Til Forsiden
 
Næsten 100 gange lyder ordene ”Frygt ikke”!
Den første gang var til Abraham.

1Mos 15,1 Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor."

Den sidste gang er til Guds oprigtige folk i de sidste dage.

Åb 2,10 Frygt ikke for, hvad du skal lide. Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, så I prøves, og I får trængsel i ti dage. Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.

Jesus bruger ordene ”Frygt ikke” i mange forskellige sammenhæng.

Matt 10,28-31 Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

Luk 12,7 Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve.

I sin egenskab af menneske kom Kristus i berøring med menneskene. Ved sin guddommelighed holder han fast ved Guds trone. Som Menneskesønnen gav han os et eksempel på lydighed; som Guds Søn giver han os kraft til at adlyde. Det var Kristus, som fra busken på bjerget Horeb talte til Moses og sagde: "JEG ER DEN, JEG ER! ... Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til eder." 2Mos3,14. Dette var pantet på Israels udfrielse. Også da han var blevet "mennesker lig", erklærede han sig for at være den, JEG ER. Barnet i Betlehem, den sagtmodige og ydmyge Frelser, er Gud, "som blev åbenbaret i kød". 1Tim.3,16. Og til os siger han: "JEG ER den gode hyrde." "JEG ER det levende brød." JEG ER vejen og sandheden og livet." Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden." Joh 10,11; 6,51; 14,6; Matt 28,18. JEG ER forvisningen om ethvert løftes opfyldelse. JEG ER! Frygt ikke! "Gud med os" er forvisningen om vor udfrielse fra synden, forsikringen om vor kraft til at adlyde Himmelens lov.

Billedstøtten af guld Gud havde ladet lys direkte fra Himmelen skinne på kong Nebukadnezar, og en kort tid var han under indflydelse af gudsfrygt. Men nogle få år med velstand fyldte hans hjerte med stolthed og han glemte sin erkendelse af den levende Gud. Han genoptog sin afgudsdyrkelse med forøget iver og blind tro.
Af skatte, han havde vundet i krig, lavede han en billedstøtte af guld, som forestillede den, han havde set i sin drøm. Denne billedstøtte opstillede han på dalsletten bura og befalede under trussel om dødsstraf alle embedsmænd og hele folket at tilbede den. 

 Billedstøtten var tresindstyve alen høj og seks alen bred, og i det afgudsdyrkende folks øjne var det et meget ærefrygtindgydende og majestætisk skue. Der udgik en befaling, som skulle sammenkalde alle kongerigets embedsmænd til indvielse af billedstøtten, og ved lyden af musikinstrumenterne skulle de falde ned og tilbede den. Hvis nogen undlod at gøre det, skulle de øjeblikkelig kastes i den gloende ovn. 
De frygtede ikke kongens vrede Den fastsatte dag er kommet og den vældige skare er forsamlet. Da går der bud til kongen om, at de tre hebræere, som han havde sat over landsdelen Babel, har nægtet at tilbede billedstøtten. Det var Daniels tre venner, som kongen havde givet navnene Sjadrak, Mesjak og AbedNego. Opslugt af vrede kalder kongen dem til sig, og idet han peger på den gloende ovn, fortæller han om den straf, de vil få, hvis de nægter at lyde hans vilje. 
Men kongens trusler var forgæves. Han kunne ikke få disse ædle mænd til at afstå fra at vise troskab mod folkeslagenes store Hersker. Fra deres fædres historie havde de lært, at ulydighed mod Gud betyder vanære, ulykke og ruin, og at Herrens frygt ikke alen er visdommens begyndelse, men også grundvolden for al sand lykke. Roligt ser de på den gloende ovn og den afgudsdyrkende skare. De har forladt sig på Gud, og han vil ikke svigte dem nu. Deres svar er høfligt, men bestemt: "Du må vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og gudebilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!" Dan 3,18. 
Den stolte monark er omgivet af sine store mænd, regeringens embedsmænd og hæren, som havde besejret nationer, og alle priser ham for at have gudernes visdom og magt. Midt i denne vældige pragtudfuldelse står de tre unge hebræere, og de nægter stadig at lyde kongens befaling. De havde været lydige mod Babels love, når de ikke var i strid med Guts krav, men de ville ikke vige et hårsbrede fra pligten mod deres Skaber. 
Kongens vrede kendte ingen grænser. Her på tinden af sin magt og herlighed at blive trodset af repræsentanter for en foragtet og tilfangetagen race, det var en fornærmelse, som hans stolte ånd ikke kunne bære. 
De hebraiske landflygtige blev kastet i ildovnen, som var gjort syv gange hedere end ellers. Så voldsom var flammerne, at de mænd, som kastede dem derind, blev brændt ihjel. 
Pludselig blev kongens ansigt blegt af rædsel. Medens hans øjne var fæstet på den glødende ild, henvendte han sig til sine rådsherrer og sagde: "Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden?" De svarede: "Jo, det var, konge!" Nu udbrød kongen: "Men jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en gudesøn." Dan 3,24-25. 
Når Kristus åbenbarer sig for menneskenes børn, så taler en usynlig magt til deres sjæl. De føler det, som om de er i den Eviges nærværelse. Konger og adelsmænd skælver for hans majestæt, og de erkender, at den levende Gud er over alle jordiske magter.