk malurt at spise og gift at drikke. Jeg spreder dem blandt folk, som hverken de eller deres fædre har kendt, og jeg forfølger dem med sværdet, indtil jeg har tilintetgjort dem. Jesus elsker dem han har købt med sit blod og da han steg op fra sin fornedrelsesscene, til sin ophøjelsesscene I himmelen, mistede han ikke det mindste af sin medfølende natur. I dag er det samme elskelige, ømme, medfølende hjerte åbent for alle menneskehedens sorger og smerter. I dag er den hånd der blev gennemboret, i endnu større grad rakt frem for at velsigne hans folk som er i verden. Kan Kristus glemme sin kæmpende menighed, ladt tilbage i denne verden der er blevet som på syndflodens tid, rede til ødelæggelse, som Sodoma - rede til himlens vredes ild? Faderen ser den malurt og galde, som hans kære søn drak for den faldne slægt. Han hører hans bønner på sine børns vegne; "Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi." |