Indledning.
Blandt de mange og store Spørgsmål, som har fanget tænkende Menneskers Opmærksomhed, findes næppe noget, der i den Grad har skabt Interesse hos alle, som dette: Besidder Mennesket af Naturen Udødelighed? Spørgsmålet afføder mange andre, såsom: Ejer Mennesket en udødelig Sjæl - en stedselevende Ånd? Hvad er Døden? Er der en individuel Tilværelse bag Dødens Port? Kan de døde sætte sig i Forbindelse med de levende? Hvorledes former Livet sig på den anden Side Graven? Er det i Herlighed og Lykke eller i Pine og Kval? Skal den, som lægges til Hvile i den kolde Grav, nogensinde opstå til et nyt Liv?

Et Spørgsmål af Betydning for alle.
Alle disse og mange lignende Spørgsmål har igennem Århundreder sat Sindene i Bevægelse og er blevet drøftet i alle Lejre. Videnskabsmænd, Filosoffer, Religionsstiftere, Tænkere har alle givet sig af med dem, såvel som det læge Folk; thi i Virkeligheden kan jo ingen und. gå at stilles Ansigt til Ansigt med de Spørgsmål, som vedrører Død og Grav. Men hvor mange og hvor ulige er ikke Opfatningerne af Sagen!

Alene Guds Ord kan give Svar.
Ja. hvem kan give Svar på disse Spørgsmål? Det rette Svar? Videnskaben erklærer ærligt, at den ved intet bestemt; Filosofferne har deres Tanker og Meninger, ja der findes næsten lige så mange Ideer om det hinsides Liv, som der findes Religioner og Partier i Verden. Men hvor findes Sandheden? Kan vi intet vide om denne Sag? Er der ikke noget sikkert og vist at bygge på? Jo, visselig! Der er En, som kan give os Besked og besvare alle vore Spørgsmål; det er den Almægtige, som råder over Liv og Død. Han har givet osen Åbenbarelse af sin Vilje, sine Planer og sin Hensigt med Menneskene; og her i Ordet - den gode gamle Bibel - har han åben baret alt, hvad vi kan vide om Døden og det tilkommende Liv.

Læsning og Fortolkning.
Det er sandt, at man, som en Forfatter siger, «kan få et Skriftsted til at betyde hvad som helst eller ingenting efter Fortolkerens forudfattede Meninger»; det er sandt, at man kan påstå, at Bibelen lærer så og så; men man bør skarpt skelne imellem Skriftens tydelige, klare Ord og Lære og de Slutninger, man ved Hjælp af en søgt For tolkning drager ud af enkelte Skriftsprog eller misforståede Lignelser eller Udtryk. Det gælder her om at læse Skriften mere end at fortolke den. Sandt nok, der kan findes uklare Skriftsteder, som behøver en bedre Oversættelse; men de er få og bør i alle Tilfælde for stås i Lyset af de mange tydelige og klare Skriftsteder, som omhandler samme Emne. Om denne gode protestantiske Regel - at lade mange klare og tydelige Skrift steder forklare det enkelte uklare - altid anvendes, vil det ikke blive vanskeligt at komme til Klarhed angående Udødelighedsspørgsmålet.

Menneskets Tilblivelse.
Himlene er gjorte ved Herrens Ord, og al deres Hær ved hans Munds Ånde.» Også vor Jord fremstod ved den Almægtiges «Munds Ånde». «Han talte og det skete; han bød, så stoddet der.» Sl. 33,6. 9. Underfuldt og herligt var alt, som Gud ved «sin Kraftes Ord» (Hebr. 1,3) frembragte i de seks Skabelsesdage. «Gud så alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt.» 1 Mos. 1,31. Men iblandt alt det skabte var dog intet så herligt at skue som Mennesket, thi «Gud skabte Mennesket i sit Billede.» 1 Mos. 1,27. Det er ikke et Produkt af en langsom Evolution, en gradvis Udvikling fra Plante og Dyrelivet; nej, Adam fremstod som Kronen på Guds herlige Værk her på Jorden, formet og dannet af Guddommens Kunstnerhånd.

Dannet af Jordens Støv.
Den inspirerede forfatter skildrer Menneskets Tilblivelse således: «Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv at Jorden og blæste Livets Ånde i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.» 1 Mos. 2,7. På samme Måde havde Gud også danne alle de andre Skabninger på Jorden: «Og Gud Herren havde gjort af Jorden alle ville Dyr på Marken og alle Himmelens Fugle» (Vers 19). Men Mennesket havde det Fortrin frem for dem, at det var skabt sådan, at det blevet Guds Billede både i udvortes Lighed og i Karakter. På samme Tider det dog en Kendsgerning, at Beretningen om Menneskets Tilblivelse nævner intet om, at Adam blev skabt Som en udødelig Skabning, eller at der hos ham var noget evigt eller stedselevende.
Det underfulde Legeme med dets Organer, Celler, Muskler, Væv, Nerver, Blod osv. udgjorde hele Mennesket. Det manglede kun ét for at kunne tænke, tale og handle, nemlig Livet; og da Gud «blæste Livets Ånde i hans Næse», blev Mennesket «til en levende Sjæl».

En levende Sjæl.
Mærk vel, hvad der står i dette Vers: «Mennesket blev til en levende Sjæl». Her står ikke, at Adam fik en levende Sjæl blæst ind i sig, endnu mindre, at han fik en udødelig Sjæl. Hvad der klart og tydelig står, er, at hele Manden, Adam, blev til en levende Sjæl, han som før var en livløs Sjæl, før han fik Livsånden fra Gud. Hvor mange Mennesker har ikke her taget fejl! Man har ved ikke at læse opmærksomt fået det Indtryk, at Gud blæste en Sjæl ind i Adam, hvorimod Sandheden er, at Skriften kalder Adams hele Person for en Sjæl - en levende Sjæl, eller som der står i den svenske Oversættelse «en levande varelse». Herren skabte ikke et dobbelt Menneske, men ed enkelt Menneske. Det var heller ikke en Del af ham, som blev til en levende Sjæl, men det hele Menneske.

Dyrene også levende Sjæle.
Dette Udtryk «levende Sjæl» bruger Herren også om Dyrene; alle levende Væsener på Jorden kaldes «levende Sjæle» Da Adam skulle give Dyrene Navne, siges der, at «alt det, som Adam kaldte hver levende Sjæl, det var dens Navn». Og til Noah og hans Sønner sagde Herren: «Jeg, se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Afkom efter eder, og med hver levende Sjæl, som er hos eder af Fugle, af Kvæg og af alle ville Dyr på jorden.» 1 Mos. 2,19; 9,9-10. 12. 15. Se l Kor. 15,45; Åb. 16,3.

Livets Ånde.
Det, der gjorde Adam fra en livløs Skabning til en «levende Sjæl», var Livets Ånde, men det var den samme Livets Ånde, der gjorde alle Dyrene levende og er altså fælles for alle levende Væsener. Vi læser således i 1 Mos. 6,17: «Og jeg, se, jeg lader komme en Vandflod over Jorden til at fordærve alt Kød, som har Livs ånde i sig under Himmelen; alt det, som er på Jorden, skal ud" ånde.» Og efter at Floden var gået over Jorden, hedder det: «Så udåndede alt Kød. som rørte sig på Jorden, af Fugle og af Kvæg og af ville Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede på Jorden, og hvert Menneske. Alt det, som havde Livs Ånde i sin Næse, alt det, som var på det tørre, døde.» 1 Mos. 7,21-22.

Fælles Livs ånde for Mennesker og Dyr.
Heraf fremgår, at Menneskene og Dyrene er forsynede med og lever ved den samme Livs ånde. Aldeles uomtvisteligt bliver dette, når vi læser Prædikerens Ord herom: «Hvad som hændes Menneskenes Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dør, så dør og hine, og de har alle én Ånd.» Præd. 3,19. Hvis Livets Ånde hos Mennesket skulle være at betragte som et udødeligt Væsen, der uafhængigt af Legemet kunne fortsætte Tilværelsen, så måtte Livsånden hos Dyrene være af samme Beskaffenhed; men der er ingen Bibelkristne, som vil tillægge Dyrene en sådan Udødelighed, og der er heller ingen som helst Grund til at gøre det; thi Livsånden er ikke noget Væsen - eller mange Væsener eller Individer - men den fra Gud flydende Livs kraft, der overalt, hvor den udsendes, skaber Liv eller forårsager Virksomhed af en eller anden Art og holder Livsfunktionerne i Virksomhed, så længe Herren vil det.

Alt Liv betinges af Livsånden.
«Guds Ånd har skabt mig, og den Almægtiges Ånde gør mig levende.» Job 33, 4. Samme Forfatter siger om Herren: «Dersom han ville agte på sig selv alene, samlede han sin Ånd og sin Ånde til sig: da måtte alt Kød til Hobe opgive Ånden og Mennesket blive til Støv igen.» Kap. 34, 14. 15. Den Almægtiges Ånde - hans Åndepust så at sige - mærkes udover det ganske Univers, alle Vegne bestemmende Livet.

Afhængig af Atmosfæren.
Den engelske Præst Edw. White skriver i sit i England meget kendte Værk Life in Christ, efter at have påvist, at det, at Adam blev til en levende Sjæl, ikke betyder, at han fik en udødelig Sjæl, følgende om Livsånden: «Ligeledes er det langt fra, at Meddelelsen om, at «Gud havde blæst Livets Ånde i hans Næse», har til Hensigt at antyde Udødeligheden af hans Natur, det peger netop hen på hans Afhængighed af Atmosfæren for at kunne leve.»
Dette, at Skriften så ofte henviser til, at Mennesket har Livets Ånde "i sin Næse", at den står i Forbindelse med hans Ånde, at den skal komme «fra de fire Vejr, osv., antyder, at vi kan definere Ordet «Livets Ånde» ­som en Forfatter gør det - på denne Måde: «Livs ånden er det Princip i den livsvirkende Luft, som giver Liv til alle Skabninger.»