| Sl 31,10-12 Vær mig nådig, Herre, for jeg
er i nød. Mit øje er sløret af sorg - min sjæl
og mit indre - mit liv svinder hen i klage, mine år i suk. Min kraft
er nedbrudt i min nød, min krop sygner hen. Jeg bliver spottet af
alle mine fjender, selv af mine naboer. Mine venner er bange for mig, de,
der ser mig på gaden, flygter for mig.
2Kor 12,20-21 Jeg er nemlig bange for, at jeg ikke skal
finde jer sådan, som jeg ønsker, når jeg kommer, og
I heller ikke mig sådan, som I ønsker. Jeg frygter, at der
vil være strid, misundelse, vrede, egoisme, bagtalelse, sladder,
indbildskhed og forvirring. Jeg er bange for, at min Gud skal ydmyge mig
over for jer, når jeg kommer igen, og at jeg skal få sorg af
mange af dem, der før har syndet, men som ikke har omvendt sig fra
deres urene, utugtige og udsvævende liv.
Mange som påberåber at tro sandheden, men
som ikke han noget anker, vil blive bundet til Satans selskab. Dem som
ikke har arbejdet på Guds side af sagen vil være overladt til
at blive en anstødssten for dem som har opnået en levende
erfaring for dem selv. Lad enhver prædikant, i stedet for at stå
og kritisere og stille spørgsmål til tvivl og modstand, hvis
der øjnes en chance for at gøre sådan, nu blive beskæftiget
med at oprejse barrierer mod de listige fjender.
I stedet for at kæmpe imod dem son Herren har sendt
for at frelse disse, så lad hans folk bede ivrigt og stadigt efter
Guds nådes kraft, og så vil Lederen for Herrens hær indtage
marken. |
I stedet for at sidde og dømme over mennesker
hvem Gud har taget i mod til at gøre ham tjeneste, så ladbyrden
for deres bøn være, nat og dag, så Herren kan sende
flere arbejdere ud til hans vingård. Prædikanter vanær
ikke jeres Gud og vold ikke Helligånden sorg, ved at kaste bemærkninger
på de menneskers veje og måder som han vil vælge. Gud
kender karakteren. Han ser de menneskers temperament som han har valgt.
Han ved at kun alvorlige, faste, besluttede, dybt følende mennesker
vil se dette arbejde i dets væsentlige betydning, og vil lægge
en sådan fasthed og beslutsomhed i deres vidnesbyrd at de vil lave
et brud mod Satans barrierer.
Jesus kommer! Men ikke for at være den ydmyge lærer
han engang var. Han klædte sig i vor menneskelige natur og følte
med hele den lidende menneskehed og lyttede til deres historier om sorg
og lindrede deres lidelser, kurede deres sygdomme, tilgav deres synder
og gav de synkende og afmægtige håb. Ved at gøre andre
godt kunne Farisæerne ikke tåle Jesus iblandt dem. Hans hellige
selv-fornægtende liv mindede dem hele tiden om deres egne begærlige
vanhellige liv. Og fordi manges sind blev vendt mod denne nye og velsignede
lærer, og de troede, at hans var Guds søn, frygtede farisæerne
at de ikke ville få så megen ære, så de sagde,
at han ikke burde leve og de råbte: Væk med ham, korsfæst
ham!".
|
