Den ubibelske Lære om naturlig, medfødt Udødelighed støder i den Grad an mod Bibelens tydelige Lære om Opstandelsen, at mange, for at holde fast ved Udødelighedslæren har måttet ganske og aldeles bryde med Troen på en Opstandelse fra de døde. Det er imidlertid et farligt Standpunkt at indtage; thi man nødes da let til at forkaste det inspirerede Ord, også er man ude på den gyngende, usikre Grund, har intet fast under Fødderne, og snart vil man synke ned i Vantroens bundløse Morads. 

Et Hovedemne i Apostlenes Forkyndelse.
Da Kristenhedens første Forkæmpere sejrrigt trængte frem overalt, var deres Budskab dette, at Kristus var op standen, og at der var en Opstandelse fra de døde for enhver, som troede på ham. Og det var netop dette Budskab, der bragte de jødiske Præster i Harnisk; der står om dem, «at de fortrøde på, at de [Apostlene] lærte Folket, og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de døde.» Apg. 4,2. Men trods al Modstand fortsatte de deres Værk og fortalte frimodigt om det Opstandelsens Håb, der boede i deres Bryst, og som hjalp dem til at ofre Livet på Herrens Alter, idet de var fuldt forvissede om, at Graven skulle ikke vedblive at holde dem, men at han, som brød Gravens Lænker, også skulle føre dem frem til Liv, når hans egen Dag om.

Paulus om Opstandelsen.
I Kapitel 15 i Pauli første Brev til Korinthierne forfægter han meget energisk Læren om Opstandelsen, og her fremkommer han med så kraftige Udtryk, at vi let kan forstå, hvilket betydningsfuldt Punkt i Kristendom men denne Lære er. Han siger f. Eks.: «Thi dersom de døde ikke opstår, da er Kristus heller ikke opstanden, men dersom Kristus ikke er opstanden, da er eders Tro forfængelig; så er I endnu i eders Synder; så er og de fortabte, som er hensovede i Kristus.» Vers 16-18.
Af disse Vers fremgår, at Læren om naturlig Udødelighed er aldeles umuligt; thi hvis der ikke kom en Opstandelse fra Døden, ville alle de, der var hensovede i Troen på Kristus, være fortabte. Sådant kunne Paulus umuligt sige, hvis de uretfærdiges Sjæle var i Himmelen og nød Saligheden der. Vi lærer altså heraf, at de døde i Kristus er ikke i Salighed og Herlighed nu, og for det andet, at der er en Opstandelse fra de døde, og at denne Opstandelser den eneste Udvej til Frelse for de hensovede. De Kristnes Tro er «forfængelig» og meningsløs, hvis der ikke er en Opstandelse, og den, der omstyrter Opstandelses; håbet, omstyrteren af Kristendommens Grundsandheder.
I sin Forsvarstale overfor den mægtige Felix henviser Paulus til det Håb, der boede i ham, og siger da bl. a.: «leg tror alt det, som er skrevet i Loven og Profeterne, og har det Håb til Gud, hvilket disse og selv forventer, at de dødes Opstandelse forestår, både de retfærdiges og de uretfærdige s.» Apg. 24,14-15.

Abraham troede på en Opstandelse.
Dette Håb om Opstandelsen nærede også den gamle Pagts store Mænd, og det holdt dem oppe i mange vanskelige Situationer. Da Abraham f. Eks. stod overfor den store Prøve at skulle ofre sin eneste Søn på Herrens Befaling, var det Troen på Opstandelsen fra de døde, der gav ham Mod til at hæve Offerkniven for med den at dræbe sin enbårne. «Thi han betænkte, at Gud var mægtig endog at oprejse fra de døde, og i Lighed dermed fik han ham også tilbage.» Hebr. 11,19.

Jobs Bekendelse.
Job bekender Opstandelseshåbet med følgende Ord: «Men jeg, jeg ved, min Genløser lever, og som den sidste skal han stå frem på Støvet. Og efter at denne min Hud er bleven ødelagt, skal jeg ud af mit Kød skue Gud.» Job 19,25-26 (n. Ovs.). På lignende Måde priser Salmisten Herren, idet han udbryder: «Jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, når jeg opvågner.» Og atter: «Du, som har ladet mig se mangle Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen, og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.» Sl. 17. 15; 71,20.

«Mine afdøde skal opstå».
«Dine døde skal leve, mine afdøde skal opstå; vågn op og syng med Fryd, I, som bor i Støv! Thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.» Således taler Esaias (26,19), og de andre Profeter omtaler ligeledes det store Håb om Udgang fra Dødens Land. Hos Ezekiel findes der f. Eks. en interessant Opstandelsesscene skildret, visende os, hvorledes Herren på den store Dag vil oprejse de døde Ben. Se Kap. 37,1-14.

Jesus og Opstandelsen.
«Jeg er Opstandelsen og Livet,» siger Frelseren om sig selv, og denne Sandhed, at han er den, der giver Liv ved en Opstandelse fra de døde, fremholder han såre ofte for at vise dens store Betydning ag Vægt. I Samtalen med Martha ved Lazarus's Grav forekommer de foran citerede Ord, og da Frelseren sagde til hende: «Din Broder skal opstå,» svarer hun: «Jeg ved, at han skal opstå i Opstandelsen på den yderste Dag.» Joh. 11,23-24. Disse Marthas Ord overbeviser as om, at de troende Jøder havde den rette Forståelse af Emnet om Opstandelsen, nemlig at der skulle komme en Opstandelse, og det skulle være på den yderste Dag. Jesus bestyrker hende i Troen på en Opstandelse ved at vise, at han har Magt til at oprejse hendes Broder, der allerede var gået i Forrådnelse, og han siger til sidst: «Og hver den, som lever og tror på mig, skal ikke dø evindelig.» Vers 26. Døden skal ikke «evindelig» have Magt over de i Kristus hensovede; nej, herligt frembryder den skønne Morgen, da alle de, som så hen til Forjættelsernes Opfyldelse, skal bryde Gravens Bånd og med Sejersråb møde Kongen i Skyen!

Opstandelsen sker «på den yderste Dag».
«Men dette er Faderens Vilje, som mig udsendte, at jeg skal intet miste af alt det, som han har givet mig; men jeg skal oprejse det på den yderste Dag.»
«Men det er hans Vilje, som mig udsendte, at hver den, som ser Sønnen og tror på ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.»
«Hvo, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.» Joh. 6,39-40. 44. 54. Hvor tydeligt taler Mesteren ikke her om Opstandelsen, agat den ville finde Sted på den yderste Dag.

Striden med Sadducæerne.
Der var imidlertid mange i hans Dage, som der er det i vore Dage, der betragtede al Tale om en Opstandelse af Kødet som meningsløs, ja som naget ganske umuligt, stridende mod al Videnskab og sund Fornuft; således bekæmpede Sadducæerne meget ivrigt Læren om Opstandelsen, og de diskuterede også Sagen varmt med Kristus. Engang kam de til ham og fortalte ham om den Kvinde, som havde haft syv Mænd, der nu alle var døde; «Hvis Hustru af disse syv skal hun da være i Opstandelsen?» «Men Jesus svarede: I farer vild, idet I ikke kender Skrifterne, ej heller Guds Kraft. Thi i Opstandelsen skal de hverken tage til Ægte, ej heller bortgiftes; men de er ligesom Guds Engle i Himmelen.» Matt. 22,24-30.
Dette Svar er ypperligt; thi ingen kan være i Tvivl om Sagen, når han kender Skrifterne og tror på Guds Kraft. Det må se så umuligt ud, som det vil, at et Menneske, der har ligget i Jordens Skjød i Årtusinder, skal kunne kaldes frem til Liv, men den sande Kristne ved, at intet er umuligt far Gud; thi er han almægtig Skaber, og kan han danne denne Jord af det, «der ikke var til Syne», så kan han også opfylde sit Ord om Opstandelsen. «I farer vild, idet I ikke kender Skrifterne, ej heller Guds Kraft,» er derfor det rette Svar til Vantro ens Ind. Vending.

Jean Beviser for Opstandelsen.
Jesus argumenterede videre med de tvivlende Sadducæere og beviste Opstandelsens Nødvendighed ud fra de gamle Skrifter; han siger: «Men har I ikke hest om de dødes Opstandelse, hvad som er talet til eder af Gud, når han siger: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? Men Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes.» Matt. 22,31-32. Abraham, Isak og Jakab var nu døde, men hvis Gud ikke skulle blive en Gud far lutter døde Mennesker, måtte der nødvendigvis ske en Opstandelse fra de døde. Dette Argument overbeviste mange; «der Folket det hørte, forundrede de si såre over hans Lærdom; men der Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Sadducæerne, forsamlede de sig.» Vers 33-34.

To Opstandelser.
Skriften lærer, at Opstandelsen vil finde Sted i to Afdelinger med et Tusinde Års Mellemrum. Jesus siger: «Forundrer eder ikke herover; thi den Time kommer, på hvilken alle de i Gravene skal høre hans Røst, og de skal gå frem, de, som har gjort godt til Livsens Opstandelse, men de, som har gjort ondt, til Dommens Opstandelse.» Joh. 5,28-29.
«Livsens Opstandelse» og «Dommens Opstandelse», det er de to Opstandelser, som også Paulus henviser til, når han siger: «De dødes Opstandelse forestår, både de retfærdiges og de uretfærdiges.» Apg. 24,15. I Åbenbaringens Bogs 20de Kapitel skildrer Johannes disse to Opstandelser, og han siger, at han først så dem, der skulle regere med Kristus i Himmelen, at «de blev levende og regerede med Kristus de tusinde År». «Denne er den første Opstandelse.» «Men de andre døde [de ugudelige altså] blev ikke levende igen, indtil de tusinde Årtuldendtes.» Vers 4-6.

Hvorledes foregår Opstandelsen?
Selve Opstandelsesscenen skildres herligt af Paulus i 1 Thess. 4,13-18: «Men jeg vil ikke, at I skal være uvidende, Brødre! om de hensovede, på det I ikke skal sørge som de andre, der ikke har Håb. Thi dersom vi tror, at Jesus er død og opstanden, da skal og Gud således føre de hensovede ved Jesus frem med ham. Thi dette siger vi eder som Herrens Ord, at vi, som lever, som overbliver til Herrens Tilkommelse, vi skal ikke komme forud for de hensovede. Thi Herren selv skal komme ned af Himmelen med et Anskrig, med Overengels Rost og med Guds Basun, og de døde i Kristus skal opstå først, derefter skal vi, som lever, som overbliver, rykkes tilligemed dem hen i Skyerne, til at møde Herren i Luften; og således skal vi altid være med Herren. Så trøster hverandre med disse Ord!»
«Således» vil de retfærdige komme hjem til Herren, ikke ved Døden en efter en, men i samlet Skare, der, enten oprejst af Graven eller levende forvandlet, er skikket til at møde Herren og være hos ham hjemme i Faderhuset, indtil Jorden, tusinde År senere, beredes til et Hjem for de genløste.

Det forkrænkelige iføres Uforkrænkelighed.
Også i Brevet til Korinth omtaler Paulus samme Begivenhed: «Thi Basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og vi skal forandres. Thi det bør dette forkrænkelige iføres Uforkrænkelighed og dette døde. lige at iføres Udødelighed. Men når dette forkrænkelige er iført Uforkrænkelighed og dette dødelige er iført Udødelighed, da opfyldes det Ord, som skrevet er: Døden er opslugt formedelst Sejer. Død, hvor er din Bråd? Helvede [Grav], hvor er din Sejer?» 1 Kor. 15,52-55.
Af disse Vers lærer vi om Beskaffenheden af de opstandnes Legemer. De opstår uforkrænkelige og udødelige; thi det Legeme, der nedlægges i Jorden, er sanseligt, jordisk, dødeligt; men det Legeme, der opstår, er himmelsk og åndeligt. «Således er og de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det opstår i Uforkrænkelighed; det såes i Vanære, det opstår i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det .opstår i Kraft; der såes et sanselit Legeme, der opstår et åndeligt Legeme. Der er et sanseligt Legeme, der er også et åndeligt Legeme;» «og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer, men en er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.» 1 Kor. 15,42-44. 40.

Kamp mellem Opstandelseslæren og Udødelighedslæren.
Eftersom Opstandelseslæren står i så skarp Mod. sætning til Udødelighedslæren, var det at vente, at de, der forsvarede den sidste, måtte se skævt tilden første; dette har også været Tilfældet fra de ældste Tider. Gnostikerne forkastede Opstandelseslæren, og Kirkefædrene havde en hård Kamp at udstå med dem på dette Om. made. De stod jo heller ikke alle sammen her på så sik­ker Grund, idet en Del troede på Sjælens Udødelighed. Origenes stod således i en vanskelig Stilling, idet hans platoniske Opdragelse havde givet ham en blind Tro på Sjælens Udødelighed; og han nødtes derfor til at lade Opstandelseslæren falde. Ifølge Kirkehistorikeren Neander søgte han at finde en Middelvej mellem Gnostikerne og Kirkefædrene, idet han søgte at åndeliggøre Opstandelsen. Mosheim siger om Origenes: «Han lærte, at Troen på Legemets Opstandelse ikke er aldeles nødvendig for at bekende sig til Kristendommen, når man blot holder fast ved Læren om Sjælens Udødelighed.» Ja, det var hans Alt; blot Udødelighedslæren måtte blive stående, så var det ligegyldigt, om også Guds tydelige Ord måtte vige Pladsen for hedensk Menneskelærdom!
Dr. Adam Clarke skriver i sin Forklaring over 1 Kor. 15 bl. a.: «Blandt de første Kristne synes man at have lagt større Vægt på Læren om Opstandelsen, end man nu gør. Hvad er Årsagen? Apostlene fremholdt stadigt denne Lære og opmuntrede ved den de sande Kristi Efterfølgere til Årvågenhed, Lydighed og Frimodighed. Men deres Efterfølgere i vore Dage nævner sjælden denne Læresætning. ... Der findes ingen af Evangeliets Læresætninger, på hvilken der blev lagt møre Vægt, og der findes ingen Læresætning i det nuværende Prædike system, som mere forsømmes.» Det er sandt! Og Årsagen er let at finde: Ethvert tænkende Menneske kan let indse det urimelige ag meningsløse i at fortælle, at de døde skal opstå, når Kristus kommer, og så samtidig fortælle, at de døde i Virkeligheden lever, og altså ikke behøver nogen Opstandelse! Sådant må man ja ikke tale for meget am iblandt tænkende Mennesker!

Opstandelsens hellige Håb.
Det er imidlertid sandt, at Opstandelseslæren er en af de skønneste Sætninger i Kristendommen. Lad kamme, hvad der vil, siger den sande Kristne; lad Kampen end være hård, lad det kræve Livet, om så skal være! vi ved dog, Kristus lever, og han er vort Liv, og han er Opstandelsen; vi ved, at når han åbenbares, skal vi åbenbares med ham i Herlighed! Om vi end gemmes i Støvets Jord, om vort Legeme blev sænket dybt på Havsens Bund, am Bålets Flammer skulle gøre os til Aske, ved vi dog, at den almægtige Gud lever, ag han «har Gravens og Dødens Nøgler» (Åb. 1,18), og på Opstandelsens Morgen skulle ban kalde os frem til Liv - det evige Liv, og den anden Død skulle ikke have Magt over os! Derfor: Priset være Gud for Opstandelseshåbet! Det tager Dødens Brud bart og giver Mod til at leve og dø i Herrens Navn!