Luther betragtede også Døden som en Søvn. «Menneskets Sjæl sover således, at alle Sanser er ligesom begravede, og vor Seng er ligesom en Grav, som dog intet fælt eller ondt har ved sig. Således er der heller ikke nogen Pine på dette Sted, hvorhen de døde kommer; men som man plejer at sige: De hviler i Fred; ligesom man heller ikke ser noget Spor til Smerter eller Møje hos dem, som vågner op af Søvne, hvorved de ikke ved, hvad deri Mellemtiden er foregået medens de sov. ... Således skal det også være ved vor Død og Opstandelse. Vi farer hen og kommer frem igen på den yderste Dag, førend vi mærker det, ved heller ikke, hvor længe vi har været borte.»
«Så er og Søvnen intet andet end en Død, og Døden er en Søvn. Hvad er en Død andet end en Nattesøvn? ­
Og ligesom al Træthed ophører og viger ved Søvnen, og Åndens Kræfter kommer tilbage, så man om Morgenen kan stå sund og stærk op og være lystig til Mode, således skal vi og på hin Dag igen opstå, som om vi havde sovet en Nat, og kun tørrer vore øjne,» «Derfor skal du tænke: Lad ham hvile i Fred; thi jeg ved, at han nu har det godt; han er ikke i Sorg og Ulykke, men i Hvile; der ligger han og sover og venter på et bedre Liv. Derfor er det vor Trøst, at vore Hustruer, Børn, Forældre saver og ikke er på et sådant Sted, hvor de lider Pine, men ligger og hviler stille og roligt i Fred.»
Den kendte danske Præst Vilhelm Beck udtalte i et Foredrag i Randers i Juli 1886 følgende: «Tilstanden mellem Døden og Opstandelsen er, eftersom jeg kan forstå den hellige Skrift, en stille Nat, hvor det troende Menneske er som et savende Menneske indtil Opstandelsen. ... En Tilstand mellem Døden og Opstandelsen som en bevidst Tilstand, som et bevidst Menneskeliv med Vækst og Udvikling, med Omvendelse og Frafald, kender den hellige Skrift intet til og fortæller as intet om, og alt, hvad der menes og læres herom, kan for mig kun stå som Menneskepåfund, Opdagelse af et Land og et Menneskeliv, som ikke var opdaget, da den hellige Skrift blev skrevet.»
Det er Rationalismen l sine forskellige Fremtrædelsesfarmer, som har lakket denne Lære ind i Kirken, og som altid har forenet sig med Egennytten snart i en mere plump, materialistisk, snart i en mere fin, åndelig Skikkelse. ... Den lutherske Kirkes Lære kender intet til en sådan Mellemtilstand. Der findes ikke et Ord derom i Luthers Katekismus eller i den Augsburgske Konfession.»

Hvorfor kaldes Døden en Søvn?
Når Bibelen så ofte sammenligner Døden med en Søvn, er det, fordi Tilstanden i Døden ligner mest af alt Tilstanden i en sund, naturlig Søvn. Under Søvnen er vi aldeles ubevidste om, hvad der sker omkring as; vi hører, ser og føler intet. Så og i Døden; vi er aldeles ubevidste om alt, hvad der sker, indtil den Almægtige kalder os frem til nyt Liv.

Er det en mørk Lære?
Nogle mener, at det er en mørk og trist Lære, at de døde skal Sove så længe i den kolde Grav, men – som en Forfatter siger - «hvis det virkeligt synes så for nogle, så beviser det dag langt fra, at Læren ikke er sand; thi mange Ting eksisterer, skønt de langtfra er behagelige, såsom Synd, Krig, Sygdom og Død. Vi må ikke lade vore Ønsker afgøre, hvad der er Ret eller Uret. Men betragt den anden Side af Spørgsmålet: «Den almindelige Anskuelse er jo, at de ugudelige går til Helvede, så snart de dør. Det store Flertal af Menneskene dør som ugudelige. Hver Dag skulle således Sjæle fare ned til Helvede, og Millioner vride sig i utænkelige Kvaler! Er dette ikke en mørk Lære? Hvor meget bedre er det ikke at vide, at de alle hviler i stille Slummer! I Søvnen har man ingen Følelse af Tidens Længde. Et tusinde År vil ikke synes længere for de døde end en Dag. Siden efter vil Evigheden blive lang nok far de hellige. Vi sover her en Tredjedel af var Tid; synes vi, at det er så forfærdeligt? Visselig ikke! Nej, det er i Virkeligheden den mest tilfredsstillende Tanke at vide, at vore Venner hviler trygt.

Helgentilbedelse.
Læren om, at Sjælen lever efter Døden, har givet Anledning til, at flere hedenske Ideer, Sæder og Skikke har sneget sig ind i visse Afdelinger af Kristenheden. Helgendyrkelsen er en sådan Skik, som aldrig kunne have op; stået, om man havde troet på Bibelens Lære om Bevidstløshed i Døden. «Den fromme Sky for deres (Martyrernes) jordiske Levninger blev, især ved ægyptisk Skik og hedensk Folketro, til en Dyrkelse af deres Ben. ... Af Kirkebønnen for Martyrerne blev lidt efter lidt en Bøn til dem, som Forbedere hos Gud. Den Følelse, som fordum havde forgudet Mennesker, gjorde dem til Under guder. ... Hedningerne havde endnu Lejlighed til at spotte over Kristendommens Ethnisering [Overgang til Hedenskab]. Agrippas lyse Pantheom, fordum helliget Jupiter og alle Guder, blev indviet til Guds Moder og ane Martyrer (År 608).»

Mariadyrkelsen.
«Den hedenske Tro på Helte og Halvguder levede op igen i Halvguder levede det var i Grunden Hedenskab i en ny Skikkelse». Ja visselig kom Heden. skabet ind i Kirken sammen med den hedenske Lære om Sjælens Udødelighed og de dødes bevidste Tilstand. Værst blev det, da lidt senere Mariadyrkelsen kom frem. Nestorius kæmpede imod, men da han var overvunden, siger Heggtveit, «trængte også den Anskuelse igennem, at Maria var «Gudsmoder»; hun blev herefter Dronning for alle Hel gener. Fester fejredes til hendes Ære, hun anråbtes om Forbøn hos Gud og troedes at kunne skaffe den Bønhørelse, 'som alvorligt henvendte sig til hende». Om man havde troet Guds Ords Lære om, at de døde sover i deres Grave, hvor meget hedensk og ugudeligt Uvæsen kunne Kirken da ikke være blevet skånet for!

Sjælemesser - Bøn for de døde.
En anden sørgelig Frugt af Læren om, at de døde lever, er Skærsilden og den dermed forbundne Tro på Hjælpen ved, at Præsterne bad for de døde. Efter Pave Gregor den Stores Tid trængte Troen på Skærsilden mere og mere ind i Folks Bevidsthed, og Tanken på de ulykkelige Sjæle, som lå og vred sig i Flammerne for at sone deres Misgerninger, affødte Tanken om at bede Gud om de ulykkeliges snarlige Befrielse fra Pinslerne. Kirken lærte så, at Helgeners overskydende gode Gerninger kunne komme Sjælen tril gode, og at det var formålstjenligt, at Præsterne opsendte Bønner for de døde. Disse Bønner blev rigeligt belønnet med Gaver, ja til sidst blev der sat en bestemt Betaling på hver Messe, som skulle læses for en afdød, og en syndig Handel blev dreven med disse Messer. Se, hvilke Følger den hedenske Udødelighedslære har bragt! Det er ikke alene i Romerkirken, men også i protestantiske Samfund man hører Bønner for de afdøde. Men hvad hjælper disse Bønner de hensovede? Vi skal i et andet Kapitel vise, at der findes ingen Mulighed for Omvendelse efter Døden; Nådetiden er nu, medens vi lever; siden er al Forbøn overflødig.
Gid alle måtte Se disse Sandheder og lære at søge Gud, medens Livets Gave er i Behold og løsrive sig fra alle vildledende Ideer om fortsat Tilværelse efter Døden; thi de er kun Satans Bedrag for at lede Mennesker til at forsømme Frelsens Dag, den behagelige Stund, på hvilken der er Redning og Frelse at erholde.