Der gives næppe noget Spørgsmål, der i den Grad har optaget Menneskers Sind og Tanker, som netop Spørgsmålet om, hvad Døden er. Svarene har naturligvis været højst forskellige, alt eftersom Forståelsen af Menneskenes Natur, Menneskets Sjæl, Ånd og Liv måtte være. ,De fleste Svar bliver Gætteværk, og kun ét Svar er antageligt, det nemlig, som den hellige Skrift giver.
Spørger man et almindeligt Leksikon, hvad Døden er, lyder Svaret: «Død, Livets fuldstændige og endelige Ophør, samtlige Livsvirksomheders Standsning, er en Følge enten af Mangel på de nødvendige Livsbetingelser (Føde, Ilt (Surstof), Varme) eller af sådanne sygelige Forandringer i Legemets Organer, hvorved disse bliver uskikkede til at fortsætte deres Virksomhed.»
Denne enkle og ligefremme Forklaring, som for øvrigt også harmonerer med Skriften, synes imidlertid ikke at falde godt i Smag med den syndige Menneskenatur. Nej. det er umuligt, at det skulle være ude med Mennesket ved Døden! Det må leve fremdeles! måske et friere og fuldere Liv end forhen; vi kan umulig forgå så let! Og den gamle Slanges Ord klinger atter så fortryllende: «I skal ikke dø Døden!»

Forskellige Folkeslags Opfattelse af Døden.
I Harmoni med Troen på Sjælens Udødelighed mente mange af Oldtidens Folk, at der var et bevidst Liv efter Døden, og de Forestillinger, der gjorde sig gældende an. gående dette hinsides Liv, var ret forskellige og ejendommelige, karakteristiske for det Oplysningsstandpunkt de stod på.
Et forklaret Ægypten.
Ægypterne tænkte sig Dødsriget som et forklaret Ægypten, hvor Guden Osilis var en Slags Farao, og de døde var da hans Undersåtter. Fantasien udmaler sig lidt efter lidt disse Egne i Enkelthederne: «Alle Slags underlige Dæmoner med Hoveder som Frøer, Kvier og Flodheste er Osiris's Embedsmænd, der vogter Dørene og sidder som Dommere i hans store Retssal. Den døde må aflægge Regnskab for dem, og består han Prøven, fører Hor den nye Undersåt ved Hånden frem for hans Fader, Os iris, «ganske som en Prins på Jorden fører en fortjent Under. såt frem for Farao».»
Præsterne så deres Fordel af at lære Folket sådanne Historier; de udfandt Formularer, der skulle sikre den døde mod Underverdenens skrækkelige Dørvogtere, Flammeøje», «Sjæleæder», og hvad de nu alle hedder, som skal hjælpe ham over Domsakten, skaffe ham Trælle til at ud. føre Arbejdet for ham i Osiris's Rige osv. Som man ser, har Ægypten været Arnestedet for en forskruet Opfattelse af Døden og Dødsriget - en Opfattelse, der fra dem er trængt over i de europæiske Folkeslags Religioner.

Døden en evig Nat.
Hos visse Ørkenstammer finder man en anden Forståelse af Døden. Th. A. Møller skriver således om dem: «Døden er den evige Nat og Glemsel. «Jeg råbte til mine Fædre, som hviler i deres Grave; men de gav mig intet Svar. De vandrede bort, og jeg indhentede dem aldrig. Natmulmet og den alåbne Vej har ført dem med sig» fin. der vi endnu hos en til Islam omvendt Digter, Malek ben Nuweira. Tanken om en frydefuld Tilværelse og et Gensyn efter Døden eksisterer absolut ikke. Heller ikke Min det om den døde lever ret længe; «efter Mandens Død bliver hans Bedrifter stående en Tid, så forsvinder også de».

En uhyggelig Tilværelse.
Om Babylonierne skriver samme Forfatter: «Livet er det eneste Gode; ikke fordi det altid er lyst - Litteraturen dvæler hyppigst ved dets mørke Sider - men fordi Døden er skrækkelig. De gamle Forestillinger om Livet efter Døden vedblev stadig: Sjælen levede ved Graven, udsat for Hunger og Tørst og alskens Udyr, eller den førte en trøstesløs Skyggetilværelse i et Dødsrige, hvis Uhygge Litteraturens Værker kappes om at afmale; «når jeg fortæller dig hvorledes der er der nede ... så sæt dig og græd ... det, Hjertet har frydet sig ved på Jorden, det æder Ormene der nede, som de æder på en garmmel Klædning» fortæller en gammel episk Skildring; og i Digtet om Istas Rejse til Dødsriget skildres Landet, «hvor fra ingen vender tilbage», som hyllet i Mørke. «På Dør og Slå ligger Støv», «Støver de dødes Føde, Jord deres Æde, de ser ikke Lys og bor i Mørke, de er klædte som en Fugl i en Vingeklædning».»

Platons Lære om Døden.
Det er således ret uklare Forestillinger, man har om Døden i de orientalske Lande; snart mener man, at de døde fører et bevidst Liv i Underverdenen, snart at de er bevidstløse, snart kun Føde for Orme og Kryb; man har kort sagt intet bestemt Billede dannet sig om de Ting. Anderledes forholder det sig, når vi betragter den græske Kultur. De Filosoffer, der giver sig af med at spekulere På disse Problemer, danner sig et mere bestemt Billede af Døden, og deres Lære trænger sig, om end lidt langsomt, ind i Folkets Bevidsthed. I sin bekendte Dialog «Gorgias» lader Platon Sokrates og Kallikles føre følgende Samtale:
«Sokrates: Det er altså urigtigt, når man siger, at de, der intet behøver, er lyksalige?
Kallikles: På den Måde ville Stenene og de døde være de lyksaligste.
Sokrates: Men det Liv, du beskriver, har også sine Besværligheder, og det skulle ikke undre mig, om Euripides havde Ret, når han siger:

Hvo ved, om Livet ej er Død Og Døden Liv?
Og om vi måske ikke virkelig er døde, ligesom jeg også har hørt af en af de vise, at vi nu er døde, og at vore Legemer er vore Grave, men at den Del af Sjælen, hvori Tilbøjelighederne har deres Sæde, var således beskaffen, at den altid skiftede Mening og gik fra en Yderlighed til en anden.»
Er sådant Visdom? Livet er Død, og Døden Liv! Legemet er vor Grav! Nej, da er der dog mere sund Sans i Profeten s Ord til Kong Ezekias: «Så sagde Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve.» Es. 38,1. Dø og ikke leve! Døden stilles her som den store Mod. sætning til Livet, hvad der er sund Mening i, Og hvad der er i Overensstemmelse med den daglige praktiske Erfaring og i fuldkommen Harmoni med den hellige Skrift for øvrigt.

Ammestue Eventyr.
Platon fremholder i sidste Del af føromtalte Værk ret udførligt sine Meninger angående Døden, og hvad der sker efter Døden. Han opbygger sine Teorier på en gammel Fortælling og siger til sidst:
«Jeg for min Del føler mig overbevist, Kallikles, ved denne Fortælling, ... du vil måske betragte og ringeagte denne Fortælling som et Ammestue Eventyr, og det skulle heller ikke undre mig, at vi ringeagte de den, når vi kun ved vore Undersøgelser kunne finde noget bedre og skønnere.»

At Platon anser Homers og andres gamle Fortællinger, for sandfærdige Historier, som hans Samtid dog nærmest måtte betragte som «Ammestue Eventyr» - hvad de visselig er - har båret skæbnesvangre Følger, idet andre, ofte såkaldte store Ånder, har optaget hans Slutninger og bygget videre på dem, og, hvad der er Idet værste, til sidst forsøgt at udgive dem som bibelske Sandheder.
Når vi betænker, hvilken Inflydelse Platon øvede på Mænd som Origenes og Filosoffer, der overgik til Kristen. dommen og førte deres Læresætninger om Sjælen, Døden. Straffen og Belønningen med sig, kan vi så meget godt forstå, at Kristendommen er bleven belemret med adskil. ligt, der aldrig burde være kommet der, og som det var vel at få bortskaffet jo før jo hellere.
Af den foran omtalte Dialog fremgår med al ønskelig Tydelighed, at Platon troede på og lærte Folket, at Døden var en Adskillelse af Sjæl og Legeme, at ved Døden mod. tog Mennesket sin Dom og gik iI1ld til sin Straf eller sin Belønning, samt at der efter Døden var Anledning til Forbedring for en Del Mennesker; altså Læren om Omvendelse efter Døden. Disse Spørgsmål vil vi senere behandle.

Den kristelige Teologi.
Enhver kan straks se, at alle disse Grundsætninger finder vi igen i den kristelige Teologi, men det skal straks bemærkes, at sådanne Teorier ikke har Hjemmel i den hellige Skrift. De er simpelthen Overførelser af de førnævnte Oldtids Fabler på Kristendommens Grund, og med megen Spidsfindighed og megen Filosoferen har man forsøgt at fortolke visse Skriftsteder, for at få dem i Harmoni med de menneskelige Meninger. Det vil imidlertid vise sig, at den ærlige, oprigtige Bibellæser kan «ved vore Undersøgelser finde noget bedre og skønnere», for at bruge Platons Udtryk.

Hvad lærer Guds Ord os?
Skriften lærer, at Døden forårsages af, at Gud tager sin Livsånde tilbage, det Livsprincip, gennem hvilket alt holdes levende, og hvis Fjernelse fra Skabningen forårsager det, vi kalder Døden. «Tager du Ånden tilbage fra dem, da dør de og vender tilbage til deres Støv.» Sl. 104, 29. «Dersom han ville agte på sig selv alene, samlede han sin Ånd og sin Ånde til sig: da måtte alt Kød til Hobe opgive Ånden, og Mennesket blive til Støv igen.» Job 34, 14. 15.

Støvet og Ånden.
Og således er det også let at forstå Prædikerens Ord: «Og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Ånden kommer til Gud igen, som gav den.» Præd. 12,7. Man mærke sig, at her tales ikke om en bevidst Sjæl eller en individuel Ånd; var det Tilfældet, ville alt. så alle Sjæle, de onde som de gode, komme op til Gud og blive salige; thi her tales ikke om retfærdige, men om Mennesket i Almindelighed. Dette Skriftsted kan således ikke bevise mere end de andre før citerede, nemlig at Døden er en Opgiven af, en Udål1den af den fra Skaberen udsendte Livsånde. Deraf følger også, at Døden er et og det samme for Dyr og Mennesker, hvad den vise Mand jo også bekræfter, når han siger: «Thi hvad som hændes Menneskenes Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dør, så dør og hine, og de har alle én Ånd, og Mennesket har intet Fortrin frem for Dyret; thi alter Forfængelighed.» Præd. 3,19.

Ånden er ingen individuel Personlighed.
Det er værd at betone denne Sandhed, som vi for øvrigt i et tidligere Kapitel har behandlet, at Livsånden, som ved Døden vender tilbage til sit Udspring, er den for alle skabte Væsener fælles Livskraft, og ikke Tusinder eller Millioner af Ånder, som flyver ind og ud i Mennesker. Det er nemlig så, at en Del af vore Dages Teologer, som forstår det uholdbare i Læren om Sjælens Udødelighed, har opstillet en ny Teori, ifølge hvilken Kroppen og Sjælen skal være dødelige, men Ånden udødelig. De taler således ikke mere om, at Sjælen er udødelig; nej, den er dødelig ligesom Legemet, men Ånden er en fri og bevidst Personlighed, som ikke kan dø! Man mener derhos, at Mennesket har samme Slags Sjæl og Legeme som Dyrene, der ikke er udødelige, men at de har en anden Ånd. At dette kun er et Påfund for at fastholde den kære Udødelighedslære og ikke noget, Som finder det mindste Med. hold i Bibelen, fremgår af Herrens bestemte Ord: «Som disse dør, så dør og hine, og de har alle én Ånd, og Mennesket har intet Fortrin frem for Dyret.»

Døden og Livsånden.
Menneskeånden - de højere åndelige Evner - går til Hvile tilsammen med Sjælen og Legemet, hvorimod «Livsånden» vender tilbage til Gud, som gav den, Livs; kraften, som sætter alle Legemets Organismer i Bevægelse, som skaber Mulighed for Sjælslivets Udfoldelse i Form af Tanker, Viljes og Følelsesytringer, og som sætter Åndsevnerne, Sindet, Talenterne og de højere Kræfter i Mennesket i Funktion, denne Livskraft, som sætter hele Menneskets sjælelige, åndelige og fysiske Maskineri i Virksomhed, er det som Gud borttage r i Dødens Øjeblik, og som Gud udsender så snart en Skabning -- det være sig Dyr eller Menneske - skal have Liv og Funktions: mulighed. (Se de foranciterede Vers: Sl. 104,29; Job 34,14-15.) Mærk også, at Gud aldrig, hverken i det gamle eller det nye Testamente, har sagt, at Menneskene har en udødelig, evigtlevende Ånd. Al Tale herom falder fuldstændig sammen med de hedenske Filosoffers Tale om den udødelige Sjæl, som vi i de foregående Kapitler har bevist at være aldeles ubibelsk.

Til Støv igen.
Døden er således ikke en Overgang til «et friere og fuldere Liv», som enkelte tillader sig at definere det, men en Tilbagevenden til den Tilstand, hvori Mennesket var, før delt ved Livsånden blev til «en levende Sjæl». «I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen.» 1 Mos. 3,19. Hvad Bibelen siger om en Opstandelse fra de døde og Løfterne om et nyt Liv gennem denne Opstandelse, skal vi komme til senere.