Hvad Livsprincippet angår, er der således ingen Forskel på Mennesker og Dyr. De erholder Liv på samme Måde, og Døden er ens for begge. Vi vil atter lade Vismand en tale om dette vigtige Spørgsmål og citere Præd. 3;19-20: «Hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dør, så dør og hine, og de har alle én Ånd, og Mennesket har intet Fortrin frem for Dyret; thi alt er Forfængelighed. De farer alle til ét Sted, de er alle komne af Støv, og de vender alle tilbage til Støv.» Her træffer vi nogle Udtalelser, det er værd at standse lidt ved og lægge Mærke til:
1. Døden er ens for Dyr og Mennesker; «som disse dør, så dør og hine».
2. De har alle den samme Ånd. Det er ikke så, at Mennesket er forsynet med én Slags Ånd, som ved Døden farer opad til Gud eller til en Udviklingssfære, og Dyret en anden Slags Ånd, som ved Døden farer nedad til Jorden. Dette betoner også Salomon i næste Vers, hvor han spørger: «Hvem ved, om Menneskenes Børns Ånd farer opad, og om Dyrets Ånd farer nedad til Jorden'?» Vers 21, norsk Overs. - Nej, de har alle én Ånd, og «farer alle til ét Sted»!
3. Mennesket har intet Fortrin frem for Dyret. Dette gælder naturligvis kun i den Sag, der i de anførte Skriftsteder omhandles. De erholder Livet på samme Måde og ejer i sig selv - af Naturen - ikke mere Udødelighed end Dyrene; Dyrene dør, når Gud tager sin Ånd til. bage, det samme gør Menneskene. I andre Henseender er der jo stor Forskel mellem Dyr og Mennesker. Disse er skabte i Guds Billede, hvad hine ikke er; disse har en Samvittighed og et Ansvar, hvad Dyrene heller ikke har; Menneskene har en Fremtid for sig ved Opstandelsen fra de døde, dette læser vi intet om, at Dyrene har. Men hvad Død og Liv angår, er det sandt, at Menneskene ikke af Naturen har noget Fortrin.
4. De farer alle til ét Sted. Som Døden er ens og fælles for Mennesker og Dyr, således er også Stedet, hvorhen de føres ved Døden, det samme for begge. De er alle dannede af «Støv af Jorden», og de vender alle tilbage til Støvet i det Øjeblik, Livsånden drages bort fra dem; «de er alle komne af Støv, og de vender alle tilbage til Støv», lyder det inspirerede Ord.

Ånden kommer til Gud igen.
«Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Ånden kommer til Gud igen, som gav den.» Præd. 12,7. Her står ikke, at Ånden er en særskilt Skabning, et særskilt Individ. Her tales om alle Menneskers Ånd ­ de ugudeliges såvel som de gudfrygtiges - og deres Ånd siges at gå til samme Sted, hvilket jo ellers ikke er i Harmoni med den almindeligt antagne Lære, som sender nogle Ånder til Himmelen og andre til Helvede. At «Støvet kommer til Jorden igen, som det var før», betyder jo klarlig, at Legemet opløses og går tilbage til den samme Tilstand, som det var i før Skabelsen. Det lille Ord «igen» viser, at det engang var Støv og atter bliver til Støv. Men det samme Ord  er brugt om Ånden. Den går altså også nødvendigvis tilbage til den samme Tilstand, som den var i før Skabelsen - til sit oprindelige Element.

Ordet 4:Ånd» er i det gamle Testamente oversat fra de to hebraiske Ord neshamah og ruach. Førstnævnte forekommer 24 Gange og betyder ifølge Strongs Bibelordbog: «Et Pust, Vindstød, Vredes- eller Livs ånde, guddommelig Inspiration, Forstanden; eller (konkret) et Dyr. Endvidere: Blæst, Åndedrag, Inspiration, Sjæl og Ånd.» Det er hyppigst oversat med Ånde», enkelte Gange Ånd og Sjæl. Ruach forekommer 442 Gange og er oversat på flere forskellige Måder, f. Eks. ofte med Vejr (1 Mos. 8,l; 2 Mos. 10,13. 19; l Kong. 19,11; Sl. 103,16; 147,18); Vind (Jer. 49, 32. 36; Ez. 37,9; Es. 26,18); sval (1 Mos. 3,8); Luft (Jer. 14,6); Ånde og Ånd de allerfleste Steder. Ruach bety. der således - foruden også at betyde Guds Ånd ­

Luften, Vinden, Vejret, og hvad der står i Forbindelse dermed, Åndedrættet osv. Det kan også betyde «Ånd» i Betydning af Menneskets Sind, Tanker, Følelser og lign.
I det nye Testamente er Ordet Ånd oversat fra Pneuma, der forekommer 385 Gange og har samme Betydning som ruach i det gamle Testamente. Disse Ord forekommer således 851 Gange, men aldrig i Forbindelse med Tillægsordet udødelig. «Oprindelig betyder det græske Ord pneuma ikke andet end Vind, Pust og i Tilslutning dertil Ånde, altså et rent fysisk Begreb. Også i Bibelen forekommer det (ligesom det hebraiske ruach) i denne Betydning. ... Både Sjæl og Ånd bruges i Skriften til at betegne den højere Side af Menneskets Væsen og er for så vidt ensbetydende.» Det bør dog bemærkes, at Ordet også anvendes om Guds Ånd, Kristi Ånd og den Helligånd, ligesom det også kan betegne Menneskets Sind eller Fornuft. Vi læser så. ledes i Rom. 8,16: «Denne Ånd vidner med vor Ånd, at vi er Guds Børn.» Og i 1 Kor. 2,11: «Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket uden Menneskets Ånd, som er i ham?» Det er jo vedkommende Menneskes Sind, Fornuft og Dømmekraft, der bedst kan vurdere sammes Indhold, kender Bevæggrundene til sine Handlinger, kender Lysterne og Anlæggene, Åndslivet i det hele taget. Ordet Ånd eller Ånder er endelig også anvendt på Gud, Englene og Mennesker. Joh. 4,24; Hebr. 1,14; 1 Joh. 4,1.

Efter disse Betragtninger kan det være interessant at overveje Spørgsmålet:
Var Adam skabt dødelig eller udødelig?
Herren skabte egentlig ikke Adam dødelig; thi det var ikke efter Guds Plan, at Mennesket skulle dø. Om Synden ikke havde trængt sig ind, ville Adam have udviklet en sådan Karakter, at Gud kunne have givet ham Udødelighedens Gave. Af hvad vi foran har betragtet, fremgår imidlertid, at Adam ej heller blev skabt med ubetinget Udødelighed; han var ikke af Naturen udødelig. En anden Sag er det, at han på visse Betingelser kunne opnå Udødelighed, komme til at leve evigt. Betingelsen var fuldkommen Lydighed mod Skaberen.

Betydningen af den frie Vilje.
Gud havde skabt Adam med en fri Vilje, han kunne vise Lydighed mod Herren, og han kunne undlade det, om han ville; men før hans Tilværelse kunne blive evig tryg, måtte hans Troskab sættes på Prøve. Kundskabens Træ, som stod nær ved Livets Træ i vore første Forældres herlige Edenhjem, skulle være en Prøve på deres Kærlighed, Tro 'og Lydighed. Om dette Træ sagde Herren: «Af Kundskabens Træ på godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi på hvilken Dag, du æder af det, skal du dø Døden.» 1 Mos. 2,17. Dette viser, at det kun var på Betingelse af Lydighed, at han kunne blive udødelig; det viser os også, at han kun kunne opnå at leve evigt ved stadig Lydighed. Valget stod til ham selv. Han kunne dø, og han måtte dø, dersom han ikke bestod Prøven.
Gud kunne jo nok have skabt Adam uden Kraft eller Evne til at overtræde Forbudet; han kunne have holdt hans Hånd tilbage fra at røre den forbudne Frugt; men da ville Adam ikke have været en Skabning med fri Vilje, men simpelthen en Automat. Uden Frihed til at vælge, ville hans Lydighed ikke have været villig, men tvungen. Han kunne ikke have udviklet en Karakter. En sådan Fremgangsmåde ville have været i Strid med Guds Plan og Hensigter, ja den ville have været ganske uværdig for Mennesket som et forstandigt, tænkende Væsen.

Livets Træ.
Til Udødelighed var også knyttet Adgang til «Livets Træ». For at erholde en evig Tilværelse måtte Mennesket vedblive at nyde af dette Træ; afskåret fra det, ville Livs. kraften gradvis formindskes, indtil Livet til sidst ganske udslukkedes.
Enhver kender Udfaldet af Prøven. Den Dag, Adam udrakte sin Hånd og tog af det forbudte Træs Frugt, fældede han sin egen Dødsdom. Udødeligheden var tabt! Adgangen til Livets Træ blev afskåret Adam og hans Familie, og derfor synker Slægt efter Slægt i Dødens Favn. «Og Gud Herren sagde: Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt; men nu, på det han ikke skal udrække sin Hånd og tage også af Livets Træ og æde og leve evindelig: da forviste Gud Herren ham af Edens Have til at dyrke Jorden, som han var tagen af. Og han drev Mennesket ud og satte Keruber østen for Edens Have med et blinkende Sværd, som vendte sig hid og did, til at vogte Vejen til Livets Træ.» 1 Mos. 3,19-24.

Adam skabt i Guds Billede.
Nogle mener, at Adam var udødelig, fordi han var skabt i Guds Billede; men Herren sagde, da han talte om Menneskets Skabelse: «Lad os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse.» Adam skulle altså ligne Skaberen i Udseende, som et Billede ligner Originalen. Gud er jo ifølge Bibelen en virkelig Person og har en Skikkelse. (Es. 6,1; Ez. l, 26-28; Åb. 4 og 5.) Denne Skikkelse skulle Adam ligne, og han var også Guds Bil,. lede, men dette var imidlertid ikke ensbetydende med, at Adam var Gud, eller at han var i Besiddelse af de samme Egenskaber som Gud, lige så lidt som et Billede er det samme som Originalen. Gud har kun givet Sønnen, Jesus Kristus, «at have Livet i sig selv» (Joh. 5,26), og Adam havde, som før bevist, kun Udsigt til evigt Liv ­Udødelighed - ved fuldkommen Lydighed mod Guds Befalinger.
Om dette skriver Edw. White: ««Gud dannede Mennesket af Jordens Støv», og det skabte Væsen benævnes efter den Jord, hvoraf det udgik, han kaldes Adam efter adamah, Jorden; Betegnelsen er hentet fra den legemlige Organisme, som de moderne Idealister kun anser for lidet mere end et foreløbigt Påhæng. Og da han pådrog sig Døden som Syndens Forbandelse, lød Skaberens Ord: «Du er Støv, og du skal blive til Støv igen»; den udødelige Ånd, der antages for at være den sande Personligheds Bærer, nævnes end ikke. I denne det gamle Testamentes simple Psykologi bør man lægge Mærke til, at «Sjæl» eller nephesh lige såvel tillægges Dyrene som Menneskene; der findes i det hele intet Ord anvendt pas Menneskets indre Natur, som ikke også benyttes om Dyrenes. Besidder Mennesket Sjæl eller Liv, besidder Dyret det også. Således 1 Mos. 9,4-5; 3 Mos. 17,14 og 5 Mos. 12, 23. Besidder Mennesket «A and», Ruach (eller «Livsånde»: l Mos. 6,17), så har Dyrene det samme efter Bibelens Talebrug. Præd. 3,19-21. ... Besidder Mennesket neshamah eller Ånd, spiritus, har Dyrene den også. «Alt, som havde Livs Ånds Ånde [nish-math.wach chajim] i sin Næse, døde» (1 Mos. 7,21-22). Her er Mennesker og Dyr nævnede sammen. . .. Mennesket «har mere Visdom end Markens Kvæg»; men «Ånden» har han dog tilfælles med alt levende i Naturen, skønt kun han er skabt i Guds Billede.»