Ordet Sjæl betegner imidlertid ikke alene Mennesker, men også Dyr. «Se, jeg opretter min Pagt med eder, siger Herren til Noah, og med eders Afkom efter eder og med hver levende Sjæl, som er hos eder, af Fugle, af Kvæg og af alle ville Dyr på Jorden hos eder, af alle dem, som gik ud af Arken, af alle Dyr, som er på Jorden.» 1 Mos. 9,9-10. Se også Vers 12 og 15. Og vi tror jo dog ikke, at Dyrene er udødelige. At «levende Sjæle» kan dø, fremgår jo også tydeligt af Åb. 16,3: «Og hver levende Sjæl i Havet døde.»
De foran citerede Skriftsteder er sikkert tilstrækkeligt til at bevise for enhver, der vil tro Bibelens Vidnesbyrd,
1) at Ordet Sjæl betegner det samme som Person eller Skabning;
2) at dette er en Betydning af Ordet. som er brugt meget ofte i Skriften;
3) at Ordet Sjæl således ikke betegner noget udødeligt, men tværtimod noget dødeligt.

Sjæl betegner Livet.
Med Ordet «Sjæl» kan imidlertid også betegnes noget andet end Person. Som tidligere anført er Ordene nephesh og psyche mange Gange oversat Liv. Vi vil nu betragte en Del Skriftsteder, der viser, at Ordet Sjæl betegner Livet hos Mennesker og Dyr. Da Naoh var kommen ud af Arken, talte Herren opmuntrende Ord til ham; bl. a. sagde han: «Derimod eders Livs Blod vil jeg kræve, af alle Dyrs Hånd vil jeg kræve det; og af Menneskenes Hånd, af hvers Hånd, endog af hans Broders, vil jeg kræve Menneskenes Sjæl.» 1 Mos. 9,5. Det er samme Ord, der her er oversat med Liv og Sjæl, og det er let at indse, at det på begge Steder betegner det samme, nemlig Livet.

Herren sagde til Moses, da han bød ham vende tilbage til Ægypten fra Midian: «Alle de Mænd er døde, som søgte efter dit Liv» (nephesh). 2 Mos. 4,19. I Mose. loven hedder det: «Men dersom der sker Ulykke, da skal du give Liv for Liv» (nephesh). 2 Mos. 21,23. «Han skal give Løsepenge for sit Liv» (nephesh). Vers 30. Gibeoniterne sagde til Josva for at undskylde deres Bedrag: «Så frygtede vi såre for vort Liv [nephesh] for eders Ansigt og har gjort denne Gerning.» Jos. 9,24. Hvor tydeligt er det ikke at se, at nephesh ikke betegner en udødelig Sjæl.
«Sebulon var et Folk, som agtede sit Liv [nephesh] ringe indtil Døden.» Dom. 5,18. Livet, Sjælen, kan altså hengives i Døden, hvorfor der jo også står om Frelse. ren, at han «udtømte sin Sjæl til Døden». Es. 53,12. I Dommernes Bog læser vi ofte, at Hærførerne satte Livet (nephesh) på Spil. Dom. 12,3; 9,17; 18,25.
David siger om sin Søn Absalon: «Se min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv.» 2 Sam. 16,11. Lignende Udtryk finder vi i l Kong. 19,14, hvor Elias taler om sine Fjender: «De søger efter mit Liv [nephesh] for at tage det fra mig.» I samme Kapitel omtales Dronning Jesabels Ord til Elias, efter at hun havde hørt, at han havde slået Båls Profeter ihjel: «Guderne gøre mig nu og fremdeles så og så, om jeg ikke i Morgen på denne Tid gør imod din Sjæl [nephesh], ligesom der er gjort mod en af disses Sjæle.» «Disses Sjæle» var jo blevne ihjelslagne, og det var samme Skæbne, der ventede Elias, derfor står der også i næste Vers: «Der han det så, stod han op og gik bort for at redde sit Liv.» 1 Kong. 19,1-3. At Sjæl betegner Liv fremgår også af i Kap. 20,39. 42, hvor der i det ene Vers står, at Liv skulle betales for Liv, og i det andet Vers hedder det Sjæl for Sjæl; alle fire Steder har nephesh i Grundsproget. Læs også Esther 7,3. 7, hvor Dronningens Bøn for sit og Folkets Liv er skildret.

Forklaring på 1 Kong. 17,21-22.
Med disse Kendsgerninger for øje kan man let for. stå det Udtryk, der lægges i Profeten Elias's Mund, når han beder for Enkens Søns Liv: «Herre, min Gudl Kære, lad dette Barns Sjæl komme inden i det igen!» 1 Kong. 17,21-22. Her menes naturligvis som på de andre Steder Livet: Lad Livet komme tilbage i Barnet igen. Drengen havde været meget syg, og han åndede ikke mere (Vers 17), Livet havde forladt ham; derfor bad denne Herrens Tjener: Lad Livet komme inden i ham igen og «Barnets Sjæl [Liv] kom indeni det igen, og det blev levende». Vers 22. Ifølge Chr. H. Kalkars Oversættelse lyder der. for også Verset således: «Jehova min Gud, lad der på ny komme Liv i Drengen! Og Jehova hørte Elias's Røst, og der kom atter Liv i Drengen.»

Forklaring på Apg. 20,10.
På samme Måde forholder det sig også med det Tilfælde, der omtales i Apg. 20,10: «Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: Gør ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham.» Hans Liv var endnu i ham; den unge Mand, der var falden ned fra Vinduet, havde ikke slået sig ihjel, men var kun tilsyneladende død. Paulus kaldte ham da tilbage til Livet. På Engelsk står der også: «For his life is in him» (Livet er i ham).

Fordelen ved flere Bibeloversættelser.
De forskellige Bibeloversættelser kaster også Lys over Sagen; thi man finder ved at anstille Sammenligninger, at på et Sprog er nephesh oversat Sjæl, når det på et andet Sprog er oversat Liv i samme Skriftsted; i et andet Skriftsted kan så det modsatte være Tilfældet.

Forklaring på Matt. 16,26:
«Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade på sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?» Sjæl er her oversat fra Ordet psyche og betyder «Liv», hvilket fremgår af Forbindelsen, hvori Verset står. Det fore. gående Vers lyder nemlig således: «Thi hvo, som vil frelse sit Liv, skal miste det, og hvo, som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det.» Dr. Clare siger i sin Kommentar over Matt. 16,26: «Med hvilken Autoritet nogle har oversat psyche i 25de Vers med «Liv», men i dette Vers med «Sjæl», det ved jeg ikke, men jeg er over. bevist om, at det betyder «Liv» på begge Steder.»
Tanken i 25de Vers er jo tydeligvis den, at enhver, som vil sikre «<frelse») sit Liv ved ikke at udsætte sig for den Fare det fører med sig at være en sand Kristen, vil gå Glip af det evige Liv; hvorimod enhver, som for Kristi Skyld er villig til at gå i Døden, om det fordres, skal finde sit Liv - nemlig det evige Liv på den yderste Dag. At vinde en hel Verden og alle dens Glæder og Her. ligheder i dette korte Jordeliv kan ikke opveje Tabet af Livet - det Liv, som erholdes, når Kristus åbenbares i Herlighed.

Forklaring på Matt. 10,28:
«Og frygter ikke for dem, som slår Legemet ihjel, men kan ikke slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for den, som kan fordærve både Sjæl og Legeme i Helvede.» Mange læser kun den første Del af Verset, standser ved Udtrykket «men kan ikke slå Sjælen ihjel», og mener, at her findes Bevis for Sjælens Udødelighed. Denne Tanke kuldkastes imidlertid ganske af sidste Del af Verset, som udtrykkelig siger, at Gud kan fordærve både Sjæl og Legeme. Verset i sin Helhed tjener derfor som et ypperligt Bevis på, at Sjælen ikke er udødelig.
Ordet Sjæl er også her oversat fra psyche og betyder ligesom i de to foregående Tekster, vi har betragtet (Matt. 16,25-26), simpelthen «Livet». Menneskene kan ikke borttage fra os vort Liv - det tilkommende Liv. Menneskene kan frembringe den midlertidige Død, men vort Liv hviler hos Gud. Om end Menneskene dræber os, kan de dog ikke bestemme over vort tilkommende Liv. Det kan imidlertid Gud. Af ham afhænger det, om vi skal få det evige Liv eller ikke, og denne Kendsgerning modbeviser derfor bestemt Læren om Menneskets naturlige Udødelighed. Gud giver Mennesket Liv, for at det skal bruge Livet til hans Ære; om Mennesket nægter at gøre dette, borttager Gud Livet fra en sådan, han dør til sidst den evige Død.

Sjæl betyder Menneskets Sindsbeskaffenhed.
Sjælen betyder, som vi nu har set,
1) Personen, hele Mennesket;
2) Livet i Mennesket; og det betyder
3) Menneskets Sindsbeskaffenhed, udtrykt som det ofte er ved Menneskets «Hjerte», «Lyst», «Ønsker», «Vilje», «Begærlighed», «Sind» osv.
Hvor som helst vi i Bibelen træffer Ordet «Sjæl», vil det kunne henføres under en af disse tre Betegnelser. «At vi har en Sjæl vil sige, at vi har en Evne til at fornemme, at ville, at handle osv. Når vi samler de forskellige, såkaldte Sjælsevner, hvortil vi især regner Erkendelsen, Følelsen og Viljen, da har vi med det samme sagt, hvad Sjælen er. ... Endelig kan man opfatte det sjælelige og legemlige som to forskellige Sider af det ene og samme Væsen.»

«Ånd og Sjæl og Legerne».
«Men han selv, den Fredens Gud, hellige eder ganske og aldeles, og gid eders ganske Ånd og Sjæl og Legeme må bevares ustraffelige i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse.» 1 Thess. 5,23. Ånden er det højere Liv i Mennesket, indbefattende de åndelige Evner, Åndskræfter, Talenter og Færdigheder. Sjælen er det dyriske Liv i Mennesket, Forstanden, Viljen og det lavere Følelsesliv. Legemet er det materielle Kød, den fysiske Krop. Udtrykket «Ånd, Sjæl og Legeme» betegner på en vidt omfattende Måde hele den menneskelige Skabning. Alle Menneskets åndelige, sjælelige og fysiske Evner ønsker Gud at hellige og bevare ustraffe1ige.

Gud alene har Udødelighed.
På samme Tid som Skriften kalder Menneskene for «jordiske», «dødelige» og «forkrænkelige», kalder den Gud for «den evige Konge, den uforkrænkelige» (1 Tim. 1,17), ja den siger om «den salige og alene mægtige, den Kongers Konge og Herrers Herre»: «Han, som alene har Udøde1ighed, som bor i et Lys, der ingen kan komme til.» 1 Tim. 6,15-16. Mærk den store Forskel mellem Mennesker og Gud! De første er dødelige og forkrænkelige, den sidst. nævnte er evig, uforkrænkelig og udødelig.

Det bedste Bevis.
Intet kan vel bedre kuldkaste Forestillingen om Menneskets naturlige Udødelighed end den netop citerede Tekst. Om det alene er Gud, som ejer Udødelighed, med hvilken Ret træder da det forkrænkelige Menneske frem og hovmodigt erklærer: Jo, også jeg er udødelig – jeg har en udødelig Sjæl! Hvem af os vover at gøre Gud til en Løgner ved at benægte Sandheden af hans Ord, at han alene har Udødelighed? Intet er så farligt som at komme ind på den af Satan betrådte Vej, at ville gøre sig selv lig Gud. Læren om, at Mennesket af Naturen besidder Udødelighed, er således i Strid med den hellige Skrift og har - som vi senere skal påvise - sin Oprindelse hos ham, som «ville være den Højeste lig» (Es. 14,14), og som altid har forsøgt at lede Menneskene ind på samme Syndens Vej.