Den Sæd, Satan såede, da han Søgte at indbilde vore første Forældre, at de ikke skulle dø, har visselig fundet Jordbund og har i Tidens Løb skudt en kraftig Vækst og båret Frugter - rædselsfulde Frugter, der har bragt Forvirring og Fortvivlelse ind i mange Hjerter.
Så snart et Menneske anerkender Læren om Sjælens Udødelighed, er det nødsaget til at tro mange andre falske Begreber, der står og falder med hin Lære. Vi skal her nævne en Del af disse sørgelige Frugter på Udødeligheds. lærens Træ og i de kommende Kapitler behandle nogle al dem udførligere:

Præeksistensen, Læren om, at Menneskets Sjæl ikke blot eksisterer efter Døden, men også har en Tilværelse forud for sin Indtræden i dette Liv ved Fødselen. Den findes hos de fleste asiatiske Folkeslag og fandtes meget hyppigt hos Grækerne, som en gammel græsk Forfatter ganske naturligt engang bemærkede, at alle Grækere, som troede på en Udødelighed, troede også på en Forud tilværelse. Pytagoras og senere Platan benyttede denne Lære i deres Skrifter. Nøje i Forbindelse med Læren om Forud tilværelsen står Læren om Sjælevandringen.
Troen på, at den menneskelige Sjæl efter Døden går over i forskellige Dyrs eller andre Menneskers Legemer, for at den på sin Vandring kan blive renset og lutret og til sidst indtræde i sin endelige Fuldkommenhedstilstand. De ægyptiske Præster troede i Oldtiden på en sådan Sjælevandring, der sandsynligvis mentes at strække sig over en 3000 År. Fra dem modtog Grækerne Læren. Brahminer, Buddhister og de fleste ville Folkeslag i Asien og Amerika bevarer endnu denne Tro.

Døden er ingen Død.
En tredje Frugt er Læren om, at de døde lever, at Døden kun er en Port ind til et friere og fuldere Liv. Dette er jo en ret naturlig Følgeslutning. Er Sjælen udødelig, lever den naturligvis uafbrudt, og for den kendes intet, der kan kaldes Død. Derom senere.

Skærsilden og Helvedet.
Læren om Straf og Belønning umiddelbart efter Døden er en lige så selvfølgelig Frugt. De forskellige ubibelske Meninger om Straffens Natur har så igen frembragt de forskellige Læresætninger angående Skærsilden og Helvede. Tanken om de uhørte Lidelser, Sjælen måtte udholde i Pine. eller Renselsesstedet har atter affødt Læren om Sjælemesser, Bønner for de døde, for at befri Sjælen for Skærsilden eller forkorte og lindre dens Kvaler deri.

Omvendelse efter Døden.
I Forbindelse hermed kommer også Troen på, at Omvendelse efter Døden er mulig, en Teori, der formår at dysse mange i Søvn.

Helgendyrkelse.
Når det er så, at de retfærdiges Sjæle lever og er komne i den Guddommeliges Nærhed, er det ret naturligt, at Helgendyrkelsen udvikler sig, og blandt de fornemste kommer naturligvis Jesu Moder, Jomfru Maria, til at stå. - Hvad sørgelige Følger har ikke denne Dyrkelse af afdøde ført med sig! Katolicismens Historie giver os Begreb derom.

Spiritisme og Teosofi.
En anden sørgelig Følge af Sjælelæren er Spiritismens Udvikling, Troen på Muligheden af en Forbindelse med de afdødes Ånder. Denne mørke Retnings Historie og Værk skal vi senere behandle udførligt. I nærmeste Slægtskab med Spiritismen står Teosofien.

Evig Pine.
Når Spørgsmålet drejer sig om Menneskets endelige Skæbne, bliver også Meningerne delte og i høj Grad forvirrede, thi idet Sjælen jo skal være udødelig, må de ugudelige, der ikke straks opnår Saligheden, enten lide en evig, aldrig ophørende Kval og Pine, eller de vil til sidst alle nå til Frelse og Salighed - denne Apokatastasis Teori, som så mange med Begærlighed griber, thi Tanken er jo så tiltalende: alle skal og må frelses, de kan ikke andet!
Ja sådanne Frugter bærer dette gamle Udødelighedstræ, men af hvad Art de er, skal vi nærmere betragte i det følgende; det er imidlertid såre let at indse, at når Roden er Satans Løgn i Edens Have, kan ikke Frugterne være af bedste Slags; men det Ord står fast: «Hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet. skal med Rod oprykkes.» Matt. 15,13.