Som Kristendommens Talsmænd banede sig Vej frem overalt i den dakendte Verden, nåede de også de forskellige hedenske filosofiske Skolers Arnesteder, og på samme Tid, som de her formåede at sprede meget af Hedenskabets Mørke, undgik de ikke ved den daglige Berøring med Fjenden at blive smittede af hans farlige Lær' domme, og det skete også på Sjælelærens Område.

Berøring med filosofiske Skoler.
Et Par Ord om disse Skoler vil her være på sin Plads. Den fornemste Retning, der fandtes på den Tid, Kristen; dommens Æra begyndte, var den «nyplatoniske», der fremtræder som den sidste Skikkelse af den græske Filosofi - påvirket af Pythagoras, Platon og Filon. Af disse Mænd er de to allerede omtalte i det foregående; Filon var en jødisk Religionsfilosof, der søgte at sammensmelte Jødedommen med græsk Filosofi; om alle tre gælder det, at Ideerne om Sjælens Udødelighed var Hovedpunkter i deres Læresystemer, og derfor fremtræder også den heden ske Udødelighedstro så udpræget i de nyplatoniske Skoler, og den udvikler sig i Tidens Løb til Teurgi (Magi og Troldomskunst) og Spiritisme. Blandt kendte Mænd inden den angivne Retning skal nævnes: Ammonios Sakkas (Origenes's Lærer), Platinos, Porfyrios og Jamhlikhos.

Skolerne i Alexandria.
Den nyplatoniske Retning havde sit Arnested i Alexandria i Nordafrika, og her fandt også Kristendom; men en god Jordbund j de første Århundreder efter Kristi Død. Denne By, der i Året 332 f. Kr. var bleven grundlagt af Alexander den Store, blev hurtig en Stor. stad, udmærket ikke alene ved sine Pragtbygninger og sin blomstrende Handel, men end mere som åndeligt Centrum. Byen ejede et berømt Museumet Akademi med stort Bibliothek, Afskriver. og Foredragssale osv. Omkring 100 Videnskabsmænd kunne her sysselsætte sig med Filosofi og Filologi.
I Alexandria boede talrige Jøder, iblandt hvilke Kristendommen tidligt fandt Fodfæste. «De kristne mærkede dog snart, at skulle Kristendommen trænge ind blandt de højtdannede Hedninger, måtte Lærerne tilegne sig det udviklede Kulturtrin, man stod overfor. ... Skridtet var skæbnesvangert, thi Benyttelsen af den hellenske Viden. skab blev ikke indskrænket til det formelle, men også reelt kom den til Sit virke ind på den krdstelig1e Lærer; type, der blev grundlagt i den alexandrinske Skole.»

Sammenblanding af Hedenskab og Kristendom.
«Sammenblandingen af hedensk (især platonisk og stoisk) Filosofi og kristelig Lære førte mange Kristne til Forglemmelse af, at den nye Tro ikke var en Anledning til sublime filosofiske Spekulationer, men et Liv, der skulle omforme Mennesker åndeligt.» - Efter «Kirke. leksikon for Norden», Art. Alexandria.
De hedenske Skoler i Alexandria virkede således mægtigt til at sammenblande Kristendommen og den platoniske Filosofi. Det var naturligvis ikke alene de Kristne, der blev påvirkede af Hedenskabet, men også de hedenske Lærere og Filosoffer, der blev grebne af den store Nazaræers Lære og antog Kristendommen; men deres Omvendelse var ikke altid så dybtgående, som den burde være, den oprykkede ikke altid Hedenskabet med Rod af deres Hjerter, og derfor blev deres Overgang til Kristendommen af så skæbnesvanger Betydning.

Platonismen trænger ind i den kristne Religion.
Herom skriver den kendte Historieskriver Mosheim i sin Kirkehistorie: «Mange af de forskellige filosofiske Sekter, især af Platonisterne og Retorikerne, antog Kristendommen, og de blev ærede for deres Lærdom og Talenter, idet man valgte dem til Biskopper og Ældste.» «... Således blandedes de græske Sekters Lærdomme, især Platonismen, med den kristne Religions simple Sandheder.»
Om den alexandrinske Skoles Indflydelse skriver samme Forfatter: «Medens Kejsere og Øvrighed stræbte at farvende Kristendommen ved Lov og Straf, blev den gennem hele dette Århundrede angrebet med Underfundig  hed og Spidsfindighed af Filosoffer fra den alexandrinske Skole, som antog Navnet Platonister.» Og om Menighedens Lærere hedder det: «Gennem flere År indsugede de den alexandrinske Skoles Ånd og den eklektiske Filosofis Metode - platoniseret Kristendom.» Man erindre, at en af Platonismen s Hovedgrundsætninger var, at Sjælen er udødelig!

Kristelig Skole i Alexandria.
I Året 190 ef. Kr. grundedes i Alexandria en kristelig Skole, der snart blev Midtpunktet for Datidens teologiskkristelige Liv. Her virkede berømte Lærere som Pantænos, Klemens, Origenes og Dionysius. Undervisningen gik i de hedenske Skolers Spor, og Lysten til at filosofere ledede til mange åndelige Udskejelser. Således fortæller Mosheim: «Et af de første Onder, som fulgte med denne overdrevne Hengivenhed til Filosofi, var, at den ledede dem til at gøre Vold på den hellige Skrift i deres Fortolkning. ... Med stor Spidsfindighed tvang de Skriften ind i deres Tjeneste for at understøtte alle sådanne Principper og Grundsætninger, som forekom dem overensstemmende med Fornuften. På samme Tid forvendte og fordrejede de på den jammerligste Måde enhver Del af det guddommelige Ord, som stred imod deres filosofiske Læresætninger eller Begreber.»
Hvor ligetil er nu ikke det hele med Hensyn til Udødelighedslærens Indtrængen i den kristne Kirke! Hedenske Lærere og Filosoffer antager Kristendommen og fører Sjælelæren med sig over i Kristenheden. Grundet på deres Anseelse og Lærdom bliver de hurtigt beærede med høje Embeder indenfor Kirken, og deres afvigende Meninger kommer snart til at gøre sig gældende. For at få disse i Harmoni med Bibelen må de fordreje og for. tolke Skriften, og deres Fortolkninger bliver til sidst an. tagne frem for Guds Ord. Blandt deres Afvigelser finder vi Læren om Sjælens Udødelighed, og den har således listet sig ind i Kristenheden.

Kirkefaderen Origenes.
Blandt de mest fremtrædende Kirkelærere fra Alexandria bør nævnes Origenes. Han blev født 182 ef. Kr. i Ægypten. Hans Fader, der tilhørte den kristne Menighed, var Lærer og gav Sønnen en omhyggelig Opdragelse. Han kom imidlertid tidlig under filosofiske Læreres Påvirkning, blandt andre Ammonios Sakkas's, tifteren af den nyplatoniske Skole, og som hans Discipel kunne det ikke undgåes, at han indsugede de Lærdomme, der var hint Samfunds Grundsætninger, til hvilke, som før bemærket, hørte Læren om Sjælens Udødelighed.

Teologi og græsk Videnskab.
«Hans Undervisning formede sig som et Forsøg på at oprejse Teologien på Basis af hele den græske Kulturs Videnskab.» «Som Ekseget har Origenes imidlertid gået i Filons Skole. Han allegoriserer helt igennem, og Historien har langt fra den Betydning for ham som Ideen. De enkelte Begivenheder, ja endog de enkelte Navne ynder han at omsætte i dybere åndelige Sandheder. Hermed står i Forbindelse, at han også er stærkt påvirket af Platan. Ideerne er for ham det eneste sande virkelige, af hvilket det materielle og endelige kun er et svagt Spejlbillede.»

Origenes ingen rettroende Kristen.
Kirkehistorien fortæller os rent ud, at Origenes ikke var en rettroende Kristen, og at "den Stund kom, da Kættermærket blev sat på den store ægyptiske Kirkelæren". («Heggtveits Kirkehistorie.») Men skønt man indså, at han i flere Henseender var vildfaren, øvede han dog en uhørt stor Indflydelse over Menigheden, især ved den store Mængde af Skrifter, han udsendte. Han var den første, der dreven egentlig Tekstkritik i Kirken, særlig af det gamle Testamente, ligesom han også var den første, der har skrevet en Dogmatik. Med Hensyn til hans Stilling overfor Sjælelæren skriver Mosheim: «Bibelens Lære angående Verdens Skabelse og Menneskets Oprindelse osv. stred imod hans Filosofi; derfor ville han hellere benægte en Del af Skriften, end bortkaste en Del af sin egen Filosofi.»

Satte Filosofien over Bibelen.
«Grunden til alle hans Vildfarelser var, at han var fast overbevist om, at intet kunne være mere sandt og vist end den Filosofi, han havde lært af Ammoniosangående Gud, Verden, Sjælen, Djævelen, osv., hvorfor han til Dels om støbte og omdannede Kristi Lære efter Filosofiens Mønster.» «Han lærte, at Troen på Legemets Opstandelse ikke er aldeles nødvendig for at bekende sig til Kristendommen, når man blot holder fast ved Læren om Sjælens Udødelighed.»

Origenes lærte "alles endelige Frelse".
Origenes var også den første Kirkelærer, der hyldede Apokatastasis Teorien eller Læren om, at alle personlige Væsener skal blive frelste og få Del i den evige Salighed. Eftersom han troede på Sjælens Udødelighed og ikke kunne hylde Teorien om den evige Pine, nødtes han ind på Apokatastasis Vejen.
Denne Mand har således et stort Ansvar for den hedenske Sjælelæres Indførelse i Kristenheden, men han står ikke alene. Det store Frafald, Paulus omtaler i 2 Thess. 2, resulterede i, at man ikke var så nøje med at optage Hedninger i Kristenheden uden grundig Omvendelse, som også Mosheim skriver, når han behandler det 5te Årh. i sin Kirkehistorie: «Ingen havde på den Tid noget imod, at de Kristne bibeholdt deres hedenske Forfædres Meninger angående Sjælen, afdøde Helte, Djævle osv. og indførte dem i ,deres Gudsdyrkelse; og ingen foreslog aldeles at afskaffe de gamle hedenske Ind. stiftelser, men kun at forandre dem noget og lutre dem. Det var derfor uundgåeligt, at de Kristnes Religion måtte blive fordærvet.»

Menneskelig Visdom over Guds Visdom.
Ja, det er sikkert, de Kristnes Religion blev fordærvet, og det bliver den altid, når menneskelig Mening 'Og menneskelig Visdom sættes højere end Guds Visdoms tydelige Udsagn. Selv den største Filosofs Tanker bør aldrig sættes over Guds Ord; thi Guds Tanker er så meget hørere end Menneskenes, Som Himmelen er højere end Jorden. «De vise skal blive til Skamme, forfærdes og besnæres; se, de har forkastet Herrens Ord, hvad for Visdom skal de da have?» Jer. 8,9.

Verdens Religioner contra Guds Ord.
Om hvorledes Dogmet om Sjælens Udødelighed vandt Fodfæste i Kristenheden skriver Edw. White: «Det var ikke Platonismen alene, der bevirkede dette. Enhver enkelt Indvirkning fra østens Dg Vestens Tankesæt var lige fra Evangeliets Begyndelse i Arbejde for at modvirke Åbenbaringens ejendommelige Grundlærdom, at Udødelighed er Guds Nådegave til de genfødte og til dem alene. Imod denne for Mennesket så ydmygende Lære hævede sig hele Europas og Asiens stolte spekulative Tænkning med sejrrig Magt. Aldrig havde man fra Herkulesstøtterne til det fjerneste østen hørt Tale om noget lignende, som at Menneskenes evige Liv skulle være afhængigt af en jødisk Tømmermands Søn, der sagde sig at være «Gud åbenbaret i Kød»! Alle Verdens gamle Religioner var imod det, ligesom hele den gamle Filosofi.»