Det er sørgeligt, men sandt, at lidt efter lidt fik denne hedenske Psykologi overvældet Kirken og skjult Kristendommens Hovedsandhed for dens Tilhængere. Der var naturligvis mange alvorlige Mænd, der kæmpede imod, men de mægtede ikke Opgaven. White skriver: «Men denne Modstand begyndte snart at hendø, og ved den Tid, da Hieronymus og Augustin fremstod, havde flere kristelige Generationer levet under den frygtelige Overtro, der rugede over Mennesket ved Påstanden om en naturlig Udødelighed og Benægtelsen af evigt Liv som Guds Nådegave. ... Efter Offentliggørelsen af Augustins Prædestinations Teologi Slank Kristenheden som lammet om på Tærskelen af hans evige Helvede; den skumle Præstestand beherskede den nye gothiske Verden, og man opfandt Skærsilden og Mariadyrkelsen som nødvendige Lettelser for de ængstede Sjæle, der blev drevne til Vanvid af Frygten for evig Pine. Man havde - altid Skriftsteder nok ved Hånden, der med tilbørlig Fordrejelse kunne støtte disse og andre Bedrag, og de benyttedes flittigt i de næste Århundreder og citeredes med lige så liden Agtelse for, hvad der er Bibelens egentlige Mening og Hensigt, som nu til dags.»

Gladstone om Udødelighedslæren.
Blarudt de kendte Mænd, som har studeret dette interessante Emne og skrevet om det, står den store engelske Statsmand Gladstone som en af de fornemste. Han var fra sin Ungdom omvendt til Gud og levede hele sit Liv igennem som en Kristen, og såvel hans Taler som hans skriftlige Arbejder beviste, at han kendte Sam. fundet med Gud. I sine Ideer var han meget frisindet, og skønt hans Opdragelse var gået i højkirkelig Retning, stod han på Dissenternes Side og havde sin egen Opfattelse af Guds Ord. Således siger Biskop Nielsen i «Kirkeleksikon for Norden» om hans Stilling til Udødelighedsspørgsmålet: "Med Hensyn til Sjælens Udødelighed forlod han de gamle Baner; i de sidste År var han Tilhænger af Læren om betinget Udødelighed, idet han mente, at Udødelighed var en særlig Gave fra Gud, skænket de troende Kristus.»

Kirkefædres Mening.
I sin Bog «Livet efter dette» skriver Gladstone om Kirkefædres Stilling til Udødelighedsspørgsmålet: «Ifølge F. Nitzsch var Sjælens Udødelighed et Emne til fri Diskussion iblandt de første Kirkefædre. Hos Justinus Martyr finder vi den fornægtet. ... Tatianus siger udtrykkelig, at Menneskets Sjæl ikke er udødelig, men dødelig; og Teophilus fra Antiokia erklærer, at Adam var hverken dødelig eller udødelig, men havde Evner til Udvikling i begge Retninger. I Henhold til Irenæus er Sjælen i sin egen Natur ikke Liv, men får sit Liv fra Gud, af hvem Sjælens fortsatte Eksistens er afhængig. Den er underkastet Dødens Lov, men skal dens Liv fortsættes, må den takke Gud, dens Ophavsmand, derfor som for en guddommelig Gave. På et senere Tidspunkt siger også Lactantius, at Forskellen mellem retfærdige og uretfærdige ville blive udvisket, om alle var udødelige.»

Ingen Tro på Sjælens Udødelighed før i tredje Århundrede
Gladstone påviser, at «Læren om en i Sjælen indeboende Udødelighed» var aldeles udelukket fra den første kristne Tid. «I Virkeligheden kan man sige, at den ikke fandtes før i det tredje Århundrede; thi skønt Tertullian fremholdt den i Forbindelse med platoniske Ideer, blev den alligevel ikke udgivet for at høre med til Kristi eller hans Apostlers Lære. ... Det forekommer mig, at vi må regne, at det var i Origenes's Dage, at Ideen om naturlig Udødelighed i Modsætning til den kristne Opfattelse begyndte at vinde Fodfæste i den kristne Kirke.» «Jeg tror, at det skal være vanskeligt at nævne noget andet med den religiøse Tro forbundet Emne - skønt det egentlig ikke tilhører Troen - om hvilket vi kunne påvise en gå vidtomfattende og absolut Forandring i Anskuelser fra Tiden forud for Origenes, da Fmestillingen om en egentlig naturlig Udødelighed Var næsten ukendt, til den senere Middelalder, og den nyere Tids Århundreder, da den i det mindste i Vesteuropa er bleven faktisk uomtvistet og almindelig.»

Årsager til Udødelighedslærens Fremgang.
Om Årsagerne til, at «Ol1igenes's utøjlede Spekulationer», som Gladstone kalder de nye og med Kristendommen stridende Ideer, vandt Indpas i Kristenheden, skriver den gamle Statsmand, at Præsterne fandt den egnet til at skræmme de ugudelige med. Da lidt efter lidt ganske stor Masser af Hedninger overgik til Kristendommen, sank åndelige Niveau snart ned til en Verdslighed, som var foruroligende. De ivrige kristne Prædikanter fandt den nye Lære egnet til at skræmme Synderen med. Om Sjælen var udødelig, blev den Straf, Synderen fik, jo uden Ophør, og dette søgte de at skildre i så grelle Farver som muligt. Døren var nu åben til Forkyndelsen om de evige Helvedesstraffe!

Præsteskabets Magt vokser.
For det andet «syntes det også uomstrideligt, at denne Lære dertil forøgede Præsteskabets Indflydelse som en Stand». Præsterne erklærede jo at have Magt til at «løse og binde», også hvad de kommende Straffe angik; og da den nye Lære således syntes at kunne fremme Kirkens Magt, blev den mere og mere velkommen for den i Vildfarelsernes Mørke stedse dybere synkende Gejstlighed.

Augustins Indflydelse.
Blandt de Mænd, hvis Liv og Lære har sat et mægtigt Præg på den vesterlandske Kirke, indtager Augustin en fremtrædende Plads, især når Talen er om, hvorledes den hedenske Sjælelære trængte ind i Kirken. Han omfattede med Varme den platoniske Filosofi, "som fik ham til at grunde Sjælens Udødelighed på abstrakte og metafysiske Betragtninger". Han grundede altså ikke denne Lære på Bibelen, men måtte ligesom Origenes forvrænge og misfortolke de Skriftsteder, han ønskede at bruge i Forbindelse med sine hedenske Ideer. Særskilt kraftigt ivrede Augustin for, at de ugudeliges Straf skulle vedvare i al Evighed; og fra hans Skrifter hentede senere Tiders Prælater Stof til sine Helvedesprædikener.

Vidnesbyrd fra kendte Mænd.
Før vi slutter dette Kapitel, vil vi citere nogle flere kendte Mænd, som påviser, at Læren om Sjælens Udødelighed ikke har sin Oprindelse fra Bibelen eller Kirkens første Apostle og Lærere. Således siger Justinus Martyr (d. 166), en af Oldkirkens mest fremragende Apologder, i sin «Dialogen med Jøden Tryphon»: «Ej heller bør man (som Platon) sige, at Sjælen er udødelig; thi hvis den er udødelig, må den åbenbart også være uskabt, ... vi er altså ikke udødelige. ... Kun Gud alene er uskabt og uforkrænkelig, men alle andre Ting er skabte og forkrænkelige. Af denne Grund må Sjælen både dø og straffes.»
Dogmehistorikeren Harnack, Professor i Teologi i Leipzig, siger i sin Dogmehistorie (1, 428): «De fleste Apologeter [Forsvarere af Kristendommen] polemiserer mod Læren om Menneskesjælens naturlige Udødelighed.» Tatian (d. 174) siger i sin «Tale til Grækerne», at «Sjælen er ikke udødelig af Naturen, men dødelig, derimod kan den blive udødelig ved at træde i Samfund med den guddommelige Ånd».
Biskop Theophilus af Antiokia (d. 181) skrev: «Blev Mennesket skabt dødeligt efter Naturen? På ingen Måde. Udødeligt? Heller ikke. Hvorledes? Ingen af Delene? Jeg svarer: Hverken dødeligt eller udødeligt. Thi hvis Gud oprindelig havde skabt det udødeligt, havde han gjort det til en Gud; men havde han skabt det dødeligt (således, at det måtte dø) ville Gud synes at være Syndens Ophav. Hverken udødeligt eller dødeligt sabte Gud derfor Mennesket, men han skabte det til begge Muligheder.
«Ved at vandre på Udødelighedens Vej og holde Guds Bud kunne det opnå Udødelighed som sin Løn og blive guddommeligt; men ved at vende sig mod det for" fængelige i Ulydighed mod Gud, måtte det blive Årsag til sin egen Død. Thi Gud gjorde Mennesket til en fri Skabning med Selvbestemmelsesret.»
I Harmoni hermed skriver Irenæus, Biskop i Lyon (d. 202): «Livet er ikke af os selv eller ifølge vor Natur; men det gives og skænkes kun af Guds Nåde, og den, som bevarer denne Livets Gave og takker ham, fra hvem den kommer, skal derfor have et langt Liv, evindelig og altid. Men den, som forkaster Gaven og viser sig utaknemmelig mod sin Skaber og ikke vil kende ham, der skænkede ham Livet, denne berøver sig selv Tilværelsens Gave i al Evighed.»  Han kunne således heller ikke tro på, at Sjælen var udødelig.
I «Hopes of the Church» skriver Darby: «Vi vil ud tale som vor Overbevisning, at Ideen om Sjælens Udødelighed ikke har sin Oprindelse fra Evangeliet. Den er kommen fra Platonisterne, og det var netop, da man begyndte at nægte Kristi andet Komme i Kirken og til sidst begyndte at tabe det af Syne, at Læren om Sjælens Udødelighed kom ind i Stedet for Opstandelsen. Dette skete omtrent på Origenes's Tid.»
Mange fremragende Teologer indrømmer, at Læren om Sjælens Udødelighed ikke findes i Bibelen. Således erklærer Tyskeren Olshausen i sin Kommentar til 1 Kor. 15,13: «Bibelen kender intet til delt moderne Dogme om Sjælens Udødelighed.» «Tværtimod kaldes Gud der: han som alene har Udødelighed.» «Læren om Sjælens Uddøde. Lighed såvel som dens Navn findes ikke i hele Bibelen.»
«Sjælens Udødelighed er snarere formodet eller forudsat end ligefrem åbenbaret i Bibelen.»
«Det er interessant at lægge Mærke til,» skriver Dr. Josef Ager Beet, en londonsk Teolog, i «The last Tings». «at alle de Kirkelærere og Skriftfortolkere i den kristne Kirkes tidligere Historie, som forfægtede Læren om Sjælens Udødelighed, var kendte med Platons Skrifter. ... Jeg mærker også, at nævnte Skrift fortolkere (Tertullian og Origenes m. fl.) ikke henviser til Bibelen, når de vil bevise, at Sjælen er udødelig, men altid søger at begrunde deres Lære med Argumenter, der ligner Platons. ... Man kan ikke tvivle om, at deres Lære angående dette Emne helt og holdent var bygget op på Platons Lære.»
Endnu et Ord fra Gladstone: «Læren om den naturlige Udødelighed i Modsætning tilden Udødelighed, en Kristen kan opnå, havde ... sneget sig ind i Kirken gennem en Bagdør så at sige ved en stille, men kraftig Proces, og den var på Vej til ved en taus Overenskomst at erholde Ret til at forblive der.»

Ja visselig har denne Lære sneget sig ind i Kirken gennem en Bagdør. Den hører ikke hjemme der og burde fjernes tilligemed anede andre sørgelige ubibelske Lærdomme, som den har givet Anledning til, hvilket vi skal påvise i næste Kapitel. Det er dog glædeligt at se, at flere og flere får øjnene op for dette. Således skriver Adjunkt N. Teisen, Odense, som allerede for flere År siden i sin Bog «Læren om betinget Udødelighed» drog til Felts imod den hedenske Udødelighedslære, den 30. Nov. 1913 en Artikel i «Nafionaltidende» under Overskriften «Til Læren om Sjælens Udødelighed» følgende: «Således er det da gået til, at der i vor Tid ikke er få, flest måske i de reformerte Kirkers Samfund, der fuldt ud vil bekende deres Tro på evigt Liv med Kristus, men strengt taget ikke tror på «Sjælens Udødelighed,» som de ikke anser for en bibelsk Lære, men snarere som et græsk Filosofem, fordi de tror, at Sjælen virkelig kan dø (den «anden Død»). De tror, som en gammel Kirkefader udtrykte det, at Sjælen er skabt til Udødelighed, ikke med Udødelighed, eller som de ældste kristne Skribenter udtrykte sig, at Udødelighed («Uforkrænkelighed») er en Nådegave fra Gud.»
Det kan således ikke nægtes, at Sandheden om «Menneskets virkelige Natur bliver alt mere klart fremholdt og Guds store Kærlighed og Barmhjertighed i samme Grad mere åbenbaret, og er det endnu overdrevent, hvad Teologen Rich. Rothe skriver (Dogmatik III), at «Menneskene har ophørt med at hævde den Påstand, at den menneske  lige Sjæl besidder en naturlig Udødelighed» (anført efter Teisen), så er det dog bevisligt, at et grundigt Studium af den hellige Skrift ikke kan andet end lede hen mod dette Mål. Den store Sandhed: «Liv alene i Troen på Kristus» skal og må sejre i enhver oprigtig Kristens Hjerte!