Til Forsiden
 
Hvis Daniel havde villet, kunne han have fundet en undskyldning for at slække på sine strenge afholdes principper, i sine omgivelser. Han kunne have benyttet det argument, at han var afhængig af kongens gunst og måtte underkaste sig hans magt, og at der derfor ikke var nogen anden udvej end at spise kongens mad og drikke af hans vin. Han kunne endvidere have hævdet, at han ville fornærme kongen og sandsynligvis miste sin stilling og selve livet, hvis han rettede sig efter den guddommelige undervisning, som han havde fået. Hvis han derimod så bort fra Herrens bud, ville han stadig nyde kongens gunst og opnå intellektuelle fordele og lovende verdslige fremtidsudsigter.
Men Daniel vaklede ikke. Guds bifald betød mere for ham end den mægtigste jordiske konges gunst ja mere end selve livet. Han besluttede at være standhaftig uden hensyn til følgerne. Han "satte sig for, at han ikke ville gøre sig uren med kongens mad eller den vin, kongen drak," og hans tre medbrødre indtog det samme standpunkt.
De unge hebræeres beslutning havde intet med formastelse at gøre. De tog deres bestemmelse i tillid til Gud. De bestræbte sig ikke på at være sære, men de ville hellere anses for at være det end vanære Gud. Hvis de gik på akkord med det onde i dette tilfælde og gav efter for presset, ville de miste deres skarpe sans for, hvad der var ret, og ikke længer nære afsky for det forkerte. Når de først havde taget ét forkert skridt, ville de fortsætte på denne vej. De ville miste forbindelsen med Himmelen og blive overvundet af fristelsen.

Daniel og hans medbrødre var blevet opdraget til streng afholdenhed af deres forældre. De havde lært, at Gud ville kræve dem til regnskab for deres evner, og at de aldrig måtte forkrøble eller svække dem. Takket være denne opdragelse blev Daniel og hans medbrødre bevaret under de demoraliserende forhold, som rådede ved Babylons hof. De blev udsat for store fristelser ved dette fordærvede og luksuriøse hof, men de holdt sig ubesmittede. 

 Ingen magt eller påvirkning kunne få dem til at fravige de principper, som de havde tilegnet sig på et tidligt tidspunkt i livet ved at studere Guds ord og hans skaberværk.

Herren vil arbejde sammen med alle dem, der bestræber sig på at gøre hans vilje, ligesom han arbejdede sammen med Daniel og hans medbrødre. Han vil skænke dem sin Ånd for at støtte dem, hver eneste gang de tager en god beslutning. De mennesker, der vandrer på lydighedens vej, vil møde mange forhindringer. De vil måske blive knyttet til verden med stærke, listige bånd men Herren formår at tilintetgøre alt det, der truer med at slå hans udvalgte børn ud. I hans styrke kan de sejre over alle fristelser og alle vanskeligheder. Gud lod Daniel og hans medbrødre komme i kontakt med Babylons ledende mænd, for at hebræerne kunne gøre disse bekendt med Guds karakter i dette hedenske land. Hvorledes blev de skikket til en så betroet og ærefuld stilling? Hele deres liv bar præg af, at de var tro over lidt. De ærede Gud i småt som i stort.

Legemet har stor betydning for den åndelige og sjælelige udvikling og dermed for karakterdannelsen. Det er derfor, at sjælefjenden tager sigte på at svække og nedværdige legemet, når han frister menneskene. Hvis han har held med sig her, er det ofte ensbetydende med, at hele mennesket kommer i det ondes vold. Hvis ikke de fysiske kræfter står under en højere magts kontrol, vil de uundgåeligt føre os ud i fordærv. Legemet skal underkastes de ædlere instinkter. Lidenskaberne skal kontrolleres af viljen, og denne skal igen kontrolleres af Gud. Fornuftens kongelige magt skal være helliget ved Guds nåde og øve kontrollen over livet. Både åndsevnerne og den fysiske styrke kontrolleres af uforanderlige love. Ved at styrke vore evner kan mennesket vinde sejr over sig selv, sine egne tilbøjeligheder, magter, "verdensherskerne i dette mørke" og "ondskabens åndemagter i himmelrummet." Ef 6,12.