| De lykkedes ikke for kongen og de overordnede, som underviste
Daniel og hans venner, at få dem til at afvige fra at tilbede den
sande Gud.
Es 44,6-7 Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber
det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste,
der er ingen anden Gud end mig. Hvem der er som jeg, skal udråbe
og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang
jeg grundlagde et evigt folk. De skal fortælle dem, hvad der skal
ske, og hvad der kommer.
Men kongen kunne give dem nye navne. De nye navne, som
kongen gav Daniel og hans tre venner var ærefulde navne, som fortalte
alle i hele det Babyloniske storrige at det var nogle personer som stod
meget højt i kongens agtelse.
Daniel og hans medbrødre fik nye navne, som havde
tilknytning til kaldæiske guddomme. De hebraiske forældre tillagde
deres børns navne stor betydning. De navne, som de benyttede, repræsenterede
ofte karaktertræk, som forældrene gerne så udviklet hos
barnet. Den fyrste, som fik ansvaret for de unge fanger, "kaldte Daniel
Beltsazzar, Hananja Sjadrak, Misjael Mesjak og Azaja Abed-Nego."
Kongen tvang ikke de unge hebræere til at afsværge
deres tro og gå over til afgudsdyrkelsen, men han håbede, at
dette ville blive resultatet lidt efter lidt. Han gav dem navne, som havde
tilknytning til afgudsdyrkelsen, bragte dem daglig i nær kontakt
med hedenske skikke og sørgede for, at de blev påvirket af
afgudsdyrkelsens forførende ritualer. Herved håbede han at
kunne få dem til at opgive deres eget lands religion og dyrke babyloniernes
guder.
Disse mænd blev udsat for en afgørende karakterprøve
lige fra begyndelsen af deres løbebane. Det blev bestemt, at de
skulle spise af den mad og drikke af den vin, som kom fra kongens bord.
Kongen ville herved vise dem en gunstbevisning og tilkendegive, at han
nærede omhu for deres velfærd. Men da en del af kongens mad
først blev ofret til afguder, var maden fra hans bord indviet til
afgudsdyrkelsen. At spise den ansås for at være ensbetydende
med, at man hyldede Babylons guder. Daniel og hans medbrødre kunne
ikke bringe denne hyldest på grund af deres troskab mod Herren. Selv
om de blot foregav, at de spiste maden og drak vinen, ville de fornægte
deres tro. Det var det samme som at gøre fælles sag med hedenskabet
og vanære Guds lovs principper.
Hertil kom, at de ikke vovede at svække deres fysiske,
forstandsmæssige og åndelige udvikling ved at hengive sig til
luksus og udsvævelser. De kendte beretningen om Nadab og Abihu. Disse
mænds umådeholdenhed og dens følger stod nedtegnet i
Mosebøgernes pergamentruller. De var klar over, at det ville skade
både deres legeme og deres forstand, hvis de drak vin.
De som beskæftiger sig med forretningsanliggender,
bør tage enhver forsigtighedsregel for ikke at begå fejl ved
at henfalde til urigtige principper eller metoder. De kan opnå det
samme omdømme som Daniel opnåede ved det babyloniske hof.
Da alle hans forretningshandlinger blev underkastet den skarpeste prøve,
kunne man ikke finde et eneste urigtigt punkt. Selv om skildringen af hans
forretningsliv ikke er fuldstændigt, så indeholder den alligevel
undervisning som fortjener overvejelse. Den åbenbarer det faktum
at en forretningsmand ikke nødvendigvis er en udspekuleret, beregnende
person. Han kan være en mand som får undervisning af Gud ved
hvert eneste skridt. Mens Daniel var førsteminister i det babyloniske
rige, var han en guds profet, som fik lys ved himmelsk inspiration. Hans
liv er et billede på hvad enhver kristen forretningsmand kan blive. |