I Babylon var Daniel og hans venner i deres ungdom tilsyneladende mere begunstigede af skæbnen, end Josef var det i den første tid af sit liv i Ægypten; men alligevel var deres karakter genstand for prøvelser, som næppe var mindre hårde. Fra det forholdsvis jævne liv i deres hjem i Judæa blev disse unge mænd, som var af kongelig herkomst, ført til den prægtigste af alle byer, til dens mægtigste herskers hof, og blev udvalgt til at oplæres til kongens særlige tjeneste. Det var stærke fristelser, som omgav dem ved dette fordærvede og overdådige hof. Den kendsgerning, at de, som dyrkede Jehova, var fanger i Babylon, at de hellige kar fra Guds hus var blevet anbragt i templet for Babylons guder, at Israels konge selv var en fange i babylonernes vold, blev pralende fremhævet af sejrherrerne som bevis for, at deres religion og deres skikke stod over hebræernes religion og skikke. Under disse omstændigheder og netop ved hjælp af de ydmygelser, som Israels forkastelse af hans bud havde fremkaldt, gav Gud Babylon beviser på sit herredømme, på det hellige i sine krav og på de visse følger af at være lydig. Og dette vidnesbyrd gav han på den eneste måde, hvorpå det kunne gives, ved hjælp af dem, som stadig holdt fast ved deres troskab imod ham.