Daniel og hans medbrødre opnåede langt større resultater end deres studiekammerater, da de satte sig ind i babyloniernes visdom, men de kom ikke sovende til deres kundskaber. De tilegnede sig deres viden ved at arbejde samvittighedsfuldt under Helligåndens ledelse. De søgte kontakt med ham, der er kilden til al visdom og gjorde kundskaben om Gud til grundlaget for deres uddannelse. Når de bad om visdom, bad de i tro og de levede i overensstemmelse med deres bønner. De levede på en sådan måde. at Gud kunne velsigne dem. De undgik alt det, som kunne svække deres evner og kræfter, og udnyttede hver eneste anledning til at sætte sig ind i alle mulige kundskabsgrene. De valgte sådanne livs principper, at de ikke kunne andet end bliv intelligente. De havde kun én tanke med at erhverve sig kundskaber - at ære Gud. De var fuldstændig klar over, at det var en absolut nødvendighed for dem at have en klar hjerne og at udvikle en kristelig karakter, hvis det skulle lykkes dem at repræsentere den sande religion blandt alle disse falske, hedenske religioner. Gud selv var deres lærer. De bad uden ophør, studerede samvittighedsfuldt og holdt sig i nær berøring med den usynlige Gud. Kort sagt: De vandrede med Gud ligesom Enok. Succes i dette ords egentlige betydning beror ikke på tilfældigheder eller på skæbnen. Den skyldes Guds forsyns styrelse og er belønningen for tro og skønsomhed, god opførsel og udholdenhed. Mennesker kommer ikke i besiddelse af en god forstand og en høj moral ved et tilfælde. Gud giver anledningerne, og resultatet afhænger af den måde, de benyttes på. Mens Gud virkede i Daniel og hans medbrødre "både at ville og at virke, for at hans gode vilje" kunne ske, arbejdede de unge mænd på deres egen frelse. Fil 2,13. Her får vi et indblik i, hvorledes samarbejdets guddommelige princip virker. Uden dette opnås der ingen sand fremgang. Mennesket kan intet gøre uden guddommelig kraft, og i mange, tilfælde gavner den guddommelige indsats ikke, hvis mennesket ikke selv gør noget. Vi må gøre vort for at tilegne os Guds nåde. Han skænker os sin nåde for at få os til at ville og virke, men han giver os den ikke som en erstatning for vor egen indsats.