Es 44,6-7 Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig. Hvem der er som jeg, skal udråbe og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang jeg grundlagde et evigt folk. De skal fortælle dem, hvad der skal ske, og hvad der kommer.

Men kongen kunne give dem nye navne. De nye navne, som kongen gav Daniel og hans tre venner var ærefulde navne, som fortalte alle i hele det Babyloniske storrige at det var nogle personer som stod meget højt i kongens agtelse.

Daniel og hans medbrødre fik nye navne, som havde tilknytning til kaldæiske guddomme. De hebraiske forældre tillagde deres børns navne stor betydning. De navne, som de benyttede, repræsenterede ofte karaktertræk, som forældrene gerne så udviklet hos barnet. Den fyrste, som fik ansvaret for de unge fanger, "kaldte Daniel Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azaja Abed-Nego."
Kongen tvang ikke de unge hebræere til at afsværge deres tro og gå over til afgudsdyrkelsen, men han håbede, at dette ville blive resultatet lidt efter lidt. Han gav dem navne, som havde tilknytning til afgudsdyrkelsen, bragte dem daglig i nær kontakt med hedenske skikke og sørgede for, at de blev påvirket af afgudsdyrkelsens forførende ritualer. Herved håbede han at kunne få dem til at opgive deres eget lands religion og dyrke babyloniernes guder.
Disse mænd blev udsat for en afgørende karakterprøve lige fra begyndelsen af deres løbebane. Det blev bestemt, at de skulle spise af den mad og drikke af den vin, som kom fra kongens bord. Kongen ville herved vise dem en gunstbevisning og tilkendegive, at han nærede omhu for deres velfærd. Men da en del af kongens mad først blev ofret til afguder, var maden fra hans bord indviet til afgudsdyrkelsen. At spise den ansås for at være ensbetydende med, at man hyldede Babylons guder. Daniel og hans medbrødre kunne ikke bringe denne hyldest på grund af deres troskab mod Herren. Selv om de blot foregav, at de spiste maden og drak vinen, ville de fornægte deres tro. Det var det samme som at gøre fælles sag med hedenskabet og vanære Guds lovs principper.
Hertil kom, at de ikke vovede at svække deres fysiske, forstandsmæssige og åndelige udvikling ved at hengive sig til luksus og udsvævelser. De kendte beretningen om Nadab og Abihu. Disse mænds umådeholdenhed og dens følger stod nedtegnet i Mosebøgernes pergamentruller. De var klar over, at det ville skade både deres legeme og deres forstand, hvis de drak vin.

De som beskæftiger sig med forretningsanliggender, bør tage enhver forsigtighedsregel for ikke at begå fejl ved at henfalde til urigtige principper eller metoder. De kan opnå det samme omdømme som Daniel opnåede ved det babyloniske hof. Da alle hans forretningshandlinger blev underkastet den skarpeste prøve, kunne man ikke finde et eneste urigtigt punkt. Selv om skildringen af hans forretningsliv ikke er fuldstændigt, så indeholder den alligevel undervisning som fortjener overvejelse. Den åbenbarer det faktum at en forretningsmand ikke nødvendigvis er en udspekuleret, beregnende person. Han kan være en mand som får undervisning af Gud ved hvert eneste skridt. Mens Daniel var førsteminister i det babyloniske rige, var han en guds profet, som fik lys ved himmelsk inspiration. Hans liv er et billede på hvad enhver kristen forretningsmand kan blive.