At Ægypterne troede på en Genforening af Sjælen og Legemet, fremgår af deres store Interesse for at bevare Legemet. De blev hele Mestre i Kunsten at balsamere Ligene, og deres solide Gravkamre, navnlig Pyramiderne, tyder på, at det var en Hovedsag for Ægypterne at bevare Legemet, til Sjælen vendte tilbage og tog sit tidligere Hylster i Besiddelse.
Det er vel ikke let med Bestemthed at sige, hvorledes det Begreb har været, man i hin Tid dannede sig om Sjælen, hvad den egentlig var, hvor den gik hen ved Døden osv., men det synes at have været så, at man har tænkt sig Menneskets Sjæl som en Slags Skygge, der dvælede i Nærheden af Legemet, altså ved Graven. Siden har man så tænkt sig disse Skyggesjæle samlede på et Sted - i Underverdenen, Hades, hvor Tilstanden var en Slags Søvn.

Drømmen og Sjælelæren.
Forskellige Naturfænomener, som man ikke har vidst at forklare på rette Måde, har sikkert givet Anledning til en Udvikling af denne Sjælelære; når man f. Eks. i Drømme så en afdød ganske tydeligt for sig, kunne dette mest naturligt forklares med, at det var vedkommendes Skygge eller Sjæl. I Nattens Stilhed, når Døren til Teltet eller Hytten var lukket, kom den afdøde Kammerats eller Slægtnings Sjæl og stillede sig ved Sengen, tydelig og genkendelig. Det lå da nær for Hånden at drage den Slutning, at der et eller andet Sted eksisterede et flygtigt tågeagtigt Billede af den afdøde, der vedbliver at leve, efter at Legemet var smuldret hen, og at det altså er dette, der viser sig om Natten eller undertiden om Dagen som et flygtigt Syn.

«Hvor underligt,» sukker Akilleus i et berømt Sted i Iliaden, da han i Drømme har set sin døde Vens Billede foran sit Leje, «så eksisterer der altså i Hades's Hus en Slags Sjæl og Skyggebillede, thi hele Natten stod den stakkels Patrokles's Sjæl jamrende og klagende for mig.»
Th. A. Muller skriver videre herom i foranciterede Værk: «Og se, her har de ville en Forklaring på alle Livets og Dødens Gåder. Thi hvad kan have medført Døden andet end, at dette fine, tågeagtige Afbillede af det afdøde Menneske har forladt Legemet; så længe det er i Legemet, er Mennesket levende, handler og tænker, men når det forlader Legemet gennem Munden med Åndepustet, synker det dødt hen. Søvnen og Afmagten, der jo ligner Døden, kun er kortvarigere, må skyldes, at Skygge' billedet, «Sjælen» eller «Ånden» forlader Legemet for en kort Tid og så vender tilbage. Og mange andre Ting bekræfter også den skyggeagtige Sjæls Eksistens: Ting, som Skyggen, der følger Legemet som dets Dobbeltgænger (Fylgje), og Spejlbilledet i Vandet.»
Det var denne Tro på, at Sjælen levede efter Menneskets Død, der gjorde Ægypterne så opfindsomme i Henseende til at bevare Legemet, for at Sjælen i Tidens Fylde kunne finde det igen og tage det i Besiddelse på ny. De sikrede Liget mod Forrådnelse ved Saltning og Tørring; de gemte det på Bunden af snævre, favnedybe Sjakteri den hårde Klippegrund og spærrede Sjakten med Sten og byggede derover - om de havde Råd dertil - store firkantede Gravbygninger, opført af svære Sten. Kongernes Gravkamre, de vældige Pyramider, er velkendte Minder fra hin Tid.

Foruden denne ret sandsynlige Udviklingsgang hos Folkeslag, der var faldne bort fra Kundskaben om den levende Gud, hos hvem den rette Vejledninger holdes, kommer et andet Moment til, og det er Satans direkte Medvirken til at skabe vildfarne Ideer, og blandt de afgudiske Folk havde han frit Spillerum, og mægtigt virkede hans Forførelse, når han ledsagede den med Tegn og underlige Gerninger, hvad han i Virkeligheden har gjort fra de allerældste Tider. Husk Troldmændene i Ægypten på Mose Tid!

Asiatiske Folkeslag troede også tidligt på, at Sjælen levede efter Døden. Blandt semitiske 0rkenstammer gav denne Tro sig Udslag i, at man «medgav den døde Fødemidler, Våben og hans Ridekamel, udgød Drikoffer på hans Grav og hilste på ham, når man gik forbi Graven. Den Dyrkelse af hellige Sten, Træer og Kilder, der findes hos mange Folk, men måske især er ejendommelig for Semiterne, stammer vel i flere Tilfælde fra Troen på Sælens Leven eller Døden. Beduinerne begraver nemlig, som Doughty fortæller, deres døde nærved en Naturting, de let kan genkende, når de kommer tilbage, et Træ, en stor Sten eller lign., eller de rejser selv en Pæl og en Sten. Den dødes Sjæl søger da Bolig og Ly i dette Mærketegn.»

Babylonierne.
Om Babylonierne siger samme Værk: «Man møder i dem den almindelige «ville» Antagelse om Skyggesjælen som Årsag til alt Liv hos Mennesker, Dyr og Planter; den vedbliver at leve efter Døden, og hele Naturen er opfyldt af Spøgelsessjæle; nogle få velsindede og Hærskarer af ildesindede og uberegnelige. ... De Husguder, der omtales, er rimeligvis i deres Oprindelse afdøde Forfædre.»

Syrierne.
De syriske Folkeslag, der kom en Del i Berøring med Jødefolket, nærmer sig i deres Anskuelse om Sjælen og Livet mere Sandheden, skønt de i Almindelighed troede på, at Sjælen kunne forlade Legemet. «Årsagen til Liv barde hos Mennesker og Dyr og de Væsener, der virker i Naturen, er Skyggesjælen, der bor i Legemet og forlader det i Drømme, i Besvimelser og for bestandigt ved Døden. Man tænker sig den undertiden som et med Åndedrættet, thi den forlader jo Legemet, når dette hører op; derfor bruger Hebraisk og Fønikisk som så mange andre Sprog det samme Ord for Sjælen (Ånden) og Åndedrættet (nephesh, ruach).»

Perserne.
Omtrent på samme Standpunkt stod Oldtidens Persere og andre Folkeslag. Deres Begreber om Livet efter Døden var meget slørede, men de gjorde sig dog Gisninger om et Liv efter dette, hos flere af dem forbundet med Troen på en Opstandelse fra de døde.

Jøderne.
Jødefolket, der indtil dets Forkastelse af Kristus stod som Guds udkårede Folk, og som gennem Profeterne blev undervist om de Spørgsmål, der vedrører Tid og Evighed, troede ikke på Læren om Sjælens Udødelighed, eller at den kunne leve efter Døden. De hellige Guds Mænd arbejdede ivrigt imod Ideen om naturlig Udødelighed og gjorde alt for at hindre, at de omboende Folkeslag fik indsmuglet deres fordærvelige Lære iblandt Hebræerne - Bestræbelser, der ikke altid kronedes med Held, idet Jøderne af og til hengav sig til en Afgudsdyrkelse, der også indbefattede en Slags Dødedyrkelse. Man erindre Mose strenge Ord om, at ingen måtte omgåes med Manen eller gøre Spørgsmål til de døde, og at Overtrædelse af hans Forbud blev straffet med Døden. 5 Mos. 18,9-12.
I det udmærkede Værk «Folkenes Historie» gøres også tydeligt Skel imellem Hebræernes og de omboende syriske Folks Tro på Livet efter Døden. "Både Mindesten og Dysser findes endnu i stor Mængde over hele Syrien undtagen i Judæa, hvor den profetiske Bevægelse, der var Dødedyrkelsen så fjendsk, vel har udryddet dem." Den afgudiske «Højdyrkelse», de israelitiske Profeter var så fjendske, var sikkert også en Art Dødedyrkelse eller Ofringer til de afdødes Ånder - «Bjergenes Herren) - der formentes at blive mildere stemte, når de fik Gaver af Spise og Drikke i Form af Ofre. Alt dette Uvæsen stred Herren imod igennem sine Tjenere og viste således sit Folk, at de ikke burde holde sig til Hedningernes Lære angående de døde.

De europæiske Folk modtog en kraftig Påvirkning fra Ægypten og Orienten, navnlig gennem rejsende Forfattere og Filosoffer, og vi kan derfor ikke undres over, at Udødelighedslæren tidligt trængte sig over på vort Fastland.
Grækerne indtog, før de blev påvirkede af Orienten s Mystik, nærmest et fritænkerisk, ateistisk Standpunkt. Den lærde Dr. Priestly siger herom: «Det forsikres med Bestemthed af Aristoteles og andre, at de fleste gamle græske Filosoffer ikke drømte om nogen Ånd, der var Ophav til det bestående og den drivende Kraft i Universet eller nogen Del deraf, men de forklarede alle Fænomener som Ud. slag af de almindelige Naturkræfter.»
Nye Anskuelser gjorde sig imidlertid gældende, da Skildringer af andre Landes Sæder og Religioner trængte sig ind blandt Folket. Den, der mægtigst bidrog hertil, var Historieskriveren Herodot, der under sit Ophold i Ægypten satte sig grundigt ind i dette Lands Religion, og siden gennem sine Værker gav de helleniske Filosoffer nye Tanker og fremkastede Ideen om Menneskesjælens Udødelighed. «Denne Ide nåede sit Højdepunkt hos Pindaros blandt Digterne og hos Platon i Akademiens Lunde». Sokrates, Platons Lærer, forsvaret også denne Ide, men «Aristoteles's kraftige Intelligens omfattede ikke Forestillingen omen personlig og virkelig Udødelighed for Mennesket, skriver Gladstone i «Livet efter dette». Han tilføjer, at «Stoikerne anså Sjælen bestemt til umiddelbart efter Døden at opsuges i den store Verdenssjæl. Derpå kom den Skole, som med Epikurus i Spidsen bestemt lærte, at Sjælen skulle gå til Grunde, og det synes antageligt, at denne Skole regnede flere Tilhængere blandt det læge Folk end blandt Filosoffer.»

Platons Betydning.
Blandt de græske Filosoffer har ingen spillet så stor en Rolle med Hensyn til Udødelighedslærens Udbredelse som Sokrates's fremtrædende Discipel Platon, som med Rette kan kaldes «Fader til Læren om Sjælens Udødelighed». Han fødtes År 427 f. Kr. i Athen en gammel adelig Familie. I sin Ungdom dyrkede han Digtekunsten, men da han lærte Sokrates at kende, kastede han sig over Filosofien og brændte, hvad han havde skrevet. Efter Sokrates's Død begyndte han at rejse, som de fleste Filosoffer brugte at gøre. Blandt de Lande, han da besøgte, og hvis Kultur øvede Indflydelse på hans Filosofi, bør nævnes Ægypten og Syditalien. I begge disse Lande kom han under en Påvirkning, der kan forklare hans Ideer og Læresætninger; Ægypternes Sjæletro og den pythagoræiske Filosofi - en Filosofi, der fremhæver Sjælens Udødelighed som det store og centrale i al Kundskab - har været i høj Grad bestemmende for hans Udvikling og styrket ham i hans vildfarne Teorier.
I sine Værker, der næsten alle fremtræder i dialogisk F orm, udvikler han sine Forestillinger om en «Verdenssjæl», hvoraf Menneskesjælen er en Del; denne Menneskesjæl har en udødelig og en dødelig Del; førstnævnte har sit Sæde i Hovedet, hvorimod sidstnævnte, der igen omfatter to Dele (Modet og de lavere Drifter), har sin Bolig i Kroppen (henholdsvis i Brystet og Underlivet).

Sjælens Udødelighed kan ikke bevises.
At disse Ideer ikke kan bevises, indrømmer Platon selv, ja han tør ikke en Gang påstå, at det forholder sig således, som han lærer. I Dialogen:
«Hvad Sjælen angår, har vi nu angivet, at den ene Del er dødelig og den anden guddommelig, samt hvorledes og med hvilke Redskaber de er forbundne, og af hvilken Grund de havde modtaget adskilte Boliger. At påstå, at alt dette virkelig forholder sig således, det tør vi kun, når en Gud ville bekræfte det; men at vor Forklaring er sandsynlig, det fa ar vi stedse større Mod til at antage, jo oftere vi tænker over den.»

Nej, at påstå, at det forholder sig således, er nok næppe værd, og endnu mindre at tænke på at bevise det; heller ikke vil det være let at få nogen anden Gud end «Løgnens Fader til at bekræfte Sandheden af Platons Ideer. Himmelens Gud gør det aldrig; han lærer jo det stik modsatte i sit inspirerede Ord.
Derfor lader vi Platons Ideer være, hvad de er: menneskelige Meninger, Ideer, Påstande og Filosofier, der går til Grunde med Mennesker; bedre da at bygge på Guds gode Ord, der består, så længe Gud er til!

Romerne.
Fra Grækerne bredte Læren om Sjælens Udødelighed sig så til Romerne og andre vesteuropæiske Folkeslag, hvor den langsomt vandt Indpas. «Læren om Udødeligheden har efterladt sig ganske få og lette Spor i den romerske Litteratur), skriver Gladstone, «og den alvorlige Juvenalis underretter os om, at ingen på hans Tid troede på, at Sjælen overlevede Legemet, med Undtagelse af sådanne, som ikke var kommet ud over Drengeårene. Cicero s Udtalelser, som delvis anføres af John Smith, er meget svævende.