Af det sidst citerede Skriftsted i forrige Kapitel frem går, at de dødes Tilstand kan sammenlignes med en Søvn; de, som «sover i Støvets Jord, skal opvågne» osv. Når Herren vil illustrere far os, af hvilken Beskaffenhed Tilstanden efter Døden er, kan han ikke bruge et bedre Billede end Søvnen. Som Søvnen udtrykker den bevidstløse og uvirksomme Tilstand, således er Døden i endnu højere Grad en ubevidst og uvirksom Tilstand, hvad der klart skal fremgå af efterfølgende Skriftsteder.
Lad os først høre Jobs Tale! Han sammenligner Døden med en Flod, der svinder Dg bliver tør, 'Og føjer så til: «Således lægger og et Menneske sig, og står ikke 'Op; indtil Himlene ikke mere er, opvågner de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.» Kap. 14,11-12. Han kalder altså Døden en Søvn, og delt er en sådan, af hvilken de ikke opvækkes før på den store Dag, da «Himlene ikke er mere», idet de sammenrulles lig en Bog og viger bort (Åb. 6,14). De dødes Søvn er således en meget fast Søvn, som ingen uden Herren selv kan vække dem af.

Ingen Bevidsthed i Døden.
Den stille ubevidste Tilstand, Mennesket overgår til ved Døden, fremstiller Job meget godt i Kap. 3,11-19: «Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? Hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Ånden? Hvorfor Optag Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst? Thi så havde jeg nu ligget og været stille: jeg havde sovet, jeg havde da hvilet med Kongerne og Råds. herrerne på Jorden, som byggede sig de Steder, som nu er øde, eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv; eller og havde jeg ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke så Lyset. Der har de ugudelige ladet af med at gøre Uro, og der hviler de kraftesløse; der har de bundne Ro med hverandre, de hører ikke Fogdens Røst; der er liden og stor, og Tjeneren hi for sin Herre.»
Læg Mærke til denne ejendommelige Tale. Den gamle retfærdige Tjener står ikke som en Nutidens Præst og fortæller om de hedengangnes slalige Tilstand i Himmelen, hvor de tilsammen med Englenes Hærskarer priser Gud og synger hans Ære; han taler heller ikke om de ugudeliges grusomme Kvaler i Helvedes Ildflammer, men han taler om, at den døde ligger stille, sover og hviler, ja at Tilstanden ville have været som det utidige Fosters, som dog vel ingen tror, går til Salighed eller Pine. Han fortæller, at de ugudelige har holdt op med at gøre Uro, at de har Ro såvel som de kraftesløs e, og de, der her på Jorden var bundne og i Trældom; der hører de intet mere, og der er ikke Forskel på nogen, stor og liden, Træl eller Herre. - Dødsriget er alles stille Hvilested! «De går ind til Fred, de hviler i deres Sovekamre.» Es. 57,2.

Ikke flere Afdelinger i Dødsriget.
Disse Vers betoner også med al ønskelig Tydelighed, at alle, både onde og gode, samles på samme Plads og befinder sig i samme Tilstand. I den senere Tid har nogle Teologer begyndt at inddele Dødsriget i flere Afdelinger. Der skal findes en Afdeling for de gode, som de kalder for «Paradiset» og en anden Afdeling for de onde, som de kalder Fængslet eller Pinestedet. Sådanne Forestillinger er imidlertid ganske uforenelige med Bibelens Lære. Ifølge den kommer «Konger», «Rådsherrer», «Fyrster», «de ugudelige», «de kraftesløse», «liden og stor», «Tjeneren» og «Herren», alle til samme Sted, det Sted, hvor den gudfrygtige Job ventede at komme ved Døden. Kristus kalder såvel de gode som de onde frem fra samme Plads, når Opstandelsen sker. Joh. 5,28-29; Dan. 12,2. At der kun findes et Paradis, og at dette ikke er i Dødsriget skal vi bevise senere i et andet Kapitel.

Lazarus's Søvn.
Jesus Kristus omtaler selv flere Gange Døden som en Søvn, således den Gang han var på Vej til Lazarus's Grav; da siger han til sine Disciple: «Lazarus, vor Ven, er sovet ind, men jeg går hen for at opvække ham af Søvne.» Joh. 11,11. Men da Disciplene misforstod ham, siger han rent ud: «Lazarus er død!» Søvnen er et passende Billede på Døden, ikke alene fordi Mennesket er i en ganske ubevidst Tilstand, men også fordi der vil ske en Opvækkelse fra denne Tilstand, en Tilbagekaldelse til Livet på Opstandelsens Dag, hvad Jesus også illustrerer i Tilfældet med Lazarus.
Apostelen Paulus kom engang i sin Tale i Antiokia ind på Emnet om Davids Død, og han siger da: «Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Rådslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Fædre, og så Forrådnelse.» Apg. 13,36. Denne Apostel belærer os altså ligesom Peter, om, at «David for ikke til Himmelen» (Kap. 2,34), men sov hen og kom til sine Fædre i Graven, hvor han forrådnede ligesom enhver anden, der ved Døden vender tilbage til det Støv, hvoraf de er tagne. David sover Dødens Søvn som alle hans Fædre.

De døde ved ikke noget.
Vismanden Salomon giver en tydelig Fremstilling af de dødes Tilstand: «De levende ved, at de skal dø, men de døde ved ikke noget, og de har ingen Løn ydermere, men deres Ihukommelse er glemt. Både deres Kærlighed og deres Had og deres Avind er forlængst forsvunden, og de har i al Evighed ingen Del ydermere i alt det, som sker under So1en.» Præd. 9,5-6.
Hvor meget ved da de døde? «De døde ved ikke noget,» lyder det guddommelige Svar. De har hverken Kærlighed eller Had, og endda er der dem, der vil for tælle os om de hedengangnes store og rørende Kærlighed til de genlevende en Kærlighed, der giver sig Udslag i, æt de beder for dem i Himmelen og til Tider endogså meddeler sig til dem, underviser og advarer dem. Men den ærlige Læser kan jo let forstå, at en sådan Tale ikke er ovenfra; thi Salomon siger videre, at de afdøde «har ingen Del ydermere i alt det, som sker under Solen.»

Ingen Gerning i Dødsriget.
I Vers 10 føjer han til: «Alt, hvad din Hånd formår at gøre ved din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning ener Tanke eller Kundskab ener Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.» Mennesket farer altså til Døds riget og hverken til Himmelen eller Helvede, og i Dødsriget bestiller man intet, al Tanke ligger stille, Kundskaben og Visdommen er borte, al Gerning er ophørt! Således taler Herrens Ord om de dødes Tilstand! Gid du, o Menneske, ville agte på Herrens Ord, tro det, og lade alle menneskelige Påhit og Fabler fare!

De døde kan ikke prise Gud.
«Der er ingen Ihukommelse af dig i Døden; hvo vil takke dig i Dødsriget?» Sl. 6,6. Mon de døde da er i Færd med at prise og takke Gud i Himmelen? De døde lover ikke Herren, ej heller nogen af dem, som nedfarer til det stille.» Sl. 115,17.
«Er mine Dage ikke få? Hold dog op! Lad af fra mig, at jeg må vederkvæge mig lidt, før jeg går bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land, et skummelt Land, som Mørke - Dødens Skygges Land og ingen Orden - hvor selve Lyset er Mørke.» Job 10,20-22.

De døde ser hverken Gud eller Mennesker.
Således fremholder også Judæerkongen sit Syn på Spørgsmålet om Døden. Ezekias var dødssyg, og Profeten Esaias formaner ham: «Beskiik dit Hus; thi au skal dø og ikke leve.» Kongen ønsker gerne at leve længere og begærer af Gud Forlængelse af Livet; Bønnen bliver hørt, og Ezekias lover og takker sin Skaber for hans Godhed. I denne Takkesang fremkommer også de Følelser, aer gjorde sig gældende i den gudfrygtige Konges Hjerte, den Gang han fik Meddelelsen om, at han skulle dø: «Jeg sagde: Jeg skal ikke se Herren, Herren i de levendes Land; jeg skal ikke skue Mennesker mere, når jeg er blandt dem, som bor i Skyggeriget.» Hverken Gud eller Mennesker skulle han komme til at se, når han gik ind gennem Dødens Port, og han var dog en af de gudfrygtige Konger i Juda, som kunne gøre Regning på Herrens Barmhjertighed; men han ved, at Døden er den faste Søvn, der udelukker al Virksomhed, af hvad Navn den end måtte være.
Da han havde fået Budskabet om, at han måtte leve femten År længere, udbrød han: «Se til Fred blev mig Bitterhed, ja Bitterhed; men du har kærligt annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Grav; thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg. Thi Dødsriget takker dig ej, Døden lover dig ej; de, som nedfarer i Graven, venter ikke på din Trofasthed.» Es. 38,1. 5. 11. 17-18. Mærk, han siger, at det var hans Sjæl, der blev annammet fra Fordærvelsens Grav. Han vidste, at det var forbi med al Tak til Gud, al Lovsang og alle Forhåbninger om Nåde og Barmhjertighed fra Herren, når hans øjne var lukkede i Dødens Søvn.