I følg vore Betragtninger i første Kapitel kan man ikke sige, at Mennesket blev skabt udødeligt. Gud gjorde Adam til en «levende Sjæl», ikke en udødelig Sjæl, og denne «levende Sjæl», Adam, døde, da han blev ni Hundrede og tredive År gammel. 1 Mos. 5,5. Der siges ikke, at hans Legeme døde, men Adam, hele Mennesket, døde. Han var altså ikke udødelig; og ligesom vor første Fader efter Syndefaldet var dødelig, er alle hans Efterkommere dødelige. «Således er der også skrevet: det første Menneske Adam, er blevet til en levende Sjæl, den sidste Adam [Kristus] til en levendegørende Ånd. Det første Menneske er af Jord. jordisk; det andet Menneske, Herren, er af Himmelen. Sådan som den jordiske var, så danne er og de jordiske.» 1 Kor. 15,45-48. Mennesket er altså jordisk og dødeligt i Modsætning til Herren, der er himmelsk og udødelig. 

Menneskene er dødelige og forkrænkelige.
I Hebr. 7,8 kaldes Menneskene for «dødelige Mennesker», og mange Steder bruges lignende Udtryk for ret at vise, hvor langt fra Udødelighed «Mennesket, den Orm» (Job 25,6) er af Naturen. «Et forkrænkeligt Menneske» hedder det i Rom. 1,23; og når Paulus taler om den store Forvandling, der skal finde Sted ved Kristi Komme, siger han: «Dette dødelige» og «det forkrænkelige» skal Høres Uforkrænkelighed osv. Se 1 Kor. 15,53. Det måtte siges at være i høj Grad mærkeligt, om Skriften stadig skulle kalde Menneskene for dødelige, forkrænkelige, jordiske osv., dersom de ejede en Sjæl eller Ånd, der kunne leve evigt, uafhængigt af, om den var iklædt dette Støvhylster eller ikke. Denne Sjæl måtte dog i så Fald siges at være den egentlige Person, det virkelige «Jeg», og det rette Udtryk om sådanne Væsener ville da være, at de var udødelige og uforkrænkelige osv., men hvor bruger Skriften sådanne Udtryk om Mennesket? Hvor findes vel et eneste Skriftsted, der kalder Mennesket udødeligt? der viser, at det af Naturen - medfødt altså - ejer Uforkrænkelighed? Det første Skriftsted af den Slags er endnu ikke fundet (når undtages Satans Ord til Kvinden i Edens Have. 1 Mos. 3,4).

Bibelen betegner aldrig Mennesket som udødeligt.
«Havde den mosaiske Forestilling om Menneskets Natur,» siger White, «været lig den moderne Psykologis Opfattelse heraf, at han bestod af et forgængeligt Legeme og en udødelig Sjæl, ville det være utænkeligt, at dette ikke på en fyldestgørende Måde blev nævnt i Skabelseshistorien - men af denne Antagelse er der intet Spor at finde. Det er tydelig nok Mose Hensigt at sige noget om Menneskets Værdighed på Grund af den Natur, der er ham skænket; thi han taler jo om «Guds Billede»; og hvis da Umulighed af at kunne dø havde været uadskillelig derfra, vil det her have været Stedet til at erklære det. Men hverken her eller noget andet Sted i Bibelen bekræftes denne ophøjede Forestilling om vor Natur. Gud «gjorde Mennesket i sit Billede» og gav det Herredømme over al Jorden og alle Dyr; men det højeste, der ellers siges om ham, er, at han blev en «levende Sjæl», et Udtryk, der ofte anvendes på selve Dyreverdenen.»

«At Læren om Sjælens Udødelighed ikke et eneste Sted i den hele Række af Jødernes og de Kristnes hellige Skrifter udtrykkelig er bleven overleveret os, er en Kendsgerning, som enhver Læser kan overtyde sig om ved nærmere Undersøgelse; det er et Faktum, som allerede for længe siden har tiltrukket sig alvorlige Tænkeres Opmærksomhed»
«Hvorledes skal vi da nu forklare os denne mærkelige Kendsgerning, at hverken Profeter eller Apostle nogen. sinde har henvendt den Advarsel til de Ugudelige: «I har en udødelig Sjæl, og skal leve for evigt i Fryd eller Nød, angrer derfor og omvend eder!» Hvorledes kan vi forklare os, at de ikke brugte dette Våben, uden ved at ind. rømme, at det ikke hørte med til den «Visdom fra Gud» som de var udsendte til at forkynde af den Herre, der har erklæret, at det evige Liv gives de retfærdige af hans Nåde, men at han vil «tilintetgøre de Ugudelige»?» ­

Sjælen kan dø.
At Gud ikke med Ordet «Sjæl» betegner noget udødeligt, fremgår med overbevisende Klarhed af de mange Skriftsteder, der siger at Sjælen kan dø. «Se, alle Sjæle. de er mine, såvel Faderens Sjæl som Sønnens Sjæl, de er mine; den Sjæl, som synder, den skal dø.» Ez. 18,4. 13. 20. En Sjæl, der kan dø, kan ikke være udødelig!
I l Sam. 22 omtales 0delæggelsen af Præsternes Stad, Nobe, en Hjemsøgelse, i hvilken både Mænd, Kvinder og Børn blev ihjelslagne. David påtager sig Skylden og siger tilden eneste undkomne: «Jeg har været Årsag til det, som skete imod alle din Faders Huses Sjæle.» Hvad var sket med disse Sjæle? De var blevne dræbte med skarpe Sværd! Vers 18. 19. 22.

«Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold?» Sal. 89, 49. Alle Sjæle er ifølge dette Vers dødelige, idet ingen kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold; enhver skal se Døden.
Kvinden Rahab, der befriede Spejderne fra Døden, beder dem om at sværge ved Herren, at de vil vise Miskundhed mod hendes Hus, som hun havde bevist Miskundhed mod dem, og føjer hun til: «At I vil lade min Fader og min Moder og mine Brødre og mine Søstre leve, og alt det, de har, og fri vore Sjæle fra Døden.» Jos. 2,12-14. Deres Sjæle kunne altså dø.
Da Profeten Bileam skulle forbande Israel fra Klippens Top, lægger Gud ham Velsignelsens Ord i Munden, og blandt andet udtaler da Profeten: «Hvo har talt Jakobs Støv og Tallet på den fjerde Part af Israel? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans.» 4 Mos. 23, 10. Han vidste godt, at hans Sjæl skulle dø, men han ønskede, at Døden måtte blive for ham som for en sand Israelit, mild og venlig, idet Opstandelsens Håb stod for hans Blik.
Samson udbrød, da han førtes frem for Filisterforsamlingen for at hånes: «Min Sjæl dø med Filisternes! Og han bøjede sig med Kraft; da faldt Huset på Fyrsterne og på alt Folket, som var der inde, og de døde var flere, som han dræbte ved sin Død, end han dræbte i sit Liv.» Dom. 16,30.
«Da bad han, at hans Sjæl måtte dø, og sagde: det er bedre, at jeg dør end lever», står der om Jonas, da han lå træt og afkræftet ude i Ørkenen. Også han, der var en Guds Profet, måtte kende Sandheden; og han beder, at Sjælen måtte dø. Jonas 4,8. Job siger, at de ugudeliges «Sjæl dør hen i Ungdommen» (Job 36,14), og ofte lyder der fra Salmistens Læber en Tak til Gud, fordi hans Sjæl var bleven skånet for Dødsriget eller Døden, vi. sende, at Sjælen var hjemfalden til Døden før eller senere. Sal. 49,16; 116,8. At Udtrykket «levende Sjæle» ikke betegner udødelige Sjæle fremgår af Åb. 16,3, hvor vi læser, at «hver levende Sjæl i Havet døde».
Disse og flere lignende Skriftsted er viser, at Sjælen så langt fra at være udødelig, netop skal dø, ja, at der ikke er den Mand, som «kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold».

Betydningen af Ordet «Sjæl».
I det gamle Testamente er Ordet Sjæl oversat fra nephesh og i det nye Testamente fra psyche.
Ordet nephesh forekommer 745 Gange og er oversat på en Mængde forskellige Måder. James Streng siger om dette Ord i sin udmærkede engelske Bibelordbog: «Nephesh, en åndende Skabning, en levende Skabning, eller Livskraft; oversættes med mange forskellige Ord, såsom: nogen, Appetit, Dyr, Legeme, Åndedrag, Skabning, en Død (elle dødelig), Ønske, Tilfredshed, Fisk, Ånd, grådig, han, Hjerte, hjertelig, Liv (i Fare), Lyst, Menneske, mig, Sind, dødelig, en, egen, Person, Fornøjelse, selv, dem, slå, Sjæl, Knap, de, Ting, Vilje.»
Med lignende Ord finder vi nephesh oversat i vor Bibel, ja om muligt giver her de mange forskellige Oversættelser os en endnu klarere Forståelse af, at dette Ord absolut ikke kan have Betydningen af noget udødeligt eller stedselevende. Således finder vi det. Eks. 12 Gange oversat med Ordet «Lig» (Se 3 Mos. 21,1. 11; 22,4; 4 Mos. 5,2; 6,6. 11; 9,6-7; 19,11. 13. 16; Hag. 2,13). Et Lig må vel siges at være det modsatte af en udødelig Skabning. På sine Steder siges der rent ud, at nephesh kan slåes ihjel. Således i 5 Mos. 19, 11: «Men når der er en Mand, som hader sin Næste og lurer på ham og rejser sig imod ham og slår ham [nephesh] ihjel, at han dør.» Hvorledes kan nephesh da være noget udødeligt? lOrdsp. 28, 17 læser vi: «Et Menneske, betynget med en Sjæls [nephesh] Blod, flyr til Graven.» Profeten Ezekiel skriver: «Men når Vægteren så Sværdet komme og ej blæste i Trompeten, og Folket ej advaredes, og Sværdet kom og tog en Sjæl [nephesh] bort af dem: så blev han vel borttagen for sin Misgernings Skyld, men hans Blod vil jeg kræve af Vægterens Hånd.» Ez. 33, 6. En Sjæl (nephesh) kan altså godt omkomme ved Sværd og kan således ikke være noget udødeligt!
Nephesh er også oversat med «Vilje» (Sl. 41,3; 105,22); «Sind» (2 Kong. 9,15); «Hjerte» (Ordsp. 23,7); «Folket» (1 Mos. 14,21); «Begærlighed» (Ordsp. 23,2); «Lyst»(2 Mos. 15,9; Sl. 78,18) og på mange andre Måder.
Ordet psyche. I det nye Testamente er Ordet Sjæl oversat fra psyche, som svarer til nephesh i det gamle Testamente. Det forekommer 105 Gange og er henholdsvis oversat med «Sjæl» 61 Gange; «Liv» 39 Gange; «Hjerte»2 Gange; «Sind» 1 Gang; «mig» 1 Gang og «Menneske»1 Gang. Se som Eksempler: Matt. 6, 25; Mark. 8, 35; Apg. 15,26; 20,24; Rom. 11,3; 16,4; 1 Joh. 3,16; Ef. 6,6; Kol. 3,23; Rom. 13,1.

Betydningsfulde Kendsgerninger.
Skønt de Ord, som i vor Bibel er blevne oversat med «Sjæl» og «Ånd», forekommer så ofte - 1701 Gange ­ er det værd at lægge Mærke til, at de aldrig en eneste Gang er sat i Forbindelse med sådanne Ord som «udødelig», «uforkrænkelig», «evigt levende» el lign. Disse Egenskaber vil den moderne Teologi jo så gerne iklæde Sjælen og Ånden; men hvorfor er Bibelen absolut taus angående dette? Simpelthen fordi Sjælen ikke er udødelig, men dødelig. Uriah Smith siger i sit Værk «Herre and Hereafter», Side 58: «Vi fornægter ikke, at Mennesket har en «Sjæl» og en «Ånd», men vi siger kun, om vore Venner vil vise os, at Bibelen nogetsteds tillægger dem de Egenskaber, som den moderne Teologi har forlenet dem med, så vil de fremskaffe, hvad hidindtil stedse har været umuligt, og Diskussionen i dette Emne vil for evigt være bilagt. Nej, Sagen er, at Mænd ved Hjælp af hedensk Filosofi og deres egen Fantasi har skabt et udødeligt, umaterielt noget, som de kalder Sjæl; når de så siden finder Ordet [Sjæl] i Bibelen, så giver de det sin egen Definition og betragter Sagen dermed afgjort.»

Sjæl og Legeme afhængig af hinanden.
«Der findes intet Ord i det hebraiske Sprog, som antyder, at hverken «Sjæl» eller «Ånd» kan være noget selvstændigt, fra Legemet uafhængigt, således som vi i Almindelighed anvender disse Udtryk.» «Mennesket er en levende Skabning, som i sig selv og i egentlig Mening udgør en Enhed, et Individ; ikke et sammensat Væsen, som kan skilles ad; ikke, såsom den almindelige Mening er, lavet af eller indrettet med to. fra hinanden helt forskellige Naturer, såsom et Legeme og en Sjæl; nej, hele Mennesket er Sjæl ag Sjælen Menneske ­kort sagt, et individuelt, levende, følende og tænkende Legeme eller Væsen.»

Ordene bør forstås af Sammenhængen.
Jo mere man betragter de fem Ord, hvorfra Sjæl og Ånd er oversatte, i de forskellige Bibeloversættelser og den Sammenhæng, de står i, desto klarere kommer også Betydningen frem. Af det foran anførte fremgår, at Ordene kan betyde: Liv, Person, Folk, Menneske, Lig, Vilje, Sind, Hjerte, Begærlighed, Lyst osv. Selv et flygtigt Blik på disse Ord overbeviser os om, at her ikke kan være Tale om noget udødeligt eller uforkrænkeligt. Hvor kan et Ord, som kan oversættes med «Lig» - en Betegnelse på noget dødt og i høj Grad forkrænkeligt - have Betydning af noget udødeligt?
Af den Kendsgerning, at disse Ord kan oversættes på så mange Måder, lærer vi, at vi haren vis Frihed til, hvor som helst vi møder dem i Bibelen, at give dem den Definition, som den hosstående Tekst kræver; og om en bestemt Betydning ligger i et eller andet af disse Ord på et Sted, er det ikke dermed givet, at det har samme Betydning på et hvilket som helst andet Sted, hvor samme Ord måtte forekomme. Vi vil betragte nogle af de væsentligste Betydninger af Ordet Sjæl.

Sjæl betegner Personen.
Salomon skriver i Ordsp. 28,17: «Et Menneske, beo tynget med en Sjæls Blod, flyr til Graven, man holde ikke på ham.» Ifølge dette har altså en Sjæl Kød og Blod; thi der menes naturligvis her med «Sjæls Blod» den Persons Blod, som Morderen havde dræbt.
Når Skriften taler om Israelitterne, der drog til Ægypten til Josef, siges der et Sted, at der var så og så mange Sjæle, et andet Sted så og så mange Personer. «Alle de Sjæle, som kom med Jakob til Ægypten, som var ud. komne af hans Lænd ... er i alt tresindstyve [60) Sjæle. og Josefs Sønner, som fødtes ham i Ægypten, var to Sjæle; alle Sjæle af Jakobs Hus, som kom til Ægypten, var halvfjerdsindstyve [70).» 1 Mos. 46,26-27. Her tales om Sjæle, som fødes, eller som var udkomne af Jakobs Lænd; ingen kan være i Tvivl om, at der menes Personer; derfor siger også Moses på et andet Sted: «Dine Fædre drog ned til Ægypten ved halvfjerdsindstyve [70] Personer.» 5 Mos. 10,22. Bibelen taler altså om Sjæle, som fødes, og Sjæle, som dør; med Sjæl betegnes naturligvis på sådanne Steder Mennesker eller Personer.
Om Nebusar Adan står der i Beretningen om Jerusalems Indtagelse, at han bortførte «af Jøderne syv Hundrede og fem og fyrretyve Sjæle». Jer. 52,30. Der er dog ingen, der heraf får den Forståelse, at det var disse Jøders udødelige Ånder, han bortførte, men naturligvis selve Personerne. Således nævnes der også om Forliset ved Malta, at Paulus sagde: «Men nu formaner jeg eder, at I fatter godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal omkomme, men alene Skibet.» Apg. 27,22. «Men vi var i Skibet tilsammen to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve (276)
Sjæle.» Vers 37. At her er Tale om Personer, er også selvindlysende.
Pas mange Steder er Ordet nephesh direkte oversat med «Person» og sine Steder i sådan Forbindelse, at det tydeligt viser, at Ordet betegner noget dødeligt. I 4 Mos. 35,30 læses således: «Når nogen ihjelslår en Person [nephesh, Sjæl], da skal man efter Vidners Mund slå denne Manddraber ihjel.» Ligeledes i Ilte og 3lte Vers samt i Josv. 20,3. Ezekiel taler om «at udrydde mange Sjæle [nephesh] ved Vagttårnene». Ez. 17,17. Se også Kap. 33,6.
I 1 Mos. 36,6 læser vi, at Esau tog «alle Sjæle i sit Hus» og drog til et andet Land, og der siges i samme Vers, at det var hans Slægtninge og hans Folk. Se også 1 Mos. 14,21; 4 Mos. 31,35. 40. 46 og 19,18, hvor nephesh henholdsvis er oversat: Folket, Personer, Mennesker, Mand.