Foruden de tidligere nævnte tre, Enok, Moses og Elias, har Gud oprejst og bortrykket til Himmelen en Skare Mænd, som omtales i Åbenbaringens Bog. Johannes ser nemlig omkring Guds Trone fire og tyve andre Troner, og på disse ser han fire og tyve Ældste sidde. Åb. 4,4. Af 5te Kapitel i Åbenbaringens Bog fremgår, at disse fire og tyve er Mennesker fra vor Jord, forvandlede og herliggjorte. De synger nemlig i en Sang til Jesu Pris følgende: «Du er værdig at tage Bogen og oplade dens Segl, fordi du er slagtet, og med dit Blod har købt os til Gud af alle Stammer og Tungemål og Folk og Slægter.» Åb. 5,9-10. De er altså en Slags Førstefrugt af Kristi Frelsergerning, og er i den himmelske Helligdom «Præster for vor Gud». På hvilket Tidspunkt de er bleven optaget til Himmelen, kan vel ikke siges med Bestemthed; men al Sandsynlighed taler for, at de udgør den Skare hellige, som opstod, da Kristus døde på Golgathas Kors; thi «Gra. vene oplodes; og mange af de hensovede helliges Legemer opstod» (Matt. 27,52-53) og førtes siden i Triumf med Jesus op til Herlighedens Rige og fremstilledes for Faderen som en Førstegrøde af de fra Døden og Graven løs, købte Fanger; «derfor sig,er Skriften: Han opfor til det høje, bortførte Fanger og gav Menneskene Gaver». Ef. 4,8. 

«De fuldkommede retfærdiges Ånder».
Der findes således en lille Skare Mennesker i Himmelen, der allerede har gennemgået den vidunderlige Forvandling, som Paulus omtaler i 1 Kor. 15de Kap., og som består i, at dette forkrænkelige Høres Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføres Udødelighed. 1 Kor. 15,53. Denne Forvandling sker - som vi senere nærmere skal påvise - først «ved den sidste Basun» (Vers 52), når Kristus åbenbares; men for den lille Skares Vedkommende, som kaldes for «de førstefødtes Forsamling og Menighed» (Hebr. 12,23), er Forvandlingen allerede sket; og fra at være iførte

«Jordiske», «forkrænkelige» og «sanselige» Legemer finder vi dem nu i «den levende Guds Stad, det himmelske Jerusalem», iklædte åndeligle Legemer, så at de er blevet «Englene lige». Thi «der er sanselige Legemer, der er også et åndeligt Legeme». Det Menneske, som lægges i Gravens Gemme, har et sanseligt Legeme; men ved Opstandelse opstår det -- om dette samme Menneske får Del i den første Opstandelse - med et åndeligt Legeme. «Der sås et sanseligt Legeme, der opstår et åndeligt Legeme.» 1 Kor. 15,42-44. Derfor kaldes i Hebr. 12,23 de, som har gennemgået denne Forvandling, for «de fuldkommede retfærdiges Ånden). Menneskene her på Jorden kan og så kaldes «Ånden); «tro ikke hver Ånd», siger t. Eks. Johannes, «thi mange falske Profeter er udgangne i Verden» (1 Joh. 4,1), man taler om «store Ånden) osv.; men «Fuldkommede» Ånder er kun de, som har opnået Herliggørelsen i Guds Rige.

Hvor er de døde?
«Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Ånden, hvor er han da?» spørger Job (Job 14,10) og vi med ham, og Skriften lader os ikke uden Svar. Kristus fortæller, at de døde er i Gravene: «Den Time kommer, på hvilken alle de i Gravene skal høre hans Røst, og de skal gå frem, de, som har gjort godt, til Livsens Opstandelse, men de, som har gjort ondt, til Dommens Opstandelse.» Joh. 5,28-29. Både de onde og de gode er altså i Gravene, hvorfra Frelseren vil kalde dem frem. Dette Vidnesbyrd er meget ligefremt og ikke til at tage fejl af. Kristus må vel vide, hvor de døde er, og han kalder såvel de godes som de ondes Opholdssted for «Graven». I andre Skriftsteder benævnes Stedet med Ordet «Dødsriget», men «Graven» er den Almenbetlegnelse, som bedst forstås, og et Udtryk, som er hentet fra Frelserens egen Mund.

Sjælen i Dødsriget.
«Javel,» siger nogen, «vi ved nok, at Legemet sænkes i Gravens Skjød, men Sjælen går da ikke i Graven, i Dødsriget! Hvor går den hen?» Kristus gør idet an. førte Skriftsted ikke Skel imellem Legeme og Sjæl; han taler kun om «de døde», og dermed mener han hele Mennesket, ikke en Del af Mennesket. Han kalder ikke en Del til sig fra Graven og en anden Del fra Salighedernes Verden eller fra Pinestedet, men han kalder «de døde» op fra Gravene, «Jordens Skjød»; thi der har Menneskene hvilet, hvadenten vi så vil kalde dem Sjæle eller Legemer! At det ikke a1ene er Legemet, men Sjælen, der kommer i Dødsriget og oprejses derfra, fremgår af følgende Skrift. steder: Sl. 16,10; 30,4; 49,16; 89,49; Apg. 2,31.

Går til deres Fædre.
I det gamle Testamente farekammer der ofte det Udtryk, at de døde «går til deres Fædre», far ligesom at betegne, at de går alle den samme Vej og kommer alle til det samme Sted, nemlig Graven. Vi læser således om den gode Konge Josias: «Derfor se, jeg vil samle dig til dine Fædre, ag du skal samles med dem i din Grav i Fred, og dine øjne skal ikke se på al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted.» 2 Kong. 22,20. Denne Konge hørte til en af de bedste i Juda Rige, hvor imod mange af hans «Fædre» var meget ugudelige, og dag samles de efter Døden, der bliver ikke gjort Skel imellem dem, og hvorfor ikke? Simpelthen fordi de alle går til Graven, det er deres Samlingssted, den Plads, hvor alle de døde finder deres Hvile, Dødsriget, som det ofte kaldes.
Efter den ortodokse Lære skulle en sådan gudfrygtig og gudhengiven Konge ved Døden være bleven ført til Himmelen for at mødes med de salige Ånder i evig Fryd; men Skriften lærer as intet sådant, den fortæller os simpelthen, at de døde samles til Hobe i Gravens store Gemme, og der finder vi onde og gade Side om Side.

I Dalens Muld.
Denne Sandhed udvikler Job meget tydelig i sidste Del af 21de Kapitel i sin Bog, hvor han taler om, at det går ens far den, der dør i sin Styrke, ag den, der dør syg og nedbøjet, «de skal ligge med hinand6n i Støvet, og ormene skal bedække dem». Han taler om den ondes Ende. ligt og siger: «Og han føres hen til Gravene, og ved Grav. højen lever hans Minde. I Dalens Muld hviler han sødt, og han drager hvert Menneske efter sig, og på dem foran ham er der ikke Tab Den onde hviler lige så roligt i Graven som den gode, og andet og mere er der ikke med dem efter Døden før Opstandelsen.

Jakobs Tro om de dødes Opholdssted.
Et Træk i Patriarken Jakobs Liv illustrerer Sandheden godt. Det var, da hans Sønner kommer hjem med Josefs blodige Kjortel og fortæller, at Josef er død, reven ihjel af et vildt Dyr. Da læser vi, at «Jakob sønderrev sine Klæder og lagde Sæk om sine Lænder, og sørgede over sin Søn i lang Tid. Og alle hans Sønner lagde sig efter at trøste ham; men han ville ikke lade sig trøste Og sagde: Thi jeg må fare med Sorg ned i Graven til min Søn; og hans Fader begræd ham». 1 Mos. 37,33-35. Josef var en retskaffen og elskelig ung Mand, som, hvis nogen skulle det, måtte komme til Himmelen og Saligheden ved Døden, og det samme må siges om hans Fader Jakob, der er en af de Patriarker, der har Forjættelse om at sidde til Bords i Guds Rige. Hvis nu Jakob troede, at han ved Døden skulle samles med sin Søn i Himmelen, lyder hans Klagesang da ikke højst mærkværdig? Ville det ikke have været meget mere naturligt, at han havde trøstet sig med, at han om et lidet skulle have truffet ham i Herlighedens Land i Fryd og Glæde! Men Sagen er den, Jakob vidste bedre Besked end som så; han forstad godt, at hvis Josef var død, var han i Graven, i Dødsrigets Vold, og han vidste også helt vel, at det var den samme Lod, der ventede ham selv ved Døden. For ham var Døden ikke en Gensynets Dag, men Adskillelsens; for ham var Døden en Fjende (l Kor. 15,26) og ikke den Ven, som mange, vildledte af de forskruede Udødelighedsideer, betragter den for at være.

De døde er i «Støvets Jord».
Når vi hos Profeten Daniel læser om, hvad der skal ske på den Tid, Jesus åbenbares, finder vi også følgende Udtryk: «Og mange af dem, som sover i Støvets Jord, skal opvågne.» Dan. 12,2. Denne Guds Mand har ligeledes god Forstand på, hvor de døde er, nemlig i «Støvets Jord», i Graven, hvorfra de skal «opvågne, somme til et evigt Liv, og somme til Skam, til evig Afsky»; det er altså også ifølge dette Skriftsted både de onde og de gode, der hviler i Støvet og derfra - ikke fra nogen Himmel eller noget Helvede - skal komme frem på den store Dag.
Spørgsmålet: Hvor er de døde? må altså besvares med: De døde er i Graven, i Dødsriget, hos Fædrene, i det stille, i Dalens Muld, i Støvets Jord osv. Graven er det fælles Samlingssted for gode og onde, små og store, gamle og unge, som dør. Når Gud tager sin Ånde til bage fra Menneskene, er Dødsriget, Graven, deres Bolig indtil Opstandelsen.