Det var under vanskelige og nedslående forhold, Esajas, der endnu var en ung mand, blev kaldet til den profetiske mission. Ulykke truede hans land. Ved sin overtrædelse af Guds lov havde befolkningen i Juda forspildt hans beskyttelse, og de assyriske styrker stod rede til at angribe Juda rige. Men faren fra deres fjender var ikke den største vanskelighed. Det var fordærvelsen hos folket, der påførte Herrens tjener den største nedtrykthed. Ved deres frafald og oprør indbød de Guds straffedomme over sig. Den ungdommelige profet var blevet kaldet til at bringe dem et advarende budskab, og han vidste, at han ville møde hårdnakket modstand. Han bævede, når han så på sig selv og tænkte på hårdnakket og vantroen hos det folk, han skulle virke iblandt. Hans opgave forekom ham næsten håbløs. Skulle han i fortvivlelse opgive sin mission og overlade israelitterne uforstyrrede til deres afguderi? Skulle Ninives guder beherske verden og trodse Himmelens Gud? 
Sådanne tanker var det, som trængte sig ind i hans sind, som han stod der i søjlegangen ved det hellige tempel. Pludselig syntes porten og det indre forhæng i templet at blive løftet op eller fjernet, og det blev ham tilladt at skue indenfor i det allerhelligste, hvor selv profeten ikke måtte sætte sine fødder. Der opsteg for ham et syn fra Jehova, der sad på en høj og ophøjet trone, medens hans slæb fyldte templet. På hver side af tronen svævede serafer; med to vinger holdt de sig oppe, med to tilhyllede de i ærbødighed deres ansigter, og med to skjulte de deres fødder. Disse tjenende engle opløftede deres røst i højtidelig påkaldelse: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre " indtil dørstolper og cederport syntes at bæve ved lyden deraf, og huset fyldtes med deres pris. 

Alle som kalder sig Guds søn eller datter, bør granske sig selv i himmelens lys. Vi bør tænke over de urene læber som gør at det er ude med os. De er det middel vi meddeler gennem til hverandre. Matt 12,34-35 ”Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd” Lad os ikke bruge dem til at udtale ord som vanærer Gud og tager modet fra dem vi omgås. Lad os bruge dem til Guds ære og herlighed. Han skabte dem til dette formål. Når det rensende kul, som kommer fra det glødende alter, berører os vil der ske en forandring fra det døde arbejde til en levende tjeneste for Gud, og når vi grunder på Jesu kærlighed, vil ordene fra vore læber være fyldt med tak og lovprisning til Gud og Lammet.

Prædikanter med smudsig mund og læber vover at træde frem på den hellige prædikestol og tage Guds hellige ord på deres urene læber. De tror ikke, at Gud lægger mærke til deres syndige nydelser. "Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde." Gud vil lige så lidt tage imod et offer af deres hånd, som tilsmudser sig sådan og under deres tjeneste ofrer røgelse af tobak og spiritus, som han ville tage imod Arons sønners offer, da de ofrede røgelse med fremmed ild.