| "Jeg formaner jer ... : hold jer fra de kødelige
laster, som fører krig imod sjælen" skriver apostlen. 1Pet
2,11. Mange betragter disse Skriftens ord blot som en advarsel mod tøjlesløshed;
men de har en langt videre betydning, idet de forbyder enhver skadelig
tilfredsstillelse af lyst eller lidenskab. Ingen, der bekender sig til
gudsfrygt, må stille sig ligegyldig angående legemets sundhed
og mene, at uafholdenhed ikke er synd og ikke vil indvirke på det
åndelige liv. Der består en nøje forbindelse mellem
det fysiske og det moralske hos mennesket. Enhver vane, som ikke fremmer
sundheden, nedsætter de højere og ædlere evner. Forkerte
vaner med hensyn til spise og drikke leder til forkerte tanker og handlinger.
Eftergivenhed for lysternes krav styrker de dyriske tilbøjeligheder
og giver dem overtaget over de intellektuelle og åndelige evner. |
Det er umuligt for nogen at få del i helliggørelsens
velsignelser, så længe man hengiver sig til egenkærlighed
og frådseri. Mange sukker under vægten af forskellige sygdomme
som følge af, at de i spise og drikke hengiver sig til forkerte
vaner, der er i strid med livets og sundhedens love. De svækker fordøjelsesorganerne
ved at give efter for en forvænt appetit. Den menneskelige organisme
har en forbavsende evne til at tåle de misbrug, den bliver udsat
for; men en vedvarende forsyndelse i form af overdrivelser i nydelsen af
mad og drikke vil svække enhver af dens funktioner. Selv folk, der
kalder sig kristne, hæmmer naturen i dens virksomhed og nedsætter
de fysiske, intellektuelle og moralske evner og kræfter ved at tilfredsstille
en forvænt appetit og slette lidenskaber. De, der således er
blevet svækket, bør betænke, hvordan deres tilstand
kunne have været, hvis de havde levet et mådeholdent liv og
fremmet sundheden i stedet for at skade den. |