Profetens fjender stolede på, at Daniel ville holde
urokkelig fast ved sine principper. Hele planens gennemførelse var
afhængig heraf. De havde heller ikke taget fejl af hans karakter.
Daniel blev hurtigt klar over det onde motiv, der lå bag ved dekretets
udstedelse, men han ændrede ikke sin livsførelse på
et eneste punkt. Hvorfor skulle han holde op med at bede nu, da han trængte
mest til det? Han ville hellere miste livet end at holde op med at håbe
på Guds hjælp. Han udførte stille og roligt sine pligter
som oversatrap, og da bede timen kom, gik han ind i sin stue og bad til
Himmelens Gud, som han plejede, med vinduerne åbne i retning mod
Jerusalem. Han forsøgte ikke at skjule, hvad han foretog sig. Han
var fuldstændig klar over, hvad der kunne blive følgen af
at være tro imod Gud, men modet svigtede ham ikke. Han ville ikke
give dem, der stræbte ham efter livet, det indtryk, at han havde
afbrudt forbindelsen med Himmelen. Daniel ville adlyde på alle de
områder, hvor kongen havde ret til at befale, men hverken kongen
eller hans dekret kunne få ham til at bryde sin troskabsed til kongernes
Konge.
På denne måde tilkendegav profeten modigt,
men samtidig roligt og ydmygt, at ingen magt på jorden har ret til
at stille sig imellem menneskesjælen og Gud. Midt iblandt afgudsdyrkerne
vidnede han trofast om denne sandhed. Han stillede sig uforfærdet
på rettens side og var derved et lysende eksempel i det moralske
mørke, som omgav dette hedenske hof. Daniel er et værdigt
eksempel for verden i dag på kristelig uforfærdet og troskab. |
Daniels karakter fremstilles for verden som et slående
eksempel på hvad Guds nåde kan gøre for mennesker som
af naturen er faldne, og som er fordærvede af synden. Historien om
Daniels selvfornægtende liv er en opmuntring for menneskeheden. Fra
Daniels eksempel kan vi hente styrke til at modstå fristelserne og
i ydmyghed stå urokkeligt fast på det som er ret, selv under
de største fristelser.
En god karakter må opbygges sten for sten. De karaktertræk
som vil sætte de unge i stand til at arbejde med virkning i Guds
værk, må tilegnes ved flittig brug af deres evner, ved udnyttelse
af enhver anledning som Forsynet giver dem, og ved at de forener sig med
Ham som er kilden til al visdom. De må ikke nøjes med en lav
målsætning. Josef og Daniels karakter er et godt forbillede
for dem at efterligne, og i Frelserens liv har de et fuldkomment forbillede.
Alle får en anledning til at udvikle karakteren.
Alle kan fylde deres anviste pladser i Guds store plan. Herren godtog Samuel
fra barndommen af, fordi han havde et rent hjerte. Han blev overgivet til
Gud som et helligt offer, og Herren gjorde ham til en lysets formidler.
Dersom de unge i vor tid vil hellige sig ligesom Samuel gjorde, så
vil Herren tage imod dem og bruge dem i sin gerning. Om deres liv vil de
kunne være i stand til at sige med salmisten: "Gud, du har belært
mig fra min ungdom, og jeg beretter stadig om dine undere." Sl 71,17.
|
